NYTÅRSAFTEN 2013-2014 // MIT NYTÅRSKYS OG NYTÅRSFORSÆT

TRUE REALITY STORY // SPISEFORSTYRRELSE, DEPRESSION OG MIT LIV IDAG

Jeg skriver dette indlæg efter en del efterspørgsel og I ved, at jeg ikke kan lide at lyde som en jeg-ved-alt-ekspert, det her er blot mine egne tanker og erfaringer. Det er meget vigtigt for mig, at give lidt stof til eftertanke og hjælpe nogle derude, med det her indlæg. Jeg har det godt idag, og ingen skal have ondt af mig – det er ikke derfor jeg skriver dette, I’m good. Det er dog ikke helt smertefrit for mig at åbne op om de her ting og det er ikke noget jeg ellers tænker på eller snakker om længere. Sometimes people write the things they can?t say, og de her ting fortæller jeg ikke på TV jo. Jeg har siden jeg var 12 skrevet mange mange sider om mit liv og diverse episoder, som en dag når jeg bliver ældre bliver til en bog, en memoir? men ikke endnu. Selvom jeg kun er 26, føler jeg, at jeg er 126 – so much has already happened, og meget af det var nærmest i et andet liv.

Jeg har lyst til at fortælle jer nogle ting inden “SELVOPTAGET” kommer på skærmen på onsdag på DR3, så I bedre kan relatere til det jeg snakker om i programmet. Jeg er udmærket klar over at jeg er lidt af en outsider stadigvæk, da jeg gør ting på min egen måde. Det er ok og det skyldes den anderledes skøjtediva-opdragelse jeg har fået og de oplevelser jeg har været igennem. Når jeg siger diva, så håber jeg at I ved, jeg ikke mener at jeg er bedre end alle og bare er Queen of everything. Jeg er bare altid blevet kaldt for diva, well? nok pga. jeg holder hovedet højt no matter what og har det blik der siger alt, generelt bare en stærk personlighed. Enhver pige har lidt diva i sig, og jeg har taget det til mig for det passer fint. Nu vil jeg fortælle jer hele min historie om mit forhold til mad og min krop og det der følger med, det bliver lidt langt det her, jeg vil dog ikke gå ind på de helt personlige detaljer, men gøre det en smule overordnet.

Jeg var ikke glad, da vi skulle flytte til Danmark. De idylliske gule marker, somre ude på landet hos bedsteforældrene, leg på gaden med mine venner og den nemme barndom blev hurtigt til gamle minder og familien derovre blev besøgt sjældent, imens mine forældre gjorde alt for at vores fremtid i Danmark blev sikret. Deres hverdagsstress og vores ambitioner for at gøre mig til verdensstjerne indenfor skøjteløb, resulterede i mange dystre år og en svær tilvænning for mig både i skolen pga. massiv mobning (jeg blev kaldt dreng pga. mit meget korte hår dengang, men mobningen var det mindste problem af alle) og jeg var nødt til at analysere og bearbejde de nye indtryk på en voksen måde, selvom jeg kun var 10. Jeg begyndte at gå med makeup sent og fik aldrig opmærksomhed egentlig, der var altid drama i skøjtehallen og mht. mit forhold til mine forældre var det helt kaos i de år hvor jeg dannede mig som individ – selvom jeg godt ved de gjorde hvad der krævedes, for at jeg blev den bedste. Jeg havde kun en mening med livet – at blive den bedste på isen, hvilket var realistisk!

“I turn the page, my story ends…”

1. GOTH-PERIODEN OG ENDEN PÅ SKØJTEKARRIEREN

“It’s funny how our past frames us, how the person we used to be never lets loose of the person we are. Past failures and disappointments, even victories take hold of us. They haunt us like ghosts, or visit us like old friends.”

Jeg skøjtede på meget højt plan og var enormt disciplineret allerede fra jeg var 4 år, og stoppede da jeg var 19-20, hvilket der var en del grunde til. Skøjteløb fyldte ALT i mit liv, det var mit liv – jeg var en ekstremt indelukket og stille pige uden fast vennekreds og det hjalp ikke at vi flyttede meget og jeg startede hvert klassetrin i en ny klasse nærmest. For at I får et bedre billede af det, kan jeg fortælle det her – jeg husker at jeg startede i gymnasiet og brugte rigtig mange frikvarterer på at gå ud i skoven ved siden af, indtil vi skulle have time igen. Jeg var mega kommunikationssky, så det var ikke fordi det var andres skyld, jeg fungerede bare ikke så godt socialt – altså, som i at jeg ikke kunne finde ud af det fordi jeg var så vant til at jeg bare havde brug for isen og træning og de mennesker jeg nu kendte der fulgte med, dem kunne jeg relatere lidt til. Med alderen kunne jeg selvfølgelig godt mærke at jeg var gået glip af noget og jeg accepterede lidt outsider-rollen. I mange år har jeg været glad for at tegne og skrive, især skrive musiktekster, hvilket førte til min store passion for musik, især 80´er rock og alt hvad de spillede i “Dawsons Creek”, haha. I ved hvordan det er, man begynder at lytte til musik som passer til éns indre verden – ja, jeg begyndte at hælde til alt det gotiske og mine tegninger blev meget dystre, mildt sagt. Min passion for kunst i alle retninger udsprang i de år, især musikinstrumenter som guitar, lyden af elguitar får mig i en euforisk tilstand stadigvæk. Når jeg var ved at blive emotionelt kold overfor alt andet, var der musikken og naturen tilbage. Til den dag idag er jeg opslugt af at betragte natur. Naturen var perfekt, noget jeg aldrig kunne være jo. Kort fortalt, der var efterhånden så mange knive i min ryg, jeg var ung og så ødelagt mentalt – jeg var tilskuer til mit eget liv.

