“TIL MIDDAG HOS”: KAN JEG LAVE UKRAINSK MAD…?!

Hello! Jamen, jeg er jo på TV på 2 forskellige kanaler i aften, og det første er “Til Middag Hos” på TV3 kl. 19.00, hvor det er min tur til at lave mad. Jeg kører selvfølgelig Ukrainian style med borsch, vodka, pirozhki osv. Bagefter er jeg med i “Petra Elsker Sig Selv” på DR3 kl. 21.30, YAS! Jeg laver ikke sååå ofte ukrainsk mad, men når jeg gør så er det som regel borsch, hvilket jeg også laver idag. Jeg har faktisk postet en opskrift på bloggen før, den er HER.

tmh-borschig-mac

tmh-bord-jpegig-mac

bord-tmhig-macJeg havde de her herlige mennesker på besøg, som jeg jo håbede ville smage det ukrainske mad jeg lavede. OM jeg havde kastet mig ud i det helt store… JA!  Jeg ville jo gerne imponere, men hold nu op, når man skal lave mad med et kamerahold og fortælle om det og dække pænt op, og prøve nye opskrifter af, så er det altså ikke det samme som når jeg laver mine små Snapchat videoer, hvor jeg kokkererer, hah. jeg prøvede at give mine gæster Thomas Evers, Camilla af Rosenborg og Joakim Ingversen, lidt af den ukrainske stemning. Det her er mine private billeder fra behind the scenes her…

filming-tmhig-mac

oppe-spilig-mac-2

ukr-welcomeSe med i “Til Middag Hos” kl. 19.00 i aften ( + ons og tors) på TV3

JEG SKAL TILBAGE TIL UKRAINE…!

ukr3ig-macHey Beauties! Det har været tys tys i lang tid nu, men i morgen drager jeg afsted mod Ukraine (INSANE, I KNOW!)… faktisk allerede om 8-9 timer skal vi mødes med TV-holdet. Min kuffert står helt tom stadig, men Allessia er lagt i seng, så jeg skal prøve at få pakket og glemme, at jeg stadig er jetlagged efter L.A. for i morgen venter der nye eventyr. Denne tur har vi været igang med at planlægge i ca. et halvt år nu, deromkring i hvert fald, og jeg har været så spændt på at komme afsted og ikke mindst fortælle jer om det hele. Det er virkelig stort for mig og jeg har ikke været i Ukraine i over 10 år, så jeg har brug for at tage tilbage dertil og finde ud af nogle ting omkring mig selv og få svar på nogle spørgsmål. Jeg kommer enten til at blogge eller vlogge undervejs, men ellers må i følge med på Snapchat, for det bliver en emotionel rejse og jeg tror, at jeg får brug for lidt moralsk støtte fra jer et par gange, og for at komme lidt ud med mine tanker og følelser. Jeg har stadig lidt svært ved at tro, at det er imorgen allerede og jeg må hellere komme igang. Jeg ved jo ikke engang hvad man går i derovre af tøj, haha… men jeg glæder mig til at se mit hjemland og jeg fortæller lidt mere om det hele næste gang. xx

Følg med i glimt af min hverdag på Snapchat: irinathediva

HVORFOR VAR DET SÅ URETFÆRDIGT…?!

Billeder: Højre og venstre fra de få gange jeg har været på isen indenfor de sidste 5 år. I midten er jeg ca. 5-6 år, og jeg startede da jeg var 4 år gammel med træning næsten hver dag i en Olympisk skøjteskole, hvor jeg så som 6-årig også begyndte at få skoleundervisning der, sammen med meget få udvalgte ud af 1000-vis af børn. 

