DIVAER I JUNGLEN (1.12) – “FINALEN: Irina The Diva!”

Hvem havde troet det efter de første par afsnit?! Jeg troede selv jeg ville tage hjem og prøvede at tage en dag ad gangen.

Når jeg reflekterer over jungletiden og genoplever det via afsnit er det meget terapeutisk egentlig. I en måned prøvede jeg så godt jeg kunne at være stærk og gå efter målet. I sidste ende indså jeg at det var endnu en mulighed for mig for at lære at overkomme noget, sætte et mål – udvikle mig selv psykisk endnu en gang. Nogle elskede måske at se mig have det skidt og nogle synes det er fedt jeg ikke holder en facade. I sidste ende laver jeg ikke TV for at vise hvor perfekt jeg er, jeg viser ALLE menneskelige sider af mig selv og ved også selv hvornår jeg burde have handlet anderledes og hvornår jeg kan være ligeglad.

Jeg fortrød meget min beslutning om at deltage i programmet i starten, da jeg synes at “Fristet” og alt hvad der hører til var en hård omgang psykisk spil for mig og dette ville måske minde om det. Jeg lærte dog nogle skønne mennesker at kende, så jeg håbede at det samme ville ske her. Jeg kendte ikke de andre særlig godt som de gjorde på kryds og tværs, og de havde deres eget indtryk af mig efter  “Fristet” selvfølgelig som de selv fortalte mig, men fandt dog ud af, at det var noget andet når man er sammen med mig 24/7.  Min eneste chance, troede jeg, var at være tilbageholdende så meget som muligt og det sidste, som gjorde mig følelsesmæssig ustabil var at min mormor i Ukraine var døende og jeg ikke havde kontakt til omverdenen og ikke kunne holde mig opdateret mht. det hele. Jeg ville så gerne hjem til Kasper, han elsker og respekterer mig og kender mig som ingen andre, naturligvis længes man efter det, og jeg sov med hans billede hver nat.

De gange jeg sagde at jeg ville hjem, var det ikke så meget fordi det hele var åh-så-hårdt og de andre var “dumme”, det var fordi jeg prøvede at vurdere om jeg måske havde begået en fejl ved at tage med og det gik mig på, da jeg ikke følte at jeg på nogen måde havde behov for at være der og jeg overreagerer næsten på alt pga. mine frustrationer over at være der.  Halvvejs i spillet ændrer det sig, hvor jeg lukker af for ALT og bliver til en kriger.

Jeg havde ikke lyst til at være i junglen på nogen tidspunkt for at være ærlig, jeg behøver ikke at udfordre mig selv – jeg har i mit liv oplevet en del udfordringer og jeg ved at jeg kan klare rigtig meget! Jeg vidste godt at jeg kunne vinde – jeg skulle bare ville det, så jeg bildte mig selv ind at jeg ikke kom hjem til DK igen, medmindre jeg vandt og gik efter det! Jeg følte at folk undervurderede mig og der greb min stædighed ind, jeg blev så stille som muligt for at komme langt i spillet og ingen vidste rigtig at jeg fysisk stadig var i ret god form, hvilket var min store fordel. Det føltes mega fedt at vinde, da jeg beviste over for mig selv at hvis jeg stræber efter noget rigtig meget, så lykkes det for mig! Jeg kunne ikke være foruden denne oplevelse, jeg er blevet klogere på godt og ondt og fundet skønne kvinder som jeg kan lide at være sammen med. Vi havde også mange sjove stunder i junglen, både Golden Gorillas og Sexy Tigers. Når man kigger tilbage er det jo den vildeste oplevelse for os alle – jeg havde selv aldrig taget til junglen og sovet i et telt frivilligt, haha! Jeg fortryder intet, det skulle jo ikke være nemt, det hele! Det har da været sjovt at gense det meste af det og jeg er stolt af mig selv,  jeg var mig selv og det var alt jeg kunne gøre – det var også hvad der skulle til åbenbart!

Få dage efter jeg kom hjem fik jeg desværre at vide at min mormor døde, kort efter jeg var taget afsted. Jeg brød sammen og havde ekstrem dårlig samvittighed! Det var som om jeg kunne mærke at det ikke var som det skulle være, imens jeg var der – jeg havde en stor trang til at tage hjem! Da jeg fik lov til at ringe til Kasper, havde min mor sagt til ham at han ikke skulle fortælle det til mig, for så VILLE jeg tage hjem. Jeg har accepteret det idag og måske fik jeg på en måde styrke fra hende til at gå hele vejen. Sådan vælger jeg i hvert fald at tænke.

Jeg vil udnytte denne oplevelse til en frisk start, jeg er glad for at jeg blev alligevel – man kan altid mere end man tror!!!

Jeg vil gerne takke alle dem, som har støttet mig undervejs og de mange af jer, der skriver til mig dagligt og spørger mig til råds, jeg vil fortsat blive ved med at gøre det jeg gør, kærlighed til jer <3

EFTERTANKER

– I sidste ende smiler man, giver folk ret og gør det som gør én selv glad alligevel!

– De mennesker som bringer det værste frem i dig, bør man blot holde sig fra (hvis man har den mulighed, heh)

– Omringet af kærlighed, gode venskaber og kreativitet har man motivationen til at nå sine mål!

– At lave TV har givet mig nok selvindsigt og selvtillid til at jeg skaber det liv jeg selv vil have og andres mening burde være ligegyldig, men jeg deler gerne af livserfaringer for dem som ønsker min hjælp.

