HVORFOR VAR DET SÅ URETFÆRDIGT…?!

Billeder: Højre og venstre fra de få gange jeg har været på isen indenfor de sidste 5 år. I midten er jeg ca. 5-6 år, og jeg startede da jeg var 4 år gammel med træning næsten hver dag i en Olympisk skøjteskole, hvor jeg så som 6-årig også begyndte at få skoleundervisning der, sammen med meget få udvalgte ud af 1000-vis af børn. 

vv

… eller WHEN LIFE GIVES YOU LEMONS hedder det også! Jeg ved hvorfor det var sådan… jeg er ældre nu, men jeg skulle åbenbart lære de hårde lifelessons som barn allerede. Det hænder, at der er perioder/situationer i mit liv, hvor jeg begynder at tænke tilbage på min skøjtetid. Det sker egentlig sjældent og det er skam ikke fordi jeg savner det. Men fordi, at jeg sommetider har brug for at tænke tilbage på hvordan jeg håndterede nogle situationer, da jeg var yngre, og hvordan jeg kom videre. Jeg er stolt af mig selv og det jeg har klaret i de 16 år, og ingen skal nogensinde tell me that I am nothing! Selvom jeg længe har troet, at jeg har spildt 16 år i en skøjtehal, da jeg stoppede, så giver det jo 100% mening nu, at jeg skulle blive rustet til alt det som skulle komme efterfølgende – and I am glad that I am! Det betyder ikke nødvendigvis at jeg er iskold… det er jeg faktisk slet ikke – jeg er meget følsom, men jeg ser through all the bullshit, er realistisk og har en insane intuition, stædighed og ambition. Jeg kan sagtens blive ked af det og græde endda, men jeg vender altid tilbage og bliver ved, uanset hvor meget man prøver at spytte på mig og ødelægge mig. Og lige præcis DEN… evnen til at keep going, selvom man føler, at hele verden and all odds er imod én, den er jeg glad for, at jeg fik opbygget. Da jeg stod alene på isen, og de fleste håbede på at jeg fejlede og hvert minut af dagen bare var en kamp mod mobning i skolen, mobning i skøjtehallen, mine forældres evige ambitioner på mine vegne og lille Irina, der tænkte, at… der er altså en mening med alt det her, det MÅ der være! Jer der har fulgt med længe på bloggen og TV, har også set mine nedture og kampen op igen.

Er det ikke det som man siger… LIFE IS NOT FAIR! DEAL WITH IT! Så jeg har prøvet at deal med det, så godt som jeg nu kunne. Der er bare sometimes virkelig ondskabsfulde mennesker (why so many of them?) der spænder ben for én… og jo flere ambitioner man har og jo mere man vil, jo mere støder man på det. Jeg kender dog også efterhånden en del overdrevet dejlige, fantastiske mennesker, som er ydmyge og nede på jorden og inspirerer mig, så jeg bliver helt glad i hjertet af at se alt det gode komme til dem. Der er intet bedre, end at se folk der knokler opnå deres drømme. Det er lidt tid siden, at jeg har skrevet et lidt længere indlæg her på bloggen, men jeg vil gerne dele en historie med jer, som var et KÆMPE vendepunkt for mig og den psyke, som jeg har opbygget sidenhen. Den er vigtig for mig, da jeg til den dag idag, vil mene… at jeg forstod hvordan verden fungerer og stoppede med at være naiv.

