HVORFOR VAR DET SÅ URETFÆRDIGT…?!

Billeder: Højre og venstre fra de få gange jeg har været på isen indenfor de sidste 5 år. I midten er jeg ca. 5-6 år, og jeg startede da jeg var 4 år gammel med træning næsten hver dag i en Olympisk skøjteskole, hvor jeg så som 6-årig også begyndte at få skoleundervisning der, sammen med meget få udvalgte ud af 1000-vis af børn. 

vv

… eller WHEN LIFE GIVES YOU LEMONS hedder det også! Jeg ved hvorfor det var sådan… jeg er ældre nu, men jeg skulle åbenbart lære de hårde lifelessons som barn allerede. Det hænder, at der er perioder/situationer i mit liv, hvor jeg begynder at tænke tilbage på min skøjtetid. Det sker egentlig sjældent og det er skam ikke fordi jeg savner det. Men fordi, at jeg sommetider har brug for at tænke tilbage på hvordan jeg håndterede nogle situationer, da jeg var yngre, og hvordan jeg kom videre. Jeg er stolt af mig selv og det jeg har klaret i de 16 år, og ingen skal nogensinde tell me that I am nothing! Selvom jeg længe har troet, at jeg har spildt 16 år i en skøjtehal, da jeg stoppede, så giver det jo 100% mening nu, at jeg skulle blive rustet til alt det som skulle komme efterfølgende – and I am glad that I am! Det betyder ikke nødvendigvis at jeg er iskold… det er jeg faktisk slet ikke – jeg er meget følsom, men jeg ser through all the bullshit, er realistisk og har en insane intuition, stædighed og ambition. Jeg kan sagtens blive ked af det og græde endda, men jeg vender altid tilbage og bliver ved, uanset hvor meget man prøver at spytte på mig og ødelægge mig. Og lige præcis DEN… evnen til at keep going, selvom man føler, at hele verden and all odds er imod én, den er jeg glad for, at jeg fik opbygget. Da jeg stod alene på isen, og de fleste håbede på at jeg fejlede og hvert minut af dagen bare var en kamp mod mobning i skolen, mobning i skøjtehallen, mine forældres evige ambitioner på mine vegne og lille Irina, der tænkte, at… der er altså en mening med alt det her, det MÅ der være! Jer der har fulgt med længe på bloggen og TV, har også set mine nedture og kampen op igen.

Er det ikke det som man siger… LIFE IS NOT FAIR! DEAL WITH IT! Så jeg har prøvet at deal med det, så godt som jeg nu kunne. Der er bare sometimes virkelig ondskabsfulde mennesker (why so many of them?) der spænder ben for én… og jo flere ambitioner man har og jo mere man vil, jo mere støder man på det. Jeg kender dog også efterhånden en del overdrevet dejlige, fantastiske mennesker, som er ydmyge og nede på jorden og inspirerer mig, så jeg bliver helt glad i hjertet af at se alt det gode komme til dem. Der er intet bedre, end at se folk der knokler opnå deres drømme. Det er lidt tid siden, at jeg har skrevet et lidt længere indlæg her på bloggen, men jeg vil gerne dele en historie med jer, som var et KÆMPE vendepunkt for mig og den psyke, som jeg har opbygget sidenhen. Den er vigtig for mig, da jeg til den dag idag, vil mene… at jeg forstod hvordan verden fungerer og stoppede med at være naiv.

