YVES ROCHER: MINE 5 BEAUTY SECRETS!

FRA UKRAINE TIL DANMARK…?!

collage

Jeg har lyst til at være lidt personlig idag? med al den regn udenfor, sidder jeg og kigger ud af vinduet og begynder at tænke lidt over livet. Elsker regnvejr!

En række begivenheder resulterede i, at jeg tænkte tilbage til dengang min far annoncerede, at vi skulle flytte til Canada. Han skulle lave ph.D. derovre, hvilket ikke var muligt i Ukraine på det ønskede niveau og blev også tilbudt at komme til Danmark. Vi har familie i Canada, så det var oplagt, det endte dog med et bedre tilbud i Danmark alligevel. I starten rejste han frem og tilbage mellem DK og Ukraine, og på daværende tidspunkt var jeg 8 år, i gang med at gå på en Olympisk Skøjteskole for udvalgte børn i Ukraine og tilbragte min fritid hos mine bedsteforældre som ethvert andet barn. I skøjtecenteret var der også en skole, kun for de børn der skøjtede, for det kunne ikke fungere med almindelig skole, når man trænede på is 2 timer om dagen + et par timer udenfor isen. Jeg gik til ballet, modern dance, akrobatik, klaver, ekstra engelsk undervisning og tegnekurser ved siden af. Jeg var glad, jeg havde alle mine venner der havde nogenlunde samme interesser, en masse familie omkring mig og en stabil hverdag. Året efter gjorde min far det muligt, at vi alle 3 flyttede til Danmark for at bo permanent, til Aalborg. Jeg havde ikke så meget at sige, men mine forældre sagde at der var flere muligheder for os alle i Danmark. Som barn forstår man ikke så meget af “voksenproblemer”, men jeg synes jo at alt var godt i Ukraine, så hvorfor skulle vi dog flytte?! Men jeg begyndte at glæde mig lidt alligevel. Min far kom altid med fine gaver, når han var i udlandet – nye skøjter og fedt tøj, som man slet ikke kunne få i Ukraine, så det kan kun være fedt derovre tænkte jeg dengang.

Mine forældre har altid været ambitiøse på sine egne vegne og sine børns vegne. Jeg respekterer dem for, at de faktisk har opnået de ting, som de har knoklet for, selv da alle sagde, at det ikke vil lykkes for dem. Det at flytte fra Ukraine til et andet land, var altså ikke noget man bare lige gjorde dengang. Min far skulle lære engelsk på ca. et år (på et højt niveau) og økonomisk sørge for os alle 3. Mine forældre er begge to læger, havde et godt arbejde i Ukraine og vi manglede ikke noget, og fik en masse støtte fra resten af familien også. I Danmark kunne min mor ikke få job, før hun lærte sproget og bestod eksamenerne påny. Jeg kunne se hvor meget de kæmpede da vi kom til Danmark, og alt tog tid og det var svært for os alle 3. Vi boede i en mini et-værelses lejlighed, de sparede på alt og brugte resten på min skøjtekarriere. Men der var flere muligheder her? mulighed for et bedre liv, bedre livskvalitet. Med tiden fik min mor gennemført alt hvad hun skulle og fik et arbejde på Aalborg Sygehus og de havde begge fået stabile jobs, min far havde hans ph.D og vi levede i luksus i en kæmpestor lejlighed med 2 biler og de havde opnået hvad de ville. Min lillesøster kom også til verden 3 år efter vi var flyttet hertil. Men?.