vv

… eller WHEN LIFE GIVES YOU LEMONS hedder det også! Jeg ved hvorfor det var sådan… jeg er ældre nu, men jeg skulle åbenbart lære de hårde lifelessons som barn allerede. Det hænder, at der er perioder/situationer i mit liv, hvor jeg begynder at tænke tilbage på min skøjtetid. Det sker egentlig sjældent og det er skam ikke fordi jeg savner det. Men fordi, at jeg sommetider har brug for at tænke tilbage på hvordan jeg håndterede nogle situationer, da jeg var yngre, og hvordan jeg kom videre. Jeg er stolt af mig selv og det jeg har klaret i de 16 år, og ingen skal nogensinde tell me that I am nothing! Selvom jeg længe har troet, at jeg har spildt 16 år i en skøjtehal, da jeg stoppede, så giver det jo 100% mening nu, at jeg skulle blive rustet til alt det som skulle komme efterfølgende – and I am glad that I am! Det betyder ikke nødvendigvis at jeg er iskold… det er jeg faktisk slet ikke – jeg er meget følsom, men jeg ser through all the bullshit, er realistisk og har en insane intuition, stædighed og ambition. Jeg kan sagtens blive ked af det og græde endda, men jeg vender altid tilbage og bliver ved, uanset hvor meget man prøver at spytte på mig og ødelægge mig. Og lige præcis DEN… evnen til at keep going, selvom man føler, at hele verden and all odds er imod én, den er jeg glad for, at jeg fik opbygget. Da jeg stod alene på isen, og de fleste håbede på at jeg fejlede og hvert minut af dagen bare var en kamp mod mobning i skolen, mobning i skøjtehallen, mine forældres evige ambitioner på mine vegne og lille Irina, der tænkte, at… der er altså en mening med alt det her, det MÅ der være! Jer der har fulgt med længe på bloggen og TV, har også set mine nedture og kampen op igen.

Er det ikke det som man siger… LIFE IS NOT FAIR! DEAL WITH IT! Så jeg har prøvet at deal med det, så godt som jeg nu kunne. Der er bare sometimes virkelig ondskabsfulde mennesker (why so many of them?) der spænder ben for én… og jo flere ambitioner man har og jo mere man vil, jo mere støder man på det. Jeg kender dog også efterhånden en del overdrevet dejlige, fantastiske mennesker, som er ydmyge og nede på jorden og inspirerer mig, så jeg bliver helt glad i hjertet af at se alt det gode komme til dem. Der er intet bedre, end at se folk der knokler opnå deres drømme. Det er lidt tid siden, at jeg har skrevet et lidt længere indlæg her på bloggen, men jeg vil gerne dele en historie med jer, som var et KÆMPE vendepunkt for mig og den psyke, som jeg har opbygget sidenhen. Den er vigtig for mig, da jeg til den dag idag, vil mene… at jeg forstod hvordan verden fungerer og stoppede med at være naiv.

Jeg har før fortalt jer lidt om fortiden i Ukraine og skøjtekarrieren her på bloggen. Som I måske ved, flyttede vi til Aalborg fra Ukraine pga. min fars nye arbejde og vel søgen på et bedre liv i udlandet. I har selv set, hvad situationen i Ukraine har udviklet sig til nu jo. Jeg var 10 år, da vi kom til Aalborg og havde skøjtet på MEGET højt plan i 6 år allerede. Den slags undervisning med 3 gange istid dagligt, ballet, dans, akrobatik og alt hvad man kunne komme i tanke om, var slet ikke mulig i Danmark, men sådan gjorde man i Ukraine, når man skulle træne op til OL og VM, fra man var helt lille. Derfor var jeg selvfølgelig en hel del bedre end de andre på min alder og ældre  – jeg havde jo trænet på en hel anden måde og ikke trænet for sjov, men for resultater. Skøjteløb var allerede mit liv, og jeg tænkte kun på det 24/7 og det var super vigtigt for mig og mine forældre, at jeg kunne blive ved i Danmark, samtidig med at jeg rejste verden rundt og trænede med de bedste, imens mine forældre brugte millioner af kr. på det. Hvis jeg bare 1 dag, ikke kunne være på isen, var det KRISE! Mine forældre gjorde ALT hvad de kunne, for at få min træner fra Ukraine over til klubben i Danmark, så jeg havde en chance for at fortsætte på samme niveau. Han underviste nu i klubben i Aalborg og var også taknemmelig for det, så alt var nogenlunde godt. I Ukraine var vi alle venner i skøjtehallen, selvom vi vidste at vi var konkurrenter, men det kunne vi godt lide og det var en anden mentalitet. Vandt man over de andre, så er det fordi man var bedre og man accepterede det og alle knoklede, men vi var stadig børn og kunne lege i pausen fra træningen. I Danmark var det helt anderledes… jeg blev frosset ude næsten med det samme. Jeg tænkte, at de bare skal have lidt tid og jeg skal lære sproget og så går det nok. Men jeg fokuserede på træningen og behøvede ikke nødvendigvis få venner indtil videre. Træning var vigtigst. Månederne gik og det blev ikke bedre, men værre… jeg kunne ikke efterlade mine ting i omklædningsrummet, for de blev ødelagt, og mine penge blev stjålet fra pungen. Jeg var bange for, at mine skøjter blev ødelagt, så jeg slæbte dem med alle steder. Allerede dengang vidste jeg godt, at de bare ikke vidste hvordan de skulle takle, at der kom en lille ukrainsk pige, som kunne så mange ting… jeg forstod det virkelig godt, men jeg synes stadig, at det var SÅ uretfærdigt og jeg kunne jo ikke gøre for det. Det påvirkede min træning, da mange også med vilje stod i vejen og det blev bare mere og mere frustrerende. Forældrene, som var i bestyrelsen hadede at jeg var i klubben, for så længe jeg var der, så havde deres børn ikke en chance. De var desperate… og efter 3 meget hårde år, begyndte folk i skøjteverdenen at få øjnene op for mig og jeg udviklede mig stadig meget godt skøjtemæssigt. VM og OL var realistisk, selv med de ringe træningsmuligheder. Jeg kan huske, at der var 1 uge tilbage til de Danske Mesterskaber, som jeg kunne vinde og satsede på – jeg kom og gik fra træning uden at snakke med nogen og håbede bare på, at få lov at træne i fred og ro for 3. år i træk. Men engang imellem, kunne jeg udveksle et par ord med nogen imellem træningen og der var et kaffe-rum/klubrum, hvor der var en papirtavle man kunne tegne på, som jeg og en anden pige (oh I still remember her name, heh) stod og tegnede et par minutter inden træning. Alle skrev og tegnede på den så man kendte næsten alles skrift, og alle havde adgang derind til. Efter den træning hentede min mor mig, og sagde, at der var blevet kaldt ind til bestyrelsesmøde pludseligt dagen efter, at det ikke gav mening. Jeg tænkte SLET ikke over noget som helst… der var DM om nogle dage, og det var det eneste der betød noget.

