MIN FØDSELSHISTORIE DEL 2: PÅ HOSPITALET I 3 DØGN…!

Hey hunnies! Tusind tak til alle for jeres lykønskninger og søde ord. Vi har det dejligt og begynder at forstå det folk snakker om mht. søvnmangel. WOW!! Haha!!! Her kommer anden del af min fødsel og første del kan læses her: ? MIN FØDSELSHISTORIE DEL 1: VEERNE GÅR I GANG?!

SØNDAG D. 22. MARTS

Natten lørdag til søndag fik jeg sovet et par timer heldigvis, takket være de gode piller. Det at ligge var ikke behageligt, så jeg gik også en del rundt, når jeg var vågen. Der var nu ca. hele 30 min. imellem mine veer, så vi ventede et par timer inden Morten kørte mig i rullestolen på fødegangen, for at tjekke hvor meget jeg nu var udvidet og min mor kom også derop for at høre noget nyt. Jeg havde slemme smerter og håbede, at der nu var sket mere. Jeg var meget træt og irriteret og frustreret i forvejen og da jeg blev tjekket var jeg nu åben 1,5 cm, dvs. kun 0,5 cm mere end sidst. Tårerne begyndte at trille ned ad mig og jeg tænkte bare: “Hvad er der galt med mig??” og “Hvorfor kan det ikke bare gå igang ordentligt..!” og jeg var meget nervøs. Vi tog tilbage på patienthotellet og jeg kunne også mærke på Morten, at han var frustreret. Dagen gik med, at vi prøvede at gå rundt og slappe lidt af på værelset og holde gejsten oppe og Morten var ved min side konstant og rendte frem og tilbage for at varme varmepuden og og sørge for mig. Vores forhold var fantastisk inden alt det her, men man bliver virkelig bekræftet i det, når man går den slags igennem. Han var den bedste og var god til at berolige mig og give mig peptalk.

Om aftenen blev min smerter nærmest utålelige og veerne var stadig uregelmæssige. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv og skreg næsten hver ve igennem, hvis jeg lå ned. Jeg kunne kun holde lidt til det hvis jeg stod oprejst. Til min aftentjek på fødegangen var jeg åben 2-3 cm og helt udkørt. Jeg havde allerede lidt svært ved at formulere mig ordentligt og tænke klart. Jeg fandt en lille teknik til at klare veerne – jeg kørte Morten rundt i kørestolen rundt omkring på gangene, hvor der ikke var nogen, det var det eneste der hjalp bare lidt. Der var 4-5 minutters mellemrum imellem veerne og jeg var ved at blive MEGET frustreret og MEGET MEGET træt! Men det var det ENESTE der kunne få mig til at holde smerten ud, den følelse af at skubbe noget tungt frem og tilbage. Til sidst var jeg træt og var nødt til at sove, så det var tilbage på patienthotellet igen. Jeg fik en pose med den samme slags pille cocktail, som natten inden – med 2 smertestillene og en stærk sovepille. Jeg gad ikke at tage den, for jeg skulle føde i nat 100%, tænkte jeg, men samtidig var jeg så udmattet, at jeg tog den til sidst, for at få lidt søvn og jeg faldt da også i søvn. Kl. 03 om natten vågnede jeg ved at jeg begyndte at skrige af smerte, da jeg fik en stærk ve og det tog til, så vi begyndte at pakke tingene så småt, for uanset hvad gad jeg ikke at være på patienthotellet mere (ikke at det var skidt, det var et super godt sted). Jeg ville bare indlægges nu, men det kan man kun når man har åbnet sig 4 cm.

