ALLESSIA HAR LÆRT AT SPISE SELV...!

HVORFOR VAR DET SÅ URETFÆRDIGT…?!

Billeder: Højre og venstre fra de få gange jeg har været på isen indenfor de sidste 5 år. I midten er jeg ca. 5-6 år, og jeg startede da jeg var 4 år gammel med træning næsten hver dag i en Olympisk skøjteskole, hvor jeg så som 6-årig også begyndte at få skoleundervisning der, sammen med meget få udvalgte ud af 1000-vis af børn. 

vv

… eller WHEN LIFE GIVES YOU LEMONS hedder det også! Jeg ved hvorfor det var sådan… jeg er ældre nu, men jeg skulle åbenbart lære de hårde lifelessons som barn allerede. Det hænder, at der er perioder/situationer i mit liv, hvor jeg begynder at tænke tilbage på min skøjtetid. Det sker egentlig sjældent og det er skam ikke fordi jeg savner det. Men fordi, at jeg sommetider har brug for at tænke tilbage på hvordan jeg håndterede nogle situationer, da jeg var yngre, og hvordan jeg kom videre. Jeg er stolt af mig selv og det jeg har klaret i de 16 år, og ingen skal nogensinde tell me that I am nothing! Selvom jeg længe har troet, at jeg har spildt 16 år i en skøjtehal, da jeg stoppede, så giver det jo 100% mening nu, at jeg skulle blive rustet til alt det som skulle komme efterfølgende – and I am glad that I am! Det betyder ikke nødvendigvis at jeg er iskold… det er jeg faktisk slet ikke – jeg er meget følsom, men jeg ser through all the bullshit, er realistisk og har en insane intuition, stædighed og ambition. Jeg kan sagtens blive ked af det og græde endda, men jeg vender altid tilbage og bliver ved, uanset hvor meget man prøver at spytte på mig og ødelægge mig. Og lige præcis DEN… evnen til at keep going, selvom man føler, at hele verden and all odds er imod én, den er jeg glad for, at jeg fik opbygget. Da jeg stod alene på isen, og de fleste håbede på at jeg fejlede og hvert minut af dagen bare var en kamp mod mobning i skolen, mobning i skøjtehallen, mine forældres evige ambitioner på mine vegne og lille Irina, der tænkte, at… der er altså en mening med alt det her, det MÅ der være! Jer der har fulgt med længe på bloggen og TV, har også set mine nedture og kampen op igen.

Er det ikke det som man siger… LIFE IS NOT FAIR! DEAL WITH IT! Så jeg har prøvet at deal med det, så godt som jeg nu kunne. Der er bare sometimes virkelig ondskabsfulde mennesker (why so many of them?) der spænder ben for én… og jo flere ambitioner man har og jo mere man vil, jo mere støder man på det. Jeg kender dog også efterhånden en del overdrevet dejlige, fantastiske mennesker, som er ydmyge og nede på jorden og inspirerer mig, så jeg bliver helt glad i hjertet af at se alt det gode komme til dem. Der er intet bedre, end at se folk der knokler opnå deres drømme. Det er lidt tid siden, at jeg har skrevet et lidt længere indlæg her på bloggen, men jeg vil gerne dele en historie med jer, som var et KÆMPE vendepunkt for mig og den psyke, som jeg har opbygget sidenhen. Den er vigtig for mig, da jeg til den dag idag, vil mene… at jeg forstod hvordan verden fungerer og stoppede med at være naiv.

