NÅR MOR IKKE KAN KLARE DET ALENE...

MIN TID SOM GOTH: AT GÅ IGENNEM DEN MØRKE FASE

indeholder affiliate

Hello Darlings! Imens jeg har været syg og siddet hjemme, fik jeg endelig lyst til at lave det her long time coming indlæg om min goth fase, som er meget passende op til Halloween. Kan huske, at det var efterspurgt på et tidspunkt, og det er jo altid lidt selvterapeutisk at tænke tilbage og analysere nogle perioder af éns liv.

Det var ikke ligefrem en happy tid og jeg kunne ikke klare hverdagen længere, hvilket resulterede i, at jeg begyndte at eksperimentere med mit udtryk. Hele historien startede, da jeg var ca. de 17 år og gik i 2.g oppe i Nordsjælland. Jeg skøjtede stadig, men havde virkelig ikke lyst til det mere, men kunne ikke stoppe, da det var den jeg var nærmest (det har jeg skrevet indlæg om tidligere). Trods det, at jeg lavede alle mine afleveringer, havde jeg ikke lyst til at gå i gymnasiet, da jeg ikke fandt nogle af lærerne motiverende (ja, nogle var endda decideret diskrimenerende over for mig) og mit sociale liv var mere eller mindre ikke eksisterende pga. al den tid jeg havde tilbragt i skøjtehallen. Jeg kunne SLET ikke med mine forældre, som jeg følte kun accepterede mig, når jeg var dygtig på isen og jeg havde ikke et eneste menneske i mit liv, som jeg kunne stole på eller kalde min ven. Jeg var nødt til at få mig selv igennem det her somehow, og det var inden, at jeg selv synes at jeg var awesome, for bare den jeg er – jeg følte jeg faktisk, at jeg var ret usynlig. Men det passede mig egentlig fint, for jeg ville hellere være usynlig i den periode og ikke være til besvær for nogen. Min far synes jeg var til besvær… han kaldte mig en parasit derhjemme. Én der bare spildte mit liv og spildte deres penge, i stedet for at fokusere mere og trænere hårdere. Én der ville “ende med at vaske toiletter et sted” sagde han. Jeg har ingen kontakt med ham idag.

Mange tror, at man har lavt selvværd hvis man går igennem den mørke fase – gothfasen. Jeg vil ikke sige, at mit selvværd var så lavt alligevel for jeg kæmpede videre, men jeg var helt sikkert lost og ledte efter måder at udtrykke det på, samtidig med, at jeg virkelig manglede sociale kompetencer til at begå mig i en normal hverdag. Jeg husker det ikke som følelsen af, at man hadede alt omkring én, men mere det, at man forstod ikke dem omkring én og de forstod definitely ikke mig. Jeg havde absolut ingen lyst til at være i nærvær af andre mennesker, og mange uheldige menneskelige interaktioner i forbindelse med sporten, da jeg var mindre (det har jeg også nævnt før) gjorde, at jeg nægtede at lade nogen komme tæt på, for slet ikke at tale om at åbne mig op for nogen eller have venskaber som sådan. Jeg har ikke oplevet forelskelse heller på dette tidspunkt eller kærlighed i min egen retning, hvor det sidste ubetingede kærlighed jeg husker, er mine bedsteforældre, som jeg kun så et par gange efter jeg blev 10 år. Der var ingen at gå til eller flygte til… og jeg havde kun skoven. Der var en kæmpe skov ved mit gymnasie, som lå lige ved siden af skøjtehallen. Den fyldte meget og jeg kunne gemme mig der i alle frikvartererne og nogle gange gemte jeg mig der længere, og tænkte om nogen mon vil lede efter mig, hvis jeg blev der. Jeg havde rigtig meget lyst til at blive der for evigt. Derhjemme kunne jeg ved at sige, at jeg skulle løbe eller gå en tur undslippe ned til vandet i Nivå. Jeg elskede den tur… med musik i ørerne, især hvis jeg kunne gøre det om aftenen. Vandet var MEGET terapeutisk for mig og jeg kunne skrige al min vrede og smerte ud dernede eller bare sidde og kigge på vandet i timevis – det var det bedste.

