Han strejfer mine tanker utroligt sjældent, og jeg mærker ikke noget savn. Jeg undrer mig da selv over, hvorfor jeg ikke gør det?! Måske fordi jeg er en voksen kvinde på 30 år, der ikke har brug for en far mere overhovedet?! Eller måske fordi jeg nærmest er lettet over, at jeg aldrig skal høre på hans hårde tone igen.
Alligevel kunne jeg mærke, at situationen tyngede mig lidt lige pludselig, da jeg så en masse “Fathers Day” opslag forleden. En smule vrede kom op i mig og jeg blev mere og mere frustreret for hver gang jeg læste nogen rose deres fædre til skyerne, men på den mærkeligste måde var det samtidig rart, at så mange fædre stadig er der for deres børn og familier. For man kan nemt begynde at småhade alle mænd, når man enten har haft dårlige forhold eller når fædre f*cker op, fordi man ikke kan forestille sig, at der er mænd, der kan handle anderledes. For mit vedkommende har jeg haft min far fra fødsel til jeg var 28… han har i hvert fald været der i perioder, og alligevel er det ikke fordi, at jeg kan fiske en masse fantastiske minder frem. Sommetider tænkte jeg, om jeg havde været helt bedre uden… less damaged. Nu hvor vi har Allessia, kan jeg slet ikke forestille mig, ikke at acceptere hende som hun er og elske hende no matter what. For slet ikke at tænke på, hvad der skal til, før man forlader sit barn!?
Selvom jeg har søgt meget bekræftelse fra min far, har mine “daddy-issues” gået ud på, at jeg simpelthen ikke troede på de ting fyre/mænd sagde til mig og at de var reele. Og de få, hvis ord jeg virkelig troede på, udnyttede min naivitet på det groveste. Når man konstant søger kærlighed og accept fra sin far, som kun accepterer én, når man præsterer og ikke giver den ubetinget, så ender man med at have et meget usundt syn på sig selv og ender med at vælge alle de forkerte mænd. I mange år var min fars ord LOV! Han havde ret i alt hvad han sagde og han kunne umuligt tage fejl, derfor havde han ret i alle de nedladende ting, som han sagde til mig. Når man efter sådan et far-datter forhold, prøver sig frem i almindelige forhold, er éns forestillinger om fyre og grænser for, hvor grimt de kan tale til én og hvad de kan tillade sig, rykket gevaldigt. Den første fyr jeg blev kærester med, var den første der bare var sød ved mig og talte sødt til mig. Jeg havde aldrig oplevet noget lignende fra en fyr før. Og han ville endda være kærester med mig… wow! Det var dog først da jeg var 26, at jeg indså, at jeg var nødt til at stoppe med at lytte på hvad min far siger. Han HAVDE IKKE altid ret… hans liv var ikke mit liv, og selvom han mente at verden ikke har brug for mig, og jeg var en parasit på denne jord, så skulle jeg simpelthen finde mig selv uden hans “hjælp”. Man bliver far, når man har været med til at lave et barn… biologisk set. Nogle smutter endda allerede før barnet bliver født eller lige efter. Halen mellem benene og med 300km/t… helst hen til en ung tøs, der ikke ved så meget om livet endnu, så man kan bilde hende alt ind og gentage sine mønstre. Yes, I am bitter! Generelt er der mange fædre der “forsvinder” skriver jeg i mangel for et bedre ord… hvorfor smutter mænd så ofte og efterlader kvinder med børn og ansvar?! Ikke alle mænd, men oftere mænd end kvinder, you know what I mean. Sagt, uden at generalisere for meget. Men for at være helt ærlig, så har mit syn på mænd ændret sig til det endnu mindre forventningsfulde efter at min far forlod os. I det mindste bør man altid mande sig op og undskylde for sine fejl. Der er mange stærke, modige mænd, der er fantastiske fædre eller bliver det, derude… mænd der ikke vil såre os. Don’t let the bad guys break you!