Jeg begyndte at farve mit hår sort, mine negle sorte, bruge rigtig meget eyeliner og kun gå i sort tøj (vil påpege at det var inden emo and all that var “in”, så det var kun mig der var på den “mode”) og selvfølgelig synes folk jo at jeg var endnu mere mærkelig. Men det var nok lige præcis der, at jeg udviklede jeg-er-ligeglad-med-hvad-de-siger-om-mig attitude, det som er min diva-attitude idag. Jeg følte mig fuldstændig malplaceret i denne verden og tænkte om det er fordi jeg hørte til i Ukraine?! Episoder hvor en lærer i gymnasiet sagde at jeg aldrig bliver god til at skrive på dansk, fordi jeg ikke var dansker var bare hverdagsmodstand for mig. Der var kaos og larm i mit hoved og jeg havde ingen venner, som i jeg snakkede med INGEN i meget lang tid. Sommetider var jeg nødt til at tage lange ture for bare at skrige vreden ud et sted. Jeg har aldrig skåret i mig selv, jeg har aldrig forsøgt selvmord, jeg var dog ved at miste kontrol over mine tanker og handlinger – jeg har holdt så meget smerte og vrede inde i mig selv i alle de år, at min hjerne begyndte at reagere på sin egen måde vel og jeg begyndte at få angst og rysteture oveni, det begyndte at minde om en dårlig film der ender tragisk. Det blev for meget, mit hoved var ved at eksplodere af negative tanker hvert sekund af dagen og jeg havde tit mareridt, jeg faldt i søvn i håb om at jeg ikke vågnede igen. Eftersom mine forældre havde rollen som “trænere”, kunne jeg ikke tale med dem om det, og jeg havde heller ej lyst til at tale med nogen om noget som helst, men vi går lidt ind på fortiden i det kommende “Mig og min Mor” program. Jeg havde til sidst ikke lyst til noget som helst? intet gav mig glæde, og jeg var heller ikke rigtig ked af det. Ingen interesserede sig for mig og jeg havde også bare brug for at alle lod mig være. Den bedste måde at beskrive det er i farven grå? jeg fandt kun noget befriende fra den storm der foregik i mit hoved med mine lange ture, helst ude i naturen hvor der ikke var andre mennesker og tæt på vand eller skov – og der kunne jeg sidde med mig selv i timevis. I was slowly loosing my mind? og det skræmte mig, for jeg vidste at jeg var stærkt, så det måtte virkelig være blevet slemt.

Jeg hadede at vise nogen at skøjtedivaen ikke var på toppen, jeg kunne ikke holde ud når mennesker nød at se mig lide – og det var der mange der gjorde. Jeg læser mennesker meget godt og meget hurtigt og alle der ikke ønsker mig noget godt, tager jeg afstand fra. I forgive, but I never forget? og det er nogle ting jeg gerne vil glemme. Efter de 15 år begyndte jeg at få former efterhånden, men jeg var eller flad inden, altså ingen bryster. Jeg trænede ekstremt intensivt og det havde stoppet min udvikling og menstruation faktisk – det var rigtig svært, da min krop begyndte at forandre sig. Det at jeg begyndte at få bryster og former det var jo “forbudt” i skøjteverdenen at have, og det begyndte at gå nedad med træningen og mit forhold til mad blev anstrengende. Da jeg stoppede første gang som 18-årig, eksploderede min vægt og min krop gik fuldstændig i chok. Jeg begyndte på p-piller fordi jeg fik min første kæreste, jeg tog 15-20kg på i løbet af 1 år og jeg fik en forfærdelig depression og levede af junkfood og sodavand hver dag. Det var nok det tidspunkt i mit liv, hvor jeg havde det mest usunde forhold til mad – jeg spiste mine sorger væk, og jeg spiste konstant! Jeg kastede aldrig op bagefter, men jeg proppede bare alt hvad jeg kunne se i mig selv, indtil jeg havde kvalme – jeg straffede mig selv, for ikke at have levet op til alles forventninger. Jeg kunne ikke stoppe, det klikkede helt for mig. Jeg havde glemt hvordan det var at smile, jeg drømte ikke om noget længere, jeg var bare træt. Mit liv blev til et langt mareridt! Ærligt guys? jeg havde ikke lyst til at leve, men jeg havde heller ej lyst tik at dø altså.

