TRUE REALITY STORY // SPISEFORSTYRRELSE, DEPRESSION OG MIT LIV IDAG

Jeg skriver dette indlæg efter en del efterspørgsel og I ved, at jeg ikke kan lide at lyde som en jeg-ved-alt-ekspert, det her er blot mine egne tanker og erfaringer. Det er meget vigtigt for mig, at give lidt stof til eftertanke og hjælpe nogle derude, med det her indlæg. Jeg har det godt idag, og ingen skal have ondt af mig – det er ikke derfor jeg skriver dette, I’m good. Det er dog ikke helt smertefrit for mig at åbne op om de her ting og det er ikke noget jeg ellers tænker på eller snakker om længere. Sometimes people write the things they can?t say, og de her ting fortæller jeg ikke på TV jo. Jeg har siden jeg var 12 skrevet mange mange sider om mit liv og diverse episoder, som en dag når jeg bliver ældre bliver til en bog, en memoir? men ikke endnu. Selvom jeg kun er 26, føler jeg, at jeg er 126 – so much has already happened, og meget af det var nærmest i et andet liv.

Jeg har lyst til at fortælle jer nogle ting inden “SELVOPTAGET” kommer på skærmen på onsdag på DR3, så I bedre kan relatere til det jeg snakker om i programmet. Jeg er udmærket klar over at jeg er lidt af en outsider stadigvæk, da jeg gør ting på min egen måde. Det er ok og det skyldes den anderledes skøjtediva-opdragelse jeg har fået og de oplevelser jeg har været igennem. Når jeg siger diva, så håber jeg at I ved, jeg ikke mener at jeg er bedre end alle og bare er Queen of everything. Jeg er bare altid blevet kaldt for diva, well? nok pga. jeg holder hovedet højt no matter what og har det blik der siger alt, generelt bare en stærk personlighed. Enhver pige har lidt diva i sig, og jeg har taget det til mig for det passer fint. Nu vil jeg fortælle jer hele min historie om mit forhold til mad og min krop og det der følger med, det bliver lidt langt det her, jeg vil dog ikke gå ind på de helt personlige detaljer, men gøre det en smule overordnet.

Jeg var ikke glad, da vi skulle flytte til Danmark. De idylliske gule marker, somre ude på landet hos bedsteforældrene, leg på gaden med mine venner og den nemme barndom blev hurtigt til gamle minder og familien derovre blev besøgt sjældent, imens mine forældre gjorde alt for at vores fremtid i Danmark blev sikret. Deres hverdagsstress og vores ambitioner for at gøre mig til verdensstjerne indenfor skøjteløb, resulterede i mange dystre år og en svær tilvænning for mig både i skolen pga. massiv mobning (jeg blev kaldt dreng pga. mit meget korte hår dengang, men mobningen var det mindste problem af alle) og jeg var nødt til at analysere og bearbejde de nye indtryk på en voksen måde, selvom jeg kun var 10. Jeg begyndte at gå med makeup sent og fik aldrig opmærksomhed egentlig, der var altid drama i skøjtehallen og mht. mit forhold til mine forældre var det helt kaos i de år hvor jeg dannede mig som individ – selvom jeg godt ved de gjorde hvad der krævedes, for at jeg blev den bedste. Jeg havde kun en mening med livet – at blive den bedste på isen, hvilket var realistisk!

“I turn the page, my story ends…”

1. GOTH-PERIODEN OG ENDEN PÅ SKØJTEKARRIEREN

“It’s funny how our past frames us, how the person we used to be never lets loose of the person we are. Past failures and disappointments, even victories take hold of us. They haunt us like ghosts, or visit us like old friends.”

