KAN I HUSKE EMIL FRA PARADISE HOTEL?

 Hej med jer… for noget tid siden delte Emil denne historie på Facebook. Den giver godt nok stof til eftertanke og gør at jeg sætter pris på, hvor godt vi egentlig har det i Danmark. Emil deltog i Paradise Hotel sæson 3 og jeg har med Emils accept postet hans historie her, som også er blevet nævnt på EB.dk og BT.dk. Det må have været så frygtelig hårdt for Emil at være igennem dette helvede det sidste stykke tid, men jeg er sikker på at han er en sej og stærk fyr og at det hele nok skal ordne sig for ham…

“TIL DEM AF MINE VENNER SOM VIL VIDE HVAD PRÆCIS ER HENDT, OG HVORFOR AT JEG IKKE HAR SVARET ELLER BESØGT DK. BREVET ER SKREVET TIL MIN ADVOKAT SAMT DEN DANSKE AMBASSADE, DERFOR DEN HØJE DETALJERINGSGRAD. VI SES SNART ALLESAMMEN! ?

Jeg slår øjnene op , det hvide loft med de karakteristiske kuglepenstegninger bestående af tidligere indsattes hilsner og diverse tilsvininger af det spanske retsystem og ikke mindst politi, minder mig om at jeg er vågnet op til endnu en dag i fangeskab, endnu en dag uden den frihed mange af os mennesker til hverdag tager for givet.

Men at glemme hverdagens små mirakler er der intet kriminelt i , så hvordan kan det ske at jeg i dette moment ligger pen til papir i en fængselscelle langt fra hvor jeg er født og vokset op? Et spørgsmål jeg har stillet mig selv gang på gang, siden den fredag som på et splitsekund ændrede min hverdag og liv. Et spørgsmål som har fået mig til at revurderer mit ønske og lyst til at prøve lykken i Spanien, et spørgsmål jeg endnu ikke kender svaret på!

For at begynde et sted kan min kærlighed til det spanske spores helt tilbage til barndomsårene hvor jeg med tårer i øjnene måtte vinke farvel til min elskede storebror Nikolaj, som i en ung alder valgte at tage springet hertil, gøre op med alle normer og den ?traditionelle? vej de fleste danske unge tager og i stedet prøve sig selv af ude i den store verden ? eller rettere sagt i Spanien.

Trods mit store savn blev livet som enebarn dog hverdag, og inden længe blev sorgen vendt til glæde da jeg for første gang satte mig på et fly sammen med mor.Turen gik naturligvis til Spanien, ned til min bror og de lange sandstrande og mange solskinstimer ? begejstringen var ustyrlig!

Jeg var forelsket ved landingen. Den varme brise som ramte mig da vi stod ud af flyet, stod i skarp kontrast til nordens mørke og kolde dage. De omkringliggende bjerge som jeg tidligere kun havde set på TV, bevidnede som klimaet også, at vi var meget langt hjemmefra. Trods min unge alder husker jeg tydeligt hvordan det slog mig at jeg følte folk ikke havde så travlt her, at ansigter og hele atmosfæren i syden var langt mere venlig og mindre hektisk end i Odense hvor jeg til dagligt befandt mig. Med andre ord, så var alt det her lige præcis mig, det var min drøm!

Inden jeg nåede at tælle til 3, følte jeg, var de to uger gået, ferien var slut og det var atter tid til at vende næsen mod det kolde Nord. En ting var dog sikkert, nemlig at min drengedrøm om at blive fodboldspiller havde fået en seriøs udfordrer i form af ønsket om at bosætte mig i Spanien når jeg blev stor. Første frø var sået…
De næste mange år af mit liv i det danske bar tydeligt præg af denne kærlighed til Spanien, bl.a. gennem min skoletid hvor jeg uden at tøve valgte spansk som tilvalgsfag indenfor sprog, indenfor fodbold hvor det spanske landshold og FC Barcelona hurtigt blev favoritterne, samt i min rejsetendens som udgjorde flere og flere ture til det spanske med familien eller drengene.

Tiden gik og med alderen kom mere ansvar. Skole blev til arbejde, barndomskærster blev til seriøse forhold, mors aftensmad efter en hård fodboldtræning, blev til en times madlavning i egen køkken efter en lang arbejdsdag med dertil opvask og håndtering af vasketøj osv. Med det stigende ansvar og et nu voksent liv, fulgte naturligvis også mere fastlåsthed i daglige rutiner samt arbejde. Drømmen levede dog stadig i mig, selvom det blev sværere og sværere at se hvordan, hvornår, eller om det overhovedet noglesinde ville blive til noget med Spanien.

Jeg har altid haft en meget stærk vilje, været yderst perfektionistisk og været drevet af at ville være den bedste jeg kan indenfor stort set alt jeg har foretaget mig. Disse egenskaber har altid båret mig langt og sørget for at jeg har fundet mig en fantastisk pige, jeg har været topscorer på mit fodboldhold, ligeledes topsælger i mine jobs, hvilket i 2010 kulminerede i tilbuddet om en stillig som leder for små 100 sælgere I televirksomheden 3 mobil i Danmark. Jeg har før dette ydermere taget en 2-årig trainee uddannelse som ejendomsægler hos Danbolig på Nørrebro, og altså haft alle grunde til at trives og opnå success i Danmark ? både erhvervsmæssigt samt på den private front. MEN!, et eller andet har altid manglet har jeg følt…

Dette bragte mig til et punkt hvor jeg blev nødt til at stoppe op og mærke efter hvad det virkelig var som gjorde at jeg trods en kærlig og elskende familie, et trygt og velbetalt job, egen lejlighed, masser af venner og bekendtskaber omkring mig, et sundt helbred fysisk som psykisk, og ikke mindst en pige som gav mig alt hvad jeg søger i en partner, stadig følte at der var et tomrum indeni mig. Det måtte være den! Ja, det var den ? drømmen om Spanien, min plan siden de helt unge år. Den skulle som minimum afprøves, for ellers ville den efterlade denne rastløhed i mig på ubestemt tid. Noget som hverken jeg, min kæreste eller min tilværelse i helhed ville have gavn af, da jeg følte at dette tomrum gjorde at jeg ikke var 100% tilfreds og glad i min hverdag.

Det er nu eller aldrig! Dette var konklusionen på flere ugers intensiv overvejelse, afvejning og gennemtænkning af hele min situation. Med min brors nystartede ejendomsmægler virksomhed og forspørgelser på om jeg ville komme ned og hjælpe ham I tankerne, traf jeg trods mine trygge rammer og alt at miste, beslutningen om at rykke alle rødder op og flytte til Spanien ? drømmen var ved at manifestere sig som virkelighed! Tanken om sol, tanken om at være med til at præge en nyopstartet virksomhed og skabe vækst og succes bade for den og min bror, samt at lukke det hul som havde hjemsøgt mig i min underbevidsthed så længe var for god til at afslå, så afsted tog jeg.

Her sidder jeg så, midt i drømmen ? eller gør jeg? Hvad kunne få mig til at droppe den drøm som jeg indtil for en uges tid siden var godt og grundigt i gang med at udleve til fulde? Manglende erhvervsmæssig succes? Nej, salgene og udviklingen af virksomheden har aldrig gået bedre. Omgivelserne? Nej, her er stadig masser af sol og venlige og smilende medmennesker som altid. Savn og familie måske? Nej, heller ikke det ? godt nok har jeg hverken min familie eller pigen i mit liv her, men de er trods alt ikke mere end 3 timers flyvning væk ? desuden de stort set lige været her. Hvad i alverden skulle så få mig til at opgive alle disse herligheder, og en årelang barndomsdrøm? Det skal jeg fortælle nu…

Dagen er fredag d. 7 december 2012, en dato som for evigt vil stå indprintet I min hukommelse, en aften som for altid har arret min sjæl og vendt op og ned på hele mit liv, i hvert fald for den næste stund.

Som afslutning på en travl uge på jobbet og fejring af min brors fødselsdag, valgte jeg at inviterer mine 2 venner Niels og Ibrahim, min brors kæreste Sylwia og ikke mindst fødselaren selv, på middag i form af argentiske steaks i Puerto Banus. Aftalen var at mødes på restaurant Tango kl 20.00.

Efter et par timers lur ringer vækkeuret på min telefon, jeg kommer i tøjet, får lagt telefon, køre og visa-kort samt 200 euro i lommen og beder på vej ud af lejligheden Niels og Ibrahim om lige at tage skraldeposen med ud, da jeg var gået forbi den og stod og ventede på dem lige ude foran min hoveddør.
Som så mange gange før, går Niels til højre, ned mod affaldscontainerne ved udgangen fra urbanisationen, mens Ibrahim og jeg begynder de ca. 20 meters gang til venstre, op mod min bil som jeg idag ikke har parkeret i p-kælderen, men i stedet holdt på en lille udendørs parkeringsplads hvor den ofte står, hvis jeg ved at jeg skal ud og kører igen samme dag.