MANDAG D. 23. MARTS

Vi tog til tjek ved 5-tiden og jeg var 3,5 cm åben og så blev jeg heldigvis officielt indlagt på stuen og jeg fik sansestuen, som er dejlig med beroligende belysning og lyde, men ærlig talt var jeg allerede der, hvor det hele var lidt ligegyldigt måske, jeg ville bare gerne presse snart. Min mor kom og gik i de her dage, men hende og Morten var hele tiden i kontakt, for jeg var ikke i stand til noget. Men på det her tidspunkt var jeg glad for, at jeg nu havde fået en stue og der skulle ske noget mere, men min energi var gone for længe siden og mit vand var ikke engang gået endnu. Jordemoderen kunne se at jeg var i smerter, så jeg fik tilbudt en epiduralblokade, som jeg hurtigt takkede nej til, for den skulle jeg ikke have. Det var et større indgreb og det gjorde mega ondt at få den, var der mange der gav udtryk for, og hvad nu, hvis jeg ikke kan mærke det ordentligt, når jeg skal presse? nej, nej. Jeg var mega udmattet og jeg ville gerne være i stand til at bruge min krop og muskler 100% når jeg skulle igang. Jeg følte, at tiden gik sååå langsomt, og smerten var ubeskrivelig. Jeg havde åbnet mig lidt mere, og jordemoderen tog mit vand, hvilket slet ikke gjorde ondt – jeg mærkede intet. Jeg snakkede ikke så meget, Morten kom med vand hele tiden, og efterhånden begyndte jeg at skrige hver gang jeg fik en ve. Det gør sku ondt at føde børn, men det her var HELVEDE! Jeg gør det nok igen en dag, men jeg havde sleeeeet ikke regnet med at denne her slags smerte kan eksistere. Altså knogler brækket op indefra, måske er det tætteste jeg kan komme på det, og ikke alligevel. Der skulle ske noget mere og vi besluttede at prøve med et varmt karbad. Til sidst i graviditet har jeg været meget glad for at tage karbad for at slappe af, så da jordemoderen foreslog at vi fyldte den op, så var jeg helt på. Jeg glædede mig meget til den, men det tager lidt tid at fylde den op. Jeg kom med meget besvær ned i den og kunne slet ikke finde en stilling, så ca. 3 min efter ville jeg bare ud igen…

foto-125

Jeg kravlede ud af badet på alle fire og faldt sammen på gulvet nøgen og råbte og tiggede efter epiduralen. Eller bare et eller andet det bedøvede mig, jeg var SÅ desperat nu! Vil ellers selv mene, at jeg har høj smertetærskel, altså. eks. har jeg fået trukket tænder ud hos tandlægen uden bedøvelse? ikke at det kan sammenlignes AT ALL med det her! Jeg har også prøvet meget stærke mens. smerter, men det her var mere tryk end klassisk smerte. Det er den bedste måde jeg kan forklare det på, men det føltes som om knoglerne blev brækket og som om det var på vej til at eksplodere ud af mit haleben. Meget af det der skete er ret sløret og blandet sammen, så jeg kigger på min journal fra hospitalet, for at huske rækkefølgen, men lige dette øjeblik husker jeg tydeligt. Det var her, hvor jeg var så psykisk presset og begyndte at tvivle på, om jeg kunne holde til smerten. Altså, det var jeg jo nødt til og jeg ville gerne, men jeg var så udkørt. Jeg var bange for at besvime, eller for at jeg ikke nåede pressefasen pga. manglende energi og selvfølgelig begyndte tanken om kejsersnit at strejfe mig. Jeg var DONE! Jeg var ikke træt, udmattet? der findes ikke et ord for at beskrive det. Alle energidepoterne var helt brugt op og jeg ved egentlig ikke hvad jeg kørte på. Jeg var kun 6 cm åben på det her tidspunkt (man skal være 10 cm når man går igang med at presse). Mine veer havde generelt ikke været gode, og ikke regelmæssige nok hele vejen igennem. Jeg åbnede mig aaaaaaalt for langsomt! Nu var der snart gået 72 timer og jeg var 6 cm åben, dvs. kun lidt over halvvejs. I didn’t like that at all! Det tog tid før lægen kom, da de også lige skulle ligge epidural på andre, og jeg skreg efter den, indtil jeg ikke kunne skrige mere. Det blev stønnen og jeg holdte fast i sengen alt hvad jeg kunne med hovedet ned i puden. De kom endelig og jeg husker lige, at en ung læge snakkede til mig (jeg ville bare ha den hurtigst muligt og kunne slet ikke fokusere på hvad de sagde), jeg vendte mig på siden, mit ben spjættede lidt og jeg mærkede intet smerte af det. Jeg ville virkelig ønske, at jeg havde sagt ja til den tidligere. Ca. 10 min efter var jeg i himlen! Epiduralen var helt fantastisk, jeg blev helt varm og slappede af i min krop og jeg fik vestimulerende oveni, for at skubbe tingene igang noget mere.