For at vende tilbage til mig? jeg var slet ikke psykisk klar til at flytte til et andet land. Mine forældre troede måske, at jeg var mere hardcore, end jeg var. For mig var det som starten på en dårlig film, som jeg til tider stadig føler, at jeg er med i. Jeg følte, at jeg var i helvede alle steder. Der var så fandens mange hændelser, at jeg ikke kan remse dem alle op her. Jeg startede i en international klasse, hvilket var fint og ingen kunne tale dansk, vi var ca. 8 børn, dog ikke samme alder, og lærerne var søde og tålmodige. 3 måneder efter kunne jeg forstå det meste af dansk og tale en del, men at udtale det korrekt var tæt på umuligt og jeg følte, at jeg kun savlede, da jeg prøvede at tale, fordi jeg ikke var vant til at bruge de lyde. Man skal jo prøve, men den danske klasse jeg kom i – det var svært! Nogle af lærerne var søde, nogle var ikke. Og børn i den alder – ja, det er jo sjovere at mobbe dem som fejler noget, og jeg var bare skide mærkelig for dem, kunne knapt tale dansk og brugte al min tid på at skøjte. Jeg var ikke vant til meget fjendtlighed fra Ukraine, så det gjorde mig rigtig ked af det. Min mor valgte oven i det, at jeg skulle blive helt korthåret fordi det var nemmere ude på isen, da mit eget hår var tykt og tungt, hvilket resulterede i, at man nu også kunne mobbe mig med at jeg var lesbisk og at jeg lignede en dreng. Da jeg var 13, var jeg flad og meget meget lav, hvor de andre piger var begyndt at udvikle former, så begyndte det først for mig da jeg blev 17. (Ja ja, jeg har indhentet det fint nu, heh). Det i skolen gjorde mig ikke så vildt ked af det, fordi det der foregik i skøjtehallen, var endnu værre! Voksne mennesker prøvede at gøre de modbydeligste ting mod mig, fordi deres børn ikke havde en chance for at komme op på mit niveau (det er jo ikke min fejl, at jeg kom fra et land, hvor sporten var populær og jeg havde trænet så meget). Jeg kunne ikke forstå hvordan de kunne hade mig så meget. Hvorfor voksne mennesker var klar på at ødelægge alt for mig, jeg har jo ikke gjort dem noget, jeg var bare et barn?! Jeg turde ikke lade mine ting ligge nogen steder, for enten blev det stjålet eller ødelagt – der var modstand alle vegne. I den periode kom der noget frem i mig, som jeg stadig har til den dag idag – jeg har meget svært ved at lukke folk ind hele vejen. De gange jeg blev ked af det over, at jeg ingen venner havde og at jeg oven i det var hadet for noget jeg ikke kunne gøre noget ved, både af børn og voksne, plejede min mor at sige – at jeg bare skal knokle for de ting jeg vil opnå og at jeg ikke behøver at have venner. Hun havde lidt ret, jeg behøvede ikke de venner? for de vil da mig ikke noget godt alligevel, men engang imellem mødte jeg også fantastiske og søde mennesker. Alt det dårlige og negative overskyggede det bare desværre. Jeg var sindssyg målrettet alligevel og de andre ting havde slået mig helt ud, hvis ikke jeg havde success i min skøjtekarriere. Man havde ondt i røven og at jeg jo bare havde talentet og at det var snyd? det var ikke en skid talent! Jeg fik en dag at vide, af mine trænere, at jeg ikke var smidig nok, så da vi kom hjem sagde min mor, at alt er sat på pause, indtil jeg lærer at gå ned i bro og op igen. Kan stadig tydelig huske den dag, den har gjort mig til den jeg er idag! Jeg var mega sur på min mor, men jeg var samtidig pisse stædig og tror jeg brugte ca. 8 timer på at gå op og ned, en masse tårer og jeg var mest sur på mig selv over at jeg ikke kunne gøre det, da jeg vidste at det er muligt. Anyhow – 8 timer senere kunne jeg gå ned og op igen! Og siden indså jeg at man skal over den grænse hvor man giver op, slet ikke kan mere, men så presser sig selv lidt mere, og så lykkes det! Men uanset min stædighed og tro på mig selv, så er det så fandens hårdt nogle gange at have så meget had og ondskab rettet imod en i så mange år i træk!

