drug

Hey Beauties… man forventer måske en 1. april prank herfra idag, men det er simpelthen ikke det mood, som jeg er i. Som I kan se fra mine Insta Stories, så har det været en rigtig svær periode og jeg har det bare ikke nemt for tiden. But it will get better. Jeg har skåret meget ned på arbejdet og fokuserer på at få min hverdag til at køre rundt. Der har været utallige gange for år siden, hvor jeg har siddet og skrevet lange indlæg om hvordan jeg havde det, velvidende om, at jeg ikke kunne poste noget af det, men det var min form for terapi, at komme lidt ud med det på skrift. Jeg kan ikke benægte, at jeg havde ondt af mig selv og følte mig mere alene dengang. Jeg har de her øjeblikke, hvor jeg tvivler lidt på om jeg nogensinde bliver “god igen” og der er ikke noget Wonder Woman over mig for tiden, men måske hjælper det her indlæg mig selv…

For mit vekommende startede det, da min datter blev født, så jeg kan desværre ikke se på de år som de lykkeligste – de var faktisk de mest krævende nogensinde og jeg var ofte i opgivende perioder, hvor jeg troede, at jeg nok ikke klarede det. Jeg vil ikke sige, at jeg havde en efterfødselsdepression, for det var nok bare en generel depression efterhånden. Jeg er en sensitiv type, og jeg har haft depression før, så jeg kendte alt til den i forvejen. Når jeg ser tilbage på især de første 2 år af Allessias liv, så ved jeg ærlig talt ikke helt hvordan jeg kunne fungere, men måske fordi jeg havde så meget håb tilbage i starten. Jeg har nu været igennem alle stadier af at være pårørende til en misbruger. Også den første naive stadie, hvor man tror, at det kan ændre sig fra dag til dag og hvor man ikke begriber, hvorfor man ikke kan tale dem til fornuft. Med en misbruger er man enten deres allierede eller deres fjende… og fordi man elsker dem, så prøver man at følge med, ved at tilgive alt. Jeg troede på alle løgnene – hver gang. Jeg valgte det. At jeg ikke havde erfaring med misbrug før gjorde, at det tog mig længe at forstå situationen og min rolle i den. Jeg tænkte, at det måske var livsstilen, festerne, fristelserne, ansvar ved at blive far… en masse gode undskyldninger der hjalp på vejen, så det var faktisk slet ikke deres skyld. Dernæst tigger man dem med tårer i øjnene om at stoppe, hvor de så i stedet forsvinder i dagevis. Hvem har ellers været der?! De er ikke til at få fat i, i de værst tænkelige tider, og man ringer og tigger dem om at komme hjem. Du elskede mig da engang… tænker man så. Du lovede at gøre alt for mig?! Du kan ikke genkende deres blik længere og deres øjne mister liv. Du går i detektiv-mode og sover ikke længere, fordi du prøver at finde ud af hvor de er henne… er de stadig i live?! Den person som man elsker, er faktisk væk for længst, og man kæmper for at få dem tilbage på alle de forkerte måder. Det er ikke en kamp man kan vinde. Jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg blev bange for, at mit liv ville forblive det her mareridt for evigt.

Alle de pinlige gange hvor man prøver at få fat i deres venner for at høre hvor de er og de dækker over dem, fordi man i deres øjne bare er en needy kæreste, der forbyder den søde mand at have det lidt sjovt. Den fase var rigtig hård. Den evige anspændte paranoide tilstand og de mange angstanfald. Tårerne der vælter ud så snart man åbner øjnene om morgenen, fordi de ikke er hjemme endnu. Når de så endelig dukker op i umenneskelig tilstand og man ved, at man skal vente med samtalen indtil de er sig selv igen, så man faktisk ikke har lov til at reagere på noget., som man har ret til at reagere på. Hvad nu hvis jeg bare prøver at finde mig i alt det her… pyt med mig og mine følelser, tænkte jeg. Så er jeg bare ulykkelig og skør resten af mit liv og tilgiver alt, men så har min datter sin far tæt på. Og jeg kan holde øje med ham. Han klarer den ikke uden mig. He needs me… jeg passer på ham, JA, jeg bliver. Misbruget fylder ALT og hænger som en sort sky over familien. Om man vil det eller ej, så er det misbrugeren der dikterer alt… alt drejer sig om dem og ikke mange ting er rationelle. Vi har vel alle humørsving, men en misbrugers er anderledes. Man spørger sig selv, hvordan man kunne falde for denne ondskabsfulde person? Og 20 min. senere kan de have dig vendt helt om igen og man føler, at man ikke kan leve uden dem. De er dog ligeglade med hvad du har brug for – de tænker kun på hvad de har brug for. Og man overværer deres desperation for noget andet end dig… selvom det er utroligt smertefuld at blive valgt fra om og om igen, for noget så ubetydeligt. Man foragter deres misbrug og ber til Gud om, at man får den person, som man faldt for, tilbage… og hvor længe går der indtil man bare ikke kan holde det ud mere?! Det er jo først dér, at man giver slip. At man opgiver.

Når man er i forhold med en misbruger, ved man aldrig hvordan dagen bliver og man kan ikke regne med at planerne bliver overholdt. Man kan ikke regne med noget faktisk. Hverdagen er uforudsigelig og ingen kvinde med eller uden barn, kan udfylde en misbrugers tomrum, for det er ikke muligt. Jeg var aldrig nok… og den næste bliver det heller ej. De er oftest mestre i at dække over misbruget og andre kan nærmest ikke tro på det, hvis I åbner jer op. Det sker over tid, at det langsomt begynder at gå op for jer, at I er ved at blive småskøre. Og når man tror, at det ikke kan blive værre, så ryger man ned med 300km/t og misbruget overtager begge jeres liv nu. Man bliver emotionelt ustabilt efter alle de værst tænkelige situationer, som man ender i og er nervøs for, at man overreagerer i starten og at den er gal med én selv, så man fortæller ingen om det og bliver selvfølgelig bekræftet af misbrugeren, at det IKKE er ham, men det ER dig. Man beskytter dem over for alle, men de beskytter altså ikke dig mod smerten. Desværre er misbrugere de bedste løgnere… DE BEDSTE! Selvom du VED, at det er løgne og manipulationer igen og at intet er din skyld, så kan man gå fra samtalen og være helt overbevidst om, at det hele ER din skyld og at de jo ikke gør noget forkert og man mister sin forstand. De vinder dig over igen og igen, ved at fortælle dig det du gerne vil høre – at det jo var sidste gang og de kun gjorde hvad de gjorde, fordi de var påvirket. Man stoler ikke på sin intuition mere og tror hellere på deres løgne, fordi man vænner sig til rutinen. Så kommer fasen, hvor man ikke kan ignorere det længere. Der, hvor man er den eneste der har et problem med det, for ingen af deres venner har et problem med det – KUN DIG! DU er skør! DU er problemet! Ikke dem! Og du er så forvirret og fortabt efterhånden, at du tror på hvert et ord der kommer ud af deres mund. Du kigger ned i jorden når du går udenfor døren og du føler dig VÆRDILØS! De vil aldrig tage ansvar for noget, så det vil altid være din skyld. Og muligvis når man så langt, at man begynder at undskylde for alt overfor dem.