Jeg har før fortalt jer lidt om fortiden i Ukraine og skøjtekarrieren her på bloggen. Som I måske ved, flyttede vi til Aalborg fra Ukraine pga. min fars nye arbejde og vel søgen på et bedre liv i udlandet. I har selv set, hvad situationen i Ukraine har udviklet sig til nu jo. Jeg var 10 år, da vi kom til Aalborg og havde skøjtet på MEGET højt plan i 6 år allerede. Den slags undervisning med 3 gange istid dagligt, ballet, dans, akrobatik og alt hvad man kunne komme i tanke om, var slet ikke mulig i Danmark, men sådan gjorde man i Ukraine, når man skulle træne op til OL og VM, fra man var helt lille. Derfor var jeg selvfølgelig en hel del bedre end de andre på min alder og ældre  – jeg havde jo trænet på en hel anden måde og ikke trænet for sjov, men for resultater. Skøjteløb var allerede mit liv, og jeg tænkte kun på det 24/7 og det var super vigtigt for mig og mine forældre, at jeg kunne blive ved i Danmark, samtidig med at jeg rejste verden rundt og trænede med de bedste, imens mine forældre brugte millioner af kr. på det. Hvis jeg bare 1 dag, ikke kunne være på isen, var det KRISE! Mine forældre gjorde ALT hvad de kunne, for at få min træner fra Ukraine over til klubben i Danmark, så jeg havde en chance for at fortsætte på samme niveau. Han underviste nu i klubben i Aalborg og var også taknemmelig for det, så alt var nogenlunde godt. I Ukraine var vi alle venner i skøjtehallen, selvom vi vidste at vi var konkurrenter, men det kunne vi godt lide og det var en anden mentalitet. Vandt man over de andre, så er det fordi man var bedre og man accepterede det og alle knoklede, men vi var stadig børn og kunne lege i pausen fra træningen. I Danmark var det helt anderledes… jeg blev frosset ude næsten med det samme. Jeg tænkte, at de bare skal have lidt tid og jeg skal lære sproget og så går det nok. Men jeg fokuserede på træningen og behøvede ikke nødvendigvis få venner indtil videre. Træning var vigtigst. Månederne gik og det blev ikke bedre, men værre… jeg kunne ikke efterlade mine ting i omklædningsrummet, for de blev ødelagt, og mine penge blev stjålet fra pungen. Jeg var bange for, at mine skøjter blev ødelagt, så jeg slæbte dem med alle steder. Allerede dengang vidste jeg godt, at de bare ikke vidste hvordan de skulle takle, at der kom en lille ukrainsk pige, som kunne så mange ting… jeg forstod det virkelig godt, men jeg synes stadig, at det var SÅ uretfærdigt og jeg kunne jo ikke gøre for det. Det påvirkede min træning, da mange også med vilje stod i vejen og det blev bare mere og mere frustrerende. Forældrene, som var i bestyrelsen hadede at jeg var i klubben, for så længe jeg var der, så havde deres børn ikke en chance. De var desperate… og efter 3 meget hårde år, begyndte folk i skøjteverdenen at få øjnene op for mig og jeg udviklede mig stadig meget godt skøjtemæssigt. VM og OL var realistisk, selv med de ringe træningsmuligheder. Jeg kan huske, at der var 1 uge tilbage til de Danske Mesterskaber, som jeg kunne vinde og satsede på – jeg kom og gik fra træning uden at snakke med nogen og håbede bare på, at få lov at træne i fred og ro for 3. år i træk. Men engang imellem, kunne jeg udveksle et par ord med nogen imellem træningen og der var et kaffe-rum/klubrum, hvor der var en papirtavle man kunne tegne på, som jeg og en anden pige (oh I still remember her name, heh) stod og tegnede et par minutter inden træning. Alle skrev og tegnede på den så man kendte næsten alles skrift, og alle havde adgang derind til. Efter den træning hentede min mor mig, og sagde, at der var blevet kaldt ind til bestyrelsesmøde pludseligt dagen efter, at det ikke gav mening. Jeg tænkte SLET ikke over noget som helst… der var DM om nogle dage, og det var det eneste der betød noget.