So basically… jeg hadede, at vi var flyttet fra Ukraine. Jeg ved da af alle mennesker, at livet byder på en masse modstand generelt, men det var lidt for meget lort og jeg har da sikkert også fået mine traumer af det. Jeg så ikke resten af min familie så ofte mere, da vi ikke besøgte Ukraine så meget, det var der jo ikke mulighed for. Og lidt efter lidt kom det ene dødsfald efter det andet og den dårlige film fortsatte lidt. Min skøjtekarriere var omdrejningspunktet for alt, men mine kvindelige former hjalp ikke på at det gik ned ad bakke og at jeg psykisk var ved at give op og aldrig nåede det success, som jeg selv ville have engang og som mine forældre ønskede at jeg kunne opnå. Jeg var helt udmattet fysisk og psykisk og følte jeg jeg nu var blevet skør og meldte ud, at jeg var færdig med at skøjte. Vi blev mega uvenner over, at jeg ville stoppe med at skøjte og jeg løb sådan set bare hjemmefra og snakkede ikke med dem i meget lang tid. Jeg vidste intet om livet kan jeg fortælle jer. Jeg kommunikerede ikke så meget med mennesker, da jeg var opslugt af at få success i skøjteverdenen og bare havde fået smidt så meget bullshit i hovedet at reality-TV og de kommentarer jeg får for det, er INTET til sammenligning med dengang. Jeg griner af de kommentarer, folk ved ikke hvem jeg er. Jeg er fucking awesome, jeg er fucking stærk! Men det er fordi jeg har været helt ødelagt, jeg var først fuldstændig broken på alle punkter. Jeg var helt dernede, hvor jeg ikke synes, at det her liv var skidesjovt, men at jeg ikke måtte være svag! Jeg tænkte ofte, at siden vi kom til DK har jeg ikke oplevet andet end smerte og vrede! Jeg gik jo helt ned, og da jeg var omkring 20 havde jeg en meget meget svær depression, sad bag kassen, for jeg skulle jo arbejde og det passede mig fint med et simpelt arbejde. Lige indtil det også blev sjovt for folk at håne mig lidt for det. Fra skøjteprinsesse til overvægtig kassedame, man elsker jo den slagt saftige sager. Denne episode fortæller jeg om i “Selvoptaget”, hvor jeg IGEN får kritik for at jeg da ikke vil være kassedame, nu hvor jeg er “kendt”! Men det er jo skam slet ikke fordi jeg er for fin, det er jo nok fordi den tid ikke var god for mig og jeg ikk kan gå tilbage til noget hvor jeg var ulykkelig. Jeg var skidesur over hvordan det blev fordrejet fuldstændig! Noget jeg ikke kan udstå er URETFÆRDIGHED!!! Billedet her forneden er lige efter goth-perioden, og der hvor jeg var mest fortabt…

1236009_10151601412212657_1330432639_n

Jeg har den slags billeder liggende for at minde mig selv om, at jeg er kommet op på hesten og at ingen skal have lov til at undervurdere mig, men jeg kan ikke lide at kigge på dem. Jeg forstod ikke hvorfor JEG skulle have det så svært. Jeg snakkede ikke med mine forældre længe, de var skuffet over mig og jeg var skuffet over mig selv. Men jeg var såååå udmattet! Jeg fandt en sød fyr, som blev min første kæreste. Jeg havde intet med fyre at gøre inden ham, de interesserede mig ikke så meget. Men han var god ved mig og jeg festede med ham og spise en masse junk og tog en dag ad gangen, men i min hjerne var der kaos. Jeg bebrejdede også mine forældre for, at de overhovedet havde taget mig med til Danmark dengang. Jeg ved ærligt ikke hvorfor jeg havde så meget modstand, men det var åbenbart nødvendigt. Ingen grund til at have ondt af nogen som helst, for idag er jeg lavet af titanium, dette er bare min historie.

