MIN MORS 50-ÅRS OG DEN PERFEKTE GAVE FRA MIG…

Hey Darlings! Sidste weekend fejrede vi min mors fødselsdag ukrainian-style. Jeg ville selvfølgelig give hende noget specielt og noget som hun har ønsket sig. Så hun fik et gavekort til lidt kosmetisk touch up af mig. Jeg tog hende forbi Retouch Clinic ca. 4 dage inden hendes fødselsdag, så det hele kunne nå at sætte sig og ikke være hævet. Men hun endte faktisk med næsten slet ikke at være hævet allerede dagen efter. Man reagerer jo lidt forskelligt. Hun fik fillers i for at forme ansigtet og læber og så simpelthen så meget friskere ud med det samme. Jeg var selv forbi Retouch for ca. 2 måneder siden, for at få lavet (lidt) botox og filler i læberne og har været SÅ glad for resultatet, at jeg var tryg ved at anbefale samme sted til min mor. Det var hendes første gang og jeg er glad for at det ser så naturligt ud til hende.

billede-11-01-2017-10-26-56ig-macAftenen inden overnattede vi alle hos hende og Morten, Victoria, min kusine og jeg var endda med Morten på NGG (min gamle skole), hvor han optrådte om aftenen, så vi sov først ved 02-tiden. Jeg havde aftalt med min søster at vi skulle lave morgenboller til min mor (lidt dansk tradition også), men vi sov over os, haha. Jeg vågnede dagen efter, ved at Allessia trampede mig lige på hovedet, fordi hun prøvede at komme op på sofaen (jeg lå på gulvet) og min mor var allerede igang i køkkenet med min moster. Vi var generelt alt for mange mennesker i køkkenet og efter min mors 3. flip over det, kørte mig og Morten ud for at købe blomsterbuketter i stedet og småting, som vi manglede. Jeg prøvede at gøre mig meget umage med at pynte op, dække bord og gøre det så perfekt som muligt og fandt også dette fine billede af min mor, hvor hun er 18-år (står på bordet her). Jeg elsker den slags vintage billeder og det kunne ligeså godt være taget på Vesterbro et sted idag og kørt igennem et Insta-filter i sort/hvid. Sjovt.

billede-21-06-2013-04-58-28 billede-21-06-2013-04-59-23 billede-21-06-2013-04-59-29 billede-21-06-2013-05-00-49 Der skal altid være helt vildt mange retter mad, når vi fejrer noget og det er en østeuropæisk thing vel. Der var vores traditionelle salater og en masse snack og da hovedretterne og kødet kom, fik jeg glemt at tage billeder af det. Så det her er bare et lille udpluk af stemningen. Det mindede mig om de store fester min mormor plejede med mad til flere dage og så plejede hun også at synge til sidst. Kagen her er også min mormors opskrift, som jeg ikke har lært at lave endnu.

billede-21-06-2013-05-17-39

fil-22-01-2017-18-43-43-jpeg

billede-21-06-2013-08-30-09Hun blev også meget glad for nogle af de andre gaver, som hun fik, haha…

billede-21-06-2013-05-50-43Følg med i glimt af min hverdag på Snapchat: irinathediva

♡ KAN VI LIGE STOPPE TIDEN…?! ALLESSIA SNART 2 ÅR!

affiliate

Hey Darlings! Denne weekend er blevet afholdt Ukrainian-style, da vi skulle fejre min mors 50-års fødselsdag. Vi har hygget os helt vildt og Allessia elsker når der en masse mad, musik og mennesker. Jeg ved godt, at børn reagerer forskelligt på omgivelser, men hun er altså glad for fest og farver. Jeg ved ikke hvem hun har det fra… *host *host. Men kan jeg lige sige… jeg synes den alder hun har nu, er den sjoveste. Selvom hun virkelig kan have sine hysteriske øjeblikke (som er vildere end før), så er hun utrolig kærlig og forstår så meget. Hun er bare den sødeste lille kanin (jeg kalder hende min lille kanin), der udforsker verden og bliver glad af de mindste ting. Når hun får pølser til aftensmad siger hun”wauw”… der skal ikke meget til. Det hele er så simpelt og det er bare kærlighed og krammere. Jeg elsker den alder og tiden behøver ikke at gå SÅ stærkt. Vi var da på vej hjem fra barselsgangen med hende for ikke så længe siden og nu bliver hun 2 år om et par måneder. Jeg spurgte min mor, om hun kan huske mig, da jeg var på Allessias alder… og hun siger, at hun kan huske alt. Det er vel alle disse minder og øjeblikke, som er the life itself – these happy moments.