2. OVERVÆGT OG DEPRESSION

 Jeg flyttede ind med min første kæreste da jeg var 18-19, jeg havde kun fået et par kys før det så jeg var helt uvidende om ALT! Jeg var slet ikke vant til at have den krop og jeg var rigtig ked af at jeg konstant skulle købe nyt tøj og ikke kunne bruge den samme størrelse, så det endte med at jeg bare gik en joggingbukser konstant. Jeg arbejdede bag kassen i SuperBrugsen på daværende tidspunkt og havde det mildest talt ret crappy, selvom min kæreste var god ved mig. Men det var en stor kontrast at gå fra at være skøjtediva og rejse verden rundt til at sidde bag kassen hver dag og få hånende blikke. Jeg snakkede ikke rigtig med mine forældre, da vi blev meget uvenner efter min skøjtekarriere stoppede, de havde jo nærmest brugt millioner på mig og jeg blev ikke til verdensstjerne alligevel. Jeg blev diagnosticeret med depression, men valgte at takke nej til lykkepillerne, personligt havde jeg brug for at klare det uden. Jeg kunne ikke forklare hvordan jeg havde det, for jeg kunne ikke forstå det længere. Nå ja, det gjorde det slet ikke bedre at jeg af al stress, junk, hormonændringer osv. fik acne i hele hovedet, vi taler big time acne, hvor jeg ikke gik udenfor at all!!! Det var SÅ hårdt og jeg havde mistet modet. Jeg følte ALT var galt med mig og jeg forstod ikke hvorfor jeg havde fået det her liv, for der var jo intet godt ved det!!!

Jeg prøvede at vende tilbage til skøjtesporten, det eneste jeg vidste jeg var god til, da jeg jeg var 19 igen, men min krop havde forandret sig for meget og min pause havde været for lang og psykisk kan jeg godt se idag, at det heller ej var det rette for mig. Det endte med at jeg havde tabt mig 10kg via hård træning i forbindelsen med det og efter at have undervist som skøjtetræner sagde jeg helt farvel til alt hvad der havde med den verden at gøre, da det simpelthen var for smertefuldt og der var så meget ondskab og uretfærdighed indblandet i min elskede sport, at min fornuft sagde til mig, at jeg skulle langt væk fra det hele. Mange kan stadig ikke forstå hvorfor jeg ikke underviser idag eller bare skøjter lidt selv. Jeg blev trænet op til at være en vinder og til at være på top niveau hele mit liv, og det er svært at forstå for andre, men uanset hvor meget jeg elsker isen, så kan jeg kun holde ud at få skøjter på en sjælden gang imellem. Det var hele mit liv, og det sluttede smertefuldt for mig og alle de mange smertefulde minder kommer tilbage når jeg har for meget med det at gøre igen, hvilket jeg ikke ønsker. Jeg vælger at mindes alle de fantastiske øjeblikke jeg havde – kun mig og isen og musikken, og jeg vælger at mindes dem på afstand og tænke på dem når je går mine ture ved vandet. What I know is, life can be ugly? det er sandheden. Ting tager tid og jeg blev ved med at sige til mig selv at nu hvor det ikke kan blive værre kan det kun gå bedre. Jeg var ulykkelig og følte mig alene, da jeg aldrig har været den populære pige nogen steder. Det eneste jeg havde og hvor jeg vidste jeg VAR noget, var ude på isen? og den havde jeg ikke mere, jeg havde mistet mig selv og mit liv og det anden slags liv kendte jeg ikke til.

Idag er ikke besat af hvad jeg spiser, jeg prøver nu så godt jeg kan at være fornuftig med min kost og at bevæge mig. Jeg har arvet mine former kan man sige og vi er alle forskellige og det er hvad jeg har nu, jeg har fuldstændig accepteret det den dag idag og er glad for det hele. Selvfølgelig har jeg de der dage, hvor jeg tænker: “Okay, hvordan har jeg lige taget 5kg på i søvne?!” og man kan altid lige gøre noget ved de små ting, man er utilfreds med, sådan har vi det alle. Men jeg er bare meeeget afslappet med mit forhold til mad og krop. Jeg tænker for det meste på hvad det er bedst helbredsmæssigt når jeg begynder at gå op i de ting. Men jeg har virkelig virkelig virkelig stresset over det da jeg skøjtede, så jeg var selvfølgelig også træt af at det skulle fylde så meget i mit hoved. Men nu har jeg faktisk meldt mig ind i Fitness for at være sund, og det har noget at gøre generelt med min tilgang til livet at jeg bare er mere afslappet mht. alt og gerne vil nyde det, men det har været en lang kamp! Det her billede er taget nogle dage siden og jeg har ikke trænet i 5 år nu? jeg havde brug for en pause.