Den musikalske indflydelse for mig kom bl.a. fra bands som RasputinaScarlingJack of Jill, Type O NegativeManson selvfølgelig og en heeeel masse My Chemical Romance, Guns N Roses, Anathema and Mortal Coils (“Song to the Siren” er legendarisk, lytter til den nu imens jeg skriver og den tager mig tilbage). Jeg lytter til tider stadig til musikken… . Den gotiske subkultur kom frem i 1970′-80’erne i England, som en sidegren til punken vel. Indflydelsen hertil var “19th century gothic” og de litterære værk som “Frankenstein” og “Dracula” og gyserfilm of course. Nogle af de helt store på musikscenen var bl.a. Siouxsie and the Banshees og The Cure, som blev betegnet som gotisk rock. Min musiksmag startede ud i det blide, men udviklede sig i noget mere hardcore, som death growl i heavy metal (eks. Dimmu Borgir, Cradle of Filth og Slayer). Jeg fortæller lidt detaljeret om musikken, da det var en stor del af mit liv i den periode og en helt ny verden åbnede sig op for mig. Der er ikke noget mere sexet end lyden af en elguitar og det hele tog den drejning, at jeg faktisk begyndte at føle mig sexet for første gang i den periode, for jeg havde en magt over det jeg lavede. Jeg havde min egen lille verden og accepterede, at jeg var different end dem omkring mig lige nu, men jeg havde det bedre end før og blev mere modig og spontan med tiden. Jeg gik fra at være den mest stille generte pige ever, til at være “allright, f*ck this sh*t, I am gonna do what I want!”. Jeg var en blanding af Victorian gothic og punk-ish. Det var klart det jeg lyttede til, som vejledte mig videre. Jeg begyndte faktisk at lytte til teksterne og relatere og forstå dem. Jeg lærte endda at spille elguitar (jeg kunne allerede spille på klaver), som jeg stadig har…. jeg spiller dog ikke mere den dag idag. Jeg var også på dette stadie af mit liv 100% sikker på, at jeg ville ende med at arbejde med noget inden for musikverdenen faktisk.

“She’s got a smile that it seems to me, reminds me of childhood memories

Where everything was as fresh as the bright blue sky…”

Those good childhood memories var langt ude i fortiden efterhånden og jeg tror idag, at jeg brugte min goth-fase til at håndtere det der foregik omkring mig (obvi). Det var en vej ud af den hverdag, som jeg ellers ikke kunne holde ud at være i. Jeg skulle projicere smerten og vreden til tegninger, musik og tekster. Jeg skulle gå de time-lange ture og tænke over fortiden og fremtiden. I can analyze the shit out of anything these days, for jeg bliver ved med at køre situationen frem og tilbage, frem og tilbage indtil jeg finder en måde at rise above it på. Jeg er absolut ikke stærk 100% af tiden, I am human… but damn I know I can take a lot of pain and I have seen a lot of evil. Det har været interessant… meget interessant. Billedet her er taget for nyligt, men tegningen til venstre er min egen fra back in the good ol’ darker days med en tribute to the woods. Jeg har ikke et eneste billede fra dengang af mig selv, da jeg bevidst undgik det – who would have thought it, hah.

gothblog→ SLIDES: HER | FENTY PUMA x RIHANNA DRESS: HER | CHOCKER: HER | MAC LIPTENSITY LIPS #STALLION: HER

✘✘✘

Jeg bemærker idag, at goth-klikerne nærmest går sammen og deres outfits er noget vildere, end hvad jeg iklædte mig, og det giver mig altid en smil på læben, coz I love it. Jeg gik altid alene, og var ikke en del af et goth crowd og man kiggede skævt på mine sorte negle, for dengang gik INGEN med sort neglelak, hvilket jeg kan huske pludselig blev rigtig moderne 2-3 år efter og en del begyndte at dyrke Emo-kulturen. Mit hår farvede jeg helt kulsort og jeg havde altid sort tøj på. Jeg havde en stor gotisk ring med et kors på, som jeg også havde på mig, og først tog af, da jeg blev gravid faktisk.