Dagen efter kom jeg til træning og kunne bare mærke med det samme, at noget var galt og stemningen var endnu mere presset than usual. Jeg kiggede ind i klubrummet og jeg kan ikke huske hvad en af mødrene sagde til mig, men det var ret nedladende og jeg gik ud med det samme. Hun var bestyrelsesformand og hadede mig. Jeg gik ud på isen og kunne se, at de alle var i klubrummet og snakke og jeg kunne SLET ikke træne. Jeg var altså ikke vant til SÅ meget cirkus i en skøjteklub fra Ukraine. Min mor var også oppe og deltage i mødet og efter træningen tog hun mig i hånden og vi gik med meget raske skridt ud af skøjtehallen. DET øjeblik kan jeg stadig huske klart… min mor var PISSED på dem! Hun kigger på mig og sagde, at de havde taget et papir fra tavlen, som de havde som freaking evidence imod mig! Ja, tænk lige… totalt CSI, her! Der skulle på det papir stå: “Jeg hader jer alle i ASF, hilsen Irina HAHAHAHA”. Jeg var helt paf, da min mor fortalte mig det… hvordan kunne de? Min mor vidste 100% jeg aldrig kunne finde på at gøre sådan noget, selvom de altså ikke var mine yndlingsmennesker efterhånden. Jeg turde knapt tage et forkert skridt i den klub, af frygt for at de kunne bruge det imod mig og jeg vidste med det samme, at de havde planlagt hele det her nummer. Men så fandt de sku en udvej… alle mødrene var jo heeelt ellevilde, for nu skulle deres døtre ikke konkurrere med mig mere og de besluttede sig simpelthen for at smide mig ud af klubben et par dage inden DM, fordi jeg “skrev det” på papiret. Jeg var HEEELT FÆRDIG! Jeg ved ikke om det var pigen (som ikke brød sig om mig, obvi) eller moren der havde fundet på at skrive det, men jeg som 13-årig var CHOKERET og tudede og tudede og følte mig SÅ HADET! Hvorfor skulle det være så UNFAIR… hvorfor var livet bare så unfair?! Det var som i en dårlig film! Jeg gik 3 dage uden træning, hvilket var helt katastrofalt inden DM og allerede dengang gav jeg interviews inden konkurrence, så jeg skulle gå ind i den skøjtehal, med alle de onde blikke under DM, give interviews til TV2 med hovedet højt og være stærk – de skulle fanme ikke se mig græde og nyde det, efter hvad de havde gjort imod mig. Da jeg gik ud på isen og stillede op uden klub, prøvede de at stoppe det og råbe, at det var ulovligt. Men jeg måtte gerne gøre det på den måde… min gamle træner vendte mig dog ryggen, da han ikke ville miste sit nye arbejde, selvom han ALDRIG havde haft det, hvis mine forældre ikke havde fikset det. Jeg kiksede det vigtige spring og hadede at være på isen den dag, for publikummet håbede at jeg fejlede. Jeg fik en 3. plads, men det var egentlig blevet ligegyldigt, for jeg havde det SÅ hårdt mentalt. Efter DM kom jeg aldrig tilbage til den klub og vi flyttede til Nordsjælland og jeg begyndte at skøjte i Hørsholm/Rungsted i stedet. En ting er, at dem på min egen alder og generelt unge hadede mig, men at voksne mennesker ville gå så langt… og de gjorde det ALLE uden at blinke… jeg følte der var noget helt galt med mig, hvis de kunne hade mig så meget. Lang historie, men den lærte mig meget. Man er nødt til at distancere sig for at komme videre sometimes… og tilgive de mennesker der ikke ved bedre. Og ALDRIG… undervurdere sig selv, uanset hvor meget modstand der kommer. Til den dag idag, oplever jeg helt latterlidt meget modstand, som er helt uforklarligt nærmest… men jeg er always prepared now! Det her er blot 1 ud af 100-vis helt crazy historier, som jeg har fra mine skøjtedage, heh. Jeg har været igennem INSANE stuff, men some people tror bare jeg er en dum reality-deltager… well, they are wrong! And I will prove them wrong again, and again, and again!

Følg med i min hverdag på Snapchat: irinathediva

ER VI KVINDER VIRKELIG SELV UDE OM VOLDTÆGT…?!

IMG_5493

Jeg skal lige tage en dyb indånding… og puste uuuuuud! Irina, relax….

Jeg har lige læst denne artikel på BT: 16-årig studerende: Letpåklædte kvinder bærer en del af skylden, hvis de bliver voldtaget.

Jeg tror måske, at der er flere af jer, der har set den cirkulere rundt. Lige med det samme tænker jeg, THAT’S SO MUCH BULLSH*T!!!! Så vi kvinder kan ved at dække mest muligt af vores krop forebygge voldtægt, yes of course! Wauw! Så det er vores skyld to begin with?! Eller måske kunne man som menneske lade være med at voldtage… var det ikke et bedre forslag?! Jeg fokuserer i dette indlæg på kvinder, men er godt klar over at fyre også kan blive udsat for det, om de er letpåklædt eller ej.  Det er ingen hemmelighed, at jeg er en af de piger der klæder mig i sexy tøj sometimes, så billedet her er brugt i ren protest! Mon ikke, han bare mener, at kvinder bør være mere påpasselige, da der er mennesker derude, som ikke kan styre sig, desværre!? I hope so! Jeg vil helst bevare den positive stemning på bloggen, men sometimes you gotta speak up! Lad os da lige tage det her emne op, for året er 2015, vi er ikke neandertalere mere, vel?! Det er aldrig voldtægtsofferets skyld!

Fra artiklen på BT: “Nej, selvfølgelig ikke. Men de deler et medansvar.”

Ja, måske hvis man udelukkende ser en kvinde som et objekt, kun en krop! Det bliver nogle hårde sommeraftener for alle de “sultne mænd” der synes, at kvinder selv er ude om det, når de er letpåklædte. Hvis en kvinde har lyst til at gå med makeup, for at have det bedre med sig selv eller nedringet bluse eller ripped jeans, så er det  not an open rape invite! Tror vist næppe, at fulde unge fyre på vej hjem tænker, hmmm…. jeg håber ikke at jeg bliver voldtaget fordi jeg er fuld, har ripped jeans på og åben skjorte. Lad nu være med at give kvinder skylden for at være letpåklædte eller give alkohol skylden. Og problemet opstår, når kvinder ikke engang tør at indrømme, at de er blevet voldtaget, for nårh ja “hun var jo bare letpåklædt og fuld”.