Jeg lavede denne her video på et tidspunkt, hvor jeg fik RIGTIG mange henvendelser fra piger der havde det skidt med sin krop og søgte råd hos mig. Det gjorde mig virkelig ked af det at så mange havde det på den måde og jeg fik det rigtig svært med det, så her er hvad jeg havde at sige: “SPIS PIGER”

3. REALITY-“STAR” LIFE

Jeg er stoppet med at leve for andre mennesker for længe siden? op til “Fristet” var mit liv bare modstand på modstand i mange år. Life is a bitch, vi kan alle have det hårdt, men give me a little break tænkte jeg bare. “Fristet” var en meget spontan beslutning, det var lige efter jeg fik en abort kan jeg være ærlig og sige, og det hele blev bare for meget. Jeg ville bare væk og opleve noget jeg aldrig har oplevet før og bare ligge fortiden bag mig i et stykke tid, så med nerver af stål og min på det tidspunkt ekstra kolde isprinsesse attitude tog jeg afsted. Jeg havde ikke regnet med at blive behandlet sådan i programmet, og selvfølgelig har jeg mine egne forsvarsmekanismer, så jeg var nået til det punkt for første gang i mit liv, hvor jeg begyndte at give igen og ikke lade nogen tale ned til mig eller fucke mig op! Og selvfølgelig kunne man fornemme at jeg hverken kunne manipuleres og kørte mit eget spil, og jeg tror egentlig bare folk ikke ved hvordan de skal komme ind på mig, for jeg vil helst ikke HAVE at de kommer ind på mig, bortset fra meget få. Men anyways, JA, jeg har min bitchy side når der er behov for det, men det sker meget sjædent, for jeg er all in for at have det sjovt og være kærlig. Jeg har været miserable for meget i mit liv, I just wanna be happy and have fun! Men OMG, jeg kan virkelig ikke tolerere falske mennesker der rotter sig sammen, men det er jo så gennemskueligt for de skarpe. Jeg havde bare ikke lyst til at fortælle hele min livshistorie på TV og hvorfor jeg var som jeg var, så jeg var sådan: “Fint, så må de tro jeg er en bitch, heks? og whatever folk gerne vil stemple mig som!”, hvis det er meant to be that way, vil man alligevel med tiden se hvordan alt hænger sammen.

Så når man begyndte at fake den over for mig, som bl.a. i “Fristet”, kan I godt forestille at jeg bare ikke tolerere det! Like who the f*ck are you? ?! Jeg synes ellers jeg var meget tålmodig, haha! I junglen mistede jeg den tålmodighed, ej men for helvede vi har det alle hårdt jo! Jeg kan få nerver af stål hvis jeg virkelig indstiller mig på det, “Divaer i Junglen” tog lidt energi fra mig, men hoooly c? elsker bare den livserfaring jeg har fået med fra programmerne! Så når jeg får hate for reality-optræden efter alt det andet? not a f*ck is given! Folk jagter en form for falsk magtfornemmelse.. er I klar over al den mængde mobning, ondsskab, smerte jeg har holdt ud! Så når jeg får de mange beskeder fra ulykkelige unge, kan jeg virkelig relatere til mange ting – jeg har været der, det skal nok gå, trust med, find styrken og modet. I vinder over det hele og jeg håber inderligt at det hjælper at jeg fortæller lidt om mine oplevelser, jeg kan godt klare den hate jeg får for det.

I slutningen af 2012 slog min daværende kæreste op med mig, hvilket vendte hele min verden på hovedet og jeg fik en god lussing from life – det åbnede mine øjne og jeg så virkeligheden! “Hello Darkness my old friend?” hed det igen! Jeg følte mig dum, dum over at jeg levede i en eller anden lyserød bobbel efter “Fristet” og at jeg troede at alt ville gå som det skal derfra, jeg må virkelig have været forelsket. Pludselig blev sex-klippet på TV en big deal for mig, som jeg fortrød, men god livslektie jeg fik mig der mht. det hele og det blev tydeligt at jeg bare havde været en fjollet og naiv pige, der ikke skulle være i et forhold på daværende tidspunkt. Den oplevelse har ændret mit syn på forhold, fyre, venskab, hvad kærlighed i virkeligheden er og hvad jeg ønsker af mit liv! Jeg begyndte at læse meget igen og gøre ting der gør mig glad, lidt det samme mønster som før og det havde været tiltrængt, for jeg kunne bogstaveligt talt mærke smerten i mit hjerte i mange uger efter, faktisk kunne jeg mærke den i hvert enkel celle af min krop. Den slags sker, og den smerte der følger med – that’s life. Jeg sætter virkelig pris på loyalitet idag. Jeg indså, at jeg slet ikke havde bearbejdet min mormors død samme år, det var som om jeg holdt frustrationerne tilbage igen og i slutningen af 2012 var jeg psykisk helt ødelagt selvom det år startede fantastisk med “Divaer i junglen”- sejren, så vidste jeg ikke hvordan jeg fik samlet mig selv igen. Min veninde Samanta gav mig styrke og som Guns ‘n Roses så flot sang: “nothing lasts forever, even cold november rain?”