Det er blevet mørkt og jeg husker at jeg lyner min vest da jeg finder temperaturen lidt kølig, hvorefter at jeg åbner bilen med min fjernbetjening og sætter min ind bag rattet, mens Ibrahim tager plads på forreste passagersæde til højre for mig. Jeg tænder motoren med tanke på at køre ned forbi affaldscontainerne, samle Niels op, og fortsætte ned på motorvejen i retning mod Marbella for at mødes med min bror som aftalt.

Jeg får bakket de ca. 3 meter tilbage og ud på vejen, og drejer rattet mod venstre for at sætte kurs ned mod Niels. Det er præcis i dette moment som jeg efter flere siders skriveri har ventet på af genfortælle så godt jeg kan!

Da jeg så småt får sat min fod på gaspedalen ser jeg til min meget store forskrækkelse 4-5 mørkklædte skikkelser nærme sig min bil i løb. Specielt en af dem står indprintet i min hukommelse, nemlig en mørkhåret mand, let kraftig af byning med fuldskæg, i klædt mørk/sort jakke, som løber op på min side af bilen og prøver at åbne døren uden held, da han muligvis ikke får ordentligt fat i det bilen triller let fremad.

Inden jeg når at reagerer yderligere, ser jeg at han slår en pistol hårdt mod min rude, samtidig med at flere personer er kommet op på Ibrahims side af bilen, og yderligere personer nærmer sig bilen, flere med pistoler i hånden, rettet mod os.

Hele min verden går i stå! En ubeskrivelig følelse af panik, chok og frygt griber fat i mig. Nu skal jeg dø, er det eneste som går igennem mit hoved, mens jeg i ren refleks får trådt på speederen, da jeg i samme sekund mærker glasskårene fra sideruden i Ibrahims side ramme mig i ansigtet, efter et højt brag fra en blanding af et pistolskud samt lyden af glasset som springer og splintre i tusinde vis af stykker!

Det hele går så stærkt at jeg reagerer instinktivt og derfor trykker gaspedalen i bund for at rede mit liv, og komme væk i en fart. Jeg får kørt nogle meter frem i retning mod en åbning mellem muren til min urbanisation og modsatte vejbane hvor en mørk bil holder parkeret, men i samme moment køre en anden bil op på siden af den parkerede bil og spærre vejen. Eneste mulighed jeg nu har er at kører i modsatte retning, nemlig tilbage forbi pladsen jeg kort forinden har haft min bil parkeret på.

Jeg sætter bilen i bak-gear og vender mig om for at bakke, og ser at endnu en bil er kommet op i min vejbane, denne gang nogle meter bag ved mig. Jeg får trådt på gassen, og det lykkedes mig at manurerer venstre om bilen, op over kantstenen i bak-gear mens jeg hører 2-3 skud mere blive affyret mens Ibrahim som nu har lagt sig ned på sit sæde råber “kør, kør ? de slår os ihjel” efterfulgt af en sætning på arabisk, som mest af alt minder om en bøn.

Da jeg passerer bilen med et par meter, prøver jeg at få vendt min egen bil via en håndbremsemanøvre, men denne lykkedes kun delvist da vi skrider ud på græs/jordunderlag og ender med at ramme bagenden af bilen ind i et ca. 2 meter højt hegn som skiller vejen fra en ca. 10 meter dyb skrænt og golfbane på den anden side. Herfra prøver jeg at sætte bilen I almindelig gear og køre videre, men den sidder fast og jeg når at tænke at det nu er endegyldigt slut, i det at jeg ser alle disse mørkklædte personer med pistoler nærme sig bilen i løb.

I håb om at disse ukendte mennesker skal barmhjertige sig over mig, og i håb om at undgå unødig vold, vender jeg mig mod min egen dør hvorefter jeg åbner den og skubber den op. I samme ombæring får jeg vendt hovedet og ser 4-5 mand trække Ibrahim ud gennem det ødelagte vindue i hans side, imens yderligere 3-4 mand er på vej rundt om fronten af bilen hen imod mig.

I min fuldkomne forvirring og frygt når jeg kort at tænke på min familie, og at jeg håber at min bror, min mor og far og Nadja vil kunne leve nogenlunde normalt videre efter min død! Hurtigt bliver min tanke afbrudt af følelsen af at nogle griber fat i mine arme og hiver mig ud af bilen, mens jeg i samme bevægelse får et hårdt slag i ansigtet. Jeg falder til jorden mens jeg får råbt “sorry sorry, take my money and the car”, hvorefter jeg får endnu to hårde slag i ansigtet og et på mit øre.

Det lykkedes mig at vende mig om på maven og dække mit ansigt med mine hænder og arme mens slag og spark regner nedover mig, men desværre får en af overfaldsmændene fjernet min ene arm og vredet den om på min ryg, så en anden af dem har lettere tilgang til at tildele mig endnu et slag i ansigtet.

Jeg er meget tæt på at besvime, alt køre rundt men slagene ophøre dog for en stund, mens de prøver at låse mine hænder sammen på min ryg med mit ansigt begravet i græsset. Min næste tanke går på at jeg om 2 sekunder får et skud i baghovedet…

Mod forventning bliver jeg dog rejst til siddestilling, og den karakteristiske klak-lyd og følelse af metal strammet om mine håndled, fortæller mig at jeg er blevet låst fast i håndjern.

Efter lidt tids groggyness og ophold i volden begynder jeg uden at kigge op, at kunne hører samtaler meller flere personer, og til min store overraskelse opfanger jeg at personerne taler spansk. Min overraskelse bunder nok mest af alt i at den første mand som jeg lagde mærke til da hele hændelsen startede, manden med fuldskægget som prøvede at åbne min dør, mest af alt mindede om en østeuropæer i sin fremtoning, blandet med tidligere historier jeg havde hørt om østbander som begik røverier og til tider slog folk ihjel I Marbella området af økonomiske eller personlige årsager. Udover dette har jeg som tidligere nævnt også altid forbundet spaniere med fred, et folkefærd som altid er glade og som normalt kun vil andre det bedste. Det hele virker lige pludseligt endnu mere forvirrende og mærkeligt. Hvad vil disse mennesker med mig?

Efter nogle minutters ro kan jeg ud af min øjenkrog ane, at den person som siden slagene har stået lige ved siden af mig bevæger sig et par skridt væk, og jeg ser derfor mit snit til at løfte hovedet og se ansigterne på disse mennesker.

Jeg får kigget op og ser en 8 stykker, alle mænd, flere med skæg, nogle kraftigere end andre, og specielt en som minder mig om en stor Balkan type, omkring to meter høj og meget fjentlig i sit udstryk, hvilket igen leder tankerne tilbage til min første antagelse omkring østbanderne. Men hvorfor taler flere af dem så spansk? Jeg er meget forvirret…

Det næste som sker vender hele situationen fuldstændig på vrangen, og starter en ny, endnu mere forvirret tankestrøm i mit hoved. I det jeg får kigget lidt rundt og kan forstå at der er endnu flere personer med til det her på den anden side af min bil hvor Ibrahim ligger, bliver mit blik fanget af et blåt blinklys som kommer indefra en af de sorte biler som står parkeret midt ude på vejen. Politiet? Jeg kan ikke tro det!

Jeg mærker en underlig form for lettelse, samtidig med en endnu stærkere følelse af fortvivlelse. Hvad foregår der? Hvorfor? Hvad har jeg gjort, og hvorfor tilkendegiver de sig først nu? Hvad hvis jeg var blevet ramt af de kugler de affyrede? Og for hvad? Spørgsmålene hobede sig op på ingen tid, og jeg kunne i min vildeste fantasi ikke forestille mig, hvordan man som beskyttende ordensmagt kunne agere så hensynsløst og brutalt overfor nogen som abolut intet havde gjort.

Alt de skulle have gjort var at stoppe mig som de har gjort det så mange gange før pga. rutinecheck eller alkoholprøve. De havde 20 meter at tage os på fra min hoveddør til bilen, i fred og ro. Hvorfor alt det her? Vi kunne være døde nu! Bare en lille tilkendegivelse havde ændret situationen fuldkommen, men ingen uniformer, ingen politibiler, intet politiskilt, ingen sirener, ingen spotlys, ingen megafon, ingenting overhovedet ? tværtimod! Aggressivt løb, mørkt tøj, kom ud af ingenting, fuldskæg, pistoler i hænderne, affyrede skud, tæsk uden at gøre den mindste modstand! Jeg begriber det ikke ? hvad er det der sker?