Jeg har før fortalt jer lidt om fortiden i Ukraine og skøjtekarrieren her på bloggen. Som I måske ved, flyttede vi til Aalborg fra Ukraine pga. min fars nye arbejde og vel søgen på et bedre liv i udlandet. I har selv set, hvad situationen i Ukraine har udviklet sig til nu jo. Jeg var 10 år, da vi kom til Aalborg og havde skøjtet på MEGET højt plan i 6 år allerede. Den slags undervisning med 3 gange istid dagligt, ballet, dans, akrobatik og alt hvad man kunne komme i tanke om, var slet ikke mulig i Danmark, men sådan gjorde man i Ukraine, når man skulle træne op til OL og VM, fra man var helt lille. Derfor var jeg selvfølgelig en hel del bedre end de andre på min alder og ældre  – jeg havde jo trænet på en hel anden måde og ikke trænet for sjov, men for resultater. Skøjteløb var allerede mit liv, og jeg tænkte kun på det 24/7 og det var super vigtigt for mig og mine forældre, at jeg kunne blive ved i Danmark, samtidig med at jeg rejste verden rundt og trænede med de bedste, imens mine forældre brugte millioner af kr. på det. Hvis jeg bare 1 dag, ikke kunne være på isen, var det KRISE! Mine forældre gjorde ALT hvad de kunne, for at få min træner fra Ukraine over til klubben i Danmark, så jeg havde en chance for at fortsætte på samme niveau. Han underviste nu i klubben i Aalborg og var også taknemmelig for det, så alt var nogenlunde godt. I Ukraine var vi alle venner i skøjtehallen, selvom vi vidste at vi var konkurrenter, men det kunne vi godt lide og det var en anden mentalitet. Vandt man over de andre, så er det fordi man var bedre og man accepterede det og alle knoklede, men vi var stadig børn og kunne lege i pausen fra træningen. I Danmark var det helt anderledes… jeg blev frosset ude næsten med det samme. Jeg tænkte, at de bare skal have lidt tid og jeg skal lære sproget og så går det nok. Men jeg fokuserede på træningen og behøvede ikke nødvendigvis få venner indtil videre. Træning var vigtigst. Månederne gik og det blev ikke bedre, men værre… jeg kunne ikke efterlade mine ting i omklædningsrummet, for de blev ødelagt, og mine penge blev stjålet fra pungen. Jeg var bange for, at mine skøjter blev ødelagt, så jeg slæbte dem med alle steder. Allerede dengang vidste jeg godt, at de bare ikke vidste hvordan de skulle takle, at der kom en lille ukrainsk pige, som kunne så mange ting… jeg forstod det virkelig godt, men jeg synes stadig, at det var SÅ uretfærdigt og jeg kunne jo ikke gøre for det. Det påvirkede min træning, da mange også med vilje stod i vejen og det blev bare mere og mere frustrerende. Forældrene, som var i bestyrelsen hadede at jeg var i klubben, for så længe jeg var der, så havde deres børn ikke en chance. De var desperate… og efter 3 meget hårde år, begyndte folk i skøjteverdenen at få øjnene op for mig og jeg udviklede mig stadig meget godt skøjtemæssigt. VM og OL var realistisk, selv med de ringe træningsmuligheder. Jeg kan huske, at der var 1 uge tilbage til de Danske Mesterskaber, som jeg kunne vinde og satsede på – jeg kom og gik fra træning uden at snakke med nogen og håbede bare på, at få lov at træne i fred og ro for 3. år i træk. Men engang imellem, kunne jeg udveksle et par ord med nogen imellem træningen og der var et kaffe-rum/klubrum, hvor der var en papirtavle man kunne tegne på, som jeg og en anden pige (oh I still remember her name, heh) stod og tegnede et par minutter inden træning. Alle skrev og tegnede på den så man kendte næsten alles skrift, og alle havde adgang derind til. Efter den træning hentede min mor mig, og sagde, at der var blevet kaldt ind til bestyrelsesmøde pludseligt dagen efter, at det ikke gav mening. Jeg tænkte SLET ikke over noget som helst… der var DM om nogle dage, og det var det eneste der betød noget.