7c8d764c-f66b-4d20-b81b-7240fafe2175-1950

 Jeg har øjeblikke, hvor jeg føler mig som den gode gamle Irina igen, og genfinder lidt energi og ligeså hurtigt kan jeg sidde og stortude i 5 timer i træk. Det gør jeg dog primært om natten, for who has the time for that om dagen?! Mængden af mine tårer de sidste 3 år er på grænsen til det groteske, men før i tiden kunne jeg nærmest græde i ugevis uden stop. Som forsvarsmekanisme projicerer misbrugere alt over på de nærmeste, og selvom man ved bedre, så frygter man om det virkelig ER dig, der skubber dem derud, hvor de er nødt til at have dette misbrug. Det er forfærdeligt hvad der begynder at ske i hovedet på en, der elsker en misbruger og det er en rollercoaster uden lige. Det trauma, som man får i sådan et forhold gør, at man ikke længere kan definere normerne – hvad er okay og hvad er ikke, og éns grænser rykkes gevaldigt herefter. Virkeligheden bliver erstattet af et tåget helvede, og man mister forstand på hvilken måned man er i og glemmer ting omkring dig. God økonomi og misbrug går heller ikke hånd i hånd, så hvis vi skulle klare os, skulle jeg arbejde dag og nat – og selvom jeg havde svært ved at stå op og få tøj på om morgenen, så havde jeg intet valg. Jeg synes dog, at jeg kan mærke depressionen give slip lidt efter lidt nu. Man bliver ramt af kognitiv dissonans, hvor man sætter spørgsmålstegn ved alt hvad man gør og føler, at man gør alt forkert. Der er ingen sammenhæng i éns værdier og handlinger og det skaber en indre konflikt, hvor man mister sig selv completely. Det psykiske terror, som man kan blive udsat for som pårørende til en misbruger nærmest omprogrammerer én og det bliver den nye norm. At overvinde deres onde comebacks og egen selvdestruktive tankegang er ikke nemt. Alle éns styrker bliver pludselig til svagheder og man begynder at tro på deres ord. Men det er jo ikke dem der siger det… det er jo alkoholen, ikke?! De er jo gode nok, så de skal bare lige reddes og så er alt godt jo. Ikke?! Lige idag sidder jeg og dagdrømmer lidt om, at det kunne have været rart at have en almindelig break-up og ikke fordi, at de er fun heller, men det har jeg i det mindste prøvet før og at gå fra en misbruger, som man har barn med føler jeg har revet mit hjerte ud og så har en lastbil kørt over det bagefter. Misbrugere kan være super charmerende (især i starten) over for andre, så man faktisk kan tage fejl af, hvem det er, der har et problem. De er gode til at love en hel masse, uden at holde deres ord og har desværre ikke den kærlighed og respekt i dem, som man forventer at få tilbage. Jeg tror, at misbrugere måske selv ikke ved hvad sandheden og virkeligheden er længere. Man kan ikke gøre alt det mod en person med vilje, så de er vel også fortabte, men det er svært at have medlidenhed med en person, der udsætter én for helvede. Hvis man ikke har barn eller anden connection med en misbruger… then run for your dear life, inden du bliver drænet og når du er færdig, finder de noget nyt at dræne… man kan ikke hele, før en misbruger er ude af éns liv.

Der må være en grund til, at jeg skulle igennem det her tænker jeg… jeg skulle åbenbart blive endnu stærkere, men what does not kill you makes you stronger, synes jeg ikke nødvendigvis passer sammen med misbrug. Jeg synes, at jeg er blevet svagere… indtil videre i hvert fald. Har man kendskab til det, at være sammen med en misbruger, så ved man, at de kan få ALT til at være din skyld, selv når det ville være tydeligt for enhver at det ikke er. Og selvfølgelig er deres misbrug også DIN skyld… og man tror altså på det! Man er fuldstændig fanget i deres net af manipulationer og sommetider giver man bare efter og giver dem ret eller lader dem slippe afsted med alt, fordi man ikke kan klare den crazy verden mere. Man får fred og sparer på sin energi. Da det var allerværst blev jeg gravid igen, og vi ville så gerne have et til barn. Men frygten begyndte at snige sig ind… frygten om, at det måske ikke bliver bedre, selvom de kan love det hver uge på tiggende på knæ. Så blev det lidt bedre, og forblændet af det hele tror man, at NU sker det endelig, og hvis det ikke gør, så kan man da godt klare sig alene med to børn altså. Ingen mænd er jo perfekte, vel? Behøver jeg egentlig at være lykkelig? Er det her ikke godt nok? Behøver jeg at have en mand ved min side? Behøver jeg en der elsker mig og behandler mig godt? Jeg kan da godt klare alt selv, og måske bliver det nemmere når man ikke har en misbruger der dræner én for alt? Man tænker i alle baner, men al energien går stadig til dem. Jeg føler ellers, at jeg var titanium og at intet kunne slå mig ud, men jeg kan mærke at jeg skal bruge tid på at hele nu. Dette var tæt på at ødelægge mig helt…

I fortrængende øjeblikke, synes jeg, at vi havde en skøn familie og jeg tror at mange, der har haft misbrug tæt på, kan bekræfte mig i at misbrug har 2 ansigter – en engel og en djævel. Så snart djævlen er væk er man i den 7. himmel og tror, at han ikke kommer tilbage igen, og man tager hvad man kan få af de korte perioder og nøjes med det. Meget hurtigt bliver det et dårligt mønster, hvor man føler, at man kun har fortjent korte øjeblikke af det normale liv. Man mister realitetssansen. Man mister sig selv. Man mister sit selvværd. Alt drejer sig om personen med misbrug og man går på tæer omkring dem og håber at man kan please dem nok og tage nok hensyn til, at det ikke sker igen. Langsomt forsvinder man, til en skygge af sig selv og det er heller ej vigtigt mere, om man er ked af det, træt, deprimeret, for der er ikke tid til det – det hele drejer sig om dem. Man tænker, at hvis man bare prøvede at forklare dem, hvor meget smerte man går igennem pga. deres misbrug, jamen SÅ… vil de 100% forstå! Eller vil de gerne påføre smerten? Man begynder at tvivle på alt. Hvordan kan man forstætte med at “reparere” dem og kontrollere at de nu søger den hjælp, som de lover og måske i nogle tilfælde have overskud til jeres børn ved siden af?! Det er urealistisk. Der er ikke noget forhold tilbage, for man tager sig af misbrugere, som var man deres anden mor. De tænker desværre kun på sig selv og the addiction og er ikke til stede i forholdet. Misbrugere hænger oftest ud med andre misbrugere og kan forsvinde fra dag til dag… og man kæmper for et genfinde lidt tillid til dem hver uge påny. Samtidigt med, at de ikke kan forstå hvorfor man er så besværlig og ikke kan stole på dem. Imens man hungrer efter at føle sig værdig nok til at spørge sig selv – hvorfor er mig og mit barn ikke gode nok…?!