Mit sind er en stor karrussel, og i min store fortvivlese og nyindtrufne vrede, får jeg trods store smerter i ansigtet og med tanke på ikke at virke provokerende fremstammet ordene: ?Senor, por que? Que pasa?? rettet mod en ældre herre i mængden, som netop har set sig nødsaget til at lyne ned for sin cardigan og fremvise sit politiskilt som hænger om hans hals, i det at han dirrigerer en nysgerrig hundelufter forbi hele området som nu har set ankomsten af flere civilbetjente ? samt 2 almindelige politibiler.

Først får jeg intet svar, men så snart den forbipasserende er væk kommer en anden af de civilklædte betjente hen til mig, spytter på mig og giver mig en svada på spansk jeg pga. tempoet ikke når at opfange meningen i, bortset fra ordene ?puta?, ?hijo de puta? og ?maricon?, som jeg kender betydningen af.

Chokfølelsen fra nærdødsoplevelsen samt adrenalinen som har floreret gennem mig de sidste minutters tid er nu så småt ved at aftage, da jeg trods den brutale håndtering fra politiets side af, har tiltro til jeg i hvert fald ikke bliver dræbt nu. Jeg mærker for alvor smerterne i ansigtet indtræffe, mit venstre øje er så hævet at jeg har meget begrænset udsyn, samme er gældende for højre øje som dog ikke er helt så slemt tilredt som mit venstre. Mit højre øre piber i en konstant tinitus lignende tone, og jeg har svære smerter i baghovedet samt på overkroppen, specielt ned af højre side ved ribbenene.

For hvert et lille ryk jeg foretager mig med henblik på at finde en nogenlunde udholdelig position at sidde i, mærker jeg nu hvor ekstremt stramt håndjernene er fastlåst om mine håndled, og vælger derfor at sidde helt stille da smerten fra mine skuldre grundet positionen af mine arme, er til at holde ud sammenlignet med hvor ondt det gør i mine håndled når jeg bevæger mig.

En af betjentene er nu på vej over til mig, efterfulgt af en anden kollega. I min mangel på sprogkundskaber og desparate smerte, får jeg sagt: ?Please sir, can you change the position of my hands to the front or loosen up, it really, really hurts?? men uden held. Han kigger knap nok på mig før han er nået helt hen til hvor jeg sidder, hvorefter han knæler ned på hug, planter sit ene knæ i min side ved mine ribben så jeg bliver presset hårdt op imod stålgitteret jeg sidder fastlåst til. Jeg skriger i smerte og prøver at vride mig for at undgå den, men han ligger blot endnu mere pres på med knæet, mens den anden betjent nu er begyndt at gennemsøge mig. Han tager mit kørekort, mit danske visakort, min Iphone samt hjemmenøgler, og lader mit spanske visa være. De 200 euro havde jeg før udgang fra lejligheden lagt i inderlommen på min vest, hvor han af uforklarlige årsager ikke kigger. Inden han rejser sig efter endt kropsvisitering, spørg han om hvor mit pas er, hvortil jeg svarer ?en mi casa?. Han rejser sig herefter, mens den anden betjent som presser mig op af hegnet får sat af med en hånd i mit ansigt, og ligeledes rejser sig mens mit hovede bliver mast op i hegnet bagved mig.

De går begge tilbage på vejen hvor en mindre gruppe af kollegaer står samlet, hvoraf nogle står og tager telefonbilleder af min bil og mig mens de småsnakker og griner. Jeg ligger pludselig mærke til et spjæt i min ene underarm, i musklen ved mit håndled som om en nerve har sat sig fast eller en muskel der spasmer. Egentligt går det op for mig at jeg siden de låste mig fast til hegnet har haft disse spjæt med ca. et sekunds mellemrum, men dog først nu har jeg lagt min fokus på det. Jeg prøver at roterer min hånd, men det hjælper ikke. Det føles mærkeligt, næsten som om at jeg får stød gennem armen med små mellemrum.
Jeg forsøger at vende hovedet så godt som jeg nu kan grundet min smerte og position, for at se om jeg har nogle skader på armen, eller hvad der kunne forårsage disse muskelkramper. Ved synet tilbage går det pludselig op for mig hvilken yderst udsat position jeg befinder mig i. Hegnet jeg ligger fastlåst op af er så bøjet efter kollissionen med min bil som blot er 2 meter bag ved mig, at det istedet for at stå vertikalt oprejst som det burde, nu er bøjet ca. 45 grader udover et direkte åbent fald på min 10 meter. Jeg skælver ved tanken om at jeg kunne være røget igennem ved sammenstødet kort forinden! Det var anden gang indenfor få minutter jeg kunne have været død.

En ny angst griber fat i mig. Min over et tons tunge Audi ligger netop nu og ligger massivt pres på hegnet, og jeg er lænket fast til lige ved siden af. Ryger den igennem ryger jeg med, omkring 10 meter baglæns med hænderne lænket sammen på ryggen. Det får mig til at rykke mig så langt væk fra hegnet som overhovedet muligt, taget i betragtning at jeg er fastlåst til det.

3 betjente ser min urolige adfærd, og en af dem udbryder at jeg skal forholde mig i ro så vidt jeg kan tyde på hans ord, uden helt at forstå dem. Da mine spanske sprogkundskaber ikke tillader mig at forklare at jeg er yderst utryg ved at være lænket fast til det skrøbelige hegn, prøver jeg på engelsk at få ham til at sætte mig et andet sted, mens jeg adlyder hans ord trods store smerter i begge skuldre. Igen er der ingen respons, andet end et grin som kommer fra en af de to andre mænd som står ved hans side. Jeg opgiver og bliver enig med mig selv om ikke at kommunikere yderligere med dem, da de tilsyneladende er fuldstændig ligeglade med min sikkerhed og fysiske tilstand. Det virker næsten som om at de more sig over min panik, og muligheden for at misbruge deres magt.

Jeg husker at jeg får tænkt en masse tanker omkring hvorfor alt det her finder sted, i løbet af de næste par minutter. Har jeg noget udestående med politiet? Er der en logisk forklaring på alt det her? Selvom jeg udemærket godt ved at jeg ikke har noget at frygte, får hele situationen og min tilredte samt følelsesmæssige tilstand mig til at tænke irrationelt og overveje om det kunne skyldes en ubetalt fartbøde, eller anden form for økonomisk anliggende jeg kunne have med de spanske myndigheder. Men at reagere så voldsomt? Desuden ved jeg at jeg hver måned betaler over 150 euro for at min revisor skal føre mit regnskab, og dermed informere mig hvis jeg mangler at betale noget. Jeg afleverer altid mine papirer, betaler samtlige skatter, moms og afgifter, lever et liv som alle andre, tjener til dagen gennem 6 dages hårdt arbejde om ugen som ejendomsmægler ? det hele giver ingen mening…

Igen bliver mine tanker afbrudt da samme person som visiterede mig før kommer hen til mig sammen med en anden kollega. Denne gang vælger han dog til min store overraskelse at låse håndjernene op, og låse mine hænder sammen foran istedet, mens de tjekker mine baglommer i mine jeans uden at finde noget. Den bidende smerte fra mine skuldre grundet min akavede position tidligere aftager og giver mig for første gang noget at glæde mig over, selvom deres valg nok kun var grundet nemmere tilgang til mine baglommer.

De går atter tilbage til en mindre mængde af kollegaer som står og taler i sine telefoner, og i samme øjeblik fanger samme ubehagelige følelse af stød i armen mig, men denne gang i den anden. Jeg kigger ned og får først overvejet om der kunne være elektricitet i håndjernene, men hurtigt går det op for mig hvad disse jag igennem armen skyldes. Det er ikke selve hegnet jeg har været lænket til, men er et stålkabel som er flettet ind i hegnet. Et stålkabel der føres elektricitet igennem, som det man kender fra indhegningen af kvæg. Det giver pludselig mening hvorfor samme 3 betjente som tidligere stod og grinte nævnte ordet ?electrico,? før en af deres mange latter udbrud. Det lykkedes mig at få skubbet ærmet på min striktrøje ind mellem min hud ved håndleddet og kablet som er låst inde i højre side/ring af hånjernene, så jeg ikke længere mærker de elektriske impulser.