foto-130

Der gik 30 minutter og jeg begyndte så småt at kunne mærke noget igen, men ikke noget vildt. Lidt over en time efter var jeg freaking på samme smerteniveau som inden blokaden. Jeg troede jo, at den ville vare længere? måske helt indtil pressefasen, men nej! Dog fik jeg lidt afslapning, hvilket stadig var guld værd! Men så? kom det rene smertehelvede! Jeg havde imens jeg lå der i den time åbnet mig til 9cm, hvilket jeg var helt oppe at køre over, for nu var det nu. Det havde dog varet alt for længe og der blev skruet op for vestimulerende, så jeg fik ordentlige veer til at åbne mig det sidste stykke og presse bagefter. I denne tid var min mor og Morten begge ved min side og prøvede at hjælpe mig. Jeg skreg alt hvad jeg kunne, det var faktisk værre end på film. Vi har grint lidt siden, da Morten siger at jeg begyndte at tale i tunger, som om jeg var besat også. Jeg skreg ad alle og jeg troede virkelig ikke at jeg ville klare den, selvom det nu var tæt på. På den måde, at jeg tænkte, nu eksploderer alt bare ud af mig – jeg fattede slet ikke hvad min krop havde gang i. Det var sindssygt, jeg får det dårligt af at tænke tilbage på denne fase, den skal bare glemmes. Jeg lå på alle fire og sugede alt det lattergas jeg kunne til mig, imens min mor pressede imod, så jeg kunne få lidt modstandstryk, hvis det giver mening. Jeg fik tigget mig til endnu en dosis epidural, den blev bare sprøjtet ind i det kateter, der allerede var anlagt og den gjorde intet – ved ikke hvorfor, men denne gang mærkede jeg intet, så jeg var fucked! Der blev også lige skruet op for vestimulerende og jeg kunne mærke presseveerne var på vej. Jeg vendte mig om og begyndte så småt. Det tog 35 minutter at presse hende ud! Jeg pressede alt havd jeg kunne HVER ENESTE GANG, ingen halvhjertede forsøg, for jeg var bange for at jeg ikke ville have nok i mig til at få hende ud. På et tidspunkt kom flere jordemødre (tror jeg det var) i rummet, da hendes puls begyndte at dale, så jeg pressede bare til. Det føles altså som om de kommer ud via endetarmen? just saying! Jeg gjorde som jordemoderen sagde, og var utroligt nok ret på, synes jeg selv. Så d. 23. marts kl. 20.35. kom Allessia til verden, og øjeblikket, hvor hun kommer ud, blev heldigvis optaget til “Mig og min mor”. Morten tog det første billede af hende, som I kan se her i Se & Hør, og jeg bider lidt sammen, da min moderkage stadig ikke var ude? flot, heh! Jeg vil spare jer for de alt for intime detaljer ellers, for der hører flere ting med til en fødsel undervejs og jeg har valgt at udelade dem i denne beretning. Min mor sagde senere, at jeg var 4 timer fra kejsersnit, så er glad for at jeg pressede til, alt hvad jeg kunne og ikke kunne. Jeg fandt ud af, at kvinder kan mere end de tror, vi er sku da seje, hehe. Vi fik med det samme besøg af resten af min familie og Mortens mor, mormor og lillesøster, samt Samanta, som er gudmor til Allessia.

foto-127

Jeg var næsten sovende da gæsterne gik, og glædede mig bare til at lukke øjnene snart. Kunne slet ikke kæmpe imod mere. Jeg er så glad for at have født på Hillerød Hospital og jordmødrene var helt igennem fantastiske – jeg er så taknemmelig for alt. Et par timer efter jeg havde født, skulle vi over på barselsgangen, hvor vi fik at vide, at de anbefalede vi blev til torsdag d. 28. marts. Billede derfra…

foto-132

I næste og sidste del, kan jeg fortælle om opholdet på barselsgangen, de første dage og da vi skulle køre hjem med hende. For tiden på barselsgangen efter den fødsel var ikke en dans på roser, haha! Morten og jeg var sindssygt udkørte og man er så bekymret for den lille prut jo! Har også lige lagt et nyt billede af hende på min Instagram her! Hun er det smukkeste og sødeste og dejligste og jeg vil gå igennem alt for den lille fis…

LÆS DEL 3 HER: BARSELSGANGEN OG DE FØRSTE DAGE HJEMME?!!!

foto-131

xo Irina The Mommy

UNIWATCHES TIP: DET PERFEKTE UR TIL KONFIRMATION!