Der er humørsving og abstinenser… og de er næsten værre end når de er påvirket. Og igen har man ikke rigtig noget valg end at finde sig i alt og miste lidt mere af sig selv på vejen. Til sidst er man vant til at være én, som de afreagerer på og det er hjerteskærende at indse, at det drømmeliv om en perfekt familie, som man ønskede går i stykker og du intet kan gøre ved det. Man begynder så småt at prøve at lege med tanken om, at gå fra denne person, som man elsker meget højt, fordi man er FULDSTÆNDIG ødelagt på alle tænkelige måder og har mistet kontakt til virkeligheden. At leve i så manipulerende et forhold er svært, når man er blændet af følelserne og man tror vitterligt, at man er på denne jord for at redde dem. Og de har brug for en de kan køre rundt i manegen, for det er også en del af deres misbrug, så de stadig føler lidt magt. Alt er din skyld og du er deres fjende på de dårlige dage og skal tilgive dem på de gode. Den eneste løsning efter at have mistet kontrol over situationen, er at gå sin vej og passe på sig selv. Jeg erindrer de gange hvor jeg ringede til den anonyme linje for pårørende og forklarede situationen, så blev jeg rådet til at tage Allessia og starte et nyt liv. Jeg har været heldig at have de rette mennesker omkring mig til at guide mig i de mørkeste tider, og i de tider, hvor jeg tænkte, at jeg måske som kvinde ikke det værd, at man elsker og respekterer mig? Lidt efter lidt bliver sproget grimmere og grimmere, for det er jo alkoholen der taler, right, og ikke dem sådan rigtigt?! Se bort fra at man bliver mere og mere ødelagt, for det handler altså om dem – de skal have hjælp og man skal gøre ALT for at de får det bedre og kommer ud af det. Chance efter chance, uden at stille krav længere, for man skal passe på med ikke at kritisere, da de er skrøbelige og emotionelle, så man skal bare acceptere og tilgive….. og håbe… bare håbe på, at de får en åbenbaring og at tingene ændrer sig. Men selv om de kan ændre sig lidt, hvem skal så samle resterne op… de rester som er tilbage af os? De ødelagte, drænede og fyldt med en stor smerte rester?!

Men han lovede jo… hvordan kan han gøre det mod os?! 

Jeg ved at der venter mig gode tider – for det kommer altid efter mørket, men hvis man mirakuløst kan overkomme den svære fase, hvor de indser at de har et misbrug og endda få dem i behandling og så er heldig nok til, at de kommer ud på den anden side, så er det ikke nødvendigvis lige med at man kan fortsætte hvor man slap. Man er selv ødelagt og træt og forholdet har taget skade. Efter al den smerte deler mange af os stadig børn med misbrugere og her kommer der flere udfordringer… dem kan jeg ikke finde ud af endnu. Der føler jeg indtil videre, at jeg fejler, hvilket bider mig i røven og får mig tilbage i de gamle frygtelige mønstre, hvor jeg føler mig uværdig til at blive elsket eller respekteret. Hvilken ordning kan man lave…? Kan man komme udenom statsforvandlingen? Der er så mange tanker og nye bekymringer nu. Man vil gerne have, at éns barn også føler, at deres far er god og at alt er godt, så man prøver at tage en lille maske på og samme følelse havde jeg også udadtil dengang. Jeg synes ærlig talt, at jeg fortjener at være lykkelig og fortjener at være sammen med en der respekterer mig og er sød over for mig… men det har taget mig lang til at nå til denne selverkendelse, for når man finder sig i alt længe nok, så tror man ikke, at man fortjener noget som helst. Ingen mand skal være nedladende og mandepulere mig nogensinde igen – YAS, det var et ord jeg lige fandt på! Jeg bliver nødt at genfinde magten over mit liv og følelser igen, og denne omgang kunne jeg ikke klare selv, så jeg har søgt professionel hjælp til det. Og selvom det kommer til at gøre ondt, så er der måske en anden pige der synes, at det er det fedeste at være sammen med en misbruger og måske andre kan redde dem, som vi ikke kunne…

P.S. Efter dette indlæg er der begyndt at tikke 100-vis af beskeder i min DM på Insta fra kvinder med lignende historier, hvilket fik mig til at bryde helt sammen. Hvad er det der foregår? Jeg forstår ikke hvordan der kan være så mange?! I forbliver alle anonyme. 

instagram-blog

66 kommentarer

  1. Er stunned og tuder vildt lige nu…
    Jeg kan genkende ALT i din fortælling… Har ikke noget barn (heldigvis) og nu tænker jeg endnu mere should I or should I not…
    Han er ikke misbruger længere, har været det… Men nu det gået over til spil – så det er vel også misbrug? Og mad…
    Mit liv er bogstavelig talt gårt fuldstændig i stå i de jeg har været med ham…. If anything, så jeg faktisk gået 1 skridt frem og 20 tilbage…
    Jeg har mit livs største krise, jeg kan slet ikk finde ud af hvem jeg er eller hvad jeg vil og syntes det kun bliver værre… Og det er 100% kommet af, at det kun har handlet om ham og hans behov i alle de år…
    Åh gud hvad er chancen for at jeg stødte ind på det her blogindlæg nu, hvor jeg virkelig er nået til episk punkt af min tvivl…
    Dit indlæg gør mig skrækslagen… Mest fordi jeg ved jeg burde ende forholdet, men jeg kan ikk få mig selv til det, min anxiety tager over på fulde gardiner… Føler slet ikk jeg er ind stand til det – og den tanke er så frastødende, men alligevel ikk nok til at jeg kan komme ud af min numbness og handle 🙁

  2. Hej irina
    Hvis Morten godt selv vil stoppe med at være misbruger vil jeg helt klart anbefale“det blå kors”
    Der ligger inde på Frederiksberg det hjalp min far ud af det og han var kommet helt ned i det største hul men efter han bare var der i en uge kunne jeg endelig kende ham igen så vil helt klar anbefale det
    Kys josefine

  3. Fantastisk indlæg. Af hjertet er jeg ked af at høre hvad du har gået gennem og stadig går gennem. Men selvfølgelig skal du nok komme på den anden side, OG blive stærkere ! Men det er en lang proces, og en hård én. Jeg taler ikke af erfaring, men sådsn er alle store udfordringer i livet. You just have to fight ! Du er sej !

  4. Nej, man kan aldrig komme uden om statsforvaltningen ift samvær, og slet slet ikke med en far med misbrug (det skal jo være overvåget samvær? Hvad hvis han drikker sig fuld alene med et lille barn?!)
    For det andet skal man aldrig lyve over for sine børn, dermed ikke sagt, at historien/virkeligheden ikke skal serveres i etaper, så de kan forstå hvad der bliver sagt. I en sag om alkoholmisbrug kunne man starte med at fortælle “at far er syg”, senere hen “far er syg oppe i hovedet, og han vil ikke have hjælp, derfor er han mærkelig” osv, men til start kun i børnesprog, da andet vil være alt for indviklet. Held og lykke med det hele, og god bedring!