Jeg skøjtede på meget højt plan og var enormt disciplineret allerede fra jeg var 4 år, og stoppede da jeg var 19-20, hvilket der var en del grunde til. Skøjteløb fyldte ALT i mit liv, det var mit liv – jeg var en ekstremt indelukket og stille pige uden fast vennekreds og det hjalp ikke at vi flyttede meget og jeg startede hvert klassetrin i en ny klasse nærmest. For at I får et bedre billede af det, kan jeg fortælle det her – jeg husker at jeg startede i gymnasiet og brugte rigtig mange frikvarterer på at gå ud i skoven ved siden af, indtil vi skulle have time igen. Jeg var mega kommunikationssky, så det var ikke fordi det var andres skyld, jeg fungerede bare ikke så godt socialt – altså, som i at jeg ikke kunne finde ud af det fordi jeg var så vant til at jeg bare havde brug for isen og træning og de mennesker jeg nu kendte der fulgte med, dem kunne jeg relatere lidt til. Med alderen kunne jeg selvfølgelig godt mærke at jeg var gået glip af noget og jeg accepterede lidt outsider-rollen. I mange år har jeg været glad for at tegne og skrive, især skrive musiktekster, hvilket førte til min store passion for musik, især 80´er rock og alt hvad de spillede i “Dawsons Creek”, haha. I ved hvordan det er, man begynder at lytte til musik som passer til éns indre verden – ja, jeg begyndte at hælde til alt det gotiske og mine tegninger blev meget dystre, mildt sagt. Min passion for kunst i alle retninger udsprang i de år, især musikinstrumenter som guitar, lyden af elguitar får mig i en euforisk tilstand stadigvæk. Når jeg var ved at blive emotionelt kold overfor alt andet, var der musikken og naturen tilbage. Til den dag idag er jeg opslugt af at betragte natur. Naturen var perfekt, noget jeg aldrig kunne være jo. Kort fortalt, der var efterhånden så mange knive i min ryg, jeg var ung og så ødelagt mentalt – jeg var tilskuer til mit eget liv.

Jeg begyndte at farve mit hår sort, mine negle sorte, bruge rigtig meget eyeliner og kun gå i sort tøj (vil påpege at det var inden emo and all that var “in”, så det var kun mig der var på den “mode”) og selvfølgelig synes folk jo at jeg var endnu mere mærkelig. Men det var nok lige præcis der, at jeg udviklede jeg-er-ligeglad-med-hvad-de-siger-om-mig attitude, det som er min diva-attitude idag. Jeg følte mig fuldstændig malplaceret i denne verden og tænkte om det er fordi jeg hørte til i Ukraine?! Episoder hvor en lærer i gymnasiet sagde at jeg aldrig bliver god til at skrive på dansk, fordi jeg ikke var dansker var bare hverdagsmodstand for mig. Der var kaos og larm i mit hoved og jeg havde ingen venner, som i jeg snakkede med INGEN i meget lang tid. Sommetider var jeg nødt til at tage lange ture for bare at skrige vreden ud et sted. Jeg har aldrig skåret i mig selv, jeg har aldrig forsøgt selvmord, jeg var dog ved at miste kontrol over mine tanker og handlinger – jeg har holdt så meget smerte og vrede inde i mig selv i alle de år, at min hjerne begyndte at reagere på sin egen måde vel og jeg begyndte at få angst og rysteture oveni, det begyndte at minde om en dårlig film der ender tragisk. Det blev for meget, mit hoved var ved at eksplodere af negative tanker hvert sekund af dagen og jeg havde tit mareridt, jeg faldt i søvn i håb om at jeg ikke vågnede igen. Eftersom mine forældre havde rollen som “trænere”, kunne jeg ikke tale med dem om det, og jeg havde heller ej lyst til at tale med nogen om noget som helst, men vi går lidt ind på fortiden i det kommende “Mig og min Mor” program. Jeg havde til sidst ikke lyst til noget som helst? intet gav mig glæde, og jeg var heller ikke rigtig ked af det. Ingen interesserede sig for mig og jeg havde også bare brug for at alle lod mig være. Den bedste måde at beskrive det er i farven grå? jeg fandt kun noget befriende fra den storm der foregik i mit hoved med mine lange ture, helst ude i naturen hvor der ikke var andre mennesker og tæt på vand eller skov – og der kunne jeg sidde med mig selv i timevis. I was slowly loosing my mind? og det skræmte mig, for jeg vidste at jeg var stærkt, så det måtte virkelig være blevet slemt.