Jeg var typen der fandt små mærkelige butikker, hvor man solgte gamle CD’er og ukendte film, hvor jeg fandt en gyserpakke med 5 DVD’er for de der 50kr. Jeg diggede gysere og Wes Craven var min fave, selvom jeg synes hans “The Hills Have Eyes” var en smule kvalmeprovokerende. Jeg så alle filmene i pakken, som jeg købte og de andre 4 var crap, men den sidste var ET MESTERVÆRK med tilhørende musikalsk eargasm! Jeg har aldrig hørt om hverken filmen eller instruktøren før det, men til den dag idag er det en af mine big time faves. Det var Rob Zombies “The House of 1000 Corpses”, som åbenbart var en kult gyserfilm og den er helt f*cked på en vanvittig awesome måde. Jeg var blot på det stadie i mit liv, hvor jeg faktisk forstod den og troede at mig og Rob var soulmates. Jeg blev obsessed med filmen og så den hver dag i over et år (yeah, I know how that sounds). Der er også en 2’er, som hedder “The Devils Rejects”, but that’s another story. Jeg er INSANE BIG FAN AF ROB ZOMBIE til den dag idag.

house-of-1000-corpses1-1200x701

Da jeg var omkring de 19 år fadede jeg ud af fasen, men forstsatte med at farve mit hår kulsort (det er naturligt mørkebrunt) og min musiksmag var changed for life. Jeg boede ikke længere hjemme, havde fået et job to survive, havde ingen kontakt til min familie og var stoppet med at skøjte. Alle aspekter af mit liv blev vendt på hovedet og jeg søgte efter løsninger, fik livserfaring og lærte survival-skills, begik en masse fejl, got up on my feet again, begik en masse fejl igen and kept on going, som man nu gør. Jeg kom igennem en rigtig svær depression og kæmpede for at move on, move forward derfra. Goth-fasen var nu blot et minde fra de sidste af mine ulidelige teenage-år, hvor jeg i det mindste fik udforsket mig selv. Kan huske, at min far på et tidspunkt hentydede til, at det ikke var så pænt til mig med det sorte hår, og på det tidspunkt fik jeg i forvejen kritik for, at jeg var for tyk, så jeg følte mig som det grimmeste væsen on earth, som ingen vil have noget at gøre med. Mit liv gik fra at være glam skøjteprinsesse til at være totally broke, living af junkfood, deprimeret pige i en periode.

Then the partying started… jeg begyndte at gå ud all by myself og møde nye mennesker, hvilket var så grænseoverskridende først, men til sidst elskede jeg det. Jeg var stadig vild med det lidt dystre og dyrkede det med at udforske mig selv, men goth fasen var jeg done med at this point. Jeg har været nødt til at udtrykke min vrede og smerte somehow og min indre verden somehow dengang… dystert var det. Jeg tror, at der er en del teenagere derude, der gennemgår forskellige faser og jeg læser rigtig gerne om jeres oplevelser i kommentarfeltet. Jeg synes ikke, at det var fjollet, at jeg havde bevæget mig ud i goth-retningen, for jeg føler klart, at den har givet mig et skub i den kreative og artistiske retning og at det har været sundt for mig at skrive digte, tekster, tegne og også udvikle mig musikalsk. Det hele bidrager til den indre verden, som er en del af mig idag. Jeg kigger tilbage på det nu og tænker…. that was interesting and very wicked. xx

Følg med i min hverdag på Instagram: irinathediva

   

15 kommentarer

  • Lisa

    Hej Irina.
    Jeg har før læst lidt med på din blog, men droppede det igen, fordi jeg synes der blev for mange sponsindlæg. Men men opmærksomhed er endnu engang fanget. Selvom jeg aldrig har været igennem en Goth-periode, så ramte dit indlæg mig. Jeg har een veninde, som jeg ser engang om måneden ca. Ellers lever jeg ret isoleret, fordi jeg ikke føler jeg passer ind. Det er så ensomt – og præcis den følelse kan jeg godt sætte mig ind i. Uanset hvor hårdt jeg prøver, så bliver jeg fejet af som hende den stille og ligegyldige. Jeg er dog begyndt at være lidt ligeglad. Hvis de ikke giver mig noget, så skal de heller ikke have lov til at fylde mig med negativ energi.
    Kæmpe smask High-five til dig. Fra en kvinde til en anden – du inspirerer. Både med dine fortællinger om et liv med angst, samt dine billeder af hvordan kvindekroppen OGSÅ kan se ud. Du er smuk.
    Smækkys fra Århus.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Nastasiya