Hey hunnies! Jeg har vist jer mit Skagen ur før, I love it! Det er så elegant og ikke for meget, lige min smag.  Jeg fandt et meget hurtigt mor-ud-af-døren-look idag, seriously? et par solbriller og så et lækkert ur, så ser man ikke så kedelig ud mere og behøver ikke makeup! Jeg tror, at jeg kommer til at gå meget med solbriller nu, hah! Jeg skal til min søsters konfirmation her til maj og tænkte, at hvis nogle af jer skal konfirmeres, så er der flot med et ur til kjolen, som accessory, eller som gave til en konfirmation. Især Skagen ure er super fine og feminine, men der er en masse andre billige ure i lækre mærker også. Mine hænder er stadig lidt svulmet op efter graviditeten, tag jer ikke af det, heh?

Skagen SKW2152 Dameur Armbåndsur fra Uniwatches.dk

IMG_0806

FOLLOW ON BLOGLOVIN HERE ? bloglovin

Sponsoreret indlæg i samarbejde med Uniwatches.dk 3/3

FØRSTE TUR MED BARNEVOGNEN…! ♡

Image-1-26

Det var tid til den første gåtur idag med Allessia og Morten og jeg tog en kort tur ned til vandet, efter at have pakket hende godt ind. Det regnede jo en del idag, men vi ville bare ud og få noget luft. Jeg synes det er pænt koldt udenfor lige nu og jeg skulle selvfølgelig tjekke hende hele tiden om hun nu var okay. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved ikke at kigge på hende konstant, for så er jeg sikker på, at hun er okay og trækker vejret og alle de der ting, heh. Vi kører i en Emmaljunga Kombivogn og den kører jo som en drøm, super lækker. Hun har også fået lur udenfor i den de sidste to dage, og hun sover virkelig godt udenfor. Og yay, hendes navle er faldet af idag og jeg har gemt den (indtil videre i hvert fald). Ja ja, det kan godt være det er mærkeligt, men jeg har gemt den i en lille plastikpose der kan lukkes. I morgen tror jeg, at vi tager det første bad, dog har hun været under vandhanen og hun elskerde det, hihi. Lille prut!

Image-1-27

Dagens mommy-outfit: Halstørklæde – Asos Symbol Sun Scarf / Shoes – Nike Air Force 1 07 Mid White Trainers / Solbriller – Gina Tricot / Coat – Gina Tricot

??????????????????????

xo Irina The Mommy

FOLLOW ON BLOGLOVIN HERE ? bloglovin

VORES LILLE PRINSESSE HEDDER…! ♡

Nu synes jeg ikke, at vi kan holde det hemmeligt længere. Jeg kan også se, at mange på min Instagram (@irinathediva), selv har antaget, at hun hedder Adiva, hvilket hun altså ikke gør, heh! Jeg har blogget om, at det er et vildt navn, men aldrig sagt, at hun skal hedde det. For helt passende synes jeg ikke det var og jeg var ikke vild nok med det, til at kalde vores datter for det, men det var sjovt. Vi ville selvfølgelig gerne finde noget perfekt og specielt og det blev det, synes jeg. Hun hedder…

? ALLESSIA MARIA OLSEN ?