Jeg hadede at vise nogen at skøjtedivaen ikke var på toppen, jeg kunne ikke holde ud når mennesker nød at se mig lide – og det var der mange der gjorde. Jeg læser mennesker meget godt og meget hurtigt og alle der ikke ønsker mig noget godt, tager jeg afstand fra. I forgive, but I never forget? og det er nogle ting jeg gerne vil glemme. Efter de 15 år begyndte jeg at få former efterhånden, men jeg var eller flad inden, altså ingen bryster. Jeg trænede ekstremt intensivt og det havde stoppet min udvikling og menstruation faktisk – det var rigtig svært, da min krop begyndte at forandre sig. Det at jeg begyndte at få bryster og former det var jo “forbudt” i skøjteverdenen at have, og det begyndte at gå nedad med træningen og mit forhold til mad blev anstrengende. Da jeg stoppede første gang som 18-årig, eksploderede min vægt og min krop gik fuldstændig i chok. Jeg begyndte på p-piller fordi jeg fik min første kæreste, jeg tog 15-20kg på i løbet af 1 år og jeg fik en forfærdelig depression og levede af junkfood og sodavand hver dag. Det var nok det tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde det mest usunde forhold til mad – jeg spiste mine sorger væk, og jeg spiste konstant! Jeg kastede aldrig op bagefter, men jeg proppede bare alt hvad jeg kunne se i mig selv, indtil jeg havde kvalme – jeg straffede mig selv, for ikke at have levet op til alles forventninger. Jeg kunne ikke stoppe, det klikkede helt for mig. Jeg havde glemt hvordan det var at smile, jeg drømte ikke om noget længere, jeg var bare træt. Mit liv blev til et langt mareridt! Ærligt guys? jeg havde ikke lyst til at leve, men jeg havde heller ej lyst tik at dø altså.

2. OVERVÆGT OG DEPRESSION

 Jeg flyttede ind med min første kæreste da jeg var 18-19, jeg havde kun fået et par kys før det så jeg var helt uvidende om ALT! Jeg var slet ikke vant til at have den krop og jeg var rigtig ked af at jeg konstant skulle købe nyt tøj og ikke kunne bruge den samme størrelse, så det endte med at jeg bare gik en joggingbukser konstant. Jeg arbejdede bag kassen i SuperBrugsen på daværende tidspunkt og havde det mildest talt ret crappy, selvom min kæreste var god ved mig. Men det var en stor kontrast at gå fra at være skøjtediva og rejse verden rundt til at sidde bag kassen hver dag og få hånende blikke. Jeg snakkede ikke rigtig med mine forældre, da vi blev meget uvenner efter min skøjtekarriere stoppede, de havde jo nærmest brugt millioner på mig og jeg blev ikke til verdensstjerne alligevel. Jeg blev diagnosticeret med depression, men valgte at takke nej til lykkepillerne, personligt havde jeg brug for at klare det uden. Jeg kunne ikke forklare hvordan jeg havde det, for jeg kunne ikke forstå det længere. Nå ja, det gjorde det slet ikke bedre at jeg af al stress, junk, hormonændringer osv. fik acne i hele hovedet, vi taler big time acne, hvor jeg ikke gik udenfor at all!!! Det var SÅ hårdt og jeg havde mistet modet. Jeg følte ALT var galt med mig og jeg forstod ikke hvorfor jeg havde fået det her liv, for der var jo intet godt ved det!!!

