ER I KLAR… MIT FØRSTE MUSIKNUMMER!

KROPSKRITIK…!

Det her emne har jeg en del tanker omkring og jeg tror, at det er en af grundene til, at mange unge mennesker, især piger, har en lidt forkert tankegang vedrørende deres krop. Er det okay at kritisere mennesker for deres udseende, om det er krop, ansigt, hår, whatever??! Hvorfor sker det og hvordan er det bedst at takle det?! Jeg har oplevet al slags mobning og kritik i langt større grad end gennemsnittet, hvilket gør at jeg har en del erfaring med det og forhåbentlig nogle råd I kan bruge – alt er faktisk meget simpelt og klart og indstiller man sin tankegang i en bestemt retning så kan I undgå at blive kede af det eller frustrerede, hvis I oplever noget lignende!

Selve mobningen og kritikken man får, er ikke nødvendigvis en dårlig ting. Man kan begyndte at have ondt af sig selv og det er naturligt, især når man er meget ung. Det hjælper dog, at udvikle en form for tankegang, der gør at man ikke bliver ramt af det, eller i hvert fald ikke længe og så muligvis endda vende det til noget godt og tage kritikken som et kompliment. Det her emne er et meget ømt punkt for mig, da jeg kan blive frustreret over at voksne, fornuftige mennesker nogle gange ikke griber ind eller når noget der er meget klart, ikke bliver set! Mobningen eller kritikken kan man dele op og i denne omgang vil jeg snakke lidt om kropskritik! Der er nok ikke den ting, som jeg ikke har hørt mht. min krop og jeg er slet ikke den eneste – det er den sidste form for desperat angreb der plejer at komme fra mennesker der skal ud med deres negativitet. Jeg tror, at jeg har hørt det hele – og især som kvinde kan man opleve at kroppen ændrer sig meget i løbet af årene. Men er det i orden at disse andre på deres udseende/krop eller er det en fin argument i enhver diskussion? Jeg kan få det pinligt på folks vegne når man langer ud efter andres udseende konstant, det er trist og man skal prøve at forstå, at det ikke har noget med den person der bliver kritiseret at gøre, men omvendt.

I junglen oplevede jeg en af mine reality-kollegaer, prøve at “bagtale” mig med at jeg havde en stor røv – latterligt ord. Altså man kunne ligeså godt have sagt det to my face – jeg har da set mig i spejlet, I know! Jeg oplevede først mobning i en helt ekstrem grad da vi flyttede til Danmark, da jeg var 10 år. Det tog tid at lære dansk, så i skolen var det det sædvanlige som jeg tror mange gennemgår i en grad. Jeg forstod ærligt ikke hvorfor?!?  Men jeg var nysgerrig efter at forstå, hvorfor nogle mennesker uden at kende mig overhovedet – jeg kunne jo ikke engang kommunikere med dem, kunne hade mig så meget?! De finder enten et nemt offer eller vil være sej i andres øjne?! Det var rent kritik af mit udseende, jeg fik vand og skrald kastet efter mig og stjålet mine ting utallige gange og man udvikler en form for forståelse for dem der gør det – jeg forstod, at de havde deres egne dæmoner, der bare kom til udtryk på den måde, for jeg havde ikke engang udvekslet ord med dem på det tidspunkt. I sidste ende, er man nødt til at tilgive og prøve at forstå – det er desperation.

Problemet opstår, hvis man ikke har accepteret sin krop som den er, no matter hvordan den er. Man kan altid arbejde på de ting man nu vil forbedre og hvem er de andre, at sige til DIG, at der er noget galt med din krop? Og hvorfor gør de det egentlig? Er det ikke MEGET uhøfligt? Man kan jo kritisere alle for et eller andet, men hvis I tænker jer grundigt om, hvilket menneske, der er målrettet og høflig og velopdraget, vil begyndte at kritiserer og mobbe andre omkring dem konstant?! Det giver jo ikke mening, man fortsætter vel bare sit liv og prøver at gøre gode ting i stedet. Vær realistiske med jeres kroppe, lær om jeres kroppe pg hvordan den fungerer! Det er nyttigt viden! Kig jer selv i spejlet og bare vær realistisk. Accept er nøgleordet og at finde de ting man generelt er god til og de mennesker der forstår én og ikke nedbryder én! Vi har alle haft de der veninder eller fyre, der bare godt kan lide at prøve at pakke en ubehagelig sætning om éns udseende ind. Hvis din intuition siger, at der er noget galt og at det her menneske ikke ønsker dig noget godt, så er det som regel sandt. Jeg vil ikke mene, at det er fordi der er onde mennesker, jeg tror på, at alle kan være gode mennesker. Men der er bare nogle mennesker, der ikke nødvendigvis passer ind i andres liv, de har sikkert deres egne grunde – prøv at analysere situationen.  Desværre kan man ikke altid læse mennesker og nogle er bare rigtig gode til at infiltrere dit liv og spinde væv omkring én, så løsningen er måden man takler det på, og éns egen selvopfattelse. Når man bliver sur/frustreret over noget, så kan det være nemt for især meget unge mennesker, at ty til at kritisere en andens udseende,men husk – you get what you give!

