MAN KAN OVERVINDE ALKOHOLMISBRUG

Tusindvis af beskeder senere, siden mit første blogpost omkring dette, er den helt rette dag kommet, for at jeg kan formulere mig og opsummere og måske svare på noget og give noget videre, som I kan bruge til noget.

Igår havde Morten og jeg 5-års dag og tog ind for at se “A Star is Born”. Det er næsten umuligt at tænke på den film, uden at få tårer i øjnene allerede. Alle snakker om filmen og jeg er stor Lady Gaga fan og alt der drejer sig om musikbranchen er interessant og relevant. Vi vidste faktisk ikke, at den handlende om misbrug. Jeg er glad for, at vi så den alligevel. Selvfølgelig har Morten og jeg haft vores lange snakke om det hele, men jeg føler alligevel at filmen kom så tæt på emner som kærlighed, fame, alkoholmisbrug og alle de her nuancer vi kender til, at man især som pårørende/kæreste får enorm forståelse for hvad misbrugeren går igennem. Morten nævnte efter filmen, at den måske kunne være en øjenåbner, hvis man nu tog sin partner, der struggler med det med ind og se den. Den viser begge sider ret fint og vi holdt hinanden fast i hånden under hele filmen.

I’m off the deep end, watch as I dive in
I’ll never meet the ground
Crash through the surface, where they can’t hurt us
We’re far from the shallow now

Fordi vi er videre og har brug for closure omkring dette emne, så bliver det sidste blogpost omkring det – jeg gør det langt og prøver at få det væsentlige med. Jeg har lyst til at dele det med jer fra mit perspektiv og ikke på en lægevidenskabelig måde, hvor jeg kaster termer afsted og teori. Jeg Googlede alt hvad jeg kunne finde om det før i tiden, for at finde svar og løsninger og sammenligne og håbe. En af de største udfordringer er faktisk i starten, når man føler sig skør, fordi man inderst inde godt ved, at man allerede prøver at redde den person man elsker, og de ikke selv kan se det. I filmen virker han egentlig bevist om det og går med til behandling, men jeg har brug for at belyse dette område, da jeg selv husker desperationen, som jeg mærker i mange af jeres beskeder. “Hvordan får jeg min partner i behandling?” og “hvordan får jeg min partner til at indse, at det er alkoholmisbrug?”. Mange af os er helt i tvivl i starten om der overhovedet er tale om det, og i takt med at de bilder sig selv ind, at det ikke er, så er det også det vi helst vil tro på. Faktisk, vil man meget gerne tro på det omvendte, end det der foregår, når vi kan se dem vi elsker tage de her valg. Og ja, jeg troede 117 gange på det, hver gang, at Morten sagde at han ikke drikker igen. Jeg var nødt til det, for at holde mig selv igang. Men den vrede man bygger op… alle de skuffelser, den æder en op indefra. Og selvom vi måske i momentet ikke tror det, så er de klar over at de skuffer os. De virker ligeglade, men det er de ikke. Tiden kom, hvor jeg stoppede med at kunne genkende ham og hans handlinger – der blev jeg nødt til at gå fra den mand jeg elsker. Det er DEN VÆRSTE følelse i hele verden! Jeg diskuterede endda med mig selv, om jeg ikke bare kunne leve med det. Han er min datters far… han MÅ stoppe, han SKAL. Jeg må passe på ham. Det er kun mig der kan redde ham og holde øje med ham. Hvad nu hvis det værste sker?! I ved hvad jeg mener. Vil det så være min skyld?! Allessia skal have en far, så jeg kan ikke bare lade ham ramme bunden. Jeg havde læst ALLE steder, at man ikke kan redde en alkoholmisbruger. De har deres egne dæmoner og jeg gjorde det til tider endnu værre med at være efter ham, og først nu kan jeg se hvordan.