billede-15-01-2017-16-28-14•  ALLESSIA → KANINHUE: HER  |  FLEECE JAKKE: HER  |  BUKSER: HER  |  STØVLER: HER  •

Her er nogle af de seneste gode fund, som jeg har købt til Allessia på AliExpress. Det er anden gang jeg bestiller denne model støvler til hende, da hun voksede ud af de andre og kvaliteten er ret god og holdbar. Det var dejligt, at solen kom lidt frem idag og vi var ude på legepladsen alle tre. Allessia er heldigvis blevet mere frisk, efter at have været syg og ligget med feber næsten hele ugen. Hav en fortsat god søndag derude…

billede-15-01-2017-16-46-19Følg med i glimt af min hverdag på Snapchat: irinathediva

HVORFOR VAR DET SÅ URETFÆRDIGT…?!

Billeder: Højre og venstre fra de få gange jeg har været på isen indenfor de sidste 5 år. I midten er jeg ca. 5-6 år, og jeg startede da jeg var 4 år gammel med træning næsten hver dag i en Olympisk skøjteskole, hvor jeg så som 6-årig også begyndte at få skoleundervisning der, sammen med meget få udvalgte ud af 1000-vis af børn. 

vv

… eller WHEN LIFE GIVES YOU LEMONS hedder det også! Jeg ved hvorfor det var sådan… jeg er ældre nu, men jeg skulle åbenbart lære de hårde lifelessons som barn allerede. Det hænder, at der er perioder/situationer i mit liv, hvor jeg begynder at tænke tilbage på min skøjtetid. Det sker egentlig sjældent og det er skam ikke fordi jeg savner det. Men fordi, at jeg sommetider har brug for at tænke tilbage på hvordan jeg håndterede nogle situationer, da jeg var yngre, og hvordan jeg kom videre. Jeg er stolt af mig selv og det jeg har klaret i de 16 år, og ingen skal nogensinde tell me that I am nothing! Selvom jeg længe har troet, at jeg har spildt 16 år i en skøjtehal, da jeg stoppede, så giver det jo 100% mening nu, at jeg skulle blive rustet til alt det som skulle komme efterfølgende – and I am glad that I am! Det betyder ikke nødvendigvis at jeg er iskold… det er jeg faktisk slet ikke – jeg er meget følsom, men jeg ser through all the bullshit, er realistisk og har en insane intuition, stædighed og ambition. Jeg kan sagtens blive ked af det og græde endda, men jeg vender altid tilbage og bliver ved, uanset hvor meget man prøver at spytte på mig og ødelægge mig. Og lige præcis DEN… evnen til at keep going, selvom man føler, at hele verden and all odds er imod én, den er jeg glad for, at jeg fik opbygget. Da jeg stod alene på isen, og de fleste håbede på at jeg fejlede og hvert minut af dagen bare var en kamp mod mobning i skolen, mobning i skøjtehallen, mine forældres evige ambitioner på mine vegne og lille Irina, der tænkte, at… der er altså en mening med alt det her, det MÅ der være! Jer der har fulgt med længe på bloggen og TV, har også set mine nedture og kampen op igen.

Er det ikke det som man siger… LIFE IS NOT FAIR! DEAL WITH IT! Så jeg har prøvet at deal med det, så godt som jeg nu kunne. Der er bare sometimes virkelig ondskabsfulde mennesker (why so many of them?) der spænder ben for én… og jo flere ambitioner man har og jo mere man vil, jo mere støder man på det. Jeg kender dog også efterhånden en del overdrevet dejlige, fantastiske mennesker, som er ydmyge og nede på jorden og inspirerer mig, så jeg bliver helt glad i hjertet af at se alt det gode komme til dem. Der er intet bedre, end at se folk der knokler opnå deres drømme. Det er lidt tid siden, at jeg har skrevet et lidt længere indlæg her på bloggen, men jeg vil gerne dele en historie med jer, som var et KÆMPE vendepunkt for mig og den psyke, som jeg har opbygget sidenhen. Den er vigtig for mig, da jeg til den dag idag, vil mene… at jeg forstod hvordan verden fungerer og stoppede med at være naiv.