Hvis man analyserer billedet forneden af mig, the selfie – hun har deller og hendes mave er ikke flad, hvorfor dækker hun sig ikke til, fede so! Se hendes store hofter og kæmpe røv, hun skal da bare blive boende i det Fitnesscenter.

“Så står hun der med sine store bryster og fede røv og tror hun er kendt og kan gøre hvad der passer hende, hun burde bures inde, og der skulle stå et skilt “dyret må ikke fodres”, hun burde bare begå selvmord, så ville verden være et bedre sted!” Ja, det sidste er faktisk noget der er blevet sagt af en ekskæreste og en eksveninde – den samme som blev ved med at disse mig med at jeg var fed i junglen. Det er sjovt for mig, og jeg forstår handlingen – men det er ikke så sjovt, hvis man nu forestiller sig en pige der vejer 200kg og måske ikke har så nemt ved at få den tankegang, så tænk over hvad I siger til andre, så er I søde!

Bukser fra WEIGHTLESS.NO // Sportsbra fra Hunkemöller

Personligt har min krop ændret sig meget i de sidste 10 år – først var jeg tynd og muskuløs. Jeg er blevet mobbet med, at jeg ingen bryster havde til jeg var 16-17, så blev jeg mobbet, da de voksede hurigt! Jeg følte mig som den største freak og prøvede at stramme dem ind så meget som muligt, da jeg skøjtede og skammede mig over, at de var vokset! Jeg har været meget lav, det blev jeg også mobbet med i skolen – jeg var dværg, men jeg trænede så meget, at det stoppede min vækst og udvikling. Efter jeg stoppede med at skøjte blev jeg overvægtig, så tabte jeg mig igen, så kom jeg ind i “Fristet”, der fik jeg en hel masse beskeder om at jeg var tyk og i løbet af de sidste 3 år har jeg vidst hørt alt hvad man kan – det er tankegangen der er vigtig her! Jeg ved hvad jeg er, hvad jeg elsker mig selv for og hvad jeg er elsket for. Det er kun hvad JEG ser i spejlet, der betyder noget for mig! Det er ikke nemt at indrette sin tankegang i den bane, I know! Jeg er som JEG er og det passer MIG! Og andre ser ud som de gør, og det er også okay – vi skal ikke alle være kloner af hinanden! This is how I look like og jeg kigger mig i spelt hver dag – og siger, at jeg er awesome! Sæt pris på jer selv og prøv ikke at være andre, det er fedt at være lige præcis som du er! Det er en ny programmering af éns tankegang der skal igang, hvis man i en længere periode bliver bombarderet med negativitet eller kritik fra alle sider. Er det okay, at være selvglad!? Hell, yeah! Det er slet ikke et negativt ord i min verden, det er da bedre end at være ked af sig selv! At være glad for sig selv er vigtigt – og hvis der ikke er andre der giver ros og komplimenter, så fred være med det, kig dig selv i spejlet og gør det. Jeg er blevet kritiseret HELE mit liv, konstant, så selvfølgelig har jeg lært at rose mig selv rigtig meget, hvorfor ikke!? Jeg vil da gerne have ros og komplimenter! Og når man får dem skal man takke, og man skal huske at give dem til andre!