Det eneste, som jeg føler er en smule misvisende i filmen er Allys reaktioner. De er lidt for rolige og hun virker meget forstående HVER GANG. Klart… man prøver at se bort fra sine egne skuffelser og være forstående, men som menneske bliver man også ked af det og frustreret. Af de mange snakke, som jeg har haft med Morten efterfølgende, så har han fortalt mig, at de reaktioner kun påvirkede den onde cirkel, som gav ham dårlig samvittighed over, at han fik mig til at føle sådan og han kunne ikke holde det ud indeni. Skyldfølelsen over at skuffe igen. Det er mere klart selvfølgelig, når jeg har det så meget på afstand nu, men hårdt og næsten umuligt, at skubbe sine egne følelser til side dengang. Med alt hvad jeg ved idag og alt hvad Morten har fortalt mig, så bekræfter han mig selv i, at det var 100% det rette, at jeg gik fra ham. Det hjalp ikke at stille ultimatum – ingen ord hjalp. Jeg vidste, at han ikke gjorde det med vilje, selvom det føltes sådan, men til sidst var der kun 1 ting tilbage, der gav mening. Det var ikke nemt at gennemføre, selvom jeg var vred. Jeg prøvede at være forstående for hans sygdom, men grunden til, at jeg var så vred var, fordi vi kørte i den onde cirkel for længe. Jeg skulle have gjort det før, for jeg var da bange for, at jeg aldrig kunne tilgive ham og altid ville føle den knude i maven, som det gav mig. I filmen genkendte jeg det, hvor Ally ofte spørger efter ham, hvor han var, og var bekymret. Jeg havde brug for at vide hvor Morten var og med hvem hele tiden… nu er der sikkert mange der tænker, at jeg var en psycho girlfriend (og det bliver man nok lidt i den situation, hvilket absolut kun gør tingene værre), men sådan har jeg det jo slet ikke nu. Han passer sit arbejde og sig selv – han er en voksen mand, der har styr på det hele og jeg behøver ikke at vide hvad han laver hele tiden. Jeg stoler på ham! Men dengang var jeg simpelthen bange, og det drev mig til vanvid. Jeg var bange for, at der skete ham noget… at han kom til skade. Der kunne gå dage, før han dukkede op. Først var jeg altid vred og ringede rundt til alle hans venner og til sidst håbede jeg bare på, at han kom hjem og var okay. Det er ikke et liv at have, og desuden virker man SUPER CRAZY, især når folk omkring jer ikke ved, hvad der foregår. Nogle kunne se det og andre kunne ikke. Oftest hænger man ud med eller bliver trukket med ned af andre der har samme problem, og måske er det kun partneren der tydeligt kan se det. Det er en rigtig svær situation, når man føler, at du er den eneste der har et problem med hvad der foregår. Jeg kunne komme med mange eksempler og råd, men det jeg i bund og grund prøver at sige er, at man er nødt til at lade dem ramme bunden og samle sig selv op efterfølgende. Let them go. Lad være med at tænke på hvor de er, hvad de laver, om de er okay. Det er SUPER svært. Især når man eks. har børn sammen og er nødt til at se hinanden til tider. Herfra kan det selvfølgelig gå 2 veje… de kan fortsætte deres destruktive livsstil, eller vende det hele, men de er nødt til at ramme bunden alene. Der MÅ komme en eller anden form for åbenbaring og man skal bryde cirklen og de gamle vaner. En konsekvens der kan mærkes!