Dagen efter kom jeg til træning og kunne bare mærke med det samme, at noget var galt og stemningen var endnu mere presset than usual. Jeg kiggede ind i klubrummet og jeg kan ikke huske hvad en af mødrene sagde til mig, men det var ret nedladende og jeg gik ud med det samme. Hun var bestyrelsesformand og hadede mig. Jeg gik ud på isen og kunne se, at de alle var i klubrummet og snakke og jeg kunne SLET ikke træne. Jeg var altså ikke vant til SÅ meget cirkus i en skøjteklub fra Ukraine. Min mor var også oppe og deltage i mødet og efter træningen tog hun mig i hånden og vi gik med meget raske skridt ud af skøjtehallen. DET øjeblik kan jeg stadig huske klart… min mor var PISSED på dem! Hun kigger på mig og sagde, at de havde taget et papir fra tavlen, som de havde som freaking evidence imod mig! Ja, tænk lige… totalt CSI, her! Der skulle på det papir stå: “Jeg hader jer alle i ASF, hilsen Irina HAHAHAHA”. Jeg var helt paf, da min mor fortalte mig det… hvordan kunne de? Min mor vidste 100% jeg aldrig kunne finde på at gøre sådan noget, selvom de altså ikke var mine yndlingsmennesker efterhånden. Jeg turde knapt tage et forkert skridt i den klub, af frygt for at de kunne bruge det imod mig og jeg vidste med det samme, at de havde planlagt hele det her nummer. Men så fandt de sku en udvej… alle mødrene var jo heeelt ellevilde, for nu skulle deres døtre ikke konkurrere med mig mere og de besluttede sig simpelthen for at smide mig ud af klubben et par dage inden DM, fordi jeg “skrev det” på papiret. Jeg var HEEELT FÆRDIG! Jeg ved ikke om det var pigen (som ikke brød sig om mig, obvi) eller moren der havde fundet på at skrive det, men jeg som 13-årig var CHOKERET og tudede og tudede og følte mig SÅ HADET! Hvorfor skulle det være så UNFAIR… hvorfor var livet bare så unfair?! Det var som i en dårlig film! Jeg gik 3 dage uden træning, hvilket var helt katastrofalt inden DM og allerede dengang gav jeg interviews inden konkurrence, så jeg skulle gå ind i den skøjtehal, med alle de onde blikke under DM, give interviews til TV2 med hovedet højt og være stærk – de skulle fanme ikke se mig græde og nyde det, efter hvad de havde gjort imod mig. Da jeg gik ud på isen og stillede op uden klub, prøvede de at stoppe det og råbe, at det var ulovligt. Men jeg måtte gerne gøre det på den måde… min gamle træner vendte mig dog ryggen, da han ikke ville miste sit nye arbejde, selvom han ALDRIG havde haft det, hvis mine forældre ikke havde fikset det. Jeg kiksede det vigtige spring og hadede at være på isen den dag, for publikummet håbede at jeg fejlede. Jeg fik en 3. plads, men det var egentlig blevet ligegyldigt, for jeg havde det SÅ hårdt mentalt. Efter DM kom jeg aldrig tilbage til den klub og vi flyttede til Nordsjælland og jeg begyndte at skøjte i Hørsholm/Rungsted i stedet. En ting er, at dem på min egen alder og generelt unge hadede mig, men at voksne mennesker ville gå så langt… og de gjorde det ALLE uden at blinke… jeg følte der var noget helt galt med mig, hvis de kunne hade mig så meget. Lang historie, men den lærte mig meget. Man er nødt til at distancere sig for at komme videre sometimes… og tilgive de mennesker der ikke ved bedre. Og ALDRIG… undervurdere sig selv, uanset hvor meget modstand der kommer. Til den dag idag, oplever jeg helt latterlidt meget modstand, som er helt uforklarligt nærmest… men jeg er always prepared now! Det her er blot 1 ud af 100-vis helt crazy historier, som jeg har fra mine skøjtedage, heh. Jeg har været igennem INSANE stuff, men some people tror bare jeg er en dum reality-deltager… well, they are wrong! And I will prove them wrong again, and again, and again!

Følg med i min hverdag på Snapchat: irinathediva

   

22 kommentarer

  • Det lyder helt vanvittigt. Tænk at voksne mennesker opfører sig sådan. Det forstår man jo ikke! Det er enhver mors mareridt, at ens barn skal udsættes for sådan nogle ting.