Tænk over hvad I siger, og når det er man har lyst til at kritisere nogen, så bør man måske have lidt selvindsigt i det sekund og tænke, hvorfor har jeg så meget vrede og negativitet. For ærligt, hvis man har et mål med livet og har de rette mennesker omkring én, har man så konstant brug for at kritisere alle omkring én – I dont think so! HUSK – det er INGEN der har ret til at kritisere jeres udseende eller noget andet for den sags skyld! Og en rigtig ven vil konfrontere dig på en kærlig måde, hvis der er noget galt og aldrig med en mobbende undertone eller bag jeres ryg! Prøv at træne, spise så sundt som muligt og bare nyde livet og finde lykken – den lykke som I ønsker og ikke den som andre ønsker for jer! Love to you all…

bloglovin

   

Skriv en kommentar

  • simone

    Hej Irina
    Det er dejlig at du deler det med os andre. Jeg har siden 6 -9 klasse blevet mobbet, for jeg var tyk, vel jeg ikke er. Jeg havde ingen veninder for ingen af piger gad at snakke med mig for jeg var grim, vel jeg ikke er. Jeg var ensom og i frikvaterne gik jeg altid på toilet og græd. Det har jeg gjort i 4 år uden nogen der lagde mærk til det.Jeg føler at jeg ikke er noget værd.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Virkelig godt indlæg Irina!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M.

    Du har en fantastisk krop. Et godt eksempel på, at man ikke behøver være udmagret for at være smuk 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er sku en sej og skøn pige Irina & jeg er alt modsat af dig på det ydre og synes du er pisse lækker og beundre din numse 🙂

    Klem // Brigida

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Josephine

    Jeg elsker dine indlæg, hvor du kommer med din hudløse ærlige mening!

    Det er bare så ufatteligt, hvor onde mennesker kan være i mod hinanden. Altså, der er ingen mennesker som er 100% perfekte, men det handler jo bare om at være glad og tilfreds med sig selv. Og ja tak for at vi ikke alle ligner hinanden, det ville jo være skrækkeligt!

    Du har virkelig en fantastisk indstilling på livet, og det beundrer jeg virkelig. Og du har en vildt smuk krop, som jeg tror mange misunder.

    Kan lige forestille mig, hvad man får smidt i hovedet som kendt. Det er som om, at folk tror de har ret til at kritisere endnu mere, bare fordi man har været på tv. Hvad er det for en tankegang at have?!
    Man skal bare lade vær med at lytte til alle de negative mennesker her i verdenen. Dem kan man ikke bruge til noget som helst.

    Dit indlæg har åbnet mine øjne, og jeg skal bare være tilfreds med hvordan jeg ser ud. Jeg har jo egentlig ikke noget at skamme mig over. 🙂 TAK Irina!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • R

    Hej Irina,

    Jeg har længe læst med på din blog, og har derfor overvejet utallige gange at smide en kommentar. Først nu føler jeg dog rigtigt for det, og det kommer egentlig af flere grunde.

    Jeg fulgte glædeligt med i serien “Selvoptaget”, og fik enormt meget respekt for dig igennem den serie! Generelt har jeg utrolig meget respekt for dig, da du skriver nogle fantastiske indlæg her på din blog, og samtidig virker du bare som en lidt “anderledes” realitydeltager, som rent faktisk har noget mellem ørene!