Først var jeg rigtig ked af det, men derefter begyndte jeg at finde mig selv lidt efter lidt. For jeg vidste også, at jeg skulle have en pause fra Morten for at få det på afstand og tilgive ham. Det var jeg nødt til – det var vigtigt for mig. Samtidig ramte han bunden – det blev værre da jeg gik fra ham og det var hårdt at se på. Jeg følte mig skyldig og havde lyst til at redde ham et par gange. Men jeg kæmpede imod det. Denne tid var ALTAFGØRENDE! De skal deale med nogle ting selv og Morten har bekræftet mig i, at det var her han vidste, at der var nødt til at ske noget og han ville have mig tilbage og hans familie. Det var det liv han valgte frem for alt andet. Vi var fra hinanden i ca. et halvt år inden der begyndte at ske noget fra hans side. En breaking point. Jeg kender jo Morten så godt, at jeg kan se hvad han tænker og hvordan han har det. Kendte alle hans mønstre og når han mente noget. Sådan har vi det jo med dem vi elsker og selvfølgelig kan det jo ske, at man måske finder ud af, at man sket ikke skal være sammen. Vi savnede hinanden meget. Han kom hjem til mig og kunne ikke stoppe med at græde… den aften vendte det hele og det var tydeligt at mærke. Denne del lyder måske underlig og jeg husker det, som var det igår. Men den måde han havde brug for mig den aften – det var noget helt andet. Jeg holdt om ham og min vrede forsvandt fuldstændig. For jeg har undervejs også forstået, at han ikke gjorde de her ting for at straffe mig for noget, men det har taget flere år at forstå. Jeg vidste jo intet om det før. Lidt efter lidt begyndte jeg at indse, at vi skal være sammen igen. Jeg skrev til ham, at han skulle komme hjem og siden den dag har han ikke rørt en dråbe alkohol og vi var en familie igen. Han har været igennem noget forskelligt behandling og jeg har også været det som pårørende. Det bidrog endnu mere til min forståelse af, at det er en sygdom, som har spillet en stor rolle mht. at tilgive ham. Så bange som jeg var før i tiden for at han faldt i… som i hvert sekund af dagen, så sikker er jeg på nu, at han ikke gør det og den følelse kom egentlig ret hurtigt. Jeg havde ikke troet, at det ville gøre det, men han er slet ikke den samme, som han var i den hårde periode og jeg kan mærke, at der ikke er grund til bekymring. Hans prioriteter har ændret sig og han er så målrettet og har arbejdet så meget på sig selv. For at understrege det, så vender det hele ikke i løbet af et par dage. Det var ikke nemt for ham. Det var rigtig svært – især de første måneder skulle han kæmpe meget hårdt. Der sker mange ting emotionelt, og det skulle vores forhold også igennem, så man er nødt til at indse, at det ikke bare er lyserøde skyer med det samme. Men det kan lade sig gøre. Vi vidste også at vi skulle starte forfra på en måde – nyt hus, væk fra gamle negative minder. Skabe nye minder med det samme, date, finde ting der gør os glade. For os er det når Morten laver mad, som afstresser ham og så alle vores serier, som vi hygger med. Vi har mange lange snakker i timevis om alle mulige ting. Vi blev et team igen og Morten VED, at jeg ikke bebrejder ham for noget, selvom han stadig til tider ikke har det godt med det. Det er vigtigt at det er fortid, som har gjort os stærkere og han skal ikke straffes for noget. Den ene ting i “A Star is Born” – jer der har set filmen, det var næsten umuligt at se. Min erfaring er, at hvis man har været i behandling og prøver at komme videre, så skal man give den maksimale opbakning. Det vil tage tid og måske flere forsøg, men det kan redde dem. Man behøver ikke nødvendigvis at være sammen med den person igen, hvis der er tale om et forhold, men prøv at mærke efter og vær opmærksom på hvilke kommentarer man giver med på vejen. Husk at passe på jer selv som pårørende og tag afstand, når I har behov for det. Intet af det er jeres skyld. Nogle af jeres beskeder/historier, som I har del med mig er så hjerteskærende, at jeg ville ønske jeg kunne gøre noget. Men det eneste jeg kan bidrage med er dette indlæg. Til dels er jeg også universet taknemmelig, for jeg føler at vi har været meget heldige mht. timing af ting. Jo længere tid der går, jo mere går det op for mig hvad Morten har udrettet og min respekt for ham vokser mere og mere. Han og jeg har dog også brug for, at vi ikke vader mere i det, da det ligger i fortiden og vores familie har startet et nyt kapitel, men han har bidraget lidt med hans tanker her. Vi har det super godt i vores nye tilværelse og jeg er meget taknemmelig for denne livslektie. Den gjorde os stærkere. Jeg håber, at det har givet lidt svar og lidt håb.