Jeg gjorde gymnasiet færdigt, så fandt jeg en anden kæreste og boede lidt med ham, mens jeg læste til sygeplejerske. Jeg var glad for studiet, men i min praktikperiode var der en del død og gamle mennesker og jeg var ikke psykisk klar til det og blev også ked over at jeg ikke så mine egne bedsteforældre så ofte, så jeg skiftede til radiograf studiet og flyttede tilbage hjem til mine forældre. Vi begyndte at snakke fint sammen igen og prøvede at få styr på mit liv somehow. Der var en del fest involveret, jeg kunne godt lide at have det sjovt og da jeg blev single igen følte jeg at der skulle ske noget drastisk, for jeg var næsten lige kommet ud af min tågede deprimerende periode. Så kom “Fristet”? resten af historien kender I. Jeg har desværre ikke besøgt Ukraine i mange mange år, selvom jeg har lidt familie tilbage. Jeg føler mig ikke 100% dansk, men jeg har nu boet her i 17 år altså. Ukraine betyder stadig meget for mig, glade barndomsminder ude på landet hos mine bedsteforældre og den slags. Føles som i et andet liv. Idag skal jeg være en kegle, hvis jeg brokker mig over noget som helst. Jeg er sååå freaking heldig. Og jeg er meget taknemmelig for, at jeg bor i Danmark. Jeg har fundet den sødeste danske fyr og venter et barn i et civiliseret land, hvor jeg ved at mit barn kan få et godt liv. Jeg er lykkelig, jeg er igang med en god uddannelse og alt virker muligt. Det, som jeg prøver at sige? det er at, vi er meget heldige. Det er svært at se det, når man ikke har noget at sammenligne med. Jeg kunne da slet ikke forstå dengang, hvad der foregik i Ukraine, men mine forældre havde jo deres tvivl og my God, hvor tog de bare det rette valg dengang. Selvom det var skide svært, kan alt jo sagtens ende super godt og jeg har det rigtig godt i Danmark nu. Det kan da godt være jeg er blevet lidt crazy-daisy af al den cirkus, men jeg er sikker på, at alt har en mening og at de højere magter har den perfekte timing for alt, det vælger jeg i hvert fald at tro. Jesus, det har været en lang “rejse”? men egentlig så starter det hele først nu, nye eventyr here I come!

bloglovin

   

Skriv en kommentar

  • Ida

    Jeg er skideligeglad med hvilken nationalitet, folk synes de har. Jeg har ikke mere tilfælles med folk der kommer fra mit land end jeg har med alle mulige andre. Jeg har aldrig følt mig noget som helst, måske er det noget med de åbne grænser i Europa? Jeg ved det ikke. Men ligesom dig, så føler jeg mig fucking heldig at jeg er født i et så civiliseret (haha) land, hvor jeg har haft alle muligheder og har brugt dem (det har du jo også). Jeg har rejst rigtigt, rigtigt meget ifb med mit job, og alle ønsker et land som Danmark med lige muligheder til alle. Så lige som det kan blive, i hvert fald. Fuck om du føler dig det ene eller andet, det er ikke vigtigt så længe du er glad.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Heidi

    Tak Irina – tak fordi du fortalte din historie om hvem DU er. Janteloven har ALTID eksisteret i Danmark og vil ALTID gøre det. At man ikke kan undre andre mennesker en smule succes i livet, er fjern fra min tankegang. Dine forældre har garanteret også været ude for det i en eller anden sammenhæng, i forhold til deres uddannelse og at de skulle starte forfra – så at sige – i et nyt land.

    Når det så er skrevet – så synes jeg det er dejligt, at læse din historie. At du kommer med så en åbenhjertig fortælling siger uendelig meget om dig – at du stadig tror en smule på det gode i andre mennesker og at du PRØVER at lukke andre ind. I know… Der vil altid være haters og man lærer at lukke af for dem – men indimellem kan man jo ikke lade være med at blive påvirket af tingene.
    Du har i hvert fald været med til (og lad os bare været ærlige), at ændre mit synspunkt lidt på dig – at du ikke er denne selvudnævnte diva som du selv siger du er 🙂

    Om ikke andet, så igen tak for din meget ærlige fortælling Irina og jeg ønsker dig et STORT tillykke med din og kærestens lille mirakel (jeg har selv to 😉 ). Man ved ikke hvad kærlighed er, før man har det lille menneske i armene <3

    Alt mulig held og lykke til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Eliana

    Så utrolig fin og sterk kvinne du er. Elsker din måte å være på. Barnet ditt blir heldig å få en god og vakker mor som deg☺ klem fra norge

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du må hilse dine forældre og sige tak for at flytte hertil, så alle vi i Danmark har lært dig kende og kan nyde godt af dig! 🙂

    Og uanset hvor svært det har været og om du føler dig dansk eller ej, så håber jeg du har det godt her nu! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

YVES ROCHER: MINE 5 BEAUTY SECRETS!