  5. Årh irina. Du så god til at skrive indlægs på din blog.. og især dette indlæg ramte det rigtige sted.. er selv fanget i et forhold med en misbruger.. kan simpelhen ikke komme ud af det.. da jeg føler han er den eneste jeg har tilbage. Har mister venner og familie for ham.. sidder fast ved ikke hvordan jeg skal komme videre.. har du nogen gode råd til at slutte det eller bare komme videre?

  6. Det er desværre meget tabubelagt og “pinligt” både for misbrugeren og for andre pårørende, og selvfølgelig for en selv fordi folk simpelthen ikke begriber problemet hvis de ikke selv har haft det inde på livet. Jeg har selv mistet min mor til alkoholisme i en ung alder og har aldrig kunne tale med særlig mange om det. Netop pga uvidenhed har jeg været bange for de stemplede hende som en dårlig person eller mor. Det er hårdt at huske på at det er en sygdom! Men det er fandme også ærgerligt at det er så svært at tale om, og at det er så tabubelagt. Og selvfølgelig på grund af alt det et misbrug fører med sig.. hvilke ar det dog kan sætte.. 💔 Sending love ❤️

  7. Dit indlæg beskriver ALLE følelser og aspekter af mit liv, jeg bor sammen med ham stadig, fordi jeg ikke kan finde styrken til at gå,
    Vi har 2 børn sammen, og ud over at han drikker, tager han stoffer, er ludoman og voldelig.

    Han viser ingen andre end mig hans grimme side, og lyver over for alle omkring hans forskellige problemer, og ja alle omkring os tror det er mig der er den hysteriske kæreste der ikke vil lade sin mand hygge sig lidt, og han gør intet for at ændre det billede:

    Jeg har flere gange tænkt at jeg var blevet skør, og faktisk fundet mig selv foran psykiatrisk skadestue uden modet til at gå derind.

    Jeg har hverken familie eller venner omkring mig fordi jeg har skubbet alle fra mig, så jeg føler mig virkelig alene.

    At læse netop det her blog indlæg rammer mig lige i hjertet, fordi du for sat ord på alle tanker og følelser jeg har.

  8. Kære irina.
    Du skal passe på dig selv og dit barn. Jeg har været i et forhold med alkohol og stofmisbrug bruger. Som jeg troede at jeg kunne få ham ud af. Men nej..det kan man ikke. Hvis brugerne ikke selv vil. Mit forhold var så voldligt af hans druk og tidligere nakomisbrug. Tænk først og fremmest på dit barn. Og der efter dig selv . Knuz pia

  9. Jeg synes simpelthen, du er SÅ sej på alle tænkelige måder. Det er helt ufatteligt, hvad du har gennemgået i det liv, og jeg vil mene, at du om nogen fortjener at være lykkelig. Jeg håber det bedste for dig!

  10. Som barn af en psykisk syg mor og en voldig alkoholiker stedfar, så vil jeg råde dig til at få ene forældre ret over jeres barn og overvåget samvær.
    Jeg håber du finder styrken til de næste mange års slåskamp. Jeres barn er det vigtigste og hvad du har oplevet vil hun også opleve hvis du ikke beskytter hende indtil den dag han er tørlagt.
    Mange mange kram

  11. Åhh Irina , hvor er jeg ked af at sige at da jeg læste det her indlæg kunne jeg ikke lade være med at se lidt af mig selv i dig i den situation 😔 Jeg er desværre bare ikke kommet dertil hvor jeg har fået nok og ikke tror på at det ændre sig – selvom jeg nok i mit hjerte ved det aldrig vil. Det er det der med hjertet og hjernen ik 😔
    Men finder sku en inspiration i dig ved at læse hvad du har gået/går igennem🙏🏻💕

  12. Det er det flotteste, mest velformulerede og frygteligste indlæg jeg har klar fra din hånd. Kæmpe respekt for at du lægger det hele frem, det har tydeligvis ikke været nemt for dig. Håber alle de virtuelle krammere du får her kan give bare en lille smule håb, for selvom du er stærk, er du heldigvis ikke alene. *kram*

  13. Kæmpe respekt for at italesætte dette tabu! Jeg har ingen kendskab til det, men er glad for at læse tankerne og følelserne fra en pårørende. High five herfra og er sikker på, at livet nok skal tilsmile dig igen.

  14. Hej Irina
    Tusind TAK!!! Fordi du har formået at sætte ord på alle mine følelser og tanker jeg har haft i mine 8 år sammen med en misbruger. Jeg har ikke selv en blog, men har meget længe tænkt på at skrive om mine følelser, afmagt og om livet sammen med en misbruger før og efter, i håbet om at det ville være min terapi og min måde at lægge det bag mig, så jeg kan komme videre.
    Jeg har sendt linket til dit indlæg til mine forældre, søster og min eks-svigerfamilie. Dette gør jeg ikke for at gå bagom ryggen på min eks og faderen til min elskede datter, men måske mest fordi jeg ikke selv er i stand til at forklare det så godt som du lige har gjort. Fordi det kan forklare hvorfor jeg ikke har været den gode gamle Lea, hvorfor der desværre nok går noget tid før hun kommer tilbage og at kampen ikke er slut selvom forholdet til min eks og misbrugeren er det.
    De første 5 år af vores forhold var præget af den psykiske terror – men kun når min eks var fuld og ikke kunne få sin kokain, eller når han var påvirket. Dragende efter var så hårde, og han var tynget af dårlig samvittighed overfor mig og den økonomiske del – denne dårlige samvittighed skulle druknes.. med en ny bytur med store dele alkohol og stoffer. I 5 år formåede han at lyve og få mig overbevist om at det her var et helt normalt forhold, og jeg havde INGEN ide om stofferne.. at all! Jeg har aldrig selv prøvet stoffer, og mine venner tog det mig bekendt heller ikke – så jeg kendte ikke til denne verden og tegnene på et misbrug.
    Jeg blev gravid og i hele graviditeten forsvandt han på over 9 byture, hvor han først kom hjem efter 24 timer ca. De første 4-5 gange var jeg SÅ ræd, bekymret og knust.. Derefter stoppede mine tårer – de blev afløst af vrede og skuffelse. Jeg sov ikke – og endte mange af morgenerne med at pakke en taske og tage hjem til min familie. En måned før jeg skulle føde kommer min eks hjem efter en +24-timers tur, og indrømmer sit misbrug og beder mig om hjælp. Han kommer i behandling dagen efter. Er så stolt af at kunne sige at han ikke er faldet i siden og i år er det 5 år siden han blev clean.
    Jeg har oplevet flere faser på den følelsesmæssige rutchetur. Først trist, ked af det, bekymret, skuffet og vred. Desværre klarede vores forhold ikke dette enorme bumb på vejen – vi har været igennem at jeg har haft modermærkekræft og været gravid uden for livmoderen (et højt ønsket barn), som resulterede i at jeg nu er en æggeleder fattigere. Men et misbrug der i den grad har ødelagt ham, forholdet og mig – det kunne vi ikke komme tilbage fra. Forholdet tager nemlig skade, som du selv skriver. Vores sex forsvandt, som var det min eks forbandt med omsorg og kærlighed – og jeg har sammen med min psykolog desværre indset at min reaktion på dette enorme svigt, var at lukke af følelsesmæssigt overfor ham. Min datter mangler ikke kærlighed, men hun var min redning i denne sindsygt nedbrydende og svære tid i mit liv. Men jeg er ødelagt – sex er IKKE lig kærlighed i min verden, jeg har mistet troen på at jeg nogensinde finder en fyr der ikke bare skuffer mig, jeg ved ikke hvordan et normalt forhold er – håber kun at det er så langt fra mit forrige som muligt. At blive kaldt diverse grimme ting, råbt af og føle mig så vanvittig utryg – både økonomisk og følelsesmæssigt håber jeg ikke venter mig i et nyt forhold.
    Jeg håber at både du og jeg og alle de mange andre piger/fyre, bliver helet og kommer ordentligt videre.
    Men det er skræmmende så meget man sætter sig selv og sit eget liv på pause.. og hvor meget man er villig til at give afkald på – “så må jeg nøjes – bare mit barn ikke bliver skilsmissebarn, så er det okay at jeg ikke er helt lykkelig..” HELL NO! Vi har kun det ene liv – og vi fortjener at være lykkelige. Vi skal heller ikke lære vores børn at man skal lade sig trampe på! Kæmp; ja! Men ikke en tabt kamp.