Jeg har før fortalt jer lidt om fortiden i Ukraine og skøjtekarrieren her på bloggen. Som I måske ved, flyttede vi til Aalborg fra Ukraine pga. min fars nye arbejde og vel søgen på et bedre liv i udlandet. I har selv set, hvad situationen i Ukraine har udviklet sig til nu jo. Jeg var 10 år, da vi kom til Aalborg og havde skøjtet på MEGET højt plan i 6 år allerede. Den slags undervisning med 3 gange istid dagligt, ballet, dans, akrobatik og alt hvad man kunne komme i tanke om, var slet ikke mulig i Danmark, men sådan gjorde man i Ukraine, når man skulle træne op til OL og VM, fra man var helt lille. Derfor var jeg selvfølgelig en hel del bedre end de andre på min alder og ældre  – jeg havde jo trænet på en hel anden måde og ikke trænet for sjov, men for resultater. Skøjteløb var allerede mit liv, og jeg tænkte kun på det 24/7 og det var super vigtigt for mig og mine forældre, at jeg kunne blive ved i Danmark, samtidig med at jeg rejste verden rundt og trænede med de bedste, imens mine forældre brugte millioner af kr. på det. Hvis jeg bare 1 dag, ikke kunne være på isen, var det KRISE! Mine forældre gjorde ALT hvad de kunne, for at få min træner fra Ukraine over til klubben i Danmark, så jeg havde en chance for at fortsætte på samme niveau. Han underviste nu i klubben i Aalborg og var også taknemmelig for det, så alt var nogenlunde godt. I Ukraine var vi alle venner i skøjtehallen, selvom vi vidste at vi var konkurrenter, men det kunne vi godt lide og det var en anden mentalitet. Vandt man over de andre, så er det fordi man var bedre og man accepterede det og alle knoklede, men vi var stadig børn og kunne lege i pausen fra træningen. I Danmark var det helt anderledes… jeg blev frosset ude næsten med det samme. Jeg tænkte, at de bare skal have lidt tid og jeg skal lære sproget og så går det nok. Men jeg fokuserede på træningen og behøvede ikke nødvendigvis få venner indtil videre. Træning var vigtigst. Månederne gik og det blev ikke bedre, men værre… jeg kunne ikke efterlade mine ting i omklædningsrummet, for de blev ødelagt, og mine penge blev stjålet fra pungen. Jeg var bange for, at mine skøjter blev ødelagt, så jeg slæbte dem med alle steder. Allerede dengang vidste jeg godt, at de bare ikke vidste hvordan de skulle takle, at der kom en lille ukrainsk pige, som kunne så mange ting… jeg forstod det virkelig godt, men jeg synes stadig, at det var SÅ uretfærdigt og jeg kunne jo ikke gøre for det. Det påvirkede min træning, da mange også med vilje stod i vejen og det blev bare mere og mere frustrerende. Forældrene, som var i bestyrelsen hadede at jeg var i klubben, for så længe jeg var der, så havde deres børn ikke en chance. De var desperate… og efter 3 meget hårde år, begyndte folk i skøjteverdenen at få øjnene op for mig og jeg udviklede mig stadig meget godt skøjtemæssigt. VM og OL var realistisk, selv med de ringe træningsmuligheder. Jeg kan huske, at der var 1 uge tilbage til de Danske Mesterskaber, som jeg kunne vinde og satsede på – jeg kom og gik fra træning uden at snakke med nogen og håbede bare på, at få lov at træne i fred og ro for 3. år i træk. Men engang imellem, kunne jeg udveksle et par ord med nogen imellem træningen og der var et kaffe-rum/klubrum, hvor der var en papirtavle man kunne tegne på, som jeg og en anden pige (oh I still remember her name, heh) stod og tegnede et par minutter inden træning. Alle skrev og tegnede på den så man kendte næsten alles skrift, og alle havde adgang derind til. Efter den træning hentede min mor mig, og sagde, at der var blevet kaldt ind til bestyrelsesmøde pludseligt dagen efter, at det ikke gav mening. Jeg tænkte SLET ikke over noget som helst… der var DM om nogle dage, og det var det eneste der betød noget.