Jeg prøvede at vende tilbage til skøjtesporten, det eneste jeg vidste jeg var god til, da jeg jeg var 19 igen, men min krop havde forandret sig for meget og min pause havde været for lang og psykisk kan jeg godt se idag, at det heller ej var det rette for mig. Det endte med at jeg havde tabt mig 10kg via hård træning i forbindelsen med det og efter at have undervist som skøjtetræner sagde jeg helt farvel til alt hvad der havde med den verden at gøre, da det simpelthen var for smertefuldt og der var så meget ondskab og uretfærdighed indblandet i min elskede sport, at min fornuft sagde til mig, at jeg skulle langt væk fra det hele. Mange kan stadig ikke forstå hvorfor jeg ikke underviser idag eller bare skøjter lidt selv. Jeg blev trænet op til at være en vinder og til at være på top niveau hele mit liv, og det er svært at forstå for andre, men uanset hvor meget jeg elsker isen, så kan jeg kun holde ud at få skøjter på en sjælden gang imellem. Det var hele mit liv, og det sluttede smertefuldt for mig og alle de mange smertefulde minder kommer tilbage når jeg har for meget med det at gøre igen, hvilket jeg ikke ønsker. Jeg vælger at mindes alle de fantastiske øjeblikke jeg havde – kun mig og isen og musikken, og jeg vælger at mindes dem på afstand og tænke på dem når je går mine ture ved vandet. What I know is, life can be ugly? det er sandheden. Ting tager tid og jeg blev ved med at sige til mig selv at nu hvor det ikke kan blive værre kan det kun gå bedre. Jeg var ulykkelig og følte mig alene, da jeg aldrig har været den populære pige nogen steder. Det eneste jeg havde og hvor jeg vidste jeg VAR noget, var ude på isen? og den havde jeg ikke mere, jeg havde mistet mig selv og mit liv og det anden slags liv kendte jeg ikke til.

Idag er ikke besat af hvad jeg spiser, jeg prøver nu så godt jeg kan at være fornuftig med min kost og at bevæge mig. Jeg har arvet mine former kan man sige og vi er alle forskellige og det er hvad jeg har nu, jeg har fuldstændig accepteret det den dag idag og er glad for det hele. Selvfølgelig har jeg de der dage, hvor jeg tænker: “Okay, hvordan har jeg lige taget 5kg på i søvne?!” og man kan altid lige gøre noget ved de små ting, man er utilfreds med, sådan har vi det alle. Men jeg er bare meeeget afslappet med mit forhold til mad og krop. Jeg tænker for det meste på hvad det er bedst helbredsmæssigt når jeg begynder at gå op i de ting. Men jeg har virkelig virkelig virkelig stresset over det da jeg skøjtede, så jeg var selvfølgelig også træt af at det skulle fylde så meget i mit hoved. Men nu har jeg faktisk meldt mig ind i Fitness for at være sund, og det har noget at gøre generelt med min tilgang til livet at jeg bare er mere afslappet mht. alt og gerne vil nyde det, men det har været en lang kamp! Det her billede er taget nogle dage siden og jeg har ikke trænet i 5 år nu? jeg havde brug for en pause.

Jeg lavede denne her video på et tidspunkt, hvor jeg fik RIGTIG mange henvendelser fra piger der havde det skidt med sin krop og søgte råd hos mig. Det gjorde mig virkelig ked af det at så mange havde det på den måde og jeg fik det rigtig svært med det, så her er hvad jeg havde at sige: “SPIS PIGER”