    Sejt du er kommet igennem det og bruger din modgang positivt <3

    Kram til dig

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mille

    Du må have skøjtet med Mikkeline… Troede hun var/er en af de største talenter vi har haft herhjemme. Hvorfor stillede du aldrig op for DK til NM eller EM?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Shit man ! Men du er sej, det lyser jo alle steder fra…
    Kæmpe respekt <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hanne S

    Hvor mit moderhjette græder for, at du og sikkert mange andre børn oplever dette. Jeg har selv været mobbeoffer igennem skoletiden men har i dag sluttet fred med mig selv og hende som var mobberen. Det gør mig virkelig ondt alt det du har været igennem men det gør dig til dette fantastiske menneske og mor som du er i dag, udfra det vi kender i medierne. Du fortjener et stort varmt kram og tak for din ærlighed 💜

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anja Christina

    Hold nu kæft du er SEJ, Lady! Respekt og ja vis de røvhuller hvem der er mest værd bare ved at acceptere og være sig selv. Det er nemlig dét der bringer et menneske længst i livet, hvert fald med samvittigheden på den gode side 😉 Kæmpe kys til dig. :*

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Ehhm Irina. Sorry det er jo slet ikke det du fokuserer på i indlægget, men jeg kunne simpelthen ikke undgå at tænke at dine angstanfald må skyldes du er sådan på vagt konstant 😟 Det skal ingen af os jo være, vi skal føle os trygge og elskede <3 Det lyder som om du er rigtig god til at passe på dig selv, men jeg håber du også husker at bede dine nære om at passe på dig! Det fortjener du sgu, og har brug for efter alt du har været igennem!!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe

    Du er pisse sej!! Respekt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Linn

    Du må næsten have skøjtet sammen med den pige, der gjorde min skoletid – og årene derefter – til et helvede. Hun var ikke et bedre menneske udenfor skøjtebanen.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cecilia

    Jeg kom sådan til at tænke på serien ‘make it or break it’ , har du set den?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Åh.. Søde Irina, nu kender jeg tilfældigvis den klub – de forældre og de tøser.. Kommer selv fra samme område og oplevede det samme med disse piger – blot i skolegården og holdte mig langt væk fra skøjtehallen af samme årsag. Føler med dig.. Men håber du ligesom jeg kan glæde dig over at se hvor lidt de har opnået i deres liv sammenlignet med os!! Keep your head up high – dont let anyone bring you Down!!! Respekt herfra!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Ej Irina… sikke en forfærdelig historie, man får jo lyst til at tage dig og kramme dig forevigt.. jeg kan mærke helt nede i min mave Hvordan du må have haft det.. det fortjener du slet ikke ♡ Jeg har også altid været udenfor fællesskabet i hele min barndom og et mobbeoffer uden jeg nogle sinde har fundet en grund.. måske er det bare meningen at nogen ting ikke giver mening.. Jeg syntes du er så sej en kvinde, og selvom du føler modstand så ser jeg kun et skønt liv du lever og deler med din familie. Derfor – nyd det hele fremover og husk at sætte sejl når vinden blæser ♡

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thea

    Havde en veninde i gymnasiet der var ordblind, hun var meget usikker af den grund og frygtede derfor eksamenerne. Hun fik et råd af vores fantastiske engelsk lærer “gå glad ind og træk, derefter græder du i 5 minutter og så gør du alt hvad du kan”. Det kan tit være en god måde at få tingene ud/komme over dem på, ved at græde og det er bestemt ingen skam i at vise følelser og kæmpe sig igennem hårde tider på hver sin måde

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Er målløs .. Det er sådan noget man ser på amerikanske film – håber de forældre har dårlig smag i munden!!!
    Tak fordi du delte din historie … Du burde da skrive en bog om dengang og dine oplevelser. 😊👍

    Og forresten .. Er vild med dine indlæg om mode og make up og at du sgu’ er din egen og klær dig som du vil … Folk der disser dig er bare misundelig på at du er DK’s lækreste og smukkeste kvinde og kan ha’ alt på og ligne en million!! 😊😊