Efter den storm kom solen frem igen og jeg har aldrig haft det bedre, og hver gang der sker noget drastisk i mit liv, kan jeg se at der var en mening med det. Nogle handlinger kan ændre en anden persons liv voldsomt? Takket være sporten har jeg de nødvendige kvaliteter, der lige præcis hjælper mig med at takle alt nu i showbiz og life – de beholder mig nede på jorden, de giver mig disciplin, viljestyrke og medmenneskelighed til den dag idag, nu kan jeg godt se hvorfor jeg skulle igennem alt det der. Idag er jeg sikker på, at en stor del af min selvtillid kommer fra den tid, hvor jeg bare accepterede at jeg var min egen ven i mange år og jeg snakkede også tit med mig selv endda. Det lyder fjollet, men jeg klarede alle de hårde tider alene med mig selv og nu er jeg ældre og klogere og jeg skal nok klare hvad der nu end kommer, og det giver mig en slags ro (ikke at jeg er totalt rolig hele tiden, hah). Jeg har en ret anderledes syn på livet, og jeg gør ting med en stor passion og derfor er der få mennesker i mit liv som kender mig for den jeg virkelig er, og derfor mine forhold ikke har fungeret, fordi mænd som regel kun ser mit ydre. Min egen fejl, at jeg var naiv, I know? det er ensomt når man holder alle på afstand, men jeg vil hellere være ensom nu på det punkt, efter at have brændt nallerne så gevaldigt sidste gang. Jeg er det værd, at man gør sig fortjent til min kærlighed og at have mig ved sin side. De få fornuftige mænd jeg har mødt siden, har haft et stort problem med at jeg har lavet reality-TV og haft svært ved at takle at jeg får opmærksomhed af diverse grunde, hvilket jeg ikke kan bruge til noget jo, den rette vil altid acceptere en 100%. Jeg glæder mig til at opleve den helt rette kærlighed, det har jeg vidst til gode – jeg tror heldigvis stadig på “eventyr”, utroligt nok. Nåh, så kom jeg ud med det, ingen grund til at være ked af det over noget, jeg er så heldig for mit liv og alle oplevelser og jeg er virkelig blevet rørt af en engel for jeg er lige der hvor jeg skal være idag og dybt taknemmlig for ALT hvad jeg har. Jeg er stoppet med at løbe væk? jeg tager alt i mit eget tempo, fokuserer på at være glad, nyder livet og går efter mine drømme. Vi er stærkere end vi tror, vi glemmer det bare lidt nogle gange? og det er vigtigt at have de helt rette mennesker ved siden af.

Efter at jeg skrev det her indlæg, tog det mig lige nogle dage at tage mig sammen til at poste det…

bloglovin

   

Skriv en kommentar

  • […]  Først og fremmest vil jeg sige, at det er så svært at skrive om det her emne uden at nogle misforstår eller vil misforstå det. Jeg har ikke tænkt mig at debattere med nogen eller påtvinge mine holdninger i halsen på nogen, men jeg tager det her op, da jeg personligt oplever mange beskeder fra unge piger, der har det svært med sin krop og ikke føler sig accepteret medmindre de efterligner idealer, som der skal leves op til. Nogle mener de skal tabe sig, nogle har svært ved at tage på og fælles er jo det tit, at man har så meget fokus på det, at ens krop skal se ud på en bestemt måde, at man mister glæden ved livet lidt efter lidt. Det er helt fint og sundt at man går i Fitness og går op i ens kost og den slags, al respekt for det, men måske ikke når man er 12-13 år! Og generelt betyder det heller ikke, at ALLE skal være trænings-fanatikere, fordi det er blevet moderne. Jeg har som skrevet før trænet meget i Fitness da jeg skøjtede og også med privat træner, det var nødvendigt og jeg gik meget op i min træning, hvor jeg nu om dage bare har en meget afslappet livsstil. I kan læse det lange indlæg og min depression og forfærdeligt forhold til mad HER. […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Aviaja

    Det er næsten som at læse om mit liv (undtagen skøjte – og realitydelen) men “goth” perioden lukke ind i sig selv, være ligeglad med hvad folk sagde om en og ‘isolere’ sig. Jeg har næsten også lige fået diagnoseret depression, jeg er heldigvis god til at fortælle folk om det og folk ved det er ok de bare kan spørge ind til det men bare svært at forklare det til folk der ikke har/ eller har prøvet at have depression. Det hjalp også at læse dit indlæg og se at andre også har haft det på samme måde det er nærmest et tabu at snakke om man har det dårligt psykisk og folk tager det ikke så alvorligt.