    I “Selvoptaget” snakkede du en del om din skøjtekarriere, al den kritik du er udsat for samt at skulle leve op til dine forældres forventning. På et tidspunkt sad jeg ærlig talt med øjnene fyldt til randen af tårer, jeg følte nemlig, at vi har gået enormt meget af det samme igennem! Fra jeg var 12-16 år dyrkede jeg sport på eliteplan, og jeg følte et kæmpe pres fra mine forældres side. Derfor var det også et enormt nederlag, da jeg måtte stoppe som eliteudøver til fordel for skolen (og nogle problemer med en træner, som ikke lyttede til mine behov), og jeg har egentlig altid følt mig som en enorm fiasko, netop fordi jeg måtte stoppe og aldrig rigtigt opnåede nogle store resultater. Mine forældre og jeg har aldrig snakket det igennem, men det har skabt en kæmpe afstand mellem min far og jeg, og jeg tror ærlig talt, at han er enormt skuffet over mig. Jeg ved, at du nærmest har gået det samme igennem, og du er simpelthen en kæmpe inspiration! Jeg siger ofte til mig selv, at når du kan komme ovenpå og være så sej, som du jo er, så skal jeg også klare det, og det skal være hårdt, men forhåbentligt bliver det bedre!
    Dine indlæg om din krop har også gjort et stort indtryk på mig. Jeg har egentlig altid haft et enormt usundt forhold til mad, som faktisk startede allerede i 3. klasse. Jeg var nemlig en lille prop! Som 9 årig kan man ikke selv gøre noget ved det – det er jo hvalpefedt, men mine søskende kunne ikke se dette, og da jeg klarede mig godt i skolen, hvilket de ikke gjorde, blev jeg nærmest et mobbeoffer for dem. Fra jeg var ni år hørte jeg altså dagligt på kommentarer som “fede ko” og “tykke” derhjemme, og jeg begyndte på daværende tidspunkt derfor at lægge kostplaner for mig selv. Kostplaner hvor jeg f.eks. ikke måtte spise morgenmad eller mere end ét æble til frokost. Jeg kunne dog ikke holde disse kostplaner, og lod det egentlig ligge. Jeg havde dog konstant tanker i baghovedet om, at jeg var tyk. Disse tanker tog dog først for alvor overhånd i starten af syvende klasse. På dette tidspunkt var jeg netop fyldt 13 år, og syvende klasse er jo for mange lig med konfirmationstid. Det var det også for mig. Konfirmation betød for mig, at jeg skulle “shine”, og derfor lavede jeg en aftale mig mig selv om, at jeg skulle veje under 45kg. Vejede jeg 45kg var jeg fed! Netop derfor spiste jeg allerede på en utrolig forstyrret måde, og skal jeg være helt ærlig, kan jeg overhovedet ikke huske, hvordan det er at spise normalt uden at tænke over, hvor mange kalorier man egentlig indtager. Det er sørgeligt, men sandt. Som 16 årig opdagede min mor dog, at der var noget helt galt, og hele min verden faldt sammen. Jeg havde opbygget et billede inde i mit hoved om, at det eneste jeg kunne finde ud af var skole og at have kontrol over min mad, og pludselig blev det taget fra mig. Siden den dag min mor opdagede det, har vi dog ikke snakket om det. Vi må slet ikke nævne det herhjemme, da min far jo ville blive sur. Noget jeg sagtens kunne forstå dengang, men i dag forstår jeg på ingen måde min mor. Hun ønskede hellere at hendes mand var glad, end at hendes barn var sundt og rask? Hun nævner i dag ofte mit problem med mad i nogle spydige kommentarer, når vi for eksempel er ude at handle bare os to, og det gør, at jeg bare bliver mere og mere irriteret, og jeg har ofte overvejet bare at flytte fra familien, og slet ikke have kontakt med dem efterfølgende. Det er nemlig som om, at jeg aldrig nogensinde kan gøre noget godt nok. Som ni årig var jeg for tyk. Som 16 årig for tynd, og i 1.G var jeg endelig begyndt at føle mig tilpas i min egen krop, og følte egentlig at jeg var fin som jeg er, men denne tanke blev slået fuldstændig til jorden, da mine søskende begyndte at kalde mig “tykke” og “fede ko” på ny. Det her indlæg har dog rørt mig på én eller anden måde. Jeg har ærlig talt – efter at have læst det, lyst til at sige “skrot op” med mine søskendes meninger, og jeg tror, at det er et enormt vigtigt skridt på min vej mod at acceptere mig selv, min personlighed og min krop.

    Så tusind, tusind tak for endnu et fantastisk indlæg, Irina! Du er en kæmpe inspiration! Tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • irinathediva

      Hvor er det skønt at høre at du læser med og kan bruge det til noget! I min verden er det meget vigtigt at omgås med de rigtige mennesker så éns liv ikke bliver “forgiftet”, hvis du forstår hvad jeg mener. Familien kan ofte blive ved med at se dig som en lille pige og ikke tænke over det, det er vigtigt at sige fra når noget gør dig ked af det eller du føler du bliver behandlet uretfærdigt – om det er familie eller venner. Prøv at forstå dem og få dem ti at prøve at forstå dig! Intet drastisk, i sidste ende er det din familie jo <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Matilde

    Hey irina det du skrev om din krop er meget stort øhmm jeg kæmper selv med selvværd og mig selv i det hele så at du skriver dette indlæg gør en forskel

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Dejligt indlæg. Selvom du er godt til at håndtere det, fylder det stadig meget, kan man høre.
    Du må hvert fald aldrig tvivle på du er smuk som du er!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ER I KLAR… MIT FØRSTE MUSIKNUMMER!