    PS: kan du ikke lave nogle videoer om hvordan du lægger din make up med de forskellige produkter du køber 👍

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Edita

    Irina!! Det bedste råd jeg kan give dig, er ne muchajsjaaaa!! Mi ne takie kak oni, nikogda ne opuskaj golovu ti samaja krutaja mama, i u nas prosto zhiznenni opit drugoj ❤️ Keep going gorgerous!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mette

    Hold da op! Utroligt at voksne mennesker kan være sådan overfor et barn! Bare fordi du var bedre end dem, skulle du da ikke fryses ude.
    Føj, jeg håber de har dårlig smag i munden og deres børn fejlede for dem..
    Du er talent fuld. Det kan man se i de programmer du har deltaget i.
    Du er en spænende og inspirerende person! Bliv ved med det! 😊❤️

    Snakker du så med nogen af dem den dag i dag?

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Katrine

    Tak for at dele din historie, hold kæft, jeg får det helt dårligt over at Danmark har taget sådan imod jer – janteloven på fuld skure! Det er så modbydeligt! Ingen skal tro de er noget! Føj! Sejt du kæmper videre med alt den modgang! Keep going, og fuck janteloven!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Lone

    Hej Irina.
    Hvor er jeg ked af at du har oplevet sådan en grim oplevelse, de burde virkelig skamme sig! Både børn og forældre, men hvordan skulle børnene vide bedre, når deres forældre opfører sig som nogle tåber!! Karma er en kælling og de skal nok få hvad der venter dem.
    Utroligt at man ikke kan unde andre noget godt, misundelse er virkelig en grim ting – men man burde da lige kunne se udover sin egen næsetip.
    Tager hatten af for dig og godt at se du er kommet så langt. 🙂
    Fortsæt det gode arbejde.
    Masser kram herfra. 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er simpelthen så PISSE SEJ, babe!! Det er helt vildt flot, sejt og modigt at du fortæller din historie her. Du er en inspiration! Kys herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Camilla

    Du er sgu sej <3
    Det er forfærdeligt og unfair at du har skulle gå igennem det der, det er enormt barnligt og pinligt at voksne mennesker kan finde på at opføre sig sådan.
    Men det er beundringsværdigt, at du står med panden rejst alligevel. Pige-power right there! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Cathrine

    Da jeg var yngre gik jeg til grand prix gymnastik og vi vandt sølv i DM et par gange, og havde også en venskabs klub fra Ukraine som vi skiftede mellem at besøge dem og de os. De var på et helt andet niveau, og havde den vildeste trænings uge så har tænkt hold da op de er vildt dygtige men de levede også kun for at træne, det var så hårdt at flere af dem var 16 og stadig ikke kommet i puberteten da træningen forhindrede det, har altid været vildt imponeret over dem, og samtidig været glad for ikke at have haft samme pres på mig selv, men hele deres mentalitet var meget anderledes og deres sammenhold var super stærkt så kan kun forestille mig hvor meget anderledes det er når man kommer til Danmark, og folk kan være modbydelige, specielt mødre der kæmper for deres børns, men du er kommet stærkere ud på den anden side og ved hvem du er. Vi lære alle mest af de hårde situationer her i livet selvom man helst ville ha være foruden. 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helena

    Jeg er selv vokset op i Aalborg, og har altid været langt foran mine jævnaldrene i alle henseender, og det var netop også forældrene som hadede mig mest, og prøvede at sabotere mig, fordi deres lorte unger ikke kunne følge med mig. Det endte med min mor har været kaldt hen til skolen nogle gange, fordi der var “problemer” med mig. Aalborg mennesker er nogle af de mest snævresynede idioter jeg nogensinde har mødt. De vil have alle skal være ens, og det er sgu mentaliteten i hele den lorteby. Hvis du afviger skal du skride af helvedes til (hvilket jeg også har gjort)… Jeg forstår dig 100%, selvom jeg aldrig har dyrket elitesport.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ALLESSIA HAR LÆRT AT SPISE SELV...!