Til trods for en forvrænget tidsfornemmelse, er der nu gået omkring 30 min. siden jeg blev hevet ud af min bil og tæsket, og jeg ser ankomsten af først en, og dernæst endnu en ambulance. Der går vel yderligere 10 min. før en sygeplejerske kommer hen for at tilse mig, først med en lommelygte for at få et overblik over læssionerne i mit ansigt, og efter ved at stille et par spørgsmål som jeg i første omgang ikke forstår. Hun fanger det hurtigt og korter sine ord ned til et par stykker, som jeg får fortolket til: ?hvad er der sket? og ?hvor har du ondt?. Inden jeg når at ytre bare et enkelt ord, kommer en betjent mig i forkøbet og svare med en sætning jeg igen ikke 100% forstår, men grundet ordet ?trafico? som jeg fanger, kan jeg regne ud at han bilder hende ind at jeg har pådraget mig skaderne som et resultat af færdselsuheldet. Jeg er målløs, men vælger grundet tanken om yderligere represalier ikke at sige noget.
?Er det her land virkelig så korrupt? tænker jeg. Igen føler jeg mig dybt rystet over hvordan et EU-land, landet som jeg kort forinden havde elsket alt ved, har en ordensmagt som ikke bare leger med mit liv, men også lyver om kritiske hændelser for at have en bedre sag. Hvordan skulle jeg nogensinde ende med et smadret ansigt som resultat af et baglæns sammenstød med et hegn? Jeg har intet ramt frontalt, og hvis de også vælger at lyve omkring det, hvor er min udløste airbag så? Og igen, hvis den af uforklarlige årsager skulle være forduftet fra min bil, hvor er blodet i bilen så, hvor er skaderne på interiøret? Hvor er bulerne i bilen? Men spørgsmålet som fylder mest i mit sind er ?hvorfor? ?. Hvad har jeg som person gjort, siden politiet overfalder mig og senere lyver omkring omstændighederne? Hvordan skal jeg nogensinde føle mig sikker i det land her igen?

Efter at have set mit ansigt og talt lidt med betjenten ved hendes side som rejser sig efter at have forklaret hende hvad som skulle være hendt, prøver jeg lavmælt at forklarer på engelsk at mine ansigtsskader skyldes de mange slag fra betjentene, men jeg kan se at hun ikke forstår engelsk. Hun rejser sig og jeg får i min desperation udtrykt ordene: ?golpes en mi cara, de policia? men hun virker ligeglad, som om at politiets version allerede er godtaget som den eneste sandhed.

Jeg føler mig magtesløs. Enhver med bare lidt logisk sans og et hurtigt blik på min bil og mit ansigt, vil ikke være i tvivl om at skaderne ikke er pådraget som resultat af et færdselsuheld . Det slår mig pludselig at jeg 100% forstår hvorfor landet er i den krise som det er. Hvordan kan disse mennesker se sig selv i øjnene? Hvad hvis det var dem det gik udover? Eller deres egne børn? Det her er politiet! Det er sundhedsvæsenet! To af de instanser som man skal kunne stole på som de første. Det her er så langt fra den opfattelse jeg har af trygge rammer, som man overhovedet kan komme. Pludselig savner jeg Danmark mere end nogensinde, i forhold til denne behandling som ikke engang er et u-land værdigt.

En mandlig læge kommer nu over, kigger ligeledes hurtigt på mit ansigt, samt trykker mig et par steder på overkroppen, maven, giver mig en nakkestøtte på og giver til sidst tegn til politiet på, at føre mig ind i en af ambulancerne.

En betjent kommer hen til mig og knæler ned for at låse mine håndjern op og frigøre mig fra det elektriske kabel, men han vælger istedet at klippe det over med en boltsaks og på den måde frigøre mig. Uden igen at vise den mindste form for hensyn trækker han mig sammen med en kollega hårdt op i mine arme, så jeg atter mærker den bidende smerte i mine skuldre. Jeg bliver ført ud på vejen og over mod ambulancen, men før entre vælger samme betjent med boltsaksen alligevel, at oplåse mine håndjern og låse mine arme sammen bagpå som i starten. Herefter bliver jeg sat på plads i ambulancen, mens en betjent bliver tilset pga. smerter i sine knoer.

Lige udenfor den åbne dør til patientafsnittet i ambulancen står en anden betjent og taler til ham, og så vidt jeg får opfanget spørger han om hvad der er sket, hvortil manden i ambulancen svarer at jeg har ramt ham med bilen, med ordene ?este puta? som reference til mig. Jeg er så indebrændt på nuværende tidspunkt, og kan pga. endnu en løgn fra politiets side ikke tie, og får derfor ytret ordene: ?Si claro, por que un golpe de mi coche. Como mi cara, un accidente de trafico no?? mens jeg ryster på hovedet. Jeg er fuldt ud bevidst om at jeg ingen har ramt, og kan hurtigt regne ud at skaderne, hvis der da overhovedet var nogle, er pådraget pga. alle de slag som enten jeg eller Ibrahim er blevet tildelt, eller pådraget specielt for igen at stå stærkere i en retssag. Desuden kan jeg ikkk se hvordan den ene betjent efter snart 45 min. og som vidne til hele episoden, på nuværende tidspunkt skulle være uvidende omkring en ?skadet? kollega. Jeg er ret sikker på at de bare opsatte denne dialog, for at sygeplejersken skulle føle endnu mere tiltro til deres udsagn, da hun som sagt også var til stede i ambulancen.

Det går ikke mere end 2 minutter, før hun forlader rummet og efter en nedstirring fra betjenten i ambulancen, sparker han mig over skinnebenet med en dertil tilhørende sætning på spansk om at jeg ryger mange år i fængsel, så vidt jeg kan forstå. Jeg reagerer ikke, undlader at kigge op på ham, og mærker blot den voksende følelse af forargelse som huserer i mig. Der går yderligere et par minutter og endnu en sygplejerske kommer ind i ambulancen, udfylder nogle papirer for hurtigt at forlade bilen igen, hvorefter den første sygeplejerske vender tilbage og vognen sætter igang med os to og betjenten i.

Der er fuldkommen stilhed i ambulancen, og tankerne flyver igen igennem hovedet på mig mens vi kører afsted. Selvom jeg ved at jeg ikke er kriminel og intet har at frygte, har politimandens ord om at jeg ryger i fængsel startet en bekymring i mit sind. Mest af alt skyldes denne bekymring alle de løgne jeg hidtil har været vidne til, og hvordan en helt anden institution i form af sundhedsvæsenet, trods deres velvidenhed om at jeg ikke er kommet til skade i en bilulykke, alligevel vælger at opgive dette som den reelle grund på baggrund af hvad politiet siger, uden så meget som at høre hvad jeg har at sige.

Mest af alt minder det hele mig om lige præcis det ordensmagten bliver betalt 1000 vis af mine hårdt tjente skatte euro på at forhindre, nemlig organiseret kriminalitet. Hvis de kan lyve om disse ting og slippe afsted med det, jamen hvad kan de så ikke lyve om? Det løber mig koldt ned af ryggen ved tanken om at skulle i fængsel som uskyldig, at skulle i fængsel pga. løgne, men hele tiden støder jeg ind i en tankemur ?Hvorfor? ?. Jo mere jeg tænker, desto mere forvirret bliver jeg….

Inden længe ankommer vi til et hospital, som jeg grundet den korte køretur kan regne ud må være Hospital Costa Del Sol som jeg bor meget tæt på. Så snart sidedøren til ambulancen går op, står 2 almindelige betjente i uniform klar til at eskortere mig ind på skadestuen. Den ene kigger så stirrende og ondt på mig, at man skulle tro at jeg havde dræbt nogle fra hans familie eller på anden måde gjort ham ondt.

Herfra bliver jeg plantet i en rullestol, hvilket jeg ikke forstår da jeg udemærket godt kan gå selv. Før jeg bliver kørt ind ser jeg Ibrahim blive kørt ind, liggende på maven på en rullende båre med et gazebind fyldt med blod viklet om hovedet. Jeg vidste udemærket at han også var blevet tæsket af politiet pga. hans råb og skrig efter vi var blevet hevet ud af min bil, selvom jeg var placeret på den modsatte side af bilen og derfor ikke havde set hverken volden eller ham før nu.

Mens jeg bliver kørt ind på skadestuen ligger jeg mærke til hvordan samtlige mennesker i ankomsthallen, patienter, læger og sygeplejersker alle stirrer og forlader deres positionerfor at komme hen og få et glimt af mig. Det føles næsten som at jeg er et dyr til skue, men hurtigt er jeg forbi og bliver kørt ind i et lille rum hvori de to uniformerede betjente også sætter sig ind.