Dagen efter kom jeg til træning og kunne bare mærke med det samme, at noget var galt og stemningen var endnu mere presset than usual. Jeg kiggede ind i klubrummet og jeg kan ikke huske hvad en af mødrene sagde til mig, men det var ret nedladende og jeg gik ud med det samme. Hun var bestyrelsesformand og hadede mig. Jeg gik ud på isen og kunne se, at de alle var i klubrummet og snakke og jeg kunne SLET ikke træne. Jeg var altså ikke vant til SÅ meget cirkus i en skøjteklub fra Ukraine. Min mor var også oppe og deltage i mødet og efter træningen tog hun mig i hånden og vi gik med meget raske skridt ud af skøjtehallen. DET øjeblik kan jeg stadig huske klart… min mor var PISSED på dem! Hun kigger på mig og sagde, at de havde taget et papir fra tavlen, som de havde som freaking evidence imod mig! Ja, tænk lige… totalt CSI, her! Der skulle på det papir stå: “Jeg hader jer alle i ASF, hilsen Irina HAHAHAHA”. Jeg var helt paf, da min mor fortalte mig det… hvordan kunne de? Min mor vidste 100% jeg aldrig kunne finde på at gøre sådan noget, selvom de altså ikke var mine yndlingsmennesker efterhånden. Jeg turde knapt tage et forkert skridt i den klub, af frygt for at de kunne bruge det imod mig og jeg vidste med det samme, at de havde planlagt hele det her nummer. Men så fandt de sku en udvej… alle mødrene var jo heeelt ellevilde, for nu skulle deres døtre ikke konkurrere med mig mere og de besluttede sig simpelthen for at smide mig ud af klubben et par dage inden DM, fordi jeg “skrev det” på papiret. Jeg var HEEELT FÆRDIG! Jeg ved ikke om det var pigen (som ikke brød sig om mig, obvi) eller moren der havde fundet på at skrive det, men jeg som 13-årig var CHOKERET og tudede og tudede og følte mig SÅ HADET! Hvorfor skulle det være så UNFAIR… hvorfor var livet bare så unfair?! Det var som i en dårlig film! Jeg gik 3 dage uden træning, hvilket var helt katastrofalt inden DM og allerede dengang gav jeg interviews inden konkurrence, så jeg skulle gå ind i den skøjtehal, med alle de onde blikke under DM, give interviews til TV2 med hovedet højt og være stærk – de skulle fanme ikke se mig græde og nyde det, efter hvad de havde gjort imod mig. Da jeg gik ud på isen og stillede op uden klub, prøvede de at stoppe det og råbe, at det var ulovligt. Men jeg måtte gerne gøre det på den måde… min gamle træner vendte mig dog ryggen, da han ikke ville miste sit nye arbejde, selvom han ALDRIG havde haft det, hvis mine forældre ikke havde fikset det. Jeg kiksede det vigtige spring og hadede at være på isen den dag, for publikummet håbede at jeg fejlede. Jeg fik en 3. plads, men det var egentlig blevet ligegyldigt, for jeg havde det SÅ hårdt mentalt. Efter DM kom jeg aldrig tilbage til den klub og vi flyttede til Nordsjælland og jeg begyndte at skøjte i Hørsholm/Rungsted i stedet. En ting er, at dem på min egen alder og generelt unge hadede mig, men at voksne mennesker ville gå så langt… og de gjorde det ALLE uden at blinke… jeg følte der var noget helt galt med mig, hvis de kunne hade mig så meget. Lang historie, men den lærte mig meget. Man er nødt til at distancere sig for at komme videre sometimes… og tilgive de mennesker der ikke ved bedre. Og ALDRIG… undervurdere sig selv, uanset hvor meget modstand der kommer. Til den dag idag, oplever jeg helt latterlidt meget modstand, som er helt uforklarligt nærmest… men jeg er always prepared now! Det her er blot 1 ud af 100-vis helt crazy historier, som jeg har fra mine skøjtedage, heh. Jeg har været igennem INSANE stuff, men some people tror bare jeg er en dum reality-deltager… well, they are wrong! And I will prove them wrong again, and again, and again!