Jeg har før fortalt jer lidt om fortiden i Ukraine og skøjtekarrieren her på bloggen. Som I måske ved, flyttede vi til Aalborg fra Ukraine pga. min fars nye arbejde og vel søgen på et bedre liv i udlandet. I har selv set, hvad situationen i Ukraine har udviklet sig til nu jo. Jeg var 10 år, da vi kom til Aalborg og havde skøjtet på MEGET højt plan i 6 år allerede. Den slags undervisning med 3 gange istid dagligt, ballet, dans, akrobatik og alt hvad man kunne komme i tanke om, var slet ikke mulig i Danmark, men sådan gjorde man i Ukraine, når man skulle træne op til OL og VM, fra man var helt lille. Derfor var jeg selvfølgelig en hel del bedre end de andre på min alder og ældre  – jeg havde jo trænet på en hel anden måde og ikke trænet for sjov, men for resultater. Skøjteløb var allerede mit liv, og jeg tænkte kun på det 24/7 og det var super vigtigt for mig og mine forældre, at jeg kunne blive ved i Danmark, samtidig med at jeg rejste verden rundt og trænede med de bedste, imens mine forældre brugte millioner af kr. på det. Hvis jeg bare 1 dag, ikke kunne være på isen, var det KRISE! Mine forældre gjorde ALT hvad de kunne, for at få min træner fra Ukraine over til klubben i Danmark, så jeg havde en chance for at fortsætte på samme niveau. Han underviste nu i klubben i Aalborg og var også taknemmelig for det, så alt var nogenlunde godt. I Ukraine var vi alle venner i skøjtehallen, selvom vi vidste at vi var konkurrenter, men det kunne vi godt lide og det var en anden mentalitet. Vandt man over de andre, så er det fordi man var bedre og man accepterede det og alle knoklede, men vi var stadig børn og kunne lege i pausen fra træningen. I Danmark var det helt anderledes… jeg blev frosset ude næsten med det samme. Jeg tænkte, at de bare skal have lidt tid og jeg skal lære sproget og så går det nok. Men jeg fokuserede på træningen og behøvede ikke nødvendigvis få venner indtil videre. Træning var vigtigst. Månederne gik og det blev ikke bedre, men værre… jeg kunne ikke efterlade mine ting i omklædningsrummet, for de blev ødelagt, og mine penge blev stjålet fra pungen. Jeg var bange for, at mine skøjter blev ødelagt, så jeg slæbte dem med alle steder. Allerede dengang vidste jeg godt, at de bare ikke vidste hvordan de skulle takle, at der kom en lille ukrainsk pige, som kunne så mange ting… jeg forstod det virkelig godt, men jeg synes stadig, at det var SÅ uretfærdigt og jeg kunne jo ikke gøre for det. Det påvirkede min træning, da mange også med vilje stod i vejen og det blev bare mere og mere frustrerende. Forældrene, som var i bestyrelsen hadede at jeg var i klubben, for så længe jeg var der, så havde deres børn ikke en chance. De var desperate… og efter 3 meget hårde år, begyndte folk i skøjteverdenen at få øjnene op for mig og jeg udviklede mig stadig meget godt skøjtemæssigt. VM og OL var realistisk, selv med de ringe træningsmuligheder. Jeg kan huske, at der var 1 uge tilbage til de Danske Mesterskaber, som jeg kunne vinde og satsede på – jeg kom og gik fra træning uden at snakke med nogen og håbede bare på, at få lov at træne i fred og ro for 3. år i træk. Men engang imellem, kunne jeg udveksle et par ord med nogen imellem træningen og der var et kaffe-rum/klubrum, hvor der var en papirtavle man kunne tegne på, som jeg og en anden pige (oh I still remember her name, heh) stod og tegnede et par minutter inden træning. Alle skrev og tegnede på den så man kendte næsten alles skrift, og alle havde adgang derind til. Efter den træning hentede min mor mig, og sagde, at der var blevet kaldt ind til bestyrelsesmøde pludseligt dagen efter, at det ikke gav mening. Jeg tænkte SLET ikke over noget som helst… der var DM om nogle dage, og det var det eneste der betød noget.