I dette rum sidder jeg i hvad der føles som en evighed, mens jeg utallige gange får spurgt de to betjente om de ikke vil være venlige og låse mine arme sammen på fronten, da positionen af mine hænder på ryggen igen forårsagen næsten uudholdelige smerter i mine skuldre, specielt den venstre hvori jeg har en træningsskade. Der er dog ingen hjælp at hente, og igen ved forespørgslen om at få lidt af den 1 ½ liters vand flaske som lægestaben har stillet ind i rummet, bliver jeg afvist. Istedet er jeg igen offer for chikane, bla ved at blive kaldt for ?maricon? fordi at jeg er ven med en ?moro? som er et slangord for personer med marokansk oprindelse, hvilket er tilfældet med Ibrahim. Desuden bliver jeg på de godt og vel 3 timer som går før jeg bliver tilset og scannet, stillet en masse sarkastiske spørgsmål om hvor vidt jeg går i fitnesscenter eller blot tager en masse hormoner for at opnå min fysik, samt hvad jeg arbejder med til dagligt, hvilket jeg får svaret på i form af at jeg ansat i min brors firma, og de derpå griner og spørger om det er et firma som smugler stoffer. Til sidst vælger jeg at ignorere deres latterliggørelse og uintelligente spørgsmål, og prøver at udholde den næsten utålige smerte jeg føler i skuldre og håndled.

Lidt efter træder en læge ind i rummet, efterfulgt af samme betjent som jeg sad i ambulance med. Han kigger på mig og får spurgt ud i rummet hvad der ligger til grund for mine skader, hvortil betjenten ligeså hurtigt som hans kollega tidligere, træder til, og får forklaret at de skyldes trafikuheldet. Snart træder en sygeplejerske ligeledes ind i det lille rum og renser mit ansigt for den jord som har fundet vej til et par åbne sår ved min øjne, fra da jeg lå med ansigtet presset mod jorden tidligere. Efterfølgende bliver jeg rejst op og ført ind i et scanningsrum, hvor mit hoved og overkrop bliver røntgenfotograferet. Jeg nyder de minutters frihed mine håndled og skuldre får fra håndjernene, men inden jeg ved af det er de solidt fastlåst om mine håndled igen og jeg bliver atter fulgt ud af det lille rum, før jeg minutter efter bliver eskorteret ud af hospitalet af de to betjente som de sidste timer har haft mig under opsyn. Ved udgangen møder jeg Ibrahim, som ligeledes bliver fastholdt, dog af to betjente som var til stede under overfaldet tidligere. Vi bliver begge ført ind i en patruljevogn sammen med de to uniformerede betjente, mens de civilklædte sætter sig ind i en almindelig bil, vidst nok en Seat som også var til stede under aktionen, og vi forlader hospitalsområdet ført an af civilbetjentene.

Det er første gang siden udgang fra min lejlighed at jeg har mulighed for at tale med Ibrahim, som ligesom mig selv er yderst rystet og i chok over hele hændelsen. Jeg spørger ham om han er okay, og hvad de har gjort ved hans hovede som stadig er forbundet af gazebind vædet i blod. Han fortæller at han som antaget også har fået tæsk, og er blevet syet med flere sting øverst i baghovedet grundet et slag fra en af betjentenes pistoler. Det overrasker mig ikke pga. håndteringen jeg selv har fået, og jeg får hurtigt spurgt om han ved hvad der foregår, og om han har fået at vide hvorfor vi er blevet anholdt? Han svarer at han ikke har fået en officiel grund, men i venterummet på hospitalet er blevet chikaneret og udspurgt omkring hvor i bilen stofferne er gemt. Først nu snart 4 timer efter det hele startede bliver jeg informeret om hvad det her handler om, og det af min kammerat og ikke ordensmagten. Er det ikke normal procedure alle steder at man som det første får det at vide hvorfor at man er anholdt? Hurtigt får jeg spurgt hvad han mener med ?bilen?, hvilken bil? Hertil svarer han i en Ford Focus som stod parkeret på samme parkeringsplads som min Audi holdte på. Automatisk prøver mit sind at tænke tilbage på da vi forlod min lejlighed, for at huske på om jeg havde lagt mærke til bilen han omtaler, og jeg husker rigtig nok at en anden bil også var parkeret på pladsen, men har ikke været bevidst nok om den til at kunne genskabe hverken farve eller udseende i mit hoved.

Næsten impulsivt uden at tænke, får jeg spurgt om det er hans bil, selvom jeg ved at han har en grøn Peugeot som jeg har set så sent som tidligere på dagen, og at han heller ikke har nævnt noget om nogen ny bil. Han svare at det ikke er hans bil, men at han tidligere på dagen havde hentet den fra mekanikeren, og at den tilhørte en dansk veninde som ville komme til Spanien indenfor de næste par uger. Han havde lovet hende at afhente den før. ?Og den er der stoffer i? får jeg ytret, hvortil han svare at han ikke ved noget om nogen stoffer, han havde blot lovet at hente bilen.

Jeg mærker en ubehagelig varme i kroppen sprede sig, mens jeg nu bedre kan forstå baggrunden for hvorfor de var mødt så talstærkt op, uden det på nogen måde kunne retfærdiggøre deres, i mine øjne, sindssyge måde at overfalde os på. Hvis at der virkelig var stoffer i den bil, hvorfor så ikke bare stoppe os på p-pladsen, identificere sig som politi, og få Ibrahim til at åbne op for den, eller stoppe ham mens han hentede den tidligere? De måtte vel have haft bilen under opsyn siden de formodede at der lå noget i den. Hvorfor risikere vores liv på den måde? Hvorfor overhovedet inddrage mig i alt det her, på denne voldelige og hensynsløse måde, når jeg absolut intet havde med den bil at gøre? Jeg aner stadig ikke hvilken bil der er tale om! I min fortvivelse får jeg spurgt Ibrahim om hvem denne veninde er, for at høre om det evt kunne være hende som stod bag, og han får svaret at det er en kvinde fra Aarhus hvor han kommer fra, og at han har kendt hende i et par år.

Tankerne flyver afsted i mit hovede, og jeg får tænkt en masse skræmmende tanker omkring hvad der vil ske hvis jeg virkelig ryger ud i problemer pga. det her, alene for af at have været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg er jo udemærket godt klar over at jeg intet har med det her at gøre, eller noget at frygte realistisk set, men efter at have været vidne til den stumpe vold, løgnende om mine skader som var blevet godtaget som sandhed, samt det at jeg nu var anholdt velvidende om at jeg er uskyldig, gør mig virkelig nervøs og bekymret for i hvilket omfang politiet er i stand til, og klar på at misbruge sin magt. I sidste ende kender jeg ikke godt nok til systemet, og har aldrig før været i problemer eller foretaget mig noget kriminelt her. Mit hjerte banker afsted mens jeg får kigget ud af vinduet af politibilen, hvor jeg ser at nu befinder os på gaden hvor Ibrahim indtil for kort tid siden har boet, før jeg gav ham lov til at være lidt hos mig indtil han fandt et nyt sted at bo. Vi kører helt hen til porten ind til urbanisationen hvor boligen ligger, men pludselig vender begge biler rundt og kører tilbage mod motorvejen.

Hvor er det vi skal hen, tænker jeg, men indenfor et par minutter viser det sig at vi er tilbage hvor det hele begyndte, nemlig foran mit hjem. Gensynet med skraldebeholderne da vi kører forbi få meter før bilen stopper, minder mig om Niels som jeg ikke har set skyggen af siden vi lidt i 20 forlod lejligheden. Hvor mon han var?

Der er stort set ligeså mange mennesker tilstede foran bygningen som tidligere, hvis ikke endnu flere. Jeg fanger et par hoveder som nysgerrigt kigger ud på gaden fra vinduerne over min egen lejlighed, og føler skam overfor disse mennesker da det rammer mig at de nu sikkert tror at jeg er kriminel! Hvordan jeg skal kunne vende tilbage hertil igen, tænker jeg. Men så alligevel må de jo være intelligente nok til at vide at jeg intet har gjort, når jeg forhåbentligt snart er hjemme igen.

Jeg er ikke helt klar over hvorfor vi er her igen, eller for den sags skyld hvorfor her stadig er så mange mennesker. Det går dog hurtigt op for mig da en dansk talende kvinde, desuden det første nogenlunde forstående menneske vi har mødt indtil nu, oversætter for politiet og informerer mig om at de har en ransagningskendelse og derfor nu vil gøre entre ind i min bolig. Jeg er meget udmattet og tørstig og bekymrer mig egentlig mest om at skulle drages gennem flere timers gennemsøgning nu, i forhold til at være nervøs for noget som helst angående ransagningen da jeg intet har at skjule. Egentlig bliver jeg nok også overrasket over at høre om en kendelse, da jeg havde forventet at de bare var gået ind hvis de ville. De havde jo mine nøgler fra tidligere, og indtil videre virkede tingene ikke ligefrem til at gå efter hvad man burde kunne forvente af et EU-lands procedurer og retningslinier.

Efter indgang bliver mig og Ibrahim placeret ved vægen i min stue, hvorefter de vel ca. 10 mennesker med dertil tilhørende tolk, en dame som noterer ned samt en hund, at gennemsøge lejligheden. Hunden er den første til at snuse rundt ført an af en mand jeg ikke har set tidligere. Dens arbejdsdag er dog kort, da den intet finder hvorfor den bliver ført ud af boligen igen.Herefter går et flere mand stort team i gang med at endevende alt fra madrasser og skuffer til aircondition kanaler og elektronisk udstyr.