    Irina, nu bliver jeg simpelthen nødt til at sige det.. Jeg elsker at læse dine indlæg! Når jeg læser dine personlige indlæg om din fortid er det som at læse om mig selv. Jeg skøjtede selv fra jeg var 4 år til jeg var 16, og det pres du fortæller om.. Det er et pres jeg også følte, men som jeg ikke har kunne sætte ord på. Du skal have en stor tak for at skrive om det du gør, for det har en kæmpe betydning for mig. At der faktisk er et andet menneske som jeg kan relatere til selvom jeg ikke kender dem personligt. Keep going, you’re awesome!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fru Hegn

    Jeg har været igennem en barsk skilsmisse hvor ham jeg havde sammen med i næsten 18 år, hellere ville være kæreste med min dengang bedste veninde… Efterfølgende blev han ekstremt hadsk og behandlede mig som det argeste lort. Hvad jeg sku lægge øre til af nedgørende kommentarer og urimeligheder, slår mine ord ikke til for at forklare omfanget. Det gik mig på at han direkte hadede mig og behandlede mig så respektløst, men en dag vendte det hele 180 grader for mig. Det gik nemlig op for mig at uanset hvad der bli’r sagt og ment om mig af uhyrligheder, så er det ikke sandheden men kun en opfattelse i modpartens hoved. Det satte mig fri at nå til den erkendelse for så ku’ han ikke ramme mig længere. Måske gi’r mine ord mening for dig – det håber jeg virkelig. Prøv at lægge tanken om i dit baghoved og se om du kan bruge det til noget. I mine øjne er du allerede en vinder men jeg ved også af dyrt købt erfaring at man selv er sin egen værste fjende 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Ham

    Spændende indlæg. Følger normalt ikke med på din blog, men jeg læste engang et indlæg du havde skrevet om din barndom, hvordan du tænkte meget over tingene og følte dig udenfor. Jeg synes det er spøjst (for lack of better words) at du, for os andre som jo ikke har fulgt dig i dit liv, møder dig som en “reality-deltager” som man umiddelbart jo ikke tænker rummer noget dybere, viser sig at rumme så mange lag 🙂 At din lærer i skolen nærmest diskriminerede dig, er jo intet andet end uprofessionelt, noget der desværre er meget af, mange steder. Men det gør det jo ikke mindre forkert. Jeg synes ligeledes det er flot du ikke har kontakt med din far i dag, når han har været sådan et svin imod dig. Tænk at kalde sit eget barn for en parasit? Det var sådan noget nazisterne kunne finde på at sige om jøderne inden de puttede dem i gaskamrene. Selvfølgelig skal man stille krav til sine børn, men man skal jo også vejlede dem, og ikke trampe på dem. Det er jo dem man skal levere videre igennem, ikke omvendt.

    Din beretning om dit forhold til skoven får mig til at tænke på de mange klassiske eventyr hvor den lidt “aparte” person i samfundet, finder ud i skoven hvor der pludselig sker en masse eventyrlige ting. Bylivet består mest af kasser og streger og meninger, men i skoven kan man mærke hjernen folde sig ud. De stolte og ranke træer, og solens gyldne og malende stråler. I gamle “primitive” samfund ansås vandoverflader for at være en port ind til åndernes verden (ligesom dyr blev ofret i moser).

    Modig og stærk og ikke mindst selvstændig, er jo den person der ikke følger i andre fodspor blindt, men som føler en indre trang til at gå sin egen vej, og tør være den som er udenfor. Det er jo det der ligger i at være et individ. At man definerer sig selv og ikke er som andre. Ikke for at vise sig, men fordi den mentalitet andre byder en, bare ikke passer, ligesom en sko med forkert størrelse ikke passer.