Dagen efter kom jeg til træning og kunne bare mærke med det samme, at noget var galt og stemningen var endnu mere presset than usual. Jeg kiggede ind i klubrummet og jeg kan ikke huske hvad en af mødrene sagde til mig, men det var ret nedladende og jeg gik ud med det samme. Hun var bestyrelsesformand og hadede mig. Jeg gik ud på isen og kunne se, at de alle var i klubrummet og snakke og jeg kunne SLET ikke træne. Jeg var altså ikke vant til SÅ meget cirkus i en skøjteklub fra Ukraine. Min mor var også oppe og deltage i mødet og efter træningen tog hun mig i hånden og vi gik med meget raske skridt ud af skøjtehallen. DET øjeblik kan jeg stadig huske klart… min mor var PISSED på dem! Hun kigger på mig og sagde, at de havde taget et papir fra tavlen, som de havde som freaking evidence imod mig! Ja, tænk lige… totalt CSI, her! Der skulle på det papir stå: “Jeg hader jer alle i ASF, hilsen Irina HAHAHAHA”. Jeg var helt paf, da min mor fortalte mig det… hvordan kunne de? Min mor vidste 100% jeg aldrig kunne finde på at gøre sådan noget, selvom de altså ikke var mine yndlingsmennesker efterhånden. Jeg turde knapt tage et forkert skridt i den klub, af frygt for at de kunne bruge det imod mig og jeg vidste med det samme, at de havde planlagt hele det her nummer. Men så fandt de sku en udvej… alle mødrene var jo heeelt ellevilde, for nu skulle deres døtre ikke konkurrere med mig mere og de besluttede sig simpelthen for at smide mig ud af klubben et par dage inden DM, fordi jeg “skrev det” på papiret. Jeg var HEEELT FÆRDIG! Jeg ved ikke om det var pigen (som ikke brød sig om mig, obvi) eller moren der havde fundet på at skrive det, men jeg som 13-årig var CHOKERET og tudede og tudede og følte mig SÅ HADET! Hvorfor skulle det være så UNFAIR… hvorfor var livet bare så unfair?! Det var som i en dårlig film! Jeg gik 3 dage uden træning, hvilket var helt katastrofalt inden DM og allerede dengang gav jeg interviews inden konkurrence, så jeg skulle gå ind i den skøjtehal, med alle de onde blikke under DM, give interviews til TV2 med hovedet højt og være stærk – de skulle fanme ikke se mig græde og nyde det, efter hvad de havde gjort imod mig. Da jeg gik ud på isen og stillede op uden klub, prøvede de at stoppe det og råbe, at det var ulovligt. Men jeg måtte gerne gøre det på den måde… min gamle træner vendte mig dog ryggen, da han ikke ville miste sit nye arbejde, selvom han ALDRIG havde haft det, hvis mine forældre ikke havde fikset det. Jeg kiksede det vigtige spring og hadede at være på isen den dag, for publikummet håbede at jeg fejlede. Jeg fik en 3. plads, men det var egentlig blevet ligegyldigt, for jeg havde det SÅ hårdt mentalt. Efter DM kom jeg aldrig tilbage til den klub og vi flyttede til Nordsjælland og jeg begyndte at skøjte i Hørsholm/Rungsted i stedet. En ting er, at dem på min egen alder og generelt unge hadede mig, men at voksne mennesker ville gå så langt… og de gjorde det ALLE uden at blinke… jeg følte der var noget helt galt med mig, hvis de kunne hade mig så meget. Lang historie, men den lærte mig meget. Man er nødt til at distancere sig for at komme videre sometimes… og tilgive de mennesker der ikke ved bedre. Og ALDRIG… undervurdere sig selv, uanset hvor meget modstand der kommer. Til den dag idag, oplever jeg helt latterlidt meget modstand, som er helt uforklarligt nærmest… men jeg er always prepared now! Det her er blot 1 ud af 100-vis helt crazy historier, som jeg har fra mine skøjtedage, heh. Jeg har været igennem INSANE stuff, men some people tror bare jeg er en dum reality-deltager… well, they are wrong! And I will prove them wrong again, and again, and again!

Følg med i min hverdag på Snapchat: irinathediva

JEG SKIFTER EFTERNAVN TIL…


Hello darlings! Jaaaaa… it’s happening! Big changes! Jeg har besluttet mig for at skifte mit efternavn til Mortens from this moment. De opmærksomme af jer har opdaget, at jeg nu hedder noget andet på min private Facebook og på min Instagram. Vi er stadig forlovet og er ikke blevet gift endnu, men vi regner med at det sker på et tidspunkt i dette år – det kræver liiiige en del mere planlægning end vi har haft tid til. Men efternavnet bliver ændret nu, det har jeg altså besluttet mig for!

IRINA BABENKO   ?  IRINA OLSEN

Og snart Mrs. Olsen – loooooooove it, yaaaas! Jeg har ikke noget med Ukraine at gøre mere efterhånden og kommer nok aldrig til at besøge noget dernede igen, så jeg har simpelthen valgt at skrotte det helt af flere personlige årsager. Kan huske at min far bad mig om at skifte efternavn allerede efter mine første TV-optrædener, da han synes, at det var pinligt at de kunne genkende det på hans arbejde på hospitalet. Tror han skammede sig lidt over mig, så måske burde jeg allerede have skrottet hans efternavn dengang, Jeg har bl.a. brug for ikke at føle mig splittet mere på en måde og det er der måske ikke alle der forstår, men det er sådan at jeg vil have det skal være og det føles rigtigt. Allessia har også Mortens efternavn kun, og det er sådan det bliver. Jeg er meget glad for det efternavn og føler mig helt dansk nu, haha!

bloglovin

JEG LAVER BRYSTTESTEN FRA KINA – UNDERBOOB CHALLENGE!