SPØRGSMÅL TIL MORTEN

 “Jeg har en kæreste, der er weekendsalkoholiker og som weekend efter weekend drikker sig sanseløst beruset og ikke aner hvad han laver og med hvem. Han er over 30 og vi har en søn på lidt der 2 år. Kan man få ham til at indse, at han har et problem? Eller er det kun ham selv, der kan det? Jeg synes, at jeg har prøvet alt. “

Morten: Jeg tror at det vigtigste er, at man for alt i verden tænker på sin familie og hvordan det påvirker humøret og hverdagen, at ens partner drikker for meget. Også selvom at det kun er weekender. Det at han drikker for meget i weekender er ikke et meget mere anerledes scenarie for mange unge mennesker nu til dags, de står uden et ansvar overfor nogen andre end dem selv. Men understreger her er han jo netop ikke en ung mand på 20 år mere og ingen forpligtelser har. Han er +30 med et lille barn og en familie. At man drikker i weekender er for mig at se ikke et problem med alkohol, det er et problem med hans prioriteringer. Han fravælger sin families ønske om, at han skal blive hjemme og være far og han holder fast i mindet om at være “fri” for pligter. Det lyder for mig som en escape fra hverdagen og kan kun løses med en lang snak om fremtiden. Det er jo ikke noget der kan fortsætte og vil han ikke ændre sin adfærd så må han ud af vagten selvom det er hårdt. Tro mig, hvis der er noget der kan få en mand til at vågne op så er det konsekvenser! Men til at starte med så tag en snak stille roligt uden at der skal angribes og pointeres “fejl”, er altid bedst at starte med. Måske man kunne starte med at bede ham om at trappe ned og se hvordan hans reaktion er. Good luck!

“Hvad er Mortens motivation til at forblive ædru? Hvad var den største udfordring?” Min motivation er en kombination af flere ting. Jeg ønsker at min familie og jeg har det godt i hverdagen og at vi alle kan opnå det vi ønsker her i livet. Det kræver at jeg er skarp i hovedet og ikke lader mig sløve ved at drikke for meget. Jeg indså mere og mere at grunden til at jeg fejlede i alt jeg foretog mig – om det var arbejde eller familie relateret, det var på baggrund af at jeg var beruset for ofte. Den største udfordring er de mange dårlige minder man konstant skal mindes om. Der er mange ting man ønsker slettet fra hukommelsen. Ting man har sagt og ting man har gjort. Men sket er sket og man skal ikke dvæle i fortiden. De ting jeg opnår for tiden er udelukkende pga jeg alkoholen på hylden og jeg tager den ikke ned foreløbig.

“Skal man helt stoppe med at drikke når man har haft et alkoholmisbrug eller kan man lære at styre det? Må kæreste/partner stadig drikke alkohol eller skal man helst være sammen om at stoppe??” Jeg synes at det er vigtigt at gøre op med sig selv hvorfor at man stopper med at drikke. Jeg stoppede med at drikke fordi at jeg ændrede mig i sådan en sådan en grad at jeg mistede mig selv i processen. Jeg mener sagtens, at man kan med tiden åbne op for at man kan nyde alkohol igen uden at det skal ende i alkoholisme. For mig er det bare ikke relevant. I sidste ende skal man jo gøre hvad man føler og ikke tænke “oh nej, hvis jeg nu drikker en 6-pack med drengene bliver jeg så alkoholiker igen” det handler jo om hvordan man har det i kroppen og hvad ens hjerne siger. Min hjerne siger, nej det er en dum idé. Jeg mener at man skal snakke om det med ens partner. Man skal støtte alkoholikeren i at hans mening omkring at der er alkohol i hjemmet eller at partneren drikker fortsat foran én. For mig var det ikke noget problem at Irina (de få gange det nu er sket) kom fuld hjem fra en bytur med pigerne. Det rørte mig ikke spor. Irina drikker generelt ikke hjemme men var hun begyndt at drikke hjemme foran mig havde jeg nok bedt hende holde igen, – da det ville være noget jeg ville bruge for meget tid på at tænke over.

Der er mere hjælp at finde her danskmisbrugsbehandling.dk