Niels er kort forinden flyttet ind hos mig, da han skal prøve kræfter i min brors virksomhed, så ikke kun mine, men også hans, samt de ting Ibrahim har liggende hos mig bliver beslaglagt. Både min arbejdscomputer, iphones, harddiske, ipad og ur bliver taget, mens de fra Niels også tager to bærbare, en ipad, 2 telefoner som han har liggende i et computerbord i stuen, samt hans stationære imac computer. Fra Ibrahim ser jeg at de tager en tablet computer, samt nogle telefoner han har liggende på en hylde i entreen.

En af betjentene udbryder efter at have været i mit soveværelse nogle minutter, hvad koden er til den safety boks som befnder sig inde i klædeskabet. Da jeg blot lejer boligen, og aldrig har haft brug for denne hvorfor jeg ikke kender koden, fortæller jeg ham dette hvilket han ikke tror på. Han bliver derfor ved med at spørge, og jeg får igen svaret at jeg ikke aner det, ligeså vel som at jeg ikke har nøgler til f.eks. kælderum da jeg kun lejer lejligheden. Tilsyndeladende tror han stadig ikke på mig, hvilket får ham til at fremskaffe et koben, med henblik på at brække boksen op. Om han nogensinde fik det gjort ved jeg stadig ikke, da jeg stod mandsopdækket i stuen hvorfra jeg ikke kunne se hvad der foregik i mit soveværelse, men jeg hørte ingen lyde som kunne bekræfte en evt. opbrydning.

Jeg stod et eller andet sted og håbede at han ville bryde den op, da denne enkeltstående hændelse ville være et ret godt billede af aftenen som helhed: en masse beskyldninger, min uskyldighedserklæring, deres mistro, deres unødige vold som kunne tolkes til deres ødelæggelse af boksen, for kun at stå tilbage med en lang næse over ikke at have fundet hverken stoffer, penge, våben eller hvad de nu havde forventet, i hverken boksen eller i min bil, i resten af lejligheden, på min krop, eller for den sags skyld på mit elektroniske udstyr som godt nok ikke var undersøgt endnu, men jeg var helt rolig ved da jeg ved at jeg intet har at skjule. For en lille stund havde jeg det psykiske overtag, hvilken følelse oven på dette mareridt. Indenfor hvad jeg vil vurdere til værende en time, var arbejdet gjort og de måtte konstatere at skulle forlade mit hjem tomhændet bortset fra alle vores computere og andre værdigenstande.

Vi bliver igen ført tilbage i patruljevognen udenfor, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor da de nu har tjekket alle mine ting ud, jeg har intet med den tidligere omtalte bil som tilsyneladende indeholdt nogle stoffer at gøre, og jeg vidste udemærket at jeg var uskyldig. Dette fik mig igen til at tænke på at vi endnu ikke havde fået at vide at vi var anholdt selvom det selfølgelig var åbenlyst, heller ej på hvilket grundlag. Egentlig ved jeg ikke hvorfor jeg spørger betjenten som ekskorterer mig tilbage til politibilen, indtil nu havde alle pånær tolken, været ligeglad med mig, mine rettigheder eller spørgsmål, og kun reageret voldeligt, irriteret eller sarkastisk og latterliggørende tilbage. Eneste svar jeg får denne gang, er i form af en bildør smækket hårdt i, og asfted kører bilen i retning mod hvad jeg forventer må være en arrest.

Rigtigt nok går der ikke længe før vi er i centrum af Marbella by, foran den politistation jeg før har besøgt med henblik på at ansøge om NIE nummer for flere af mine tidligere kunder som skulle købe bolig. Vi bliver ført ind og får taget fingeraftryk, samt bedt om at underskrive nogle papirer som informerer om at vi har ret til at se en advokat, om denne skal være offentligt betalt eller selvvalgt, om at vi ikke er tvunget til at besvare spørgsmål før vi stilles for en dommer, om at vi har haft en tolk, samt at vi kan underrette en person om hændelsen og sidst hvad vi er anholdt for. Mens jeg læser dokumentet, hører jeg en af de tre civilbetjente som har ledsaget os til stationen sige til Ibrahim at jeg ryger flere år i fængsel end ham, med ordene ?mas anos para el?, mens han peger på mig og slår sine håndled sammen som et tegn på håndjern eller fangeskab. Jeg ser dog hurtigt igennem hans primitive psykologiske spil, som højst sandsynligt kun går ud på at skræmme mig for at stikke Ibrahim hvis bare jeg vidste noget om noget, da han er den eneste de har bare lidt på i form af hans tilhørsforhold til den parkerede bil.

Jeg ryster bare på hovedet af hans chikanering, mens mine øjne fanger grundlaget for min anholdelse på det stykke papir jeg holder foran mig. ?Salg af stoffer og trafik? får jeg tolket det til. Jeg kan snart hverken blive forarget eller overrasket mere, men mærker alligevel en forargelse over at blive sigtet for handel med stoffer når jeg absolut intet har med den slags at gøre, nogensinde har haft, eller tænkt på at have. Og på baggrund af hvad? Der eksisterer ingen beviser, ihvertfald ikke som kæder mig sammen med noget!

Oven i det er jeg ligeså uforstående over sigtelsen ?trafico? som jeg egentlig ikke ved hvad indebærer, men tolker det til at de beskylder mig for at have flygtet fra politiet. Igen bliver jeg rystet! Hvem i denne verden ville ikke prøve at komme væk hvis de blev overfaldet af mørkklædte mænd med fuldskæg komme springende med pistoler rettet direkte imod en, og endda affyre dem ind i bilen? Hvem ville åbne døren, træde ud og sige: ?skyd mig?? Det er en af vores mest basale og naturlige reaktioner på traumatisk stress ? løb eller kæmp, eller i denne situation, kør eller bliv skudt ? jeg kan ikke tro det! Jeg er udemærket klar over den korruption som florerede år tilbage, under f.eks. Jesus Gils tid som borgmester i Marbella, men at opleve alt dette her får mig til at tænke at dette land ikke er nået en meter længere siden. Hvis politiet havde gjort deres arbejde ordentligt, havde jeg ikke siddet her. Både hvad angår deres forarbejde og research, men i særdeleshed den måde de angreb os på, i stedet for at tilkendegive sig hvilket havde stoppet mig med det samme. I stedet kunne jeg have været død nu. Det føles nu som et set-up, hvorfor overhovedet lade os køre og risikere både vores og deres egen sikkerhed?

Resten af historien op til nu er hvad man kan forvente sig af spanske fængselsforhold. Beskidte arrester, sult, ingen søvn, ingen informationer, stor uvidenhed og fortvivlelse, tanker om hvad der kommer til at ske, tanker på familien og min frmetid, samt uendelige timer i et helvede af isolation, kedsomhed og ansigtssmerter.

Her sidder jeg så i dag, snart 10 dage efter det hele startede, lidt over en uge siden min verden blev vendt fra en velfungerende hverdag med et fantastisk job, glæde, træning og fremfor alt min frihed, til nu at afslutte mit brev med fortsættende ansigssmerter, svedeture om natten, store søvnproblemer, konstant forvirring, bekymring, og en udpræget følelse af at være hjælpeløs ved hver forespørgsel lige fra hjælp til at ringe til min familie, til hvornår jeg kan se en læge, som altid bliver besvaret med et rungende ?manana?.

Jeg har stadig meget på hjerte, men må stoppe et sted, specielt med øje på at min bror og ikke mindst advokat må have denne version, den sande version, inden en evt. retssag, for at forstå hvad der er foregået og sket, ikke fra en løgnagtig politirapport, ikke fra en læge som bevidst misbruger sit embede eller fra deres egne tanker og overbevisninger, men fra mig selv som ingen indtil nu har gidet høre på, selvom jeg er den eneste som oprigtigt har set, gennemlevet og tænkt alle de ting som du netop har prøvet at sætte dig ind i som læser.

Jeg har siden min indsættelse i Alhaurin de la Torre fængsel hvor jeg sidder nu mens jeg afventer dagen for min retssag, som desuden kan være op til 6 måneder ude i fremtiden selvom jeg er uskyldig, modtaget en over 2 cm. tyk sag fra min advokat, som afslører endnu flere løgne og påfund hvad den skæbnesvangre fredag aften angår, og jeg sidder nu næsten lige så forvirret som jeg gjorde før jeg kom hertil, med specielt en tilbagevendende tanke: ?HVORFOR? ?.