3. REALITY-“STAR” LIFE

Jeg er stoppet med at leve for andre mennesker for længe siden? op til “Fristet” var mit liv bare modstand på modstand i mange år. Life is a bitch, vi kan alle have det hårdt, men give me a little break tænkte jeg bare. “Fristet” var en meget spontan beslutning, det var lige efter jeg fik en abort kan jeg være ærlig og sige, og det hele blev bare for meget. Jeg ville bare væk og opleve noget jeg aldrig har oplevet før og bare ligge fortiden bag mig i et stykke tid, så med nerver af stål og min på det tidspunkt ekstra kolde isprinsesse attitude tog jeg afsted. Jeg havde ikke regnet med at blive behandlet sådan i programmet, og selvfølgelig har jeg mine egne forsvarsmekanismer, så jeg var nået til det punkt for første gang i mit liv, hvor jeg begyndte at give igen og ikke lade nogen tale ned til mig eller fucke mig op! Og selvfølgelig kunne man fornemme at jeg hverken kunne manipuleres og kørte mit eget spil, og jeg tror egentlig bare folk ikke ved hvordan de skal komme ind på mig, for jeg vil helst ikke HAVE at de kommer ind på mig, bortset fra meget få. Men anyways, JA, jeg har min bitchy side når der er behov for det, men det sker meget sjædent, for jeg er all in for at have det sjovt og være kærlig. Jeg har været miserable for meget i mit liv, I just wanna be happy and have fun! Men OMG, jeg kan virkelig ikke tolerere falske mennesker der rotter sig sammen, men det er jo så gennemskueligt for de skarpe. Jeg havde bare ikke lyst til at fortælle hele min livshistorie på TV og hvorfor jeg var som jeg var, så jeg var sådan: “Fint, så må de tro jeg er en bitch, heks? og whatever folk gerne vil stemple mig som!”, hvis det er meant to be that way, vil man alligevel med tiden se hvordan alt hænger sammen.

Så når man begyndte at fake den over for mig, som bl.a. i “Fristet”, kan I godt forestille at jeg bare ikke tolerere det! Like who the f*ck are you? ?! Jeg synes ellers jeg var meget tålmodig, haha! I junglen mistede jeg den tålmodighed, ej men for helvede vi har det alle hårdt jo! Jeg kan få nerver af stål hvis jeg virkelig indstiller mig på det, “Divaer i Junglen” tog lidt energi fra mig, men hoooly c? elsker bare den livserfaring jeg har fået med fra programmerne! Så når jeg får hate for reality-optræden efter alt det andet? not a f*ck is given! Folk jagter en form for falsk magtfornemmelse.. er I klar over al den mængde mobning, ondsskab, smerte jeg har holdt ud! Så når jeg får de mange beskeder fra ulykkelige unge, kan jeg virkelig relatere til mange ting – jeg har været der, det skal nok gå, trust med, find styrken og modet. I vinder over det hele og jeg håber inderligt at det hjælper at jeg fortæller lidt om mine oplevelser, jeg kan godt klare den hate jeg får for det.

I slutningen af 2012 slog min daværende kæreste op med mig, hvilket vendte hele min verden på hovedet og jeg fik en god lussing from life – det åbnede mine øjne og jeg så virkeligheden! “Hello Darkness my old friend?” hed det igen! Jeg følte mig dum, dum over at jeg levede i en eller anden lyserød bobbel efter “Fristet” og at jeg troede at alt ville gå som det skal derfra, jeg må virkelig have været forelsket. Pludselig blev sex-klippet på TV en big deal for mig, som jeg fortrød, men god livslektie jeg fik mig der mht. det hele og det blev tydeligt at jeg bare havde været en fjollet og naiv pige, der ikke skulle være i et forhold på daværende tidspunkt. Den oplevelse har ændret mit syn på forhold, fyre, venskab, hvad kærlighed i virkeligheden er og hvad jeg ønsker af mit liv! Jeg begyndte at læse meget igen og gøre ting der gør mig glad, lidt det samme mønster som før og det havde været tiltrængt, for jeg kunne bogstaveligt talt mærke smerten i mit hjerte i mange uger efter, faktisk kunne jeg mærke den i hvert enkel celle af min krop. Den slags sker, og den smerte der følger med – that’s life. Jeg sætter virkelig pris på loyalitet idag. Jeg indså, at jeg slet ikke havde bearbejdet min mormors død samme år, det var som om jeg holdt frustrationerne tilbage igen og i slutningen af 2012 var jeg psykisk helt ødelagt selvom det år startede fantastisk med “Divaer i junglen”- sejren, så vidste jeg ikke hvordan jeg fik samlet mig selv igen. Min veninde Samanta gav mig styrke og som Guns ‘n Roses så flot sang: “nothing lasts forever, even cold november rain?”