foto 2-16

I Ukraine har vi navnet Olesya, som er lidt fra de gamle dage og jeg ønskede at navnet egentlig var mere internationalt og anderledes, så jeg fandt en anden stavemåde til det og så har hun lidt af mine rødder med på den måde. Det er med vilje stavet sådan, så de fleste kan finde ud af at udtale det rigtigt, som er ah-LESS-siah. Allessia er faktisk et italiensk navn ellers og betyder protector of mankind and saviour, hvis man søger på det. Hendes mellemnavn er Maria, hvilket er efter min mormor, som døde, imens jeg var nede og optage “Divaer i junglen” og som jeg var meget tæt på, da vi stadig boede i Ukraine, og siden har jeg ønsket at give det navn videre som mellemnavn til mit barn. Hun har fået Mortens efternavn, hendes dejlige daddy, for det ville blive for kringlet med vores begge eller mit. Jeg har skrevet det ind i hendes “Mine første år“-bog, hvor jeg også har skrevet minder ned idag, imens jeg husker det hele, heh. Der er flere billeder af bogen i indlægget her. Nu må jeg tilbage til mommy life, vi skal nemlig ud og gå en tur med barnevognen for første gang alle 3 nu, hihi!

foto-124

xo Irina The Mommy

FOLLOW ON BLOGLOVIN HERE ? bloglovin

♡ MIN FØDSELSHISTORIE DEL 1: VEERNE GÅR I GANG…!

Hey Hunnies!

Som I ved, kommer kommer min fødsel på TV i “Mig og min mor” i denne sæson (afsnittet kommer i april, holder jer opdateret). Dog varede det hele en del længere end jeg havde regnet med og jeg vil gerne fortælle jer om det mere detaljeret på bloggen nu, da jeg jo ved, at mange af jer har ventet på det, heh. Jeg havde mine egne forventninger til det hele og har hørt en del omkring fødslelserfaringer op til og læst mig frem til ALT om fødsler jo, men må sige, at det ikke var som jeg regnede med. De er så svært at forestille sig hvordan det bliver, og når man har oplevet det, er det ret individuelt for alle. Denne her oplevelse er min personlige historie og jeg taler kun på mine vegne og kaster mig ikke ud i at generalisere det hele, den er KUN min. Vi er idag meget stolte forældre og det er DET STØRSTE nogensinde – jeg er mor! Det er for vildt, og vi har den dejligste prinsesse, så her er min fødselshistorie…

1. FREDAG D. 20. MARTS (aften og jeg begynder at mærke veer for første gang):

foto-121

Jeg har den sidste måned af min graviditet haft svært ved at nyde noget som helst, jeg kunne ikke sidde/ligge overhovedet, så jeg fik ikke rigtig sovet mere allerede der. Jeg havde smerter i mine knogler (bækken, lårknogler og deromkring konstant) og tog smertestillende hver aften. Jeg havde igen fået kvalme (dog ikke så slem, som i starten), og min appettit var ikke for vild. Jeg kunne slet ikke gå, da jeg havde plukveer all day errday nærmest? og jeg var VIRKELIG klar til, at der snart skulle ske noget og det var svært at vurdere for mig, hvornår det hele ville gå igang. Jeg havde termin d. 26. marts.

Jeg kan huske, at jeg tog billedet ovenover om dagen, hvis det nu skete den aften, så havde jeg lige et sidste billede af mig selv uden 20 poser under øjnene, hah. Naaj, jeg tror måske, at jeg intuitivt kunne mærke det. For det hele startede faktisk fredag aften, da der kom flere tegn på, at something was about to happen, på den måde, at jeg næsten ikke rejste mig op mere, havde kvalme, og begyndte at mærke svage menstruationssmerter, som nærmest toppede med et tryk bagtil i ryggen. Følelsen er svær at forklare, men så kom blødningen og der vidste vi, at nu var det igang. Morten (min kæreste) var ude den aften på job, så jeg skrev en besked til ham og lagde mig til at prøve at sove og samle energi, hvilket min mor rådede mig til (vi opholdt os jo hjemme hos mine forældre op til). Jeg fik et par timers søvn den nat og der var længe imellem jeg kunne mærke de her smerter, eller det vil jeg ikke engang kalde dem for endnu. Det var som sagt tryk bagtil med mellemrum, hvilket slet ikke var der under graviditetet, så jeg var sikker på, at det var the real deal.