Uanset hvad vi har på, så er vi mere end bar en krop og mange kvinder vil gerne føle sig sexy og kan lide at klæde sig ud en gang imellem. Hvorfor skal der dømmes så meget ud fra hvad tøj man har på, hvor mange tatoveringer man har, piercinger, race… og jeg kan blive ved her. Jeg har fra naturens side stor barm og kan ikke gøre for det, skal jeg også gå med rullekrave om sommeren, just in case, at nogen føler sig fristet til at voldtage mig…? Er det civiliseret? Intet civiliseret land burde have tolerance for voldtægt. Er man letpåklædt alene om aftenen, så deler man medansvaret for voldtægten, mener han. Er der andre der også mener det? Jeg er i chok! Men jo, jeg som kvinde kan sige, at jeg altid tænker over hvor jeg går, at jeg ikke færdes bestemte steder om natten, at jeg tager en taxa og husker en jakke der kan knappes helt op og basically går jeg sjældent alene nogen steder efterhånden, eller det gør jeg faktisk slet ikke, medmindre det er midt om dagen og der er mange mennesker på gaderne.

One word, prøvlioghørher… man skal ikke være et geni, for at kunne se om en kvinde gerne vil have sex med én eller ej. Er man ligeglad med kvindens svar, er man en freaking psycho! Og de er derude, I know that! Jeg får ekstreme beskeder på facebook, så jeg er godt klar over, at der findes mænd derude, der er batshit crazy! Det har gjort, at jeg var semiparanoid, da jeg gik alene om aftenen før i tiden, for better safe than sorry!

Ikke-navngivet-1

Så, for at forebygge “problemet” skal vi kvinder ikke gå alene om aftenen og hvis vi gør skal det absolut være i rullekrave og INGEN ripped jeans?! Er det virkelig løsningen? Om vi så går nøgne på gaden om aftenen, så er vi vel menensker og ikke aber, der handler efter vores dyriske lyster og ved what’s right and wrong?! Uden tvivl, at der selvfølgelig findes mænd, der ingen selvkontrol har whatsoever, og der er vi måske ude i, at selvom vi har lyst til at gå i en kort kjole med kavalergang på vej hjem efter byen, så er det bare ikke safe! One day something can happen, fordi man støder på den forkerte type, der har magtissues. Men det sker ikke kun på vej hjem om natten, det kan endda være en person man kender, der udsætter én for det. En voldtægtsmand er ikke nødvendigvis kun dem, der gemmer sig i busken når det bliver mørkt. Der er ingen blurred lines med voldtægt, desværre bliver det ikke taget seiøst og pigerne tør ikke at stå frem, da de føler at det dels var deres eget skyld. Bare fordi noget ser godt ud eller er tiltrækkende for dig, betyder ikke, at du må TAGE det! Kvinder er ikke noget gratis buffet!  Den unge fyr, der udtaler sig til BT, mener at man er bedre beskyttet hvis man er dækket til af en hijab, en muslimsk kæderdragt, som siges at beskytte kvinderne mod “mændenes lyster” og klæder sig mere anonymt:

“Der er slet ikke nogen, der skal gå med det. Men i modsætning til letpåklædte kvinder, er der nogen, der klæder sig meget på, så man ikke fremmer lysten hos mænd.”

Voldtægt sker pga. en syg tilstand hos voldtægtsmanden og det kan ske om du har en burkha på eller korte shorts! Vi skal gøre vores bedste, for at lære vores børn at være empatiske og ikke voldelige. That might help! Der er kriminelle mennesker derude i de fleste byer, der begås mord, tyveri, voldtægt, men ofrene er ikke selv ude om det.

Girls! Hvis I har sagt nej, og han stadig maser på, så bliv ved med at sige NEJ! Hvis han ikke stopper, it’s RAPE! Hvis man er så fuld, at man hverken kan sige JA eller NEJ, it’s RAPE! En kvindes valg og ord skal respekteres! Der skal ikke fokuseres på, at lære kvinder ikke at blive voldtaget, men at lære IKKE AT VOLDTAGE!!! 

?? Irina

bloglovin

“HVOR MEGET SKAL MAN HAVE I LØN FOR AT DELTAGE I REALITY-TV…?!”