Efter den storm kom solen frem igen og jeg har aldrig haft det bedre, og hver gang der sker noget drastisk i mit liv, kan jeg se at der var en mening med det. Nogle handlinger kan ændre en anden persons liv voldsomt? Takket være sporten har jeg de nødvendige kvaliteter, der lige præcis hjælper mig med at takle alt nu i showbiz og life – de beholder mig nede på jorden, de giver mig disciplin, viljestyrke og medmenneskelighed til den dag idag, nu kan jeg godt se hvorfor jeg skulle igennem alt det der. Idag er jeg sikker på, at en stor del af min selvtillid kommer fra den tid, hvor jeg bare accepterede at jeg var min egen ven i mange år og jeg snakkede også tit med mig selv endda. Det lyder fjollet, men jeg klarede alle de hårde tider alene med mig selv og nu er jeg ældre og klogere og jeg skal nok klare hvad der nu end kommer, og det giver mig en slags ro (ikke at jeg er totalt rolig hele tiden, hah). Jeg har en ret anderledes syn på livet, og jeg gør ting med en stor passion og derfor er der få mennesker i mit liv som kender mig for den jeg virkelig er, og derfor mine forhold ikke har fungeret, fordi mænd som regel kun ser mit ydre. Min egen fejl, at jeg var naiv, I know? det er ensomt når man holder alle på afstand, men jeg vil hellere være ensom nu på det punkt, efter at have brændt nallerne så gevaldigt sidste gang. Jeg er det værd, at man gør sig fortjent til min kærlighed og at have mig ved sin side. De få fornuftige mænd jeg har mødt siden, har haft et stort problem med at jeg har lavet reality-TV og haft svært ved at takle at jeg får opmærksomhed af diverse grunde, hvilket jeg ikke kan bruge til noget jo, den rette vil altid acceptere en 100%. Jeg glæder mig til at opleve den helt rette kærlighed, det har jeg vidst til gode – jeg tror heldigvis stadig på “eventyr”, utroligt nok. Nåh, så kom jeg ud med det, ingen grund til at være ked af det over noget, jeg er så heldig for mit liv og alle oplevelser og jeg er virkelig blevet rørt af en engel for jeg er lige der hvor jeg skal være idag og dybt taknemmlig for ALT hvad jeg har. Jeg er stoppet med at løbe væk? jeg tager alt i mit eget tempo, fokuserer på at være glad, nyder livet og går efter mine drømme. Vi er stærkere end vi tror, vi glemmer det bare lidt nogle gange? og det er vigtigt at have de helt rette mennesker ved siden af.

Efter at jeg skrev det her indlæg, tog det mig lige nogle dage at tage mig sammen til at poste det…

bloglovin

“Fristet” – mine ord om afsnit 44 og mere…

Hey Beautiful People…

Jeg vil starte med at sige at FRISTET har været en fantastisk oplevelse/mindgame/udfordring, som har efterladt et spor på os alle. Og givet os deltagere et bånd sammen, der gør, at selv efter vores konflikter i spillet, kan vi sagtens respektere hinanden og tilbringe hyggelige stunder med hinanden her i DK, hvor vi har lært hinanden at kende under “normale” omstændigheder, efter at vi er kommet hjem. For os sluttede eventyret efter sommerferien og vi så frem til at dele det med DK.