    Jeg elsker dit syn på din krop at man ikke skal være supertynd, jeg har det selv sådan. Jeg har lidt former og er kun glad for det og har fuldstændig accepteret min krop (endelig!) En af mine kærestes venner kaldte mig tyk da han var beruset, jeg grinte bare og sagde “Jeg er ligeglad hvad du syntes og jeg er glad for min krop.” Det lukkede munden på ham. At være 150cm høj og veje 49kg er heller ikke være tyk.

    Elsker læse din blog og især nu hvor du er gravid, at du både skriver om dine op- og nedture omkring det så man er forberedt når det (måske) engang sker for en selv 🙂
    – Aviaja.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • S

    Hej Irina. Jeg er ked af at kommentere på så gammelt et indlæg, især når det er så personligt for dig, men jeg har kun lige læst det og følte for at skrive bare et eller andet. Jeg er fuldstændig målløs over hvor meget mod det må kræve at give så meget af sig selv, og du er virkelig nået så langt, at du er et helt fantastisk billede på girl power for at gå hen og blive helt kikset.

    Det her er lige hvad jeg havde brug for at læse lige nu, det betyder underligt meget for mig, så tak – mange tak, Irina!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • M

    Irina, du aner ikke, hvor meget det har hjulpet mig at læse det her indlæg. Jeg kan relatere til så meget af det, du skriver, og det var både rart og hårdt at læse det. Jeg har det på samme måde nu som du havde det dengang, og det føltes næsten som om, at jeg sad og læste mine egne tanker og følelser. Og jeg har virkelig ikke lyst til hverken at læse eller være i mine egne tanker, men at vide, at du kom igennem alt det og at du har det godt nu, hjælper mig rigtig meget.
    Det med at være tilskuer til sit eget liv, og ikke kunne forklare, hvordan man har det, fordi man ikke selv forstår det, kan jeg virkelig nikke genkendende til. Og også det med, at man egentligt ikke længere har lyst til at be alive, men alligevel ikke har lyst til at dø. Sådan har jeg det virkelig nu (omg, har aldrig sagt det højt eller skrevet det ned før) – og det er en meget underlig og forvirrende følelse.. Jeg håber virkelig, at du har ret i det hele bliver bedre end dag!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Fie

    Hej Irina,
    Super godt indlæg du har skrevet, og fedt at se at der faktisk er et menneske inde bag alt diva atityde som ofte ”bare” er den side man ser på tv (ikke negativ ment).

    m.h.t din mad havde du da en spiseforstyrrelse da den tog overhånd og du tog voldsom på i vægt? og fik du ikke nogle kommentar med på vejen i den periode?

    jeg har selv en spiseforstyrrelse (bulimi) som jeg selv kæmper med at komme af med, så kender desværre til dine ædeflip. jeg har en kæmpe drøm om at kunne få et normalt og afslappet forhold til mad og acceptere min krop som den er – hvordan er du kommet dertil? jeg forventer ikke du skal til at give mig psykolog hjælp, det er blot kun hvis du har nogle redskaber til, hvordan man kan ændre sit syn på sig selv.

    på forhånd tak,
    Fie

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Caroline

    Wow, det her er vildt at læse. Jeg tror ikke du har nogen anelse om hvor rørt jeg er nu, med tårer på vej ned af mine kinder.
    Som Elitegymnast siden jeg var 4, kan jeg virkelig sætte mig ind i, “pludselig ændrer kroppen sig” situationen. Jeg er lige fyldt 16, og kan langsomt mærke, at de gamle skills som kunne trækkes frem hvert et øjeblik, pludselig føles anderledes. Tak for god inspiration, jeg tror jeg vil sende denne til min mor, så hun kan læse den 🙂
    Staystrong!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sarah

    Det er ikke for at dømme nogen som helst. Jeg tænker et eller andet sted, hvorfor ik bare tage en uddannelse, så man kan få sig en sikker indkomst og en karriere? Vi er mange mennesker der ik har andet at leve af end fritidsjob og SU indtil vi får råd til noget bedre. Jeg tror ik på at man nogen steder i verden ville kunne klare sig økonomisk uden en uddannelseskarriere, det fik jeg også altid at vide som barn.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • irinathediva

      En uddannelse er en selvfølge, det er noget der siger sig selv og har aldrig udtalt mig om at jeg skal lave reality og kun det til resten af mine dage… jeg prøver mig frem i øjeblikket!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Pernille

    Du er nok den sejeste der findes – gid jeg havde lidt af din styrke! ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Wow smukke! Det er sgu næsten en helt bog det her! Hvilket får mig til at tænke på at jeg synes du skulle skrive en. <3 Keep up the good and honest work darling. Du skriver som en drøm, så der kunne din gamle subjektive og uprofessionelle lærer læse det her.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Gitte Petterson

    Wow sikke et oplæg, det er meget råt, inspirerende, flot og modigt!
    Tager hatten af Irina 😀
    Alt held i fremtiden til dig fra mig!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • chris

    Hvis jeg skal være helt ærlig, så har jeg aldrig brudt mig om dig (efter hvad jeg har set af div. programmer, du har været med i). Men denne post hjalp lidt – forstår bedre din attitude (som er det, jeg har tænkt negativt om).