579937_450416968304298_430638110282184_1584446_763390879_n

One of my best moments, efter min sejr i “Divaer i Junglen”, hvor jeg fik honorar for at være med og udover det vandt 100.000 – GOOD TIMES RIGHT THERE! Foto: www.TV3.dk


Godaften derude. Jeg har været mor med stort M idag og sidder med rester af grød, mos og alt muligt på tøjet, for Allessia sover endelig, så jeg har lidt Irina-tid nu. Jeg bemærkede en debat, der var igang på forskellige medier på det seneste ang. reality-deltagere og løn. Det her er jo obvi et spændende emne for mig, at skrive om, for jeg kan komme med min personlige erfaring og mening og bidrage lidt til debatten og har faktisk også nævnt det på bloggen før. Nu har over 50% af Danmarks ungdom (og de lidt ældre) snart deltaget i en eller anden form for reality-TV (og lignende TV for den sags skyld) og det er kind of an old story, det her med løn og deltagelse og alt det der hører til. Bl.a. blev der snakket lidt om det i “Selvoptaget” og der husker I måske den del, hvor jeg endte med at takke nej til “Et ton cash”.

Jeg startede jo med mit første TV-program i 2011, som var reality-programmet “Fristet” og var fuldstændig uerfaren indenfor denne her slags showbiz. Men man lærer jo det hele med tiden og får mere erfaring og det er faktisk meget ligetil og nemt. Som med alle jobs egentlig, så kan man jo forhandle sig til kontrakten og ikke alles kontrakter behøver at se ens ud. Man kan arbejde for 0kr og man kan arbejde for 100.000kr, it’s as easy as that! Jeg vil nu også sige, at man får en stor oplevelse ved at være med de store TV-shows, som er spil, eks. “Paradise Hotel”, “Fristet”, “Divaer i junglen” and you get the point. Derfor tror jeg, at man som deltager første gang, ikke rigtig føler, at man kan kræve penge for det oven i – det er i hvert fald ikke det, som man regner med. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke fik løn for at være med i “Fristet”, selvom det ikke er ren ferie at være afsted og faktisk rigtig hårdt, når nogle af de ceremonier/afstemninger tager tiiiimevis at optage. Når det så er sagt, så underskriver ALLE en kontrakt inden, hvor alt står sort på hvidt og man vælger det jo selv. Så mit råd til dem, der har lyst til at prøve sig af med TV er, for det første…. LÆS kontrakterne ordentligt og I kan altid forhandle jer frem og tilbage, hvis der er noget I vil have med eller har ønsker om ændringer. Det værste der kan ske er, at man får et NEJ og så kan I derfra tage stilling til, om det er noget, som man har lyst til at gå videre med. Kan man acceptere, at man får 0 kr for det, jamen så er det fint og hvis ikke, så kan man selvfølgelig blive erstattet af nogle der gør det gratis, for mange kan selvfølgelig erstattes. Her vil jeg sige, at man selv bør beslutte sig for, hvad man har det godt med og hvor meget man synes, at man er værd. For selvom man får oplevelsen og chancen for at være på TV, så bliver der tjent store penge på det og hvis man kan spare, på at have gratis arbejdskraft, jamen hvorfor så ikke gøre det, of course! Så derfor er det éns eget ansvar, hvis man selvfølgelig vil have det, for nogle har det jo helt fint med ikke at få penge for det. Dog vil jeg også understrege, at hvis alle krævede løn for deres tid og det, at andre tjener penge på deres oplevelser, så ville man være nødt til at give alle en løn, kan I følge mig her…? Men så længe de fleste gør det gratis, så kommer det selvfølgelig ikke til at ske. Det er bare facts jeg kommer med, for min personlige mening er, at man skal være business minded med den har slags ting. Jeg bliver nødt til at komme med en eks. på en deltager fra “For lækker til love”, som jeg har talt med, hvor personen nu flere år efter sin deltagelse (som ikke var lønnet), er ked af hvordan resultatet blev (ja ja, man er selv ude om det, men se nu lige bort fra den tanke). Der er nu gået en del år siden og der kører stadig genudsendelser af programmet konstant, hvilket gør situationen værre. Den slags ting, skal man også tænke over og måske inddrage i kontrakten. Bare et eksempel.