Hello there…! For lidt tid siden lavede jeg brysttesten på min Instagram… eller jeg prøvede at lave den, på billedet øverst her! Som mange understregede, så skulle kuglepennen under the boob, men det andet virkede bare mere ligetil jo! Jeg bruger faktisk makeupbørsten i stedet, for det var lidt mere MIG, hah! Jeg prøvede mig frem med en piskeris til at starte med, for lige at være mere housewife, men den var for stor! Obviously!



Jeg fandt ud af det til sidst, at den bare lige skulle ind under the boob, som billedet forneden demonstrerer! Har I andre prøvet det…? Endelig kan jeg være med på et af de sjove IG challenges tænkte jeg. Og nej… mine bryster er ikke plastik, jeg har bare spist noget ikke-økologisk da jeg var yngre tror jeg. #underboobchallenge skulle eftersigende være for at bevise, om man er “real woman” og kan gøre det… hvilket jo er komplet bullshit, but was fun to try!



bloglovin

LIBRESSE: DENGANG JEG FIK MENSTRUATION PÅ TV…!

ANNONCE I SAMARBEJDE MED LIBRESSE

Hello Beauties! Jeg har egentlig altid kunne grine af mig selv og have selvironi, men må indrømme at der var en episode i min TV-karriere, som jeg lige skulle have lidt på afstand, hah. Som I kan læse, så er det her indlæg sponsoreret af Libresse, som mange af os piger og kvinder kender og stoler på, heh. Der bliver nemlig lanceret et nyt Triple Protection bind med forstærkede barrierer i siderne og forbedret beskyttelse, som jeg nu godt kunne have brugt dengang i junglen. Derfor mindes jeg lige dette sjove øjeblik i første afsnit af “Divaer i junglen”, hvor ALT gik galt!

KAN I HUSKE DET…?! Jeg tror, at alle der fulgte med i “Divaer i Junglen” erindrer min krise i første afsnit allerede. der var en masse tårer og jeg var vist pretty emotionel. Samanta mindede mig for nyligt om, at vi har kendt hinanden i 4 år, hvilket chokerede mig lidt. Vi mødte hinanden da vi skulle optage “Divaer i Junglen”, og det er så åbenbart 4 år siden… CRAZY!

Mit “favorit”- øjeblik i det program er, hvor jeg får min menstruation og and I just loose it og begynder at tude! Altså det var jo ikke sjovt, i selve momentet obvi, men seerne må have fået et godt grin, haha. Hvem gider få menstruation in the middle of nowhere. Og ja, der var hverken tamponer eller bind i nærheden, da det skete. Hvis I husker, så skulle vi pakke vores rygsæk med de mest nødvendige ting fra vores kuffert, hvilket vi fik 5 minutter til i første afsnit! Gæt, hvad jeg IKKE fik pakket ned i den!? Og lidt senere den dag, fik jeg ondt i maven og tænkte bare… THIS IS NOT HAPPENING! Udover det, så skulle vi overnattede i lortelejren første aften…. hahahah, når jeg tænker over det nu, så er jeg glad for, at jeg sidder trygt hjemme nu. Og jeg havde IKKE Libresse med! Jeg kan godt fortælle jer, jeg følte mig bare miserable!

Jeg er faktisk blevet spurgt om jeg vil deltage i endnu et program nede i junglen siden, men jeg følte honestly, at jeg havde oplevet det jeg skulle i junglen! I am good! Det endte jo mega godt…. men jeg synes, at jeg har haft det hårdt i TV3’s programmer, mildt sagt, hah! Jeg er nødt til at grine af det hele idag, for det er virkelig komisk jo, men junglen er helt sikkert en crazy oplevelse for livet og lidt sejt, at vi sådan sov midt i junglen and survived!