Hele min historie er dog ikke kun min. Jeg har set og hørt utallige eksempler på lignende håndteringer af sager, specielt når det kommer til politivold. Rent faktisk har jeg allerede mødt to andre indsatte, som ligesom mig lige nu befinder sig i fængslet med deres ansigter helt blå og hævede. Der er ligeledes faldet hundrede, hvis ikke tusindvis af klager ind til den overordnede politichef i Malaga, men alligevel er politiets ord åbenbart helligt, og de kan gang på gang slippe afsted med det. Jeg har nævnt det før, men hvordan kan en kæmpe organisation som EU se igennem fingrene med denne, i mine øjne, komplet amatøragtige håndtering af tingene og dertil udtalte løgne om hvad som er hændt med opbakning fra en helt anden instans som burde være komplet adskilt fra politiet i form af sundhedsvæsenet? En organisation jeg selv støtter og betaler skatte euro til.

Hvordan skal en far kunne sætte sit lid til en læge som skal udskrive livsnødvendig medicin til sin lille datter, eller en kone se sin mand blive opereret af selvsamme læge, når han ikke engang formår at vurdere at mine og Ibrahims skader umuligt kan stamme fra en bilulykke? Jeg ramte et hegn uden det store drama, grunden til at bilen ikke kunne fortsætte var ikke skader på bagenden, men jordunderlaget samt det at baghjulene var hævet over jorden og ?hang? i jernnettet som hegnet består af ? altså en på ingen måde hård kollision. Fortæl mig nu hvordan at hele mit ansigt kan være smadret, altså frontale skader udelukkende, mens Ibrahim har fået syet en dyb flænge i sit baghoved? To fuldstændig modstridende skader. Videre, hvor er airbagen i min bil, hvor er mærkerne fra skaderne i bilen, hvor er blodet? Hvorfor ligger der kun blod udenfor bilen, på præcis de steder vi blev tæsket? Endvidere, hvor er mærkerne eksternt på bilen fra den frontale kolission som måtte have fundet sted hvis jeg skulle have muligheden for at skade mit ansigt i den grad som er tilfældet? Hvis politiet absolut skal lyve, hvorfor så ikke gøre det ordentligt og sige at vi har angrebet dem og de derpå har handlet i selvforsvar? Jeg sætter mit lid til retfærdigheden, og håber inderligt deres stupiditet som jeg egentlig kun er glad for nu, da alt kan modbevises, kommer til at bide dem bagi i retten. Det samme med lægen, hvordan kommer han til at se ud når jeg bliver frikendt og det åbenlyse kommer frem, nemlig at mine skader umuligt kan være forårsaget af sammenstødet med hegnet. Men de får vel bare lov at fortsætte som så mange gange før. Fortsætte med at sætte folks liv og helbred i fare med god smag i munden ? hvordan kan disse mennesker sove om natten?

Er politiet i Spanien virkelig den sikkerhed som er, eller ihvertfald burde være, hele grundlaget for deres eksistens? Eller er de i virkeligheden det stik modsatte? En trussel og en kriminel organisation som jeg burde frygte hvis jeg har mit liv og frihed kært? Kan og skal det virkelig være rigtigt at man skal have så meget som den mindste tvivl om dette spørgsmål i dagens Europa anno 2012? Hele min oplevelse rejser mange essentielle problemstillinger, og ligeså meget som mit brev er et værktøj til min advokat, en personlig reminder på hvorfor jeg flyttede væk herfra hvis det bliver resultatet, er det et opråb til alle mennesker derude som overvejer at flytte til Spanien, til alle som ligesom mig, uskyldige eller ej, sidder fast i et håbløst retssystem som virker umuligt at komme ud af når man først er fanget i det. Til alle som tror og håber på retfærdighed, og som tror på at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og ikke omvendt. Til alle som kan hjælpe og gøre noget, så vi alle kan føle os sikre i forhold til den udøvende magt i Spanien, og ikke frygte den. Hvem ved hvor mange uskyldige mennesker som hidtil har ladet livet i historier som min? Og hvor mange flere er i vente hvis intet bliver gjot?? Jeg vil ihvertfald gøre mit, og denne fortælling er første skridt!

Jeg beder hver dag til gud for at have styrken til at gennemleve denne tid uden at tage mentalt skade, og til at retfærdigheden i sidste end vil sejre, så jeg atter kan genvinde tillid til det land som jeg for kort tid siden var klar til at smide alt for. Landet som siden jeg husker var destinationen for mine drømme, men nu er rammerne om det værste mareridt. Vil det overhovedet være nok til at jeg vil forblive her? Et spørgsmål som kun tiden kan give mig svaret på, ligesom alle mine utallige andre spørgsmål.

Som Einstein engang sagde, er definitionen på sindssyge at gøre den samme ting om og om igen og forvente et nyt udfald. Det er præcis hvad et fængsel bygger på. Stå op, spise, gå tur i gården, spise, sove og forfra. Dette er min største fjende netop nu, jeg er ganske enkelt ikke bygget til repitition ? som en robot på repeat.

Jeg vil slutte af med at takke min storebror først af alle for at være alt det man kan forvente af en bror og meget mere til. Jeg ved hvordan du knokler 24-7, gør alt du kan for at få sandheden frem, og gennemlever sammen med mig, ihvertfald mentalt. Af hjertet tak, jeg elsker dig og vil aldrig kunne betale dine gerninger tilbage igen, selvom jeg vil gøre alt jeg kan for det! Herefter min advokat, som jeg har fuld tillid til og som virker utrolig involveret, hårdtarbejdende og ikke mindst dygtig ? den ideelle mand til jobbet, tak Juan. Mine elskede forældre som jeg inderligt er ødelagt over at jeg udsætter for alt dette, men i er i mit hjerte og jeg ved at i ved, at jeg nok skal klare den, så længe jeg ved at i er der for mig og sender alle jeres tanker min vej, jeg elsker jer og gør intet for at såre jer! Tak til Mona Davidsen for at have besøgt mig, og lagt pres på fra det danske konsulats side. Tak til Niels for at fortælle sin del af sandheden til omverdenen nu han er fri og kan. Sidst men ikke mindst vil jeg takke min smukke sjæleven og største kærlighed Nadja for at være den fantastiske pige du er. Dine breve og uendelige støtte hjælper mig med at komme igennem hvert eneste minut lige nu! Din kærlighed får mig til at tro på det gode, tro på retfærdigheden, tro på at alt nok skal gå, lige meget hvad, så længe du er der for mig. Du er i mit hjerte, for altid, ligesom far, mor og Nikolaj er det ? jeg elsker jer! Uden jer havde der ikke været nogen mig.

Med jer i mit hjerte og tanker, samt troen på at gud vil give mig styrken til at klare det her og kaste retfærdighed over mig og andre som er i lignende situationer, vil jeg atter gå til køjs i min kolde celle, langt fra hvad jeg lige nu vil kalde for mit hjem. Jeg er igen blevet bekræftet i at man lærer mest om livet når man ligger ned. Husk at sætte pris på de ægte ting i livet, menneskene som altid er der for dig og deres kærlighed. Det er livets sande guld, og ikke rigdom og materielle goder. Hellere leve på gaden uden en krone på lommen, sammen med min familie og min partner ? end at leve i ufattelig rigdom uden dem. Husk at sætte pris på den frihed du har i denne stund. Tag den ikke for givet, den kan være væk imorgen.

Det som ikke dræber os, gør os kun stærkere!

Glædelig jul, jeres for altid.

Emil”

Emil er nu blevet løsladt mod en stor klat kaution…

Follow on Bloglovin

HOV, DER VAR EN DELLE!

 Hai Honeys…

Er skinny det nye sort? Der går ikke en time, før nogen ligger et træningsbillede ud på Insta eller checker ind i Fitness.dk på FB. Ja, jeg har fattet det… alle er mega motiverede og indtager ikke et eneste gram usund mad dagligt, eller hvad? Er jeg den eneste der stadig spiser kage, mens jeg ser serier?! Jeg har faktisk taget på her på det sidste kan jeg mærke, jeg siger til mig selv det bare er væske, men det tror jeg nu ikke det er – det er konsekvensen af alt for meget hvidt brød + alkohol og for lidt bevægelse. Jeg kan afsløre over for jer, at min mave ikke er flad længere… I blame the alcohol! Altså det kan klares på to uger med de rette måltider og mavebøjninger, men man skal lige tage sig sammen først, for den SKAL være flad igen (men ikke sådan 6-pack, det er ikke lige mig!). Har taget de her idag, bare lige hurtigt med min iPhone… synes ærlig talt at jeg skal tage mig sammen NU! Brysterne kan ikke blive mindre, det kan jeg sku ikke gøre noget ved, og til jer der spørger… ja, de er naturlige og de fleste kvinder i Ukraine har meget stor barm, det ligger i generne!