Nu har jeg lavet riiiigtig meget TV, ca. 50% reality-TV og 50% almindelig TV og udover “Fristet” og “Selvoptaget”, har jeg fået løn/honorar for min tid og bidrag til programmerne. That’s the game. Men det er vel noget der sker automatisk, når man måske har lavet mere end et program, og vælger at prøve den vej yderligere. For også lige at opsummere det, så kan man sagtens leve af at lave TV, men af at lave reality TV – not so much. Man kan dog være under lønnet kontrakt med en kanal, der gør at man ikke må lave TV på andre kanaler og den slags aftaler kan man måske godt leve af lidt i nogle perioder. Jeg har aldrig lavet de aftaler og har været glad for, at prøve at være på de forskellige kanaler, der alle har noget atbyde på. Eks. får jeg 100.000kr i honorar for et program, hvor 60% går til SKAT, som er 40.000 i sidste ende, og det kan man ikke leve af i et helt år, vel?! Så skal man alligevel op og lave en hel del programmer om året og man SKAL have et etableret navn, så alle kan ikke tjene det samme, hvilket jo også er fair enough. Jeg prøver blot at forklare, hvordan det hænger sammen efter min erfaring i hvert fald. Dog er det de færreste efterhånden, der kaster sig ud i den genre, for at tjene penge. Jeg vil dog sige, at man jo sagtens kan (som jeg har gjort) bruge den chance man har fået og take it from there… jeg startede med reality TV, men har fået meget mere ud af det nu, og det kan man sagtens leve af, for jeg jeg lever af at være mig, af mit brand. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis man har idéer og man synes, at det er interessant. My point is… man bestemmer selv, hvad man kan gå med til og hvad man har lyst til og man skal ikke være nervøs for, at ytre sin mening om det. Der er ingen der tvinger nogen til at arbejde gratis, for man kan jo bare takke nej, hvis man ikke kan leve med det og ellers LÆS KONTRAKTERNE og vær bevidst om hvad I er VÆRD! Love herfra…

Lån penge uden sikkerhed. Det er da utroligt, at man kan få lov til sådan noget? Husk bare at se på renter og gebyrer, inden du kaster dig over noget. Brug nogle af de mange sammenligningstjenester.

Skærmbillede 2016-03-09 kl. 12.36.21

bloglovin

MED “SELVOPTAGET” TIL TV-PRISEN: GOSSIP + BILLEDER

Igår var der TV-Festival i DRs Koncerthus og alle indenfor den danske TV-verden var der. Camilla Ottesen og Jacob Riising var værter, synes de klarede det rigtig godt når man tænker på at det skulle gå vildt hurtigt. “Selvoptaget” var nomineret i 3 forskellige kategorier, men vi vandt desværre ikke, øv bøv. Jeg fik til gengæld en masse ros for programmet igår og er stolt af det vi fik lavet og tusind tak til alle bag om for at gøre “Selvoptaget” til noget helt anderledes, der er lagt så meget arbejde i det. Bl.a. Martin Krasnik vandt en pris (bedste mandlige vært) og “Rytteriet” og drengene fra “Monte Carlo” var også meget populære. Der var suuuuper mange mennesker der deltog og eftersom jeg ikke er helbredsmæssigt på toppen og holder mig væk fra alkohol på det sidste, tog jeg faktisk hjem tidligt og hoppede afterparty over. Alt i alt en hyggelig aften, hvor jeg fik en sludder med nogle mennesker, som jeg ikke ser så meget til i dagligdagen mere.

tumblr_naed4gIPuv1soe41oo1_1280

collage

(Fotograf: Michael Bothager, BT)

Kjole fra Asos: Deep Plunge Maxi Dress With Front Split?Love Tag halskæde (60cm) fra Jane Kønig

tumblr_naeg0sLM9F1soe41oo1_1280 tumblr_naeg0sLM9F1soe41oo2_1280 tumblr_naeg0sLM9F1soe41oo3_1280 tumblr_naeg0sLM9F1soe41oo4_1280

tumblr_naeg1epTZv1soe41oo1_1280
tumblr_naegeoRJBA1soe41oo1_1280

bloglovin

HVAD ER DER SKET SIDEN “SELVOPTAGET”… ?!

Hey honeys, jeg håber at I har haft en god sommer med en masse sjov og kærlighed. Jeg sidder i øjeblikket hjemme på sofaen, imens Morten laver musik i rummet ved siden af, og nyder, at der kommer noget friskt vind ind ad vinduet. Sommetider kan jeg ikke forestille mig, at jeg kan lære noget nyt i livet, for jeg kan næsten ikke rumme alle de mange ting, som jeg allerede har oplevet, men så får jeg mine små åbenbaringer. For ca. en uge siden begyndte jeg at filosofere over livet, hvilket jeg måske gør for ofte fordi jeg er for observerende, og tankerne gik tilbage til “Selvoptaget” og hvor meget der er sket på 1 år siden optagelserne. Jeg har fået programmet på afstand nu og kan dele nogle af mine tanker med jer, hvilket jeg slet ikke følte mig i stand til førhen. Jeg taler kun på mine egne vegne selvfølgelig, hvilket jeg også gjorde i “Selvoptaget” og som var det sværeste program for mig og nok den periode i de sidste 3 år, hvor jeg har følt mig mest fortabt og forvirret. Det er ikke altid, at jeg har svar på alt, selvom jeg gerne vil. Og jeg ved stadig ikke, om det var det rette at medvirke i programmet, men jeg traf min beslutning dengang og tog imod konsekvenserne as usual, and as usual var de ikke de bedste, hehe. Efter meget kritik bliver man træt og jeg føler, at jeg har haft meget modstand, selvom jeg altid prøver at gøre det rette, måske er det bare ikke det rette jeg har gjort? hvorfor bane vejen for andre og tage kampen, når det ikke gavner mig?! Jeg har ikke brug for det mere? men for et år siden var jeg ikke helt der hvor jeg er lige nu.