9 kommentarer til “NÅR MAN IKKE SAVNER EN FAR…”
Kender følelsen, min far har været ind og ud af mit liv hele mit 26 år længe liv, (han forsvinder væk og lever i druk/på stoffer). Pt ved jeg ikke engang hvor han er, han forsvandt for et halv år siden uden at sige noget, som han altid gør, og ja, bliver også lidt sørgmodig på fars dag, da man ville ønske man havde en stærk fader figur at kunne fejre. Men man skal bare huske på at man ikke har brug for en anden bekræftigelse, lige meget hvad! Jeg er 26 år, med en god uddannelse, en dejlig kæreste, og et skønt netværk af venner. Det hele skal nok gå 🙂
❤ stærk kvinde!
Sådan har jeg det med min mor, hun har været valgt fra mit liv i 12-13 år nu og kommer aldrig ind igen og jeg tænker aldrig på hende, heller ikke på mors dag!!. Min far mistede jeg sidste år til Alzheimer – der havde jeg taget afsked med ham 3 gange, først til Alzheimer dernæst da jeg fandt et brev på 6 linjer fra min mor der skriver at min far ikke var min biologiske far og det havde jeg selv valgt at holde hemligt for mine søskende hvilket ikke passede – jeg vidste det nemlig ikke, men hun skulle lige vaske hænder over for alle. Jeg elskede min far meget højt – han var der altid for mig og bakkede mig op. Han var bl.a med til mine 2 ældstes fødsel. Han var en bedre forældre tiltrods for det manglende blod end den kvinde som havde født mig!!! 3 gang jeg så mistede ham var sidste år da han fik fred, mens jeg var på ferie fy for pokker hvor jeg dog savner ham❤
Lyder som en hård far du havde* 🙁
Jeg er selv vokset op uden nogensinde at have mødt min far, og det, giver ligesom dit forhold til din far, en masse issues.
Jeg tror dog på, at så længe vi er opmærksomme på dem, så kan vi lære at tackle dem 🙂 Du har sikkert også fundet en mand, og far til dit barn, der er så langt fra din far som muligt 🙂 !
* Skrevet i datid fordi du ikke fortjener sådan en dum far i dit liv mere 🙂
/ livetsomungmor.dk
Jeg ved hvad du mener. Kan godt relatere til det men pt. Har min far og jeg det godt 🙂
– et spørgsmål hvis jeg må spørge: Hvad med din mor og far? Er de stadig gift og hvis Ja, hvordan har din mor det så med at I ikke snakker ❤❤❤
Min historie minder lidt om din, og jeg har nu ikke set min far siden min datter var 3 mdr (hun er 1,5 år nu)
Jeg har ingen kontakt med ham, jeg har ikke hans telefonnummer og ved ikke hvor han bor. Hvis jeg ville vide det kunne jeg kontakte mine bedsteforældre, men kontakten er også rundet ud ved dem, da de talte grimt om min mor da mine forældre blev skilt for 1,5 år siden. Jeg savner heller ikke min far, kan nogengange have en flygtig tanke om ham; om hvordan han har det osv. Jeg havde det på samme måde som dig ved fars dag, men valgte at kigge på min kæreste og vide med mig selv at han ihvertfald er en god far og det er faktisk det vigtigste for mig. At mine børn har gode forældre. Min kæreste ser heller ikke sin far, så vores datter har kun bedstemødre, men heldigvis hele 3 gode onkler – så mænd har hun nok af, haha.
Wow, det her var spot on. Har ikke haft kontakt til min far, siden omkring år 2001. Min mor kom sammen med en anden, som var et røvhul, lige så snart hun var ude af huset. Det var både fysisk, psykisk vold, som mig og min søster blev udsat for.
Daddy-issues volder mig problemer I dag, da jeg ikke stoler på mænd.
Talte med en psykolog i sidste uge, som er en del af et længere forløb med min personlighedsforstyrrelse, som kommer fra min barndom. Hun synes det var meget underligt, at jeg ikke savnede eller søgte denne her kontakt til min far. Grinede lidt, fordi for mig har jeg heller ikke haft behovet for det.
Hej. Hvor er rygsækken fra?
Den er fra Alexander Wang 🙂