  15. Jeg har desværre mistet en del nærstående til stoffer, man kan bare slet ikke beskrive hvor ondt det gør. Kæmpe kram til dig!! ♥

  16. Du har min dybeste respekt, for at italesætte det her. For at være ærlig og tør tale om de ubærlige, uglamourøse sider af tilværelsen. Tak♥️

  17. Efter jeg læste dette her, brød jeg fuldstændig sammen. Jeg var gift med een, som jeg elskede meget højt og jeg kan den dag ikke sige, om han har haft et misbrug. Jeg kan dog relatere til følelsen af, at alting er din skyld og alt der sker er DIT ansvar og han behøver ikke være til stede i forholdet. Du skal bare bruges til at blive trampet på og hvis du siger noget til det, kommer der en torden af psykisk terror rullende henover dig og du kan lade dig overfalde af en verbal overhaling, som du bliver såret og ked af det over. Det er nu jeg indser, at jeg tror, at der foregik ting, jeg ikke havde noget at gøre med. Men han valgte også at gå tilbage til sin eks, som har snydt og bedraget ham flere gange og været manden utro flere gange også. Så jeg kan jo kun sige, at de to virkelig fortjener hinanden. Men jeg lover dig, at du kommer ud på den anden side og JA, tingene BLIVER bedre. Knus

  18. Hey Irina,
    Jeg kan genkende meget af det du skriver. Jeg var selv sammen med en misbruger i 2 år og det er først nu jeg er kommet videre. Det tog mig et år om at bygge mig selv op på ny og få min selvtillid tilbage og ude af det mørke hul jeg levede i. Jeg gad hverken træne, feste eller hæge ud med mine veninder eller venner. De var så pinligt at jeg ikke gad fortælle min familie g nærmeste om alle problemerne. Men det eg ville sige er at jeg tænkte det samme som dig og havde næsten opgivet al håb om at blive glad og lykkelig igen. Men det er jeg blevet. Ikke fordi jeg har fået en ny kærere. Men fordi jeg er blevet mig selv igen, jeg kan faktisk kende mig selv igen. Jeg er sjov at være sammen med og jeg har overskud igen. Det tager tid. Måske 6 måneder, måske 1 år eller måske 2. Men giv ikke op, bare kæmp for din lykke, for den kommer. Det lover jeg.

    Store knus til dig, sender gode tanker til dig og din datter

  19. Puha det er hård læsning…. ingen trøstende ord hjælper, så jeg vil bare understrege hvor pisse sej du er. The sun will shine on you again 🙏❤️ Kæmpe kram

  20. Åh, jeg græder lige nu. Tårerne triller ned ad mine kinder. Jeg sidder netop nu i samme situation (heldigvis uden børn!). Og jeg er ved at erkende, at de drømme om fremtiden vi havde, nok aldrig kommer til at ske. Og HÅBET… Håbet er ved at slippe op, og jeg ved godt hvad det rigtige at gøre, er. Men det er svært.

  21. Jeg genkender hver en linie du skriver! Jeg var sammen med en misbruger i 5 år! Alle de ting du skriver kunne jeg ha skrevet! Jeg har en pige på 3 år og det nåede heldigvis ikke og blive med ham der var misbruger. Hvor blev jeg ødelagt men fandt mig selv igen og sikke jeg har lært af det den dag idag. Pas på dig selv og din datter.

  22. Wow, jeg kan genkende ALT hvad du skriver der. Jeg har været kæreste med en misbruger i over 10 år, og hver gang jeg tror at nu bliver det endelig bedre, ryger toget ud i afgrunden med 500km i timen😢 Han har tigget mig om at vi skulle have børn i 4 år, og for nyligt troede jeg endelig at han var ved at være klar, og jeg var endelig begyndt at tænke på at det kunne være en mulighed og hvor spændende det kunne blive. Men så var vi der igen i denne weekend hvor han var til påskefrokost: manglen på at kunne komme i kontakt med ham, frygten for at han var faldet I, de søvnløse nætter, hans venner jeg fik fat i der endnu engang latterliggjorde mig og mente at jeg bare skulle slappe af, uvisheden om hvornår han kom hjem og i hvilken tilstand.. Og det allerværste: muren der ramlede indvendigt og hjertet der brast i 1000 stykker, da han endelig var hjemme efter over et døgn, og alt det jeg havde frygtet viste sig at være sket…😢 Så nu er jeg tilbage ved start igen. Ved jeg burde gå.. Men .. Det er bare så selvdestruktivt at være sammen med en misbruger og det værste er , at jeg tror at den skade han volder på mig ikke er noget i nærheden af den han gør på sig selv ved sit misbrug…

  23. Du skal være stolt af dig selv, for det valg du har taget. Ikke kun for din egen skyld, men for din datters skyld også. Det er et valg jeg ville ønske, at min mor havde taget for vores skyld. Ingen børn fortjener, at vokse op med en far, der er misbruger. Så hellere ingen far. Stort skulderklap til dig.

  24. Hej Irina.
    Tager du ikke anti-depressiv, nu du også lider af angst, og er deprimeret?
    Jeg er selv på Sertralin, og har været det lige siden jeg fødte. Ikke pga. fødselsdepression, men pga. min generelle sensitive sindstemning, som det viste sig, at jeg kunne gøre noget ved, ved hjælp af medicin.
    Ingen fortjener at have det som du <3

    / sisselsolsort.dk

    1. Synes ikke at man skal anbefale folk antidepressiver. Er ked af at du har brug for dem og alligevel glad for at de gør noget for dig, men hvis man kan komme igennem uden er det fantastisk – hvilket jeg tror alle kan. Antidepressiver er, sorry to say, noget værre lort og stærkt vanedannende.

  25. Fuck, hvor er du sej Irina!!! Det er virkelig et af de bedste og mest sigende blogindlæg, jeg nogensinde har læst – og jeg har fandme læst mange. Stay strong, og vær den power-kvinde over for Allessia, som du er. Hun kunne ikke være tjent med en bedre mor end dig.