“Chokerende, umoralsk, klasseløst? ” var nogle af udtalelserne i pressen. Det gik endda så langt, at de med vilje fejlcitere mig, mens de jublede sin vej igennem tasterne! At jeg ikke ville arbejde bag kassen (hvilket jeg selv synes, at jeg udtrykte HVORFOR jeg ikke KUNNE, vi har alle vores personlige årsager til ikke at gå tilbage til nogle ting vel), var det eneste de gad at få ud af programmet og understrege, hvilket var enormt frustrerende. Mange havde slet ikke lyst til at prøve at forstå, det er så meget federe at hate på folk i vores samfund i stedet for at udarbejde noget empati og forståelse. Jeg deltog vel for at få denne forståelse, give et indblik i hvordan jeg tænker? måske gjorde jeg det helt forkert. Der var mange reality-deltagere der ville deltage i programmet imens vi optog, da mange jo ønsker eksponering og alle tog afstand for programmet efterfølgende, i frygt for ikke at få tilbudt flere TV-muligheder. “Selvoptaget” var aldrig kritik mod TV-produktioner, de gør deres arbejde? det var mere rettet mod alle udenfor den branche? jeg ved bare ikke om det lykkedes at få folks forståelse helt som jeg ønskede det. Jeg synes ellers, at det er så klart, alt hvad der foregik og jeg følte ikke at jeg skulle skære ting så meget i pap, men det var så måske en fejl. “Selvoptaget” var ikke noget jeg havde lyst til at optage, det var ikke sjove optagelser, men jeg tog den beslutning? AT DE VAR NØDVENDIGE! Jeg burde turde vise den hårde periode også, for livet skal ikke være en dans på roser hele vejen igennem.

collage

 MIN LANGE WRAP KJOLE: GREEN V-NECK LONG SLEEVE LEAVES PRINT DRESS

Vi optog i ca. et halvt år og jeg var næsten ved at hoppe fra hver uge, hehe! De første afsnit af ?Selvoptaget? viser sørgelige mennesker! Det var mit indtryk, da jeg var til gennemsyn på afsnittene, hvilket jeg var inden de blev sendt. Det virkede bare rigtig trist det hele? altså, jeg vidste jo selv godt, at jeg var nødt til at finde løsninger og komme videre i livet og egentlig var min situation meget god for programmet, men et par måneder inden boede jeg inde i Kbh med min veninde og havde fuldtidsjob og lige efter programmet uddannede jeg mig videre, for man kan ikke stå stille og bare have ondt af sig selv. Jeg har ærlig talt fået mange slag undervejs, det er ikke sådan medlidenheds-agtigt, jeg har altid klaret mig, men jeg var meget naiv tror jeg, da jeg troede at “Selvoptaget” ville gøre noget godt for mig. Jeg var ikke længere det sted i mit liv, hvor jeg havde brug for ligegyldig opmærksomhed eller nød den og jeg havde slet ikke brug for, at folk skulle dømme mig IGEN! Jeg tror til gengælde at de unge seere har fået rigtig meget ud af programmet, for jeg hører stadig super mange gode ting fra dem jeg møder og det kan jeg glæde mig lidt over, at programmet var en success. Men jeg var rigtig rigtig udmattet, da programmet var slut? udmattet af at forsvare mig selv, udmattet af at høre negative ting som jeg ikke fortjente, udmattet af uvidende mennesker og udmattet af al kritik fra showbiz omgangskredsen. Aldrig havde jeg regnet med, at der kunne komme så ondskabsfulde artikler af, at man åbner op, men det lærer jeg også nu. Der er stadig ting der overrasker mig og jeg lærer tydeligvis noget nyt hver gang jeg har et nyt projekt! Hvad jeg ellers har erfaret er, at ydmyghed er en kvalitet få besidder? ærligt, jeg er fuldstændig ligeglad med blot at være kendt for nothing, jeg er fuldstændig ligeglad om Se & Hør skriver om mig hver dag eller aldrig! Random kendisstatus vil aldrig måle sig med at stå på førstepladsen efter en konkurrence, som man har vundet.. med blod, sved og tårer og hård træning. Jeg elsker at lave TV, at udvikle mig at arbejde med nye ting, at lave radio, at få lov at lave skuespil? det er hvad jeg altid har drømt om, hvad der gør mig glad. Jeg elsker at skrive, at fortælle ting? at læse, at rejse, at drømme mig væk! 