Dagen efter kom jeg til træning og kunne bare mærke med det samme, at noget var galt og stemningen var endnu mere presset than usual. Jeg kiggede ind i klubrummet og jeg kan ikke huske hvad en af mødrene sagde til mig, men det var ret nedladende og jeg gik ud med det samme. Hun var bestyrelsesformand og hadede mig. Jeg gik ud på isen og kunne se, at de alle var i klubrummet og snakke og jeg kunne SLET ikke træne. Jeg var altså ikke vant til SÅ meget cirkus i en skøjteklub fra Ukraine. Min mor var også oppe og deltage i mødet og efter træningen tog hun mig i hånden og vi gik med meget raske skridt ud af skøjtehallen. DET øjeblik kan jeg stadig huske klart… min mor var PISSED på dem! Hun kigger på mig og sagde, at de havde taget et papir fra tavlen, som de havde som freaking evidence imod mig! Ja, tænk lige… totalt CSI, her! Der skulle på det papir stå: “Jeg hader jer alle i ASF, hilsen Irina HAHAHAHA”. Jeg var helt paf, da min mor fortalte mig det… hvordan kunne de? Min mor vidste 100% jeg aldrig kunne finde på at gøre sådan noget, selvom de altså ikke var mine yndlingsmennesker efterhånden. Jeg turde knapt tage et forkert skridt i den klub, af frygt for at de kunne bruge det imod mig og jeg vidste med det samme, at de havde planlagt hele det her nummer. Men så fandt de sku en udvej… alle mødrene var jo heeelt ellevilde, for nu skulle deres døtre ikke konkurrere med mig mere og de besluttede sig simpelthen for at smide mig ud af klubben et par dage inden DM, fordi jeg “skrev det” på papiret. Jeg var HEEELT FÆRDIG! Jeg ved ikke om det var pigen (som ikke brød sig om mig, obvi) eller moren der havde fundet på at skrive det, men jeg som 13-årig var CHOKERET og tudede og tudede og følte mig SÅ HADET! Hvorfor skulle det være så UNFAIR… hvorfor var livet bare så unfair?! Det var som i en dårlig film! Jeg gik 3 dage uden træning, hvilket var helt katastrofalt inden DM og allerede dengang gav jeg interviews inden konkurrence, så jeg skulle gå ind i den skøjtehal, med alle de onde blikke under DM, give interviews til TV2 med hovedet højt og være stærk – de skulle fanme ikke se mig græde og nyde det, efter hvad de havde gjort imod mig. Da jeg gik ud på isen og stillede op uden klub, prøvede de at stoppe det og råbe, at det var ulovligt. Men jeg måtte gerne gøre det på den måde… min gamle træner vendte mig dog ryggen, da han ikke ville miste sit nye arbejde, selvom han ALDRIG havde haft det, hvis mine forældre ikke havde fikset det. Jeg kiksede det vigtige spring og hadede at være på isen den dag, for publikummet håbede at jeg fejlede. Jeg fik en 3. plads, men det var egentlig blevet ligegyldigt, for jeg havde det SÅ hårdt mentalt. Efter DM kom jeg aldrig tilbage til den klub og vi flyttede til Nordsjælland og jeg begyndte at skøjte i Hørsholm/Rungsted i stedet. En ting er, at dem på min egen alder og generelt unge hadede mig, men at voksne mennesker ville gå så langt… og de gjorde det ALLE uden at blinke… jeg følte der var noget helt galt med mig, hvis de kunne hade mig så meget. Lang historie, men den lærte mig meget. Man er nødt til at distancere sig for at komme videre sometimes… og tilgive de mennesker der ikke ved bedre. Og ALDRIG… undervurdere sig selv, uanset hvor meget modstand der kommer. Til den dag idag, oplever jeg helt latterlidt meget modstand, som er helt uforklarligt nærmest… men jeg er always prepared now! Det her er blot 1 ud af 100-vis helt crazy historier, som jeg har fra mine skøjtedage, heh. Jeg har været igennem INSANE stuff, men some people tror bare jeg er en dum reality-deltager… well, they are wrong! And I will prove them wrong again, and again, and again!