  26. Kære Irina. Synes du er så sej og modig, du fortjener kun det bedste. Min far er misbruger og psykopat. Jeg er 22 år og tog først valget om at bryde kontakten med ham for 1 år siden. Det gik pludselig op for mig, hvorfor jeg fik en depression som 14 årig, har døjet med spiseforstyrrelse hele mit liv og stadig kæmper for at genopbygge min selvtillid. Det første år har været hårdt men jeg kan mærke at jeg bliver stærkere nu, når jeg begynder at kunne føle andet end skyld for at afskære min egen far. Men jeg ved det er det rigtige efter et helt liv med psykisk terror. Håber du kommer stærkere ud på den anden side og sender dig en kæmpe krammer.

  27. Hej irina….. Gud hvor er jeg Tom for ord lige nu…. jeg havde levet med en misbruger (kokain, amfetamin, ja alt hvad der kunne kommes op i næsen).. jeg prøvede at hjælpe ham i fire år. Og selv efter vi slog op var det stadig en kamp, jeg gjorde til “min”, og lånte ham penge til at betale de hårde fyre tilbage, kørte ham til samtaler på misbrugscenter, lånte ham nøglen til min lejlighed når han havde brug for at sove, efter at være vågen på 7’ende dag… tænk sig, at det først er nu det rent faktisk går op for mig at det har haft en sådan effekt på mit liv, og den person jeg er idag… jeg kunne skrive og skrive og skrive, men har bare brug for at sige tak – tak fordi du belyser det her emne. Jeg fik lige en selvtillid tilbage jeg havde gemt væk med ham. Fordi det jo “var min egen skyld”, jeg kunne også bare have ladet være at være så needy. TAK. Og klap dig selv på skulderen, du er et mega stærkt menneske med verdens største hjerte – jeg tror det er ens store hjerte der har kørt en så langt ud. at have en power til at se det bedste i folk, så det ender med man er naiv. Du kommer til at lære så meget af det her, det har jeg hvert fald. Din næste mand i dit liv kommer til at være “the shit”, du finder ikke en der behandler dig skidt igen. Det lover jeg. Så se i det positive, at du finder en der kan bære dit hjerte, og ikke en du skal holde røven oppe på. Du den sejeste!! Ville ønske du var min veninde. Kæmpe knus

  28. Her gik jeg og troede at det rent faktisk ER mig den er gal med.. pludselig kommer dette indlæg og jeg kan endelig se det igen. Jeg står i det lige nu, har ikke set ham i en uge, fordi jeg bragte det på banen… Vi venter vores første barn, og man vil jo så gerne at far her kan tage sig sammen. Øv.. Hvor gør det altså ondt, og hvor bliver man altså kørt ned..

  29. Hej Irina.

    Jeg har læst dit lange indlæg og her er min historie meget kort …

    Jeg er barn af en alkoholiker og en kvartalsdranker.

    Det må jeg ikke skrive, for de slukkede jo bare deres tørst. Min mor drak miste 8-10-12 halvliters øl plus mindst en flaske rødvin per dag, så ædru det var hun i mine øjne ikke.

    Jeg bar øller hjem til hende fra den lokale købmand, fra jeg var seks år og jeg ville ønske, at man allerede den gang ikke havde måtte sælge alkohol til børn og egentlig synes jeg, at det helt burde forbødes at sælge alkohol, men det vil ikke gøre en forskel for nogen, hvis det skete.

    Jeg har oplevet en bardom samt opvækst med alle disse løgne, der er en del af livet med to dranker, og jeg følte, at det var min skyld, at de drak, fordi jeg ikke opførte mig godt nok.

    Jeg ved godt, at jeg er en dårlig datter, men jeg har ikke haft behov for at græde over dem og jeg besøger aldrig deres grav, jeg kom til at betale en høj pris for deres druk samt det, det medførte, blandt andet at jeg på grund af seksuelle overgrab af anden kønslig art end samleje ( det var min mor, der var den pædofile ) ikke er i stand til at blive gravid samt dermed få mit ønske om et barn opfyldt.

    1. Hej anonym! Hvor gør det ondt at høre du tænker sådan in dig selv – jeg vil bare sige at det bestemt ikke gør dig til en dårlig datter at du ikke føler et savn overfor dine forældre, og at det ikke er din skyld at du blev misbrugt som barn. Dine forældres handling var forkerte og ikke din skyld. Mange tanker fra mig! 🌺
      Tak Irina, fordi du skriver om noget så svært og vigtigt! Jeg tror vi er mange der havde brug for dette indlæg ❤️❤️❤️

  30. Kære Irina
    Jeg kommenterer normalt aldrig på blogindlæg, og jeg kan ikke påstå jeg har prøvet noget der ligner din situation. Men det holder mig ikke fra, at fortælle dig at jeg synes du fortjener så meget respekt for at være en fantastisk mor, og du kommer igennem det, og på et tidspunkt så ser du verden meget lysere igen. Du fortjener det bedste, og jeg har stor respekt for det du har opnået med bloggen og din lille smukke pige.
    Du skal nok klare den!

  31. Det du har skrevet ramte mig så close to Home du er en virkelig stærk og sej kvinde og en super inspiration for kvinder I lignede situationer. jeg er næsten lige gået fra mit barns far, han er også misbruger han drikker voldsomme mængder. Jeg var sammen med ham en del år og var også hele turen igennem med humørsvingninger, manipulation og måden han kunne skifte fra at være den mest fantastiske mand i verden som bare elskede og forgude mig til senere at svine mig til og være så nedladende og ubehagelig, til at jeg skulle betale alting for ham, fordi han brugte sine penge på alkohol og guderne skal vide hvad??!
    vende punktet for mig blev da jeg blev gravid, der tog jeg beslutningen om jeg ville have et godt liv og mest af alt ville jeg have mit barn skulle have det bedste livet har at byde, det skulle ikke vokse op med de her voldsomme vredesudbrud og En far der forsvandt i flere dage uden at give lyd fra sig. Jeg bliver desværre nød til at tage den igennem statsforvaltning da jeg ikke ønsker at han skal have vores barn alene da jeg ikke stoler på han kan tage vare på vores barn.

  32. Det du skriver om har jeg mærket på egen krop. Det er det VÆRSTE! Du spørg hvorfor vi alle forbliver anonyme. Det er nok fordi det er lidt skamfuldt? at elske en misbruger, man føler sig dum. Vi har måske heller ikke helt samme mulighed for at dele det med verden? Derfor er det pisse vigtigt at en som dig skriver om det!!! Og tusind tak for det, det er mega modigt og beundringsværdigt at du giver så meget af dig selv. Hold ud! De gode tider kommer. Du er endnu sejere end du tror!