IrinaTheSqCon6026

Det eneste motion jeg har haft længe, det er at jeg går ture og danser ude i byen, for jeg hader at løbe og er realistisk omkring at jeg aldrig kommer til at ligne en 2 meter høj Victoria Secrets model, og det går nok! Jeg har også før nævnt at jeg har benyttet mig af TRIMLET, hvilket jeg havde stor success med. Jeg har modtaget mange spørgsmål ang. det og jeg synes ikke jeg oplevede bivirkninger, jeg drikker dog rigtig rigtig meget vand når jeg tager dem, og jeg gør det kun i korte perioder nu, som 1 måned ad gangen. Jeg fortæller om min personlige tilgang her, og vil absolut ikke anbefale at kaste sig ud i den slags for mine helt unge læsere.

Hvis I følger mig på Bloglovin (link nedenunder) får I mail når der kommer et nyt indlæg xx Irina ?

Follow on Bloglovin

THE DRINKS WE DRANK LAST NIGHT

 Hai Honeys…

Jeg havde en super sjov fredag, hvor vi festede i stor reality-stil med limo, drinks og en masse billeder and good times – det var med Samanta, Sogol, Nico Schwartz, Kasper Skak og Cecilie. Vi blev hentet ved Rådhuspladsen og tog videre på Park og fjollede hele natten og det var en af de aftener, hvor man bare er underlig hele vejen igennem med en masse interne jokes. Jeg var så ødelagt dagen efter, at jeg har brugt lørdag + søndag under dynen med True Blood, Vampire Diaries og det nye The Carrie Diaries (serien er faktisk rigtig god). Resten af billederne fra natten kan ses HER hvis man abonnerer på min private FB profil og vi filmede også lidt i limoen… hihi // XOXO

… jeg troede, at det var udklædningsfest på Park, så jeg var en “party cat” (dont know why), men det var der åbenbart ikke, så jeg var bare en kat hele natten, men altså…. I didn’t really care, miav!

Follow on Bloglovin

✚ BABY LOVES TO DANCE IN THE DARK ✚

Hai Honeyz… no BS today!

Måske min egen skyld, at man tror jeg er DIVA-DUKKE-DUM! Der kommer en tsunami af hvad der foregår in my mind nu, føler stadig SLET ikke folk forstår mig bare lidt, men anyways (mere et indlæg til mig self, I guess), ikke nødvendigvis i en korrekt rækkefølge! Cause now I dance alone… and they dont wanna take it slow, they just wanna take you home!!! I ved hvad jeg snakker om, hvis I følger med i mine weekendeskapader. I got the world in my hands, have the masterplan… but I dont know why I keep calling you, maybe because it is better to be pissed off than pissed on… ja, jeg tænker meget på engelsk, for det er nemmere! Og på den anden side er jeg i tvivl om jeg er pissed on eller pissed off eller begge sometimes og det sker altid om torsdagen!

Lad mig fortælle jer nogle ting, jeg synes er produktive – positiv forstærkning, negativ forstærkning. Ærlighed. Jeg vil fortælle jer nogle ting, jeg synes er uproduktive. Konstant bekymre sig om, hvor du står baseret på uforudsigelige sociale spor og derefter uundgåeligt omdirigere det hele i en betryggende måde, så du kan komme til at sove om natten. Nej jeg tror ikke på det overhovedet…. Who knows what true happiness is? Hvad er det egentlig vi hungrer efter i livet – er det penge, anerkendelse, kærlighed eller blot det at opleve følelser hver dag, at være i live. Jeg vil have kærlighed der opsluger mig, lidenskab, eventyr og endda lidt af det farlige – men jeg keder mig også hurtigt, same shit – different toilet!

Udfordringen er at finde og omgås med de mennesker der gør dig stærkere og bringer de små lysstråler i mit ægteskab med natten, som er det eneste der kan få mig til at tie stille. Kærligheden og livet behøver ikke at være en kamp hele tiden. I sidste ende kan man ende med at blive en følelsesløs vampyr der kun færdes i natten – det skete næsten for mig. Men jeg vil ikke lukke døren helt, selv de allerkoldeste væsener kan reddes, det kræver blot en kæde af begivenheder der sker på dette rette tidspunkt. At opleve intense følelser helt dybt inde i hjertet så det gør helt ondt i alle ens krops celler, er jo hvad der gør os levende. Når man har oplevet det i sit liv, kan man benægte alt hvad man kan – men det er det ultimative. Jeg er et emotionelt menneske (tror jeg vist ingen tvivler på efterhånden – derfra mine voldsomme reaktioner sometimes), og når man lever livet via sine drømme – er lykken nu og for altid, vi kan elske, vi kan flyve (metaforisk sagt, helst førsteklasse selvfølgelig!). Man kan jo ikke helt komme uden om, at vi er en lost generation. Det der f….cker os op her i livet er, at vi har en forestilling i vores hoved om hvordan alt skal være, for at være perfekt.

Be nobody but yourself in a world which is doing its best night and day to make you everybody else. Be a strong woman or the girl who gets the guy… den kan I selv regne ud, ja! Desværre sker det, at folk smiler til dig, mens de planlægger hvordan de kan ødelægge noget for dig – men med tiden finder alt på plads igen, det er svært at være tålmodig til den slags. Og der er fantastiske mennesker derude, som man bare lige skal finde, som man har et evigt bånd til og har din back! Jeg synes endda tålmodighed er min stærke side! Jeg skiller mig vist ud temperamentsmæssigt og mht. mine valg, drømme, væremåde etc. – og jeg ændrer mig ikke for nogen, selvom det vil resultere i at jeg ender med 30 katte, haha! Naaaj, jeg bliver da gift i Dubai her i år! Jeg bliver dømt mere end gennemsnittet, jeg ved hvordan jeg er – and thats me, og jeg behøver ikke at være venner med ALLE og få ALLE til at kunne lide mig og tit misforstås det, som om jeg skubber mange væk! Hvis du ikke kan få dem til at elske dig, må du få dem til at frygte dig, right?! JOKE! (er jeg nødt til at understrege, hver gang jeg joker, så ingen tror jeg er helt væk!) Nej, jeg skal være sikker på, at ingen laver en trojansk hest på mig. Hvis du ikke ved hvad det er, slå det op! For ingen kan i længere tid bære en maske uden at blive forvirret over, hvilken maske der var personens sande identitet til at starte med – no games, kun konsekvenser. Man skal aldrig fortryde noget, for engang var det lige præcis hvad man havde brug for og hvem ved… i mørket kan man stadig finde vej. Og jeg mener ikke mørket som i byen, drinks og se på meget unge piger med tramp-stamp prøve at løse deres daddy-issues! Men vi kan vel alle bedre lide dem unge og ustabile, right boys? Hvad der kommer nemt, går nemt tager vi hver weekend, for hvem gider gøre en indsats, når man ikke behøver! Og hvis alt andet går galt er der 3 løsninger på at kurere depressionen – LA, London eller Barcelona. Råd til mig selv  – hav tiltro! Og hvis det ikke virker… så hav en masse tequilashots!

Every happy ending, is just a new beginning! // XOXO

Follow on Bloglovin

Every Night Is Another Story

Hello Honeys…

De fleste ser SuperBowl idag… men jeg går snart i seng, jeg skal jo tidligt op i morgen og i skole (seneste på Se & Hør: DIVA-IRINA: NU VIL HUN VÆRE KLOG… KLOGERE, IKK?!). Der er bare freaking langt til Roskilde, tror jeg flytter derover så snart jeg finder en lejlighed. Jeg var ude torsdag+fredag+igår – fantastisk weekend. Jeg er altså ret glad for hotelfesterne har jeg fundet ud af, men jeg endte på Cheap alle 3 dage – der er alle dem man kender jo og vi elsker at feste sammen på vores stamsted. Festen på Marriot med Samanta og Melanie toppede med fedt fashion-show, lækkert musik og smukke mennesker… det er længe siden jeg har været til en event, hvor mænd i jakkesæt drikker ren whiskey on the rocks, I liked it! Jeg elsker at møde nye mennesker og være all the places where the fun happens!  Vi har hele livet til at være gamle, men kun et par år at være unge i jo… and yes I am still single and loving it!

1. I køkkenet på Cheap med Kasper Skak… fjoller! 2. Skal snart lære de der DJ-moves! 3. Det traditionelle mig-foran-spejlet-billede! Det er en sygdom, I know! 4. The show begins @Marriot 5. Mødte MARIJANA efter hun optrådte på Marriot Hotel, der har lavet singlen “To skridt frem“, som jeg elsker! Det var hendes veninde der introducerede os, efter at hun havde læst på bloggen, at jeg var vild med den. 6. Underwear fashion-show på Marriot //XOXO

Follow on Bloglovin