Følg med i min hverdag på Snapchat: irinathediva

LANG NAT: VI ER HJEMME IGEN…

(SIDSTE BILLEDE I BULGARIEN FRA MIN INSTA  ||  KJOLE FRA EBAY: HER)

Hello Darlings! Vi er hjemme igen efter en ret udmattende tur hjem synes jeg. Vi kom hjem kl. 07 i morges og tog afsted ved 23-tiden fra Chernomorets igår. Synes jeg havde læst et sted, at det var nemmere at rejse med børn om natten, for der kunne de sove… det vil jeg nu ikke mene. Allessia havde svært ved at falde til ro og vågnede og græd hele tiden, så det var ret hårdt. Det var slet ikke som turen derned, og hun var faktisk meget utilfreds hele vejen igenne,, men forståeligt nok. Vores fly var forsinket og det endte med at vi nærmest ikke sov på turen, bortset fra de 1,5 time jeg fik i flyet. Nårh ja…. Mortens kuffert blev væk undervejs, så vi var nærmest de eneste tibage i den tomme hal i Katrsup lufthavn, hvor man får udleveret bagage og tænkte bare “det sker ikke!”. Vi tog bare taxa hjem og skulle sove, for vi kunne ikke stå på benene mere. Han har heldigvis været en tur tilbage til lufthavnen og fået den igen. Dagen skal bare gå med komplet afslapning og så skal jeg prøve at pakke lidt ud og vend etilbage til hverdagen herhjemme. Jeg føler lidt, at jeg har restitueret og ladt op på ferien, for jeg startede da med at bage boller, da jeg vågnede! Overkudsmor, hah! Det er virkelig rart at være hjemme! xx

Følg med i vores hverdag på Snapchat: irinathediva

DER SKAL IKKE SKE NOGET… !


tumblr_nubialiI9j1soe41oo1_1280-2

ALLESSIA MIDT I MADEN IDAG, OG VI HAR OGSÅ PUTTET I SOFAEN OG SET “FROZEN” OG VÆRET I FØTEX MED PATRICK (HAR I MÅSKE SET PÅ SNAPCHAT)

Godaften skønne læsere… måske I har bemærket, at jeg deler lidt mindre ud af min hverdag på det seneste på bloggen (måske ikke). Jeg har også takket nej til alle interviews, photoshoots og andre forespørgsler de sidste par måneder, just because. Jeg har min blog, når jeg føler, at jeg vil dele ud af noget og det passer mig fint på den måde right now! Og nogle gange, har jeg bare brug for at der ikke sker noget i medierne. Lyder det mærkeligt..? Det er ikke sådan, at jeg er træt af det eller at der er sket noget dårligt, det er bare lidt ligegyldigt. Hvis det overhovedet giver mening for jer, det jeg skriver. Jeg elsker min karriere og de muligheder jeg får, jeg har knoklet hårdt for at nå hertil. De sidste 2,5 år har jeg været igang fra morgen til aften med uddannelse, TV-programmer, blog, møder, projekter, events, you name it! Hard work really does pay off… og så kan man tager en lille pause. Kun en lille en dog, heh!

Jeg har jo lige lavet en Q & A på min Instagram, og der laver jeg lige en video med svar på den, for der var alt for mange spørgsmål til et blogindlæg. Det hygger jeg mig med for tiden – at være hjemme med Allessia og når jeg så har lidt tid så er jeg vild med at lave videoer om makeup for det meste, heh. Jeg har faktisk lige siddet og skrevet i en time – et langt indlæg, men lige slettet det hele. Honestly, jeg tror bare at de ting jeg skriver, kan blive misforstået, så jeg vil hellere lade være. Jeg har tændt stille for “My Chemical Romance”, som jeg har været vild med i 10 år, og som stadig er my faves! Det minder mig om dengang jeg sad nede i mine forældres kælder og lyttede til dem og kun drømte om alle de ting som jeg har idag…  jeg græd nok hver dag på det tidspunkt, da jeg simpelthen havde de mest ulykkelige år efter år, men sjovt hvordan alt godt kommer til dem der venter tålmodigt, hehe. Der er så ofte sket 100 ting på en gang i mit liv, det ene efter det andet… ingen pause! Før i tiden for det meste crappy ting, så slemt at jeg bare tænkte “er det her skjult kamera, altså!” haha, men lige nu der sker der ikke noget, and I LIKE IT! Jeg vågner, vi spiser alle 3 morgenmad, Morten tager i studiet for at lave musik, imens jeg hygger med Allessia, vi tager en tur i Føtex eller whatever og når hun sover og Morten er kommet hjem, drikker vi te og ser Grimm på Netflix. Jeg elsker det…

bloglovin

Older posts