2. LØRDAG D. 21. MARTS (vi tager afsted på Hillerød Hospital):

Jeg stod tidligt op og kunne godt gå rundt og være “normal” egentlig og nu var vi så sikre på, at vi nok snart skulle på hospitalet senere, da jeg blev ved med at bløde og mærke veerne hele tiden. Jeg havde pakket alt færdigt, for jeg skulle jo have ALT med og ikke mangle noget og ikke stresse! Og helst også se lidt cute ud samtidigt! Morten var kommet og vi ringede til fødegangen og holdte dem opdateret og spurgte dem til råds. Mit vand var ikke gået endnu, så vi tog det meeeget stille og roligt og timerne gik og jeg var faktisk ikke nervøs – jeg glædede mig bare til at “presse hende ud”. Om aftenen tog veerne til og nu gjorde det altså ondt og der var ca. 5 min. imellem dem i nogle timer og de varede 10-20 sekunder, så vi tog på hospitalet om aftenen. Min mor kørte bilen med Morten og jeg på bagsædet, og jeg kan huske, at hun virkede nervøs og bilen gik i stå 10 gange undervejs, hah, og Morten blev ved med at tage tid på veerne og der begyndte jeg at blive nervøs, for der gik det hele lidt hurtigt og jeg prøvede at gøre mig mentalt klar. Men det var den vildeste følelse, at vide, at nu ville vi meget snart få hende at se og jeg ville jo gøre alt for at få hende ud sund og rask.

Vi kom ind på hospitalet, op til fødegangen? hvilket gik meget langsomt, for jeg kunne næsten ikke tage et skridt, men jeg ville bare ind på den stue hurtigst muligt og komme igang. Jeg kom ind på sansestuen (yaaay, det kan I se på billedet hernede) og jeg prøvede allerede at finde stillinger for at klare smerten. Jeg skulle tjekkes, for hvor meget jeg havde åbnet mig og om vandet var gået, for det var jeg i tvivl om. MEN? jeg havde åbnet mig 1 cm på det tidspunkt og mit vand var ikke gået. Jeg er ikke sart overhovedet og er ikke bange for hospitaler og stoler på læger, sygeplejersker osv. Men der er mange nye ting, som man pludselig skal igennem og jeg kan huske, at den første undersøgelse var ubehagelig, hvor de skulle op med fingrene og tjekke, men slet ikke så slemt, som jeg troede. Jeg var dog  SÅ skuffet over, at det kun liiiiige var gået igang, for nu var vi kommet, jeg var klar, vi har fået en stue, men selvom der nu var gået 24 timer siden den første ve, så var der næsten intet sket, og det var simpelthen så frustrerende for mig.

foto-123

Men okay, så bliver det nok i løbet af natten tænker vi, og jeg ville virkelig ikke køre i bil igen, da det var vildt ubehageligt, så vi vælger at blive på patienthotellet natten over, da jeg har mange smerter og regner med at det sker i løbet af natten. Jeg kan huske, at jeg stadig postede lidt på min Snapchat, men det blev uoverskueligt og jeg tænkte bare på at takle veerne. Patienthotellet på Hillerød var rigtig godt, og Morten og jeg blev der natten over og fik begge fin mad og god behandling synes jeg. Jeg prøvede at spise så meget som jeg kunne stående (at sidde var helt no go) for at få energi, men det blev næsten ingenting, kunne slet ikke tænke på andet end veer. Jeg brugte god vejrtrækning hele vejen igennem, for har da øvet mig med YouTube videoer og meditationsvideoer og alt muligt og den aften hjalp de stadig. Billedet her forneden, er derfra og Morten var også udmattet, og han var ved mine side hele tiden, så dejligt. Jeg fik en stærk pille-cocktail, så jeg kunne sove lidt igennem veerne den nat og synes da også, at den hjalp. De kan selvfølgelig stadig mærkes og jeg synes selv, at jeg på det tidspunkt var meget træt og at det gjorde ondt. Det var ikke længere menstruationslignende smerter, selvom det startede som det. Men de toppede med stikkende smerter og til sidst meget trykkende bagtil. Der var 5-10 minutter imellem dem, så de var ret uregelmæssige og lige inden jeg faldt i søvn, håbede jeg faktisk, at jeg lige kunne nå at sove inden vi fortsatte, da jeg var DONE!!! Fortsættelse følger…

Læs del 2 her: MIN FØDSELSHISTORIE DEL 2: PÅ HOSPITALET I 3 DØGN?!

foto-122

xo Irina The Mommy

Older posts