  33. Wauw. Spot on. Tak for lige at sætte ord på hvordan jeg har det ❤ jeg er mere bare Allessia i den historie her 😔

  34. Søde Irina mit hjerte bløder for dig for som jeg har skrevet lidt om før så var jeg gift med en alkoholiker , vi fik vor første datter , købte hus , bil og vovse og så skulle alt være godt men nej alkohol ødelagde min drøm om en kernefamilie dog ikke mere end jeg efter knap et år lod separationen ophøre ( vi giftede os igen ) og fik datter nummer to og så gik det fint noget tid til jeg måtte indse at jeg ikke kunne vinde hans kamp mod alkohol for ham – det måtte han selv gøre uden os. Det lykkedes desværre ikke for ham , han døde 23. Dec 2017 😥 det gjorde ondt for jeg var aldrig holdt op med at elske ham og vi formåede da også at være gode venner men drømmen om kernefamilien fik jeg aldrig.
    Men du er en stærk kvinde og jeg ved der er en god mand til dig derude – miraklet kunne jo også ske at han blir en af dem det lykkedes at sætte proppen i flasken men kan godt se det er svært med det job han har. Det ville jeg ellers ønske for dig så du ku få din kernefamilie. Jeg ønsker dig ihvertfald alt det bedste og har du brug for en at læsse af på når det hele er træls er du meget velkommen til at bruge mig hvis du har lyst.
    Håber du trods alt nyder Påsken med din dejlige prinsesse. Knus til jer 💕 Natasja

  35. Jeg står pt i den situation at stå på sidelinjen som nær pårørende til forurettede, total magtesløs, fordi X er gået tilbage igen igen igen til sin misbruger-kæreste. Hvad stiller man op som pårørende? Hvordan taklede dine pårørende situationen?

    Håber mine spørgsmål er okay.. Tænker at du er den eneste rigtige at spørge til råds!

    Og sidst men ikke mindst:
    Al held og lykke i fremtiden til dig og din lille pige♥️

    1. Man kan kun blive ved med at fortælle dem at de fortjener bedre og der kommer et tidspunkt, hvor de bare ikke kan mere…

  36. Hej Irina – jeg kan nikke genkendende til alt hvad du skriver, og jeg synes du er så sej at du har taget din beslutning og står ved den. Jeg var så uheldig at være fanget i et forhold med en hashmisbruger, og jeg blev ved ham til han i et raseriudbrud slog op med mig. Efterfølgende har jeg ikke set mig tilbage, men tit tænkt på, hvorfor jeg mon ikke var god nok. Jeg tror mange kvinder har oplevet noget lignende, så jeg vil gerne sige tusind tak for at du påtaler et emne, der er så stort et tabu, og viser kvinder som os, at det IKKE er vores skyld. Keep your head High 👑

  37. Det lyder så hårdt og uretfærdigt. Man har slet ikke indtrykket af, hvor hårdt det egentlig må være. Better days ahead, altid.

  38. Hej Irina. Det du skriver ramte lige i hjertet. Ikke at jeg har prøvet netop det, dog noget lignende. jeg er ked af din situation, og at noget som et misbrug skulle tage drømmen om en familie, væk
    fra dig. den fase du er i lige nu er hård, det vil tage tid, du vil få lange dage og nætter ind imellem, men der vil komme en dag, hvor du vil klappe dig selv på skulderen for dit mod og tålmodighed.det er okay at græde, det er okay at være ked af det, livet går ikke altid som man vil ha det og det er også helt okay! Vi kommer ikke ud for noget vi ikke kan klare, vi lære dog bare at leve med det. Livet er en skole, vi vil begå fejl og vi vil lære af dem. Sender både dig, alessia og morten en masse tanker og kærlighed.

  39. Så velskrevet og rørende. Og selvom du måske ikke selv kan se det lige nu, så er du en virkelig stærk kvinde. Det er okay at være følsom og græde, jeg synes det at være følsom og stå ved det er en stor styrke i sig selv. Du har været igennem noget af det hårdeste, og imens dette har du opdraget en smuk og kærlig pige, det kan du være stolt af. Men kan kende så meget af det du skriver. Har selv været i et forhold med en mand der kørte psykisk på mig og fysisk(lussinger mest), og har været gennem undskyldninger, og perioder hvor han drak for meget og begyndte at ryge hash. Da jeg blev gravid forlod jeg ham og selv år efter spørger jeg nogle gange hvad normerne i er forhold er og om han virkelig var så slem eller om det bare er mig der laver problemer (er helt ivre ham men kan se jeg stadig mangler lidt tillid til min egen dømmekraft). Men tak for et godt indlæg og at dele det med os.

  40. Jeg var også sammen med en misbruger, men ingen ville tro på mig, for det virkede ikke “legit”. Han var afhængig af gaming, og det lyder åndssvagt, men det var så frygteligt. Han vågnede midt på dagen, så gamede han til han sov igen tidligt om morgenen. Vi har en søn sammen, og jeg turde ikke lade ham passe ham fordi den ene gang jeg gjorde det, kom jeg hjem til af vores 6 måneder gamle søn lå og græd på altanen i klapvognen, mens han spillede og skulle færdiggøre sit spil. Når jeg konfronterede ham med at det ødelagde vores liv sammen, blev han sur og tog væk. Han råbte og skreg af sin computer og vores søn begyndte at lægge meget mærke til det. Han blev voldelig overfor mig, hvis jeg ikke gik. Jeg tog væk hjemmefra med vores søn månedligt. Efter to år gik jeg for good, og vi snakker fint idag, og jeg har en vidunderlig kæreste, men jeg får ondt i maven og har lyst til at tude når han gamer til sent om aftenen, eller hvis han bruger en aften på at spille. Jeg vil ikke sige til ham at han ikke skal game pga min eks, jeg er bare helt forskrækket over hvor fast det har sat sig i mig. Jeg kan kun forestille mig at misbrug overfor alkohol er værre. Jeg synes du er så sej. TAK for at bryde et tabu!

  41. Nu er jeg ikke typen der nogle sinde skriver kommentare til blogindlæg, men denne føler jeg mig nødsaget til at kommentere på.
    Jeg har levet med en misbruger, i 4 år. Det er det aller værste. Man skal igennem en masse stadier, og det kan ikke beskrives med ord, før man selv har prøvet det. (Ikke det er noget man ønsker for nogle), men det kan virkelig bare ikke beskrives sådan RIGTIGT før man selv har stået i det.
    Jeg synes du skulle sætte dig ned og vise din kære eks kæreste, “kokainens pris”. Den er på DR1 og den er helt gratis og se. Der kan man virkelig få et indblik i hvad det gør ved ikke bare misbrugeren, men faktisk også ALLE andre. Ikke mindst for allesias skyld håber jeg han kæmper sin kamp og indser hvor fuldstændig ligegyldigt det er, det han laver. Held og lykke Irina til dig og din smukke lille datter. Når du kommer ud på den anden side, er du meget stærkere end du nogle sinde har været. Det håber jeg virkelig snart du får at mærke.