Afsnit 44 – Irinas choice! Revenge! Storyline: Ja, jeg er ret dominerende som person og vil gerne have tingene går efter mit hoved, that´s how I am. Der skal være lidt slange i alle kvinder. Jeg har ikke meldt mig til FRISTET for at være en sød, uskyldig missekat, som bare sidder i et hjørne og nikker! Man er selv herre over sine handlinger – sit liv! Gør dig selv lykkelig, tænk på dig selv, det er dit liv! Jeg startede på rød, hvor jeg ALDRIG kunne styre noget eller gætte mig frem til noget, jeg havde ALDRIG nogen (bortset fra Kaspers morale støtte i en periode, dog ikke så meget handlingsmæssigt). Rød hold kunne godt mærke at jeg ikke kunne styres af nogen, derfor var jeg konstant udsat, og var nødt til at kæmpe alt hvad jeg kunne for at overleve helt alene – hvornår er det set i reality TV før?! Beskidte tricks gælder også i et spil! Nogle gange var man nødt til at smide sine egne ud for selv at blive i spillet selv. SELVFØLGELIG VÆLGER JEG MIG SELV frem for en anden! KORT SAGT, JEG VAR ALDRIG HOLDSPILLER PÅ RØD, DA DER ALDRIG VAR ET HOLD OG I SIDSTE ENDE KUNNE DET IKKE BETALE SIG AT KÆMPE MED DEM, FOR JEG VIDSTE (kvindelig intuition) AT JEG VILLE BLIVE SMIDT UD FRA RØD STUE, SÅ SNART DE HAVDE CHANCEN!

Folk føler sig intimideret, og derfor ville det være sket. Jeg ville hellere forlade spillet og lade det værdige hold gå videre i finalen, da jeg alligevel ikke havde en chance på rød, hvis jeg blev der! Der var så meget vrede overfor nogle på rød og jeg var altid alene på det hold. De havde altid hinanden og jeg vidste at spillemæssigt ville det aldrig fungere med dem. Dog prøvede jeg da jeg kom tilbage, og vi havde det også godt i nogle dage – jeg var glad for at se alle igen. Det hele kom dog tilbage da jeg havde muligheden for hævn – blandet med at jeg kunne se en chance for at sort gik videre i stedet! Ingen skal træde på mig – EVER! Det var ikke kun det at rød stue smed mig ud, det var blandingen af at konstant være holdt udenfor og jeg kunne høre hvad der blev sagt om mig, men alligevel turde de ikke sige det face to face – spillet gjorde at man viste de grimmeste sider af sig selv (og dem har vi alle)! DET ER BLOT MIN SIDE AF DET, DE SPILLEDE JO SELVFØLGELIG DERES SPIL – HVILKET OGSÅ ER FAIR NOK! KONFLIKTER ER DER ALTID, MAN SKAL BARE KOMME OVER DEM! I sidste ende havde jeg det godt med alle fra sort og ingen fra rød – derfor er min beslutning intet jeg fortryder. Og jeg vælger Burak, da han var den sødeste over for mig på det tidspunkt! Jeg overvejede Sy, for jeg er stadig en person der giver en 2. chance – men spillemæssigt vidste jeg at det ikke ville gå, så det måtte vente til DK. Ja, jeg hævner mig – det er der sku da intet galt i 😉 Håber I var underholdt!!!

NÅR DET ER SAGT – vi har lagt alle konflikterne bag os herhjemme, for vi er fornuftige unge mennesker allesammen! Ingen af os er perfekte, men vi har en sommer vi ikke glemmer. Britt er en af de mest fantastiske personer jeg har mødt. Alexandra er bare en unik girl, der altid kan få ens humør op. Alle fra sort virker det til, at jeg kommer til at se meget til fremover. Her i DK, er der ingen spil – det virkelige liv minder dog om det med svære beslutninger og ansvar, men vi har mere kontrol over det og vi er ikke så pressede. FRISTET er et TV-program, et spil! Husk det som seere! Håber I er underholdt 😉 Love herfra, xoxo

Hvis man skal tjene lidt ekstra penge ved at prøve at spille på nettet, kan det være en god idé at holde øje med de mange indbetalingsbonusser – der kan være gode penge at hente i startkapital. Hehe 😉

Skærmbillede 2016-03-09 kl. 12.36.21

    Newer posts