Her er de nye bind ladies, pretty and pink : LIBRESSE TRIPLE PROTECTION  

(P.S. og meget bløde, så de vil også være gode i perioden efter fødslen, heh)

bloglovin

“JEG SKULLE ALDRIG HAVE TAGET AFSTED TIL DIVAER I JUNGLEN… !”

“Hvad snakker hun om…? Du vandt jo… ! Hold nu op!”…. det er sikkert noget I tænker, når I læser overskriften. But the truth is, så har jeg dårlig samvittighed over, at være taget afsted. Ja, hvert år d. 1. oktober har jeg dårlig samvittighed… der er nu gået over 3 år.


558541_450417198304275_430638110282184_1584449_2146400581_n1

Foto: TV3 (2012)

Selvom jeg tydelig husker, at jeg dengang efter “Fristet” og tusindvis af hatekommentarer og dødstrusler og for meget negativitet omkring det, virkelig skulle tage mig sammen, for at deltage i endnu et reality-program, så er jeg faktisk rigtig stolt over “Divaer i junglen”. Jeg havde lyst til at bevise, at jeg kan mere og den følelse har jeg jo egentlig stadig. Looking back, så er det en vigtig minde for livet og sejt, at have oplevet det. But…

…inden jeg sagde ja, og skulle afsted var min mor ærlig over for mig, og fortalte mig, at min mormor var meget syg, men at hun var sikker på, at hun kunne klare noget tid endnu og at vi bare kunne tage til Ukraine og besøge hende, når jeg kom hjem igen. Alle bakkede mig egentlig op omkring “Divaer i junglen”, men jeg var splittet pga. min intuition. Min mormor så jeg desværre sjældent, efter at vi var flyttet til Danmark, hvilket nok var rigtig hårdt for hende, for hun havde ingen familie tilbage i Ukraine efter det. Hun var der altid for alle, og til jeg var 10 år, så jeg hende meget ofte, så hun var en stor del af min barndom og grunden til at jeg kender alle H.C. Andersen historier og ja, generelt mange historier læste hun altid for mig… hun var lærer i russisk litteratur. Hun var virkelig en fantastisk kvinde, der holdt store middagsselskabe og sang for alle, imens min mor spillede klaver. Hun fortjente ikke at blive efterladt alene, men sådan blev det desværre.

 Allerede de første par dage dernede, kunne jeg mærke på mig selv, at det gik mig SÅ meget på, at jeg var taget afsted og jeg blev bare a nervous wreck og havde endda bedt om at blive sendt hjem igen (hvilket ville tage en uge, inden det kunne lade sig gøre). Så… jeg besluttede mig for at holde ud. Altså, jeg havde lyst til at prøve mig selv af, for min egen skyld, men ikke at vide, hvad der foregik udenfor vores jungle-bobbel var frustrerende. Vi var dernede i en måned, og halvvejs var jeg nødt til at gå i en eller anden G.I. Jane-mode, for at vinde. Min motivation var – vinder jeg, så får jeg lov til at tage hjem. Det var en hård måned, men jeg kan ikke sige, at jeg ville have været den foruden, tværtimod… det var virkelig godt for mig on many different levels. Da jeg kom hjem gik der nogle dage, og jeg tog på besøg hjem til mine forældre og skulle lige tilbage til det normale liv igen. Eftersom min mor ikke havde ringet til holdet dernede på noget tidspunkt, og virkede normal over telefonen, så var der jo ikke sket noget, tænkte jeg. Men deep down, så vidst jeg det bare. Min mormor døde desværre, mens jeg var afsted, fortalte min mor mig den dag. Det lyder måske virkelig langt ude, men jeg kunne mærke det, da jeg var dernede. Jeg tror ikke på den slags ting, men husker tydeligt hvordan jeg havde det. Idag havde hun blevet 80 år, og jeg fik en sms fra min mor i morges, hvor jeg med det samme havde den samme følelse, som dengang jeg var nede i junglen. Jeg ved jo selvfølgelig godt, at hun døde pga. sygdom, men man nåede ikke at sige farvel… og det er hårdt. Det giver mig en ambivalent følelse mht. det program, men fik mig til at indse, that at the end of the day… family is everything! Alt hvad der skete efter “Divaer i junglen” guidede mig hen til Morten, som jeg har min datter Allessia med, og hun har fået mellemnavnet Maria, som var min mormors navn.

?? Irina

Older posts