    Jeg håber, at du 100% ved, at man ikke er stærk, hvis man fremstår usårlig.
    Dette er en stor misforståelse.
    Man er stærk, hvis man tør vise sin sårbarhed. Og det synes jeg klart, du har gjort lidt nu – hvilket er super fedt.

    Vil ønske dig held og lykke – håber alt godt for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hvilket fantastisk indlæg.
    Man lærer dig meget bedre at kende, og jeg synes at det er fedt, at du tør at åbne dig så meget. Glæder mig til at følge med i de nye programmer.
    Tak for stof til eftertanke.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Wauw det er virkelig et fantastisk indlæg!
    “Den alternative periode”, nedturene, følelsen af at man simpelthen ikke hører til og facaden der godt kan blive lidt for hård – jeg har også selv prøvet alt det.
    Mit liv har været en ruchebane siden jeg var 13 år med skiftende gode/dårlige perioder og lige nu er jeg desværre i en rigtig dårlig periode /: jeg ved godt det hele bliver bedre en dag.. jeg er trods alt kun 18 år men forhelvede hvor ser alt meningsløst ud. Dog håber jeg snart det hele vender og jeg finder nogle ordentlige personer i mit liv. Jeg ved præcis hvad du mener med at kunne se igennem folk.. på en måde synes jeg det er en fantastisk “evne” at have, men også frygtelig. For nogle gange ville jeg bare ønske at jeg kunne være “normal” og ikke vide hvornår folk var nogle idioter. Forstår du hvad jeg mener?

    Tusinde tak for dit indlæg irina! Jeg har ikke fået mine indebrændte følelser ud i mange måneder, men hvor er det dejligt at det du skrev gav mig modet. Du virker som en fantastisk person. . Alt respekt herfra!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise G

    Super indlæg. Tillykke med at du fandt modet til at dele det. Det er slet ikke ego-ish eller noget i den stil, det har en meget ydmyg udstråling. Tak fordi vi måtte læse det 🙂 hilsen en pige der lige er kommet ud af en hård periode.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maria

    Irina – du sgu ret så skøn !!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma Dawall

    Wow… Respekt herfra, det er helt sikkert.

    Jeg har selv gået igennem en lang periode med selvskade, negative tanker, selvhad og andre problemer. Jeg har i et par måneder holdt nem inde nu, så andre mennesker ikke skal bekymre sig.. Men dig indlæg her, det hjælper virkelig. Det giver sgu en lidt styrke. Troen til at jeg godt kan klare mig igennem det her, selvom det ikke ser så lyst ud for tiden..

    Det jeg nok bare ville skrive var Tak, du giver mig håb.

    -Du en fighter.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • irinathediva

      Du er også en fighter tro mig! Det tager bare tid og tålmodighed, og det vil give dig en ekstra styrke i sidste ende. Hold ud, kys herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Joan

    Flot skrevet, du er en inspiration for mange!!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Anonym

    Man kan bare ikke andet end at beundre dig. Du har fat i de helt rigtige værdier. Må Gud være med dig ♥

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Sofie

    Hold da op, hvor er det godt klaret af dig. Det her indlæg rørte mig faktisk.. Du skal bare være så stolt af dig selv, det har du virkelig grund til. Og elsk din krop, ja. Man behøver ikke være en pind for at se godt ud – former er fantastiske. Alt held og lykke fremover! Du gør det SÅ godt!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emma

    Hej Irina
    Jeg syntes lige at du skulle vide, hvor meget du lige har hjulpet mig med det indlæg. Jeg synes det er SÅ flot alt det du har kæmpet dig igennem!
    Jeg har det selv RIGTIG psykisk dårligt i en alder af kun 14 år.
    Jeg tænker så tit, at det hele kan være ligemeget. Jeg kan ligeså godt give op! Selv min psykiater har næsten opgivet mig.. Men alt det du lige har skrevet, har da givet mig en lille smule mere mod på at kæmpe videre.
    En depression er noget af det værste! Ingen kan sætte sig ind i det, før man selv har været der.
    Men ellers har jeg kun en ting at sige til din tekst – amen!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • irinathediva

      Hvor gør det mig glad at læse søde… lov mig at du holder ud og finder noget der interesserer og inspirer dig. Du er bare en følsom person og de følelser kan bruges kreativt, kys herfra <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • lise

    Hold da op søde irina. Det har virkelig rørt mig det du har skrevet. Hvor er det fantastisk du har kunne vende tankerne og få noget posetiv ud af det:-)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Where have you been all my life beautiful?