Følg med i min hverdag på Snapchat: irinathediva

JEG SKIFTER EFTERNAVN TIL…


Hello darlings! Jaaaaa… it’s happening! Big changes! Jeg har besluttet mig for at skifte mit efternavn til Mortens from this moment. De opmærksomme af jer har opdaget, at jeg nu hedder noget andet på min private Facebook og på min Instagram. Vi er stadig forlovet og er ikke blevet gift endnu, men vi regner med at det sker på et tidspunkt i dette år – det kræver liiiige en del mere planlægning end vi har haft tid til. Men efternavnet bliver ændret nu, det har jeg altså besluttet mig for!

IRINA BABENKO   ?  IRINA OLSEN

Og snart Mrs. Olsen – loooooooove it, yaaaas! Jeg har ikke noget med Ukraine at gøre mere efterhånden og kommer nok aldrig til at besøge noget dernede igen, så jeg har simpelthen valgt at skrotte det helt af flere personlige årsager. Kan huske at min far bad mig om at skifte efternavn allerede efter mine første TV-optrædener, da han synes, at det var pinligt at de kunne genkende det på hans arbejde på hospitalet. Tror han skammede sig lidt over mig, så måske burde jeg allerede have skrottet hans efternavn dengang, Jeg har bl.a. brug for ikke at føle mig splittet mere på en måde og det er der måske ikke alle der forstår, men det er sådan at jeg vil have det skal være og det føles rigtigt. Allessia har også Mortens efternavn kun, og det er sådan det bliver. Jeg er meget glad for det efternavn og føler mig helt dansk nu, haha!

bloglovin

JEG LAVER BRYSTTESTEN FRA KINA – UNDERBOOB CHALLENGE!

Hello there…! For lidt tid siden lavede jeg brysttesten på min Instagram… eller jeg prøvede at lave den, på billedet øverst her! Som mange understregede, så skulle kuglepennen under the boob, men det andet virkede bare mere ligetil jo! Jeg bruger faktisk makeupbørsten i stedet, for det var lidt mere MIG, hah! Jeg prøvede mig frem med en piskeris til at starte med, for lige at være mere housewife, men den var for stor! Obviously!



Jeg fandt ud af det til sidst, at den bare lige skulle ind under the boob, som billedet forneden demonstrerer! Har I andre prøvet det…? Endelig kan jeg være med på et af de sjove IG challenges tænkte jeg. Og nej… mine bryster er ikke plastik, jeg har bare spist noget ikke-økologisk da jeg var yngre tror jeg. #underboobchallenge skulle eftersigende være for at bevise, om man er “real woman” og kan gøre det… hvilket jo er komplet bullshit, but was fun to try!



bloglovin

Older posts