DIVAER I JUNGLEN (1.11) – “GG i finalen, Amalies hævn + Susans lucky day!”

Pengekonkurrencen kapløb/tænd faklen = LAST TEAMSPIRIT!

Golden Gorillas i finalen = FORTJENT!

Rebdysten = FLODHESTEN MÅ PÅ SLANKEKUR!

Golden Gorillas kæmper mellem hinanden nu = SHIT!

Ærligt talt, jeg er mega træt fysisk på det her tidspunkt og øm i alle muskler og led.  Vi er alle bidt af at gå efter sejren, da den er tæt på og det føltes godt at vi stadig var et hold og bakkede hinanden op – hvilket der så desværre blev ændret på i dette afsnit. På den anden side er jeg stærk når jeg er alene, da jeg er vant til at konkurrere på egen hånd, tænkte jeg. Det kunne dog være dejligt med lidt energi et sted fra…

I pengekonkurrencen, som var tigrenes sidste chance, var Amalie i et kapløb mod Samanta og vi rystede af nervøsitet inden. Jeg var irriteret over at jeg skulle sidde over, da det er svært bare at kigge på, for mig, og da vi fik at vide at Sam skulle løbe, blev vi nervøse, da hun havde klaget over knæsmerter før, men da hun kom tilbage var konkurrencen egentlig glemt. På trods af konkurrencen har vi udviklet et forhold til hinanden og derfor griber det ind i pressede situationer – Sam og Amalie har kendt hinanden i lang tid og det har måske kostet tigrene dyrebare minutter, men nogle gange er konkurrencen ikke det vigtigste.

Da Gustav var i mørkerummet var jeg virkelig desperat, jeg vidste ikke hvordan jeg skulle være der for ham for han kunne heller ikke sige så meget, så de andre ikke hørte det. Vi troede vi havde tabt og det hele hang bare i så tynd tråd. Da vi begyndte at tælle sekunder kunne vi decideret høre hinandens hjertebanken – det var det vildeste da vi vandt finalepladsen, alt det vi har kæmpet for som hold var endelig lykkedes os.

På Golden Gorillas har vi altid være glade for Susan, det er ingen hemmelighed, hun er nede på jorden og vores allesammens “mamma” og eftersom hun bare er nem at omgås med og støttede os selvom hun var på det andet hold, så har vi altid haft det i tankerne at hvis muligheden bød sig, så skulle hun med i finalen. På den anden side havde Amalie hjulpet Sam den dag og det betød meget for os.

En anden ting vi undrede os en smule over var, at vi efter vores fortjente finalesejr, skulle “straffes” med at forære en modstander plads i finalen og at en anden modstander kunne påvirke dysten, især Gustav og jeg var lidt gnavne, haha! Men idag er det ligemeget, alt er glemt og man smiler ad den slags – det er vigtigt at give helt slip på spillet og den verden når man kommer hjem. Man kommer tæt på bestemte mennesker og det tager man med sig hjem til DK og de forhold udvikler sig evt. hvor alt andet bliver lagt på hylden.

Jeg forstår stadig ikke hvad der skete med Sam og Gustav og deres skænderi, der har ikke været noget før, andet end at de har smådrillet hinanden. Det må have været andre frustrationer og spænding der udløste det. Måske havde de brug for at pisse territoriet af, I dont know – det var i hvert fald grimt og ting blev sagt, der ikke burde være sagt! Som så meget andet, er de kommet over det også. Men der var nerver inden dysten om finalepladsen, som vi følte kun Golden Gorillas fortjente.

Man kan tydelig mærke at det er alle mod alle inden rebdysten, og jeg følte mig ret sikker inden – og mindre sikker efter Amalies “gaver” 🙂 Grunden til at Samanta ikke fik ekstra vægt er jo som sagt, fordi de har kendt hinanden længe og er gode veninder, men altså, man er bitter når man er røget ud af en konkurrence. Vi kæmper stadig trods de ekstra kg – det var bare urealistisk for Gustav. Når man hænger i rebet var det tydeligvis en fordel at veje lidt og det kan man ikke påstå at jeg gør, efter de 25 min. havde jeg det lidt stramt må jeg indrømme, trods mine trænede arme (hvilket i forvejen var mega ømme efterhånden). Til sidst mistede jeg fodfæstet og faldt… jeg havde svært ved at acceptere at jeg ikke vandt den, da jeg havde kæmpet så meget og min chance for at komme til finalen nu var rigtig lille, da jeg var mega øm i kroppen og ødelagt og kunne ikke løfte armene efter rebdysten.

Kampen om de 100.000 kroner og titlen som junglens sejeste diva står nu mellem os fire og Susan har en stor fordel.Vi tre skal nu ud i en vild dyst, der i den grad kræver mod og hurtighed – næste afsnit byder på en vild afslutning og gensyn med resten af divaerne.

BONUSINFO

– jeg ved godt at man ser større ud på TV end real life, men guldbikinien er GROTESK!!!

– Susans knude var en hel del større end vores andres til rebdysten (JA…  dårlig taber, I know, haha)

– GG blev enige at hvis en af os vinder så er der velfortjent og vi bakkede stadig hinanden op.

– Samantas knæ blev plejet, intet skade var sket og hun var klar igen dagen efter.

– Jeg skyldte Susan BIG TIME, da hun skyndte sig at råbe Jessicas navn op efter at vi to var nomineret (det kan betale sig at alliere sig med det andet hold også), hun gjorde det nemlig for mig, jeg var ikke i tvivl om at hun skulle med i finalen, she saved my ass!