    Lad os tage kapitlet med goth perioden, det som taget ud ad mit liv. Dog var jeg ikke så stærk som dig.. Første diagnose kom som 13 årige. Svær depression som kun ses ved voksne mennesker. Psykisk realiseret spiseforstyrrelse (alt røg op af sig selv, jeg gjorde intet med min krop sagde fra) og selv skadende adfærd tog jeg også med i købet.

    Jeg sidder med tårer i øjnene og et smil på mine læber når jeg læser din historie. Hvor er du sej, og fucking beundringsværdig !! Hvis jeg gik i 5 klasse, og skulle skrive om den person jeg ser mest op til, ville jeg vælge dig.

    Du overrasker mig gang på gang, men alt i alt. Jeg synes bare rigtig rigtig godt om dig. Jeg elsker hvor hudløs ærlig du kan være, også når det måske er lidt svært. Men hvis vi nogensinde skal være lykkelige, må vi finde fred i os selv. Og det tror jeg på du har. Og det min pige. Det er fedt og pisse stærkt gået ! 🙂

    Jeg sidder her. 24 år. Førtidspension. Skizofren. Men fanme lykkelige.

    Og her til aften, er du grunden til jeg smiler. Bliver helt stolt af dig, at du har blottet dig selv så meget. Det er altid risikabelt. For folk kan bruge det imod dig. Men det er igen der freden i sig selv kommer ind.

    Keep clam
    and
    be fucking awesome
    irina

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • irinathediva

      Thanx sweetie… jeg ER jo lidt risikabel altid, men dette indlæg var nødvendigt af flere grunde.

      Der er ingen der kan bruge det her imod mig, og ja idag… hard as a rock, ikk 😉

      God aften honey…

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Du går altid lige til grænsen, er ærlig og rå. Du kan være lige så hård og kontant som du kan være den sødeste lille engel. Men grunden til jeg netop godt kan lide DIG er at du altid har dig selv med 🙂 og det kræver rigtig meget.

      Jeg forstår godt du har tænkt nogen dage over bloggen, men jeg vil sige jeg er super glad for at den kom frem i dagens lys ! 🙂

      du må også have en lækker aften prinsesse 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • irinathediva

      Thanx, for støtten og for at du tager dig tid til at følge med søde <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super fedt indlæg, Irina. Jeg synes personligt selv at man kunne få indblik i hvem du virkelig var i Divaer i junglen. Hvilken fighter! Det var super fedt og der begyndte jeg for alvor at tænke du var helt unik på den alt for fede måde. Bliv ved, du er simpelhen en fantastisk inspiration og så smuk et menneske!

    //Amanda
    http://amaanda.bloggersdelight.dk/

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hej Irina

    Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal kommentere. Jeg har læst din blog i et par måneder og også set et par af de programmer du har været med i, men aldrig rigtig haft en holdning til dig. Derfor kom det som en overraskelse at jeg blev så rørt over det her indlæg, det er virkelig godt skrevet! Du er personlig, sårbar, ærlig, men du udleverer hverken dig selv eller andre, hvilket er en meget svær balance.

    Du lader til at være en stærk kvinde der har lært rigtig meget. Jeg tror ikke på at ubehagelige eller negative oplevelser i fortiden er spildt og kan se at du tænker på samme måde! Vi har alle vores portion af hårde tider, men det vigtige er hvad vi lærer af dem og hvordan vi tackler os selv bagefter. Der tager jeg virkelig hatten af for din måde at rejse dig igen.

    I forhold til sundhed tror jeg du er et rigtig godt forbillede for mange unge piger! Og jeg synes dine former er fantastisk smukke 🙂
    Jeg har selv kæmpet med mad, dog ikke pga. sport, men fordi jeg ikke kunne dyrke sport, så det var den omvendte situation end din, men nogle af tankerne kan jeg godt genkende. I dag er jeg også ude på den anden side. Vi vælger alle vores måder at kæmpe vores kampe og for mig har styrketræning været redningen, men det virker til at du har fundet dig selv i et sundt og godt sted for dig! 🙂

    Undskyld for den lange kommentar 🙂

    Hilsen Anna
    thewonderwomanwannabe.blogspot.com

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • irinathediva

      Hej Anna.

      Tak for kommentaren. Jeg tager alt til mig og vi kan alle lære af de svære perioder, som du også selv skriver 🙂

      Jeg har fundet balancen idag, og håber at andre også gør.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stinna

    Det her blog indlæg er som sendt fra himlen tusind tak !:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • SigneMelander

    Ved slet ikke, hvad jeg skal skrive.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Stine

    Åh, søde Irina! Du har min fulde respekt for hvad du har kæmpet med, og hvad du har opnået! Du kan være 100% stolt af dig selv 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Super godt indlæg:)

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

NYTÅRSAFTEN 2013-2014 // MIT NYTÅRSKYS OG NYTÅRSFORSÆT