    At du så er så drømmende og levende en sjæl, der samtidig er velsignet med så utrolig et sexuelt og feminint ydre, er en særlig mix du bør skønne højt på.

    Dine tanker og følelser er de rette for dig, ligesom dine organer er det. Du kan ikke trække vejret via andres lunger.

    Man kan altid træffe dårlige valg, men du må aldrig tvivle på at du grundlæggende er værdifuld, smuk og unik.

    Mvh fra en person der normalt ikke frekventerer blogs.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Irina the Diva

      Tusind tak for din kommentar… jeg tror helt klart, at jeg ledte efter en port til an anden verden og kom meget tæt på naturen. Du fik mig næsten til at føle mig god nok med din kommentar… 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ham igen

      Jamen Irina dog. Selvfølgelig er du da god nok. Du er jo til i verden, og derfor er du en del af den. Tillad dig selv at nyde at være til, at opleve, at eksistere. Det du gør, det sker. Det er ikke almagt, men det er tæt på. Hvis du tror du ikke er god nok, er det en tvangstanke andre har bildt dig ind, som der i bund og grund ikke er nogen mening i at klynge sig til. Du er voksen, har en mand, og et barn der er sund og glad.

      Den anden verden findes i alle, for den er impulserne bag vores oplevelser. Gamle stammer og kulturer var som regel bygget op omkring en forestilling om at der fandtes en åndeverden visse mennesker kunne se ind i. Selv Jesus taler om at “Himmeriget er inden i jer”. David Bowie sang;

      “There’s a starman waiting in the sky
      He’d like to come and meet us,
      but he’s afraid he’d blew our minds.”

      Den verden du oplever, er jo skabt af din hjerne for at imødekomme dig. Det er dig selv og dine længsler du ser i de ting du opfatter som smukke. Man kan let komme til at glemme det. Men det er den slags erkendelser der gør det spændende og værdifuldt at være menneske. At sanse, opleve, ville og føle. Ikke fordi nogen siger det er rigtigt, men når det føles rigtigt.

      Så selvfølgelig er du da god nok. Alle negative forestillinger om dig selv, er jo bare kedelig fantasy. Du kan ikke bruge det til noget. Andre kan ikke bruge det til noget. Der er kun en person i verden der kan føle hvad der rigtigt og godt for dig, og det er dig.

      Best Wishes

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Margit

    Hvor var det godt jeg lige faldt over dit indlæg.
    Min datter gennemgår præcis sammen periode som den du her skriver om.
    Pludselig falder mange ting på plads …
    Tak til dig og især tak FOR dig.
    Ps: Jeg fortæller heldigvis min datter hver dag at hun er højt elsket.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Irina the Diva

      Dejligt Margit, og dejligt at du fortæller hende det… det er noget hun altid vil huske.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Fantastisk ærligt og oprigtigt indlæg.. Du er en inspiration for mange.. Tror vi alle har bagage men det er så sejt når man står frem og deler det.. Tak for dig!! Er fan!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Det er sjovt, jeg kan virkelig spejle mig selv i hvad du skriver her. Jeg var også gother-emo-scene something i en lang periode og farvede mit hår sort, og det har også være pink og blåt og hvad har vi 🙂
    Jeg var i en klike og på en måde del af et miljø, som jeg elskede. Men skolen var noget andet og jeg valgte egentlig selv at være en outsider når jeg var der.
    Jeg var også vild med mcr og manson. Havde også en Good Charlotte periode.. og Nirvana og System of a down.. der var mange og mange hænger også stadig ved 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Har aldrig kommenteret herinde før, men i dag skulle det være. Virkelig fint, personligt og rørende indlæg Irina! Kram og al kærlighed herfra <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • anna

    flot indlæg men Irina, bor dine forældre ikke sammen eller er det din stedfar din mor bor sammen med? er lidt forvirret? hvor længe har du og din far ikke haft kontakt og har han ikke prøvet det efter du har født? øv…det er lidt trist 🙁

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Smukt og rørende indlæg! Hatten af for dig <3

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NÅR MOR IKKE KAN KLARE DET ALENE...