  42. At skrive her, er jo med til at give dig magten tilbage over dit eget sind og liv. Dette er en beskrivelse af DIN oplevelse. Den kan ingen ændre på eller tage fra dig! Den står blot endnu mere klart på skrift! Held og lykke fremover. Jeg håber virkelig at det at se det hele på skrift, giver dig styrke og et mere klart syn på hvem du også er, hvad du fortjener og et billede af at der er lys for enden. Kæmpe kærlighed til dig ❤

  43. Du har så evigt ret! Jeg er en pige på 18 år, som fandt en ældre kæreste og har lavet i det over i et år, men nok er nok nu. Man føler virkelig, at det er en selv. Man føler, at man er sådan en ond og modbydelig person, at de er nødsaget til at tage på tur. Man bliver svinet til for at være forfærdelig, og det kan alle andre “jo give dem ret i” for de ser kun de 100 opkald de får, for at få sat i sin kæreste. Man prøver virkelig at vise dem hvor hårdt det er at være i, endda facetime for at vise man ligger og græder til man knap nok kan trække vejret. De der 100 opkald samt 100 beskeder, de ignorerer, tager virkelig bare håb og glæde fra en. Hvordan kan man ignorere en person, man påstår at elske så højt? Man bliver langsomt kold i røven, for du er landet på bunden pga deres misbrug. Du kan til sidst ikke selv være sød eller tilgivende, for hvordan fanden kan de udsætte en for det i så lang tid? Du har så evigt ret!! Kæmpe respekt for dig, at skrive dine følelser ned på den måde og dele dem med os, for en 18-årig pige har sgu godt af at læse den slags!

  44. Godt skrevet irina!
    Jeg kender desværre alt for godt til alt hvad du beskriver..
    Var sammen med en der udviklede et midbrug i 8 år og nåede at få 2 børn med ham!
    Vores forhold var også svært at komme ud af for mig og i lang tid sås vi stadig og jeg havde svært ved at give slip som du også beskriver..😑
    Min historie er lang men vil gerne dele den med dig hvis du er interesseret, jeg kom ud af det til sidst også selvom vi har 2 børn sammen som ser sin far idag så der er håb og jeg vil gerne give dig råd, du er nød til at give HELT slip og hverken snakke, ses eller holde fødselsdag med ham hvis du vil videre(taler af erfaring) jeg troede godt jeg kunne begge dele og både gå fra ham men stadig lave ting sammen for børnenes skyld! Men NEJ, så slipper du aldrig helt ud og kan blive glad igen..😕
    Skriv endelig hvis du vil høre mere osv.
    Kæmpe knus til dig, kender de søvnløse nætter, bekymringerne omkring børnene og knuden i maven over man ikke ved hvor han er alt for godt..
    Kærlig hilsen Gitte

  45. Hvor er du stærk og modig, at du deler dine tanker og følelser omkring dette meget svære emne. Det gør mig ondt at læse, hvordan dit forhold har været, og hvad det har gjort ved dig. Hvor er du stærk, at du har tacklet alt dét samtidigt med at skulle være (alene)mor..
    jeg ønsker dig alt det bedste i fremtiden, og jeg håber sådan, at det hele bliver lidt lysere snarligt! Tanker din vej.

  46. TAK! Tak fordi du lige satte ord, på alle de tanker og følelser der lige nu eksisterer inde i mig. For halvandet år siden mødte jeg mit livs kærlighed – og omvendt, jeg var også hans. Der var misbruget ikke aktuelt – eller i hvert fald ikke synligt. Nu, et år efter, trods break-up, hungrer jeg stadig efter hans kærlighed – og min mulighed for at redde. Redde ham, fra hans massive misbrug. Kontakten er sporadisk – men udelukkende på hans præmisser. Jeg stiller ofte mig selv det spørgsmål ‘Hvorfor er det så f*king svært at give slip?!’ Det svigt – og den måde man bliver behandlet på, er på ingen måde værdigt. Men hvorfor er man stadig aktiv i det? Jeg håber jeg en dag når til erkendelse af, at det aldrig bliver det samme – og at ‘he was the one, who got away’.
    Al kærlighed og respekt din vej, fra én singlemor til en anden ❤️

  47. Selvfølgelig fortjener du at blive elsket og respekteret. Det skal nok komme til dig, bare rolig 😊 og alt godt til dig og din lille familie ❤

  48. Søde Irina
    Det du beskriver er ikke en misbruger, men én psykopat med et misbrug. Det forklare også alle de kvaler du dealer med nu, man siger at hvis man har været i kløerne på én psykopat betragtes man som et krigsoffer. Det er virkeligt vigtigt at du nu træffer de rigtige valg – både for dig og din datter – det vil aldrig ændre sig, heller ikke selv om Morten bliver ædru. Hvis ikke du handler nu ender du med at blive kronisk syg og du sætter din datters barndom over styr – hun vil uden tvivl have bedst af at have så lidt med ham at gøre som muligt – sorry. Prøv at google psykopater og hvad der kendetegner dem, bogen “fra charmør til tyran” åbner virkelig øjne. Jeg har selv været i forhold med en psykopat og misbruger og fået et barn med ham og det var mit livs kamp at beskytte hende mod ham – i dag er jeg desværre kronisk syg med ptsd. Red dig selv mens du kan❤

    1. Jeg er helt enig mht. Psykopat!
      Jeg lever sammen med en lige nu, og jeg kan sætte mig ind i alt søde Irina skriver. Her er ingen hårde stoffer, hun hash, men alligevel er det præcis samme adfærd! Jeg kæmper med mig selv for at komme væk, men hungren efter hans kærlighed og anerkendelse er enorm. Familie og venner har så svært ved at forstå hvad og hvorfor. Jeg vil anbefale jer alle sammen en bog men psykolog har anbefalet mig; forelsket i en drøm.i den vil i finde nogle svar og råd. Tænk at man føler dig så alene og så er vi så mange.
      Tak Irina for dit ærlige opslag ❤️

  49. Wow… Gik fra min kæreste for mange år siden, og har altid fokuseret på hans utroskab. Jeg har siden da haft et stort selvtilliden problem…
    Men de ord du skriver der, de beskriver nærmest spot on (lige bortset fra vi aldrig fik barn sammen – amen!), hvordan jeg havde det i vores forhold! Utroskabet er jo ingenting ift de følelser jeg gik rundt med, det er jo nærmest præcis hvordan jeg havde det hver gang han kom hjem. Wow, sikke en åbenbaring.
    Tak Irina, tak for at dele ud, også endda på sådan en fin og bundærlig måde.

    Man bliver nødvendigvis ikke stærkere af det man ikke dør af, men man lærer en masse, der gør det nemmere at tackle hverdagen, en dag af gangen. Sender dig en stor krammer og lover dig, at dagene bliver lysere, en dag af gangen <3

  50. Noget af det smukkeste jeg længe har læst. Har læst fra start til slut og blev så rørt. Tak for fantastisk nat-læsning. Det var helt igennem smukt.

  51. Du har lige beskrevet mit liv 1:1. Min kæreste efter 10 år udviklede misbrug – flere misbrug. Det ene overtog det andet og til sidst eksisterede de oveni hinanden. Det liv du beskriver var mit i halvandet år. Det dræner en for al energi og ingen kan sætte sig ind i ens situation. Og så er det en skør virkelighed at komme ud til, når det hele er “overstået”. Lidt som et vakuum. Man har pludselig fået sin energi igen, og alligevel er man i et hul man ikke kan se en udgang af ..

    1. Det er så vildt at vi er flere der lever i det i stilhed… og vi tror at vi er helt alene. <3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*
*