Jeg følte ikke at jeg lavede programmet for min egen skyld og jeg lavede det slet ikke for at få kritik?! Jeg takkede nej til “Et ton Cash” efterfølgende, selvom jeg egentlig gerne ville deltage til at starte med. Jeg ville på daværende tidspunkt slet ikke have mere opmærksomhed eller eksponering eller kritik! Og det var det jeg ville få ud af programmet, og udviklingsmæssig ville det absolut ikke gavne mig personligt. Jeg havde brug for at være støttet, elsket af mine nærmeste og have positivitet og glæde i min hverdag. Jeg vidste også at det var første skridt væk fra reality, men det var hvad jeg følte jeg havde brug for. Jeg har jo lavet “Mig og min mor” siden, som er dokumentar egentlig, men var en positiv og udramatisk oplevelse, hehe og andet slags TV. Kort efter jeg begyndte at medvirke i reality-TV kom der en ?stupiditificering? af deltagerne, som blev moderne og alt fik en vild drejning og der hvor jeg troede jeg var på vej hen, var ikke længere muligt.

Idag bor jeg sammen med min kæreste, som jeg har været sammen med i et halvt år og har stadig den samme søde vennekreds. Jeg skal igang med at uddanne mig videre og er så heldig at få muligheder for at lave mere forskelligt TV og diverse PR-projekter og være prof. blogger i hverdagene. Man kan jo sige, at selvom det ikke lige har været nemt og jeg har truffet alle beslutninger baseret på min intuition, så kunne udfaldet jo ikke blive bedre. Jeg har aldrig haft lyst til at være en skandale-dronning og ramme medierne uanset hvad. Jeg kan sige tingene ligeud når nogen træder på mig (og der er ikke mange der ønsker mig noget godt, desværre), men de sider har enhver pige med respekt for sig selv. Jeg fortæller jer blot hvad jeg oplever og hvordan jeg har det – jeg har selv taget valgene, selv begået mig med de mennesker som jeg har, og jeg har selv valgt at kaste mig ud i alt det her.

collage

Det jeg har gjort sidenhen er at vente indtil alt mudderet, som jeg fik kastet på mig størknede, metaforisk sagt? det havde været nemmere at have en rig onkel der kastede penge i min retning og give udtryk for at mit liv var rosenrødt, men jeg valgte at fortælle sandheden, selvom den var nederen på det tidspunkt! Idag har jeg det awesomt, men der kommer jo altid op og nedture, hvilket er en god ting så vi kan udvikle os som menensker. Hvis I vil droppe ud af skolen, lave sextapes og stræbe efter berømmelse? så kan det sagtens lade sig gøre, er man klar til at eksponere sig selv til det maximale og har man ingen grænser, så kan I blive kendte på ingen tid! Hey, der er en i England lige nu der sælger billetter til sin egen fødsel og skaber overskrifter hver dag og får masser af penge for at medvirke interviews, alt kan lade sig gøre? man kan svine mennesker til konstant for at lave drama og kontakte pressen for at de skal skrive om det, hvis man ønsker den slags berømmelse, GO FOR IT! Det er faktisk super nemt, man skal bare fraskrive sig al etik og morale! I kan godt høre, at jeg er blevet for gammel til den slags… dengang jeg var ung for 3 år siden haha, det var sjovt, men man finder ikke ud af ting, før man prøver det! Do whatever you feel like?

Konsekvensen af det hele er vel, at de fleste breve jeg får i indbakken stadig er: “Må jeg se dine bryster??” for hvad andet kunne jeg da have at byde på. Og det er fint? det er hvad det er, haha! Jeg håber, at I forstå min sarkasme denne gang, alle må gøre som de lyster og jeg pakker “Selvoptaget” ned nu og har ikke behov for at tænke på det mere for det er faktisk FULDKOMMEN LIGEGYLDIGT NU og jeg er i en hel anden fase af mit liv nu! Programmet er faktisk nomineret til TV-Prisen i år, hvilket jeg glæder mig til i august. Jeg er stolt over at jeg turde være så ærlig og få lidt anerkendelse for det på den måde, håber at i fik noget ud af programmet? måske underholdning, måske satte det gang i nogle